1.a1 Forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling i Ellebæk

Du kan gøre en forskel

Bliv medlem

Ved at blive medlem af SOS Racisme kan du støtte vores arbejde mod racisme og diskrimination ved at betale et årligt kontingent. Som medlem får du også mulighed for at engagere dig aktivt i foreningen og bidrage til at skabe positive forandringer. Din støtte vil hjælpe os med at udvide vores indflydelse og nå ud til endnu flere mennesker, mens du samtidig bliver en del af et stærkt fællesskab, der er dedikeret til at skabe en mere inkluderende og mangfoldig Danmark.
Bliv Medlem

Kaare Djuraas: Kravler på knæ op ad El Calvare-trappen. El Calvario betyder Korsfæstningsvejen, vejen til Golgata. Håbefuldt kravler menneskene op ad de 365 rå stentrin på deres knæ for at blive frelst.
Alle indsatte har gennemgået store forhindringer og rædsler på vej til Danmark. Når de ankommer, opdager de, at det værste endnu mangler. I Ellebæk lever indsatte under fængselslignende forhold, hvor hverdagen er præget af frygt, magtesløshed og isolation – angste for repressalier fra de ansatte. Europarådets Torturkomites rapport om de menneskerettigheds-krænkende forhold er helt klar: Ellebæk er IKKE et fængsel og de administrativt indsatte er IKKE dømt for kriminalitet – de er afviste mennesker, der søgte asyl. Alligevel er forholdene fængselslignende og uegnede for mennesker.
Kaare Djuraas: De kommer om natten: Politiet ynder at komme om natten iklædt sort tøj og på dramatisk vis tvinge udvisningstruede beboere på Kærshovedgaard til Ellebæk til total isolation og torturlignende forhold (jævnfør rapport fra Europarådets Torturkomite).


1. Resumeer og citater fra indsattes samtaler med Ellebæk Kontaktnetværk

1. Resumeer og citater fra indsattes samtaler med Ellebæk Kontaktnetværk

Ellebæk Kontaktnetværk består af frivillige, der jævnligt besøger indsatte i Ellebæk, og dokumenterer, hvad der foregår. De forsøger konkret at hjælpe de indsatte bedst muligt gennem samtaler, kontakt til advokater og Dansk Flygtningehjælp, og kan evt. hjælpe med små fornødenheder. De har forsøgt at få Retsudvalget i tale ved henvendelser, og har sammen med NGO’er og enkeltpersoner udarbejdet lange lister med anbefalinger til forbedringer af de indsattes situation i Ellebæk i 2020 og i 2023 – men aldrig fået et ordentligt svar. Mange punkter går igen i anbefalingerne fra CPT (2020), CAT (2023) og fra Europarådets Menneskerettighedskommissær (2023).

Det, der bedst beskriver situationen for de indsatte, er Kontaktudvalgets dokumentation opdelt efter emner med resumeer fra besøgssamtaler med de indsatte, i 2020 fra samtaler med 18 indsatte fra 10 lande fra 2019-april 2020 og i 2023 dokumentation fra samtaler med indsatte fra maj 2020 – januar 2023 . Overordnet skriver Kontaktnetværket i 2023, at flere af afdelingerne nu er istandsat og genmøbleret med nye møbler, efter CPT’s sønderlemmende kritik af Ellebæk i 2020. Men at bortset fra renovering og remøblering, nogen forbedring af de udendørs forhold samt lukning af afdelingen for kriminelle i 2023, er forholdene ikke forbedret væsentligt i Ellebæk. Isolationsfængsling bruges stadigvæk hyppigt; mange indsatte ved ikke, hvorfor de er blevet frihedsberøvet og har ikke mulighed for at tale med en advokat inden de skal for en dommer. De får ikke lavet en grundig helbredsundersøgelse ved indsættelsen i Ellebæk, og i flere tilfælde er det Ellebæk Kontaktnetværk, der finder ud af, at de er torturoverlevere eller er psykisk syge og i princippet ikke burde have været frihedsberøvet. Der tages heller ikke hensyn til det, når en situation kører op.

Følgende episoder om overgreb er nævnt af Ellebæk Kontaktnetværk er fra april 2019 – 14. april 2020:

Andre eksempler end fra Ellebæk Kontaktnetværk

Fra rapporten fra Ellebæk Kontaktnetværk i 2023 :

Overgreb på en mand, der tidligere har været udsat for tortur, og som sammenblander overgrebene i Ellebæk med torturen i hjemlandet i sine mareridt.

Voldeligt overfald på en indsat

04.06.2020: X blev den (dato) overfaldet af en vagt som brækkede hans håndled. Baggrund for overfaldet var at X bad en vagt om at tale engelsk til ham i stedet for dansk. Da vagten blev ved med at tale dansk, begyndte X at tale (sit eget sprog) til ham, hvorefter vagten lagde ham ned. Der var ca. 4 vagter i nærheden som så det, én af dem hjalp til med at holde ham nede. Efter hændelsen kom han 40 min i isolation – som han selv siger det er de jo nødt til at isolere ham for at holde fast i, at han har gjort noget galt, men at han kom ud så hurtigt vidner om, at man godt ved at skylden ligger på vagtens side. (Dagen efter) vågnede han tidligt med smerter i håndleddet og kom på hospitalet. Inden da ringede politiet til ham og spurgte – som de gør – om han var ‘klar til’ at rejse til (hjemlandet). Da han afslog, sagde betjenten til ham i telefonen at de havde hørt at han havde fået brækket sit håndled, og om det måske ikke var bedre at han tog til (hjemlandet) – hvilket X tog som en klar trussel.
Han har indhentet dokumentation fra sygehuset på sin skade og får sin advokat til at udarbejde en formel klage. Han ønsker dog ikke at indgive klagen, men vil bare have dokumentation på, at det er sket
X har talt med ‘second boss of Ellebæk’. Han sagde, at han ved, at der er vagter der opfører sig dårligt, men de kan ikke gøre noget ved det fordi at regeringen holder øje med Ellebæk og vil have, at forholdene skal være sådan.
Ifølge X siger hans advokat, at han vil blive overført til et andet fængsel ved klagens indgivelse. Hvis X klager, kan han komme til at sidde længere i fængsel, mens klagen behandles. X endte et par dage efter med at indgive klagen, og blev overført til Nykøbing-Falster. Ifølge advokaten er dette en normal procedure, da man ønsker at holde personen, der har været udsat for overgrebet, væk fra den formodede gerningsperson, men også for at holde ham fra at tale med potentielle vidner. Af frygt for, hvilke konsekvenser det kan have for hans sag, har X bedt om ikke at få denne hændelse offentliggjort før hans sag blev færdigbehandlet. Det er den blevet nu, så selvom jeg ikke længere har kontakt til X, vurderer jeg, at han vil ønske at få historien ud.

Konflikt over medicin førte til 1 måned i isolationscelle

20.11.2020: Da AC først ankom til Ellebæk, kunne han ikke modtage sin medicin, fordi der ikke var noget sundhedspersonale på arbejde. Han insisterede på at han blev nødt til at få den, fordi at det ville destabilisere hans blodtryk og flere dage uden medicinen ville betyde at han skulle gå ned i dosis for så at indfases igen. Vagterne var ikke imødekommende, og AC blev frustreret. De kom op at skændes, de skubbede til hinanden og en af vagterne sparkede AC. Han blev sat i isolation. Hver gang han havde brug for noget, hvis han skulle i bad eller på toilettet, skulle han trykke på en knap, så en af vagterne kom og åbnede hans dør. AC vågner ofte i løbet af natten og skal på toilettet flere gange. Han oplevede at vagterne blev irriteret og vrede over antallet af gange han trykkede på knappen. Han begyndte at tisse i en mælkekarton, så han ikke skulle trykke på knappen om natten. Efter et par dage, hvor han stadig ikke havde modtaget sin medicin, konfronterede han en af vagterne. Det endte i en konflikt, hvor AC kaldte vagterne et skældsord, hvorefter de skubbede ham ned på jorden og sparkede ham. Han blev tilset af lægen efterfølgende, fordi hans arm gjorde meget ondt, det føltes som om den var brækket, men lægen sagde at der ikke var noget galt. Herefter blev han sat i et andet isolationsrum, hvor han skulle sove på en tynd madras med et ru, groft tæppe. Han kunne ikke sove og trykkede på knappen for at få en Panodil, som vagten kastede på gulvet til ham. Han tilbragte en nat her, inden han kom tilbage i den “almindelige”
isolation. Han sad i “almindelig” isolation i en måned.
09.04.2021: AC’s sag er blevet genoptaget, han blev løsladt i går. AC er nu tilbage i Avnstrup, inden han og familien rykker til et asylcenter i Jylland.

Herudover er der problemer med en hård tone fra nogle vagters side – ifølge indsattes oplysninger til CPT, Kontaktnetværk Ellebæk, og til Ombudsmanden :

“Det kom også frem under besøget, at der – på trods af at ledelsen havde haft fokus på problemstillingen – kan være episoder, hvor ansatte taler indbyrdes eller til de frihedsberøvede på en uprofessionel eller ”hård” måde. Ombudsmanden anbefalede derfor, at der fortsat er fokus på de ansattes omgangstone”.

Kaare Djuraas: Viden giver medansvar

Nedenstående sag er medtaget for at vise, at hensynet til psykisk sårbare, torturerede mennesker i det danske asylsystem kan ligge på et meget lille sted: i Folketinget, regeringen og i Ellebæk og på udrejsecentrene. Vi ved ikke, om den afviste har været i Ellebæk.

Flygtningenævnets afgørelse og argumentation om en Dublin-tilbagesendelse af en torturoverlever til Bulgarien, hvor han tidligere var blevet mishandlet

Flygtningenævnet har i september 2023 truffet afgørelse i en sag vedrørende overførsel af en særlig sårbar asylansøger til Bulgarien efter Dublinforordningen.
“Flygtningenævnet har i sagen stillet krav om, at der forud for overførslen af den pågældende indhentes en garanti fra de bulgarske myndigheder om, at klageren vil blive mødt af modtage- og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, og som tager behørigt hensyn til klagerens individuelle behov for behandling som særlig sårbar.
Om asylansøgeren står der: “Klageren har gjort gældende navnlig, at hans asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til hans status som særlig sårbar, risikoen for manglende adgang til passende indkvartering, herunder manglende behandling af klagerens psykiske problemer, samt risikoen for, at han på ny vil blive udsat for vold og vilkårlig frihedsberøvelse under meget ringe forhold.
Klageren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han blev pågrebet umiddelbart efter at have krydset grænsen til Bulgarien, hvorefter han blev udsat for vold af politiet. Han var derefter frihedsberøvet i omkring to måneder i et detentionscenter under meget dårlige forhold, hvor han blev tvunget til at udføre hårdt arbejde og blev udsat for vold. Under frihedsberøvelsen skulle klageren bo i et rum med 20-30 andre asylansøgere uden basale sanitetsforhold. Han fik ikke tilstrækkelig med mad udleveret, hvorfor han altid var sulten, og han turde ikke bede om mere, da han var bange for at blive udsat for yderligere vold. Han turde ikke klage over politiet og personalets adfærd, fordi det kun var dette personale, der befandt sig på centret, og man havde ikke mulighed for at kontakte andre uden for centret. Klageren er torturoffer og lider af PTSD, og han har ikke fået behandling for sine psykiske lidelser i Bulgarien.
“Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han i Bulgarien har været frihedsberøvet, og at han der blev udsat for vold. Det samme gælder det forhold, at klageren frygter at blive frihedsberøvet ved en overførsel til Bulgarien.
Hvis klageren i forbindelse med en tilbageførsel til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må han henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder.
Flygtningenævnet har overvejet, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagerens konkrete forhold, der bør indebære, at klageren alligevel ikke skal overføres til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1″.
“Som nævnt må klageren anses for særlig sårbar. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at klageren har været udsat for tortur, at han er diagnosticeret med en posttraumatisk belastningsreaktion, at han ikke er i medicinsk behandling, at han er i behandling af en psykolog efter behov, og at der ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at antage, at klagerens psykiske tilstand vil blive væsentlig forværret ved en overførsel til Bulgarien“.

Hvordan kan Flygtningenævnet antage, at hans psykiske tilstand ikke vil blive væsentlig forværret, hvis han overføres til Bulgarien? At han ikke er i medicinsk behandling aktuelt, men i behandling ved psykolog efter behov, kan da ikke sige noget om risikoen for forværring ved overførsel til Bulgarien! Flygtningenævnet har ingen medicinsk ekspertise; men kunne vel have henvendt sig til fx en retspsykiater eller en psykiater med erfaring med behandling af torturoverlevere, for at kunne vurdere en sag som denne. Måske har Nævnet hængt sin hat på, at han ikke aktuelt er i fast, medicinsk behandling?
Der er jo netop oplysninger om, at han – måske for under 1 år siden – flygtede fra Bulgarien, hvor han var blevet udsat for vold, først af politiet, siden i løbet af to måneder i detentionscentret, hvor han sultede, da han ikke fik nok mad, og hvor han ikke turde eller kunne klage over de vagter i detentionscentret, der behandlede ham nedværdigende og voldeligt? Han har åbenbart forsøgt at flygte flere gange før, han har også i 2010, 2014 og 2016 søgt asyl i Danmark hhv. Tyskland, alligevel gælder ingen af de to lande som første asylland ifølge Nævnet, og Bulgarien accepterede i foråret 2023 at modtage ham efter Dublin-forordningen.
Torturoverlevere forsøger at undgå det, der minder dem om torturen, for at undgå at blive retraumatiseret. Tilbagesendelse til et land, hvor han relativt nyligt er blevet mishandlet og har fået aktiveret sin PTSD, vil genaktivere den. Det fremgår netop af Flygtningenævnets afgørelse – som sker efter en grundig undersøgelse af forholdene i Bulgarien: Aktuelt er der ikke ordentlige indkvarteringsforhold for særligt sårbare udover for nogle mindreårige børn og nogle børnefamilier. Hvis hans sag i Bulgarien i hans fravær er afsluttet med afvisning, bliver det på det samme eller et lignende detentionscenter som før. Ellers i en almindelig flygtningelejr uden mulighed for psykologbehandling og medicin, når hans PTSD reaktiveres. Så – uanset bulgarske garantier, kan de reelt ikke tilbyde ham et reelt asyl, hvor han vil kunne have nogenlunde rimelige forhold og få psykologbehandling og medicin og hvor der kunne tages hensyn til hans behov for behandling som særlig sårbar.

En afvist asylansøger har for mange år siden taget livet af sig i et dansk asylcenter, da han lige havde fået at vide, han ville blive tilbagesendt til Bulgarien efter Dublin-reglerne. Han havde haft kronisk hovedpine efter den politivold, han var udsat for i Bulgarien.


2. Definitionen af tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter EMRK artikel 3 og FN’s Konvention mod tortur..,(UNCAT). Mandelareglerne for indsatte

2. Definitionen af tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter EMRK artikel 3 og FN’s Konvention mod tortur..,(UNCAT) og Mandelareglerne

Nedenfor ses definitionen af tortur ifølge FN. Europarådet anvender samme definition. Teksten er brudt op, for at man bedre ser ordene med størst betydning. EMRK artikel 2 + 3 og Konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, forbyder basalt de samme ting.

For at opfylde definitionen af tortur, skal der jf. ovenfor være tale om:
(1) handlinger, der bevidst påfører nogen stærk smerte eller lidelse – fysisk eller mental.
(2) Hensigten med den kan være at: fremskaffe: oplysninger, tilståelse, ren straf, evt. kun for en mistænkt handling af torturofferet på grund af forskelsbehandling, eller at skræmme vedkommende, eller tvinge ham til noget.
(3) Den der udfører handlingen skal være ansat af eller virke for det offentlige, eller gøre det som privat, for det offentlige eller med det offentliges samtykke eller billigelse.

Det, der sker i Ellebæk og på udrejsecentrene er at:
(3) Folketinget har lovgivet så at regeringen via Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen og Flygtningenævnet, Politiet, Anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen: alle i “offentligt arbejde”,
(1) frihedsberøver en udlænding, der ikke har lovligt ophold, eller pålægger ham opholdspligt under forhold, hvor det “skal ikke være rart”, eller hvor det skal være “så utåleligt som overhovedet muligt” og dermed påfører ham stærk mental smerte og lidelse,
(2) for at få ham til at rejse hjem eller til et andet land, som en “motiverende foranstaltning” eller som forskelsbehandling eller for at presse, tvinge eller skræmme ham til at samarbejde om frivillig hjemrejse.

Formelt er de tre grundbetingelser for, at det kan kaldes tortur, opfyldt. Isoleret set kunne nogle af de ovennævnte overgreb måske blive dømt som tortur. Hvis vi tænker på en nylig dom ved Menneskerettighedsdomstolen, EMD mod Danmark, hvor en indsat i en strafcelle i et højrisiko-fængsel fik peberspray i øjnene, blev Danmark dømt for overtrædelse af artikel 3 – både for handlingen, og for ikke at have efterforsket og beskrevet sagen grundigt nok.

l virker nogle af de nævnte overgreb voldsommere end det, og stort set uden provokation eller mening. Nogle overgreb er måske blot opstået mere tilfældigt, alligevel må det, at politikerne bruger et nedsættende, straffende sprog virke tilladende over for vagterne til at misbruge deres magt. Når en tidligere minister har udtalt at tålt ophold skal være “så utåleligt som overhovedet muligt”, og en anden: at forholdene “ikke skal være rare, men motivere folk til at rejse hjem”, kan de ansatte, som laver konflikter, bare henvise til at “det er formålet med det hele!”. Desuden må lidelsen ikke alene være en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner. Det sidste led kan også være et spørgsmål, er alle frihedsberøvelserne reelt lovlige? Er de kun anvendt i allersidste nødstilfælde – og kunne man ikke have klaret sig uden frihedsberøvelse eller mindske frihedsberøvelsen til max en uge før den planlagte hjemsendelse?

I forhold til om en hændelse er tilfældig: Nogle vagter kan ikke styre sig selv – og burde ikke arbejde med mennesker – slet ikke sårbare mennesker; – eller de misbruger deres magt til at mobbe sårbare udlændinge. Det at stedet er så lukket, at man ikke kan filme eller båndoptage eller ringe ud, så andre er på medhør, og på den måde få bevidnet og vist, hvad der sker i Ellebæk, giver mobberne meget lang linje indtil det går galt. Samtidig er andre vagter venlige og empatiske.

Det er helt klart her, at ansvaret for de handlinger, der sker i Ellebæk og på udrejsecentrene, må ligge hos Folketinget, som har vedtaget lovene. Når lovene tillader at behandle folk på den måde, de gør, falder de fleste handlinger tilbage på politikerne og ikke den enkelte medarbejder eller vagt. I Danmark er brug af strafcelle som disciplinærstraf eksploderet efter 2016, hvor Folketinget vedtog, at straffen for at have en mobiltelefon i cellen blev 3 gange længere end hidtil, og det blev obligatorisk for vagterne at idømme dem straffen, som steg fra 5 dage i isolation til 15 dage – og længere, hvis de var dømt før. også var sket før. Det førte til at antal strafcelleanbringelser i Danmark i alt på over 15 dage steg fra ca. 215 i 2016 til over 700 i 2019, hvorefter det er faldet til ca. 520 i 2022. Det er grotesk, at det fortsat sker, når Danmark har tilkendegivet at ville overholde Mandela-reglerne. Det samlede antal idømte tilfælde af ikendt strafcelle (ubetinget) steg fra knap 3.000 i 2016 til 4.400 i 2019, men er dalet lidt igen. I Ellebæk blev strafcelle anvendt 41 gange i 2019 og 36 gange i 2020 til november måned. Vi kender ikke de nyere tal for brug af strafcelle.

Mange indsatte omtaler opholdet på Ellebæk som tortur eller mental tortur, og fortæller, hvordan de er blevet meget skadet af det, og har fået reaktiveret deres PTSD med mareridt søvnløshed og angst. Selv om der efter renovationen af Ellebæk ikke mere er brandfarlige halvt udrevne el-ledninger i væggene, bruges der fortsat hyppigt strafcelle og isolationscelle, og selvmordstruede er fortsat blevet anbragt halvnøgne i isolation. Der sker fortsat indimellem voldelige overgreb fra personalets side, og der er personale, der taler nedsættende til de indsatte. Der serveres optøede “madpakker” der for længst har overskredet holdbarhedsdatoen, og de indsatte kan ikke få nogen lindring i form af at have ret til at kommunikere med deres nærmeste.
Under alle omstændigheder må forholdene i Ellebæk siges at være umenneskelige og nedværdigende. Isolation bruges som tortur i mange lande, og indsættelse med magt i isolation af en indsat i nøgen tilstand, har Europarådets komité mod tortur udtalt, er så nedværdigende at det vil overskrider EMRK artikel 3.

Kaare Djuraas: Mor

Nelson-Mandela-reglerne:
De Forenede Nationers Grundlæggende Minimumsregler for Behandling af Indsatte (Nelson Mandela-reglerne) A/RES/70/175. Vedtaget på FN’s Generalforsamling 2015. Reglerne udgør en revision af FN’s tidligere minimumsregler, og er oversat fra engelsk til dansk af Justitsministeriet, men de har ikke samme lovstatus som EMRK artikel 3 og FN’s Konvention mod tortur. Dog mangler de 4 første linjer af Regel 30 i oversættelsen; men de er vist i det lyseblå felt om Regel 30. Reglen omhandler en af de ting, Danmark har fået mest kritik for af Ellebæk Kontaktnetværk, Dignity, CAT, CPT, Ombudsmanden og Europarådets Menneskerettighedskommissær for at undlade: nemlig at en indsat ikke bliver undersøgt af en læge eller andet kvalificeret sundhedsuddannet personale lige efter ankomsten. Så man kan sikre sig, at der ikke indsættes torturoverlevere eller psykisk syge personer, da de typisk får forværring af deres sygdom og symptomer under frihedsberøvelsen: se eksempler herpå i resumeer fra Ellebæk Kontaktnetværk. Hele Regel 30 er gengivet her – undtagen pkt. 5 som er irrelevant her.

Mandelareglerne, som er en revideret udgave af FN’s Minimumsregler for indsatte i fængsler, forbyder at begrænsninger eller disciplinære sanktioner under nogen omstændigheder fører til tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Tidsubegrænset isolation er forbudt. Isolation i mindst 22 timer om dagen uden betydelig menneskelig kontakt må ikke overskride 15 dage. Isolation må kun anvendes i undtagelsestilfælde som en sidste mulighed, for så kort tid som muligt og underlagt uafhængig gennemgang og kun i henhold til godkendelse fra en kompetent myndighed. Pålæg af isolation bør være forbudt i tilfælde af indsatte med mentalt eller fysisk handicap, når deres helbred vil forværres af sådanne foranstaltninger.
Desuden forbydes korporlig afstraffelse eller reduktion af måltider eller drikkevand samt kollektiv straf.
Sikringsmidler må aldrig anvendes som sanktion for disciplinære overtrædelser.
Sundhedspersonale skal ikke have nogen rolle i indførelsen af disciplinære sanktioner eller andre restriktive foranstaltninger. De skal dog være særligt opmærksomme på indsattes helbred, hvis disse holdes under nogen form for ufrivillig adskillelse, herunder ved at besøge de indsatte dagligt og yde hurtig lægehjælp og behandling efter anmodning fra disse indsatte eller fængselspersonale.
Visiteringer skal udføres på en måde, der respekterer den iboende menneskelige værdighed og privatliv for det individ, der visiteres, såvel som principperne af proportionalitet, legalitet og nødvendighed.
Kropsvisiteringer må ikke bruges til at chikanere, skræmme eller unødigt trænge ind på
indsattes privatliv.

Information på et sprog, den indsatte forstår:
Efter indsættelse skal enhver indsat straks bekendtgøres med skriftlig information om:
( a ) fængselsloven og gældende fængselsbestemmelser;
( b ) hans eller hendes rettigheder, herunder autoriserede metoder til at søge information,
adgang til juridisk rådgivning, herunder gennem ordninger for retshjælp og procedurer til fremstilling af anmodninger eller klager;
( c ) hans eller hendes forpligtelser, herunder gældende disciplinære sanktioner; og
( d ) alle andre forhold, der er nødvendige for, at indsatte kan tilpasse sig selv til fængselslivet.
1. Oplysningerne (…) skal være tilgængelige i de oftest brugte sprog i overensstemmelse med de indsattes behov. Hvis en indsat ikke forstår nogle af disse sprog, bør tolkebistand stilles til rådighed.

Regel 30: En læge eller andet kvalificeret sundhedspersonale, skal – uanset om de skal rapportere til lægen eller ej – se, tale med og undersøge hver fange så hurtigt som muligt efter hans eller hendes indsættelse og derefter efter behov.
Der skal lægges særlig vægt på:
( a ) Identificering af sundhedsbehov og iværksættelse af alle nødvendige foranstaltninger til behandling;
( b ) Identificering af enhver mishandling, som ankomne indsatte måtte have været udsat for før optagelse;
( c ) Identificering af tegn på psykisk eller anden stress forårsaget af frihedsberøvelse, herunder, men ikke begrænset til, risikoen for selvmord eller selvskade og abstinenssymptomer som følge af brug af stoffer, medicin eller alkohol; og foretage alle relevante personlig tilpasset foranstaltninger eller behandling;
( d ) I tilfælde, hvor indsatte mistænkes for at have smitsomme sygdomme, skal der foretages klinisk isolering og tilstrækkelig behandling af indsatte under den smitsomme periode;

3. Ellebæk

3. Ellebæk

Ellebæk. Luftfoto 2018, Kriminalforsorgen

Fysiske forhold i detentionscentret Ellebæk
Ellebæk er indrettet til frihedsberøvede i en del af Sandholm Kaserne, opført 1909 – 1912. Kasernen blev i de sidste krigsår brugt til tyske krigsflygtninge, men har ellers fungeret som beboelse for Livgarden 1985, hvor Dansk Røde Kors overtog den og åbnede Sandholmlejren i bygningerne i 1986. Den blev brugt som modtagecenter og senere både til modtagelse af nye asylansøgere og til afviste asylansøgere, som ikke kunne sendes hjem, og i en periode indtil 2015 også udlændinge på “tålt ophold”. Den kunne huse ca. 600 personer.

I 1989 overtog Kriminalforsorgen nogle bygninger i Sandholm til frihedsberøvede asylansøgere og kriminelle, området blev afspærret med et højt hegn, og er siden udvidet med flere bygninger fra Sandholm, og senest to nybygninger for at øge antallet af fængselspladser.

Ellebæk hævdes af politikere og myndigheder ikke at være et fængsel – det er i modsætning til de indespærrede og vagterne. Ved en Bekendtgørelse af 7. december 2023 er Ellebæk gjort til et “Kriminalforsorgsområde”, under Kriminalforsorgen Øst, mens Ellebæk ikke var nævnt i Bekendtgørelsen fra 2022 . Officielt hedder det Udlændingecenter Ellebæk, men når betegnelsen ikke bruges i disse blogs, er det fordi den er eufemistisk, derfor bruges det neutrale “Ellebæk” her.
Danmark er kritiseret for at administrativ frihedsberøvelse af udlændinge ikke bør finde sted i fængselslignende institutioner. Og der bør heller ikke være fængselsregler og nedværdigende straffe i strafcelle eller isolationscelle for fx at have en mobiltelefon eller tændstikker i cellen.

Men der anvendes generelt samme begrænsende fængselsregler med fokus på at undgå flugt i Kærshovedgård som i lukkede fængsler, fx forbud mod mobiltelefoner. Og der bruges nedværdigende og umenneskelige straffe som: isolationscelle og strafcelle.

Samtidig opfyldes minimumsstandarderne for indsatte ikke i Ellebæk – hverken i forhold til europæiske regler eller til Mandelareglerne. Fx skal der være ret til at arbejde, det er der ikke i Ellebæk, man kan blive skrevet op til et fængselsarbejde og måske få det. Hvis man ikke har arbejde, får man ingen lommepenge.

Antallet af indsatte har varieret meget. Igennem nullerne var der typisk 50 – 100 indsatte i Ellebæk, siden er antallet steget fra 65 i 2011 – 138 i 2016 og igen faldet til 98 i 2020 og mindre i 2021, hvor nogle af de udviste sad i AAbenraa Arrest og andre i Nykøbing Falster Arrest – indtil 2020. Ellebæk var tomt eller næsten tomt under renoveringen fra januar 2022 til oktober 2022. Renoveringen skete efter en meget kraftig kritik fra Europarådets Komité mod Tortur, CPT, i 2014 og 2020. Komiteen sagde i 2020, at enten måtte Ellebæk lukkes, da det ikke egnede sig til mennesker, eller det måtte renoveres og have nye møbler; komiteen havde ikke set et værre fængsel i Europa. Efter renoveringen er de fysiske forhold forbedret, og der er kommet aflåselige skabe til de indsattes papirer.

I 2023 er der ca. 121 pladser i alt, efter at 18 arrestpladser til kriminelle blev gjort inaktive, alle pladserne er ved starten af 2024 til administrativt indsatte. Der er fortsat en afdeling for kvinder i en selvstændig bygning, kun ca. 9% af de indsatte er kvinder.
Belægningsprocenten har svinget fra 124% i marts 2021 til at fængslet har været tømt eller næsten tomt fra januar til oktober 2022. De allerfleste i Ellebæk er ikke kriminalitetsdømte – eller højst kriminaliserede af pligtovertrædelser eller disciplinærregler. Oftest drejer det sig om afviste asylansøgere, asylansøgere fra et land, hvis indbyggere næsten aldrig får asyl: “åbenbart grundløse”, samt flygtninge, der har fået ophævet/eller ikke har fået forlænget deres opholdstilladelse. Desuden personer, der skal fremstilles for en ambassade eller en myndighedsdelegation fra hjemlandet, samt asylansøgere, der forsøges Dublin-overført til et andet land i Europa. Enkelte spontane asylansøgere kommer nu direkte i Ellebæk, i fængsel, eller på Kærshovedgård. Desuden frihedsberøves andre udlændinge, der ikke samarbejder nok om frivillig hjemrejse typisk i 4 måneder som “motivationsfremmende foranstaltning”. Hvor CAT, CPT og Den europæiske Menneskerettighedskommissær hele tiden oplyser Danmark om, at frihedsberøvelse af afviste asylansøgere for at forhindre dem i at leve “under jorden” i Danmark, kun må forekomme, hvis det er nødvendigt at frihedsberøve dem, og alle andre muligheder for at få dem til at udrejse har været forgæves.

Der er to hovedformål med Ellebæk, tillige med nogle andre:

Det er svært at tro på at indespærring i Ellebæk er eneste mulighed for “at vide hvor de er” – hvis de pludselig kan sendes ud af landet! Reelt bruges indespærring i Ellebæk mere som pression, “motiverende tiltag”, selv om det typisk ikke får dem til at rejse, hvis der ikke er mulighed for tvangsudsendelse.

4. Dansk kritik af Ellebæk

4. Dansk kritik af Ellebæk

TV 2 er så vidt vides den eneste TV-station, der har fået lov at filme i Ellebæk i nyere tid, kun et lille klip er tilgængeligt fra 10.marts 2019. De indsatte og fællestillidsmanden for vagterne har kritiseret Ellebæk kraftigt i TV2’s klip med interviewcitater fra indsatte .

Sådan lyder det fra tillidsmanden, som har været fængselsbetjent gennem 25 år:

“Forholdene på Udlændingecenter Ellebæk i Nordsjælland, hvor afviste asylansøgere sidder frihedsberøvet i alt fra dage til op mod halvandet år, er nu så ”kummerlige”, at vi ikke længere kan være bekendt at byde nogen dem”.
“Det er noget gammelt lort. Jeg vil sige, at i dag er forholdene så ramponerede derinde, så jeg synes heller ikke, man kan tilbyde dem det. Han peger blandt andet på, at der hænger stikkontakter ud fra væggen, at borde og stole er ødelagte, at cellerne er små, slidte og uden privatliv, og at de indsatte i perioder frivilligt vælger at bo i isolation for at få fred fra ”kaosset”. “Det er rent fængsel”.
“Problemet er, at når man er så mange indsatte, og vi er det personale, vi nu engang er, som i mine øjne er alt for lidt, jamen så har vi ikke tid til at besvare alle de spørgsmål, der er, og så bliver frustrationerne hos de indsatte større og større”. Journalist: Og hvad sker der så? “Jamen så ender det jo med – og det gør det hver evig eneste dag – en masse konflikter”, siger Gert Jensen. Han fortæller, at de normalt kan have en uge eller to, hvor isolationsstuerne er tomme, men for tiden er de i brug stort set hele tiden, lyder det.

Afvist asylansøger:

Jeg afviser ikke at rejse. Jeg afviser at blive dræbt.

Enhedschefen for Ellebæk og Sjælsmark, 2019:

Det er en bevidst umenneskelig grov politik fra regeringens side, at de indsatte skal undergives fængselsdisciplinære regler – inkl. isolationsstraf – og ikke må have mobiltelefoner i cellerne og skal straffes hårdt for det, hvis de har det. Også selvom de indsatte ikke er kriminelle eller farlige, og selvom det er sjældent, nogen er flygtet “over muren” fra Ellebæk – i alt 9 på 10 år.

Skiftende politikere og ministre har brugt en nedladende retorik om udviste udlændinge. Den har dels skullet skaffe dem stemmer fra borgere med fremmedfrygt; dels har den tilladt ansatte under udlændingeområdet at misbruge deres magt til at mobbe de indespærrede udlændinge yderligere.

Kaare Djuraas: Hvor er Josef?

To eksempler på magtmisbrug på vej dertil fra et udrejsecenter og i Ellebæk
1. For at skræmme en udlænding, hvis de skal overføre ham til Ellebæk eller til en arrest eller domstol, formummer nogle politibetjente sig. Først senere fortæller de, hvor de fører den udviste hen. Normalt udstyrer de folk med strips, og den anholdte kan være både skræmt og opkørt over behandlingen ved ankomsten til Ellebæk, evt. forudgået af et grundlovsforhør i retten. De kan typisk ikke nå at tage afsked med nogen, og måske heller ikke nå at få alle deres ting med – i hvert fald hvis de har lånt nogle ud til andre.

2. Nogle vagter i Ellebæk nedværdiger indsatte, der netop har fortalt, at de har selvmordstanker og ønsker hjælp, ved at lægge dem ned på gulvet, holde dem fast, rive tøjet af dem og sætte dem i isolationscelle nøgne eller kun med underbukser på.

Inger Støjberg, Udlændingeminister, 2019: “Det her er jo ikke et tag-selv-bord. Det her er endestationen i Danmark”

5. CPT’s rapport om Ellebæk i 2020

5. CPT’s rapport om Ellebæk i 2020

CPT havde tidligere besøgt Ellebæk i 2014, og besøgte igen Ellebæk i 2019. Og de besøger Danmark igen i 2024.

CPT’s seneste rapport om Danmark i 2020 indeholdt en sønderlemmende kritik af forholdene i Ellebæk, med krav om hurtig udbedring af de fysiske forhold og nyt møblement, i modsat fald måtte Danmark lukke eller flytte centret. Siden er de fleste afdelinger sat i stand og genmøbleret.
CPT kritiserede den begrænsede adgang til at gå uden for bygningen, og de fysiske forhold udendørs, uden læ ved regnvejr; her er der sket nogle få forbedringer, men fortsat mange mangler. Desuden burde de have ret til adgang til at komme udenfor – også udover de bestemte tidspunkter for gårdturene.


Desuden kritiserede CPT, at de indsatte ikke måtte have deres mobiltelefoner eller computere på centret og dermed stort set var afskåret fra at tale med familie og venner. Og at de indsatte blev straffet med 15 dages isolationscelle, hvis der blev fundet en mobiltelefon hos dem.
Det giver ingen mening, at beboerne på Ellebæk ikke må have mobiltelefoner eller computere tilsluttet internettet. Det begrundes med øget risiko for flugt, men det er meget få, det er lykkedes for at flygte. En flugt fra Ellebæk truer ikke nogen – heller ikke retssikkerheden, de skal jo ikke afsone noget i Ellebæk. Hvis de flygtede fra Danmark, ville mange vel rejse til et andet land, og holde sig skjult indtil de ikke kunne tilbageføres mere efter Dublin-reglerne – og måske få asyl i et mindre flygtninge-uvenligt land.
Desuden var sundhedsbetjeningen af centret under al kritik inkl. medicingivning og opbevaringen af medicin. CPT udtalte, at der burde være sundhedspersonale tilgængelig døgnet rundt og der burde gennemføres en omfattende sundhedsundersøgelse ved ankomsten til Ellebæk og herunder spørges ind til tortur, da torturoverlevere og psykisk syge ikke burde frihedsberøves.

I et interview med TV 2 ved rapportens publicering sagde lederen af CPT’s delegation, Hans Wolff: “Når det kommer til udlændingecentre, så er Danmark – meget overraskende – et af de lande i Europa, der byder på de værste”. “Stedet egner sig ikke til mennesker”.

Kaare Djuraas: Som en proptrækker i mit fucking hjerte

Isolation som disciplinær strafog som sikring af selvmordstruede i Ellebæk
CPT rapporterede, at man i Ellebæk satte selvmordstruede i isolationsceller næsten nøgne i op til 14 dage. Det fandt komiteen så nedværdigende, at det overtrådte artikel 3 i EMRK. Ifølge Justitsministeriet var det fordi Kriminalforsorgen ikke anvendte RIP-proof beklædning, dvs. selvmordssikret tøj. Desuden skulle isolerede personer straks tilses af sundhedspersonale, og hyppigt derefter, det blev de ikke nu – måske fordi der stort set kun var sundhedspersonale på arbejde i dagtiden.
Kommentar: Af Ellebæk Kontaktnetværks rapporter fremgår, at indsættelse i isolation i kun underbukser er sket flere gange både før og efter komiteens besøg og rapport – og også i længere tid end de 15 dage, som er maximum efter Mandelareglerne.
Anbringelse i isolationscelle i næsten nøgen tilstand vil forværre den psykiske tilstand hos den isolerede. Den behandling, en indsat i Ellebæk med selvmordstanker har brug for, er snarere en tolket samtale med en psykiater i en psykiatrisk modtagelse – eller en indlæggelse til udredning og behandling. Eller: Kriminalforsorgen kunne have en aftale om en psykiater, der kunne tilkaldes og komme ud og undersøge den indsatte med selvmordstanker, og de øvrige psykisk syge med depression, PTSD, sindslidelse, svær angst, og søvnløshed. Disse mennesker bør ikke være i Ellebæk, men bør omplaceres til et sted, hvor de kan få nødvendig pleje og behandling – eller et sted, der ikke var til for at “motivere dem” til hjemrejse til forfølgelse.
Isolationsfængsling er skadelig, og det er barokt, at en angst og trist person, der overvejer at tage sit liv, rent faktisk blokeres fra at søge hjælp og lades alene i en isolationscelle i næsten nøgen tilstand. Kendskab til den behandling vil jo gøre at andre med selvmordstanker ikke tør sige noget om det, for ikke at komme i isolation, – og så måske ikke opdages før det er for sent.
Kriminalforsorgens vejledning om selvmord fra 2015 er beregnet på kriminelle fanger. I Ellebæk er der tale om hårdt pressede – ofte psykisk syge – mennesker, hvoraf flere er tidligere torturofre, som ikke burde have været spærret inde. De har brug for at få akut hjælp – de har ikke brug for nedværdigelse og en behandling, der opfattes som straf, og som gør dem endnu mere syge.

Isolationsfængsling og konflikter
Ved anbringelse i isolationscelle eller strafcelle/disciplinærcelle, som hyppigt har været praktiseret i Ellebæk og stadig praktiseres hyppigt, udsættes den indsatte ofte for overdreven magtanvendelse og nedværdigelse. Der er desuden tilfælde, ifølge Ellebæk Kontaktnetværk, hvor bestemte fængselsbetjente har misbrugt deres magt til at fremkalde konflikt og straffe en indsat. De frihedsberøvede er undergivet Kriminalforsorgens disciplinærregler og kan fx sættes i isolationscelle eller strafcelle akut på en aftenvagt, senere skal parterne forhøres af en leder.

Danmark har i årevis fået kritik for udbredt brug af isolation under varetægtsfængsling. Mens varetægtsfængslingerne er steget, er isolationen af arrestanterne dog aftaget de senere år, men i mellemtiden er isolation som disciplinærstraf blevet meget mere udbredt i de almindelige fængsler og i Ellebæk. Der er bl.a. lovgivning i 2016 om obligatorisk ikendelse af 15 dages isolationsfængsling ved fund af en mobiltelefon i en celle i alle fængsler – selv om Ellebæk ikke officielt er et fængsel. Dette sker også efter at CPT har sagt at det kan overtræde artikel 3, forbuddet mod nedværdigende behandling. Nylig har politikerne indgået et forlig om, at man nu kan fratage en indsat privilegier, i stedet for isolationsfængsling. Vi ved ikke, om det har gavnet i Ellebæk, for der er næsten ingen privilegier at fratage. Isolation – også som disciplinær straf – må ikke vare over 15 dage efter Mandelareglerne, men denne grænse overskrides også af og til i Ellebæk, ligesom tvangsmidler i strafcelle – fx strips – nogle gange bruges til andet end at sikre mod flugt, hvilket også overskrider Mandelareglerne.

Manglende brug af tolk
Et tilbagevendende klagepunkt: Fra Ombudsmanden, CPT, CAT, og fra Ellebæk Kontaktnetværk er, at der sjældent bruges tolk, og der mangler ofte oversættelser af regler og påbud. Nogle vagter vil kun tale dansk, selv om mange udlændinge ikke forstår det. Så vidt vides bruges der fortsat ikke tolk, selv om vagterne ville kunne nå længere uden konfliktoptrapning, hvis de blev oplært i at bruge telefontolk. De indsatte ved ofte ikke, hvorfor de skal indespærres i Ellebæk, og synes det er uretfærdigt.
Og de skal have fængselsreglerne udskrevet på et sprog, de forstår. Hvis den udarbejdede pjece om Ellebæk ikke er oversat til deres eget sprog, eller hvis der indsættes en analfabet eller en blind, må en tolk kontaktes og læse eller oversætte reglerne mundtligt for den indsatte. Der skal bruges tolk hvis nødvendigt, så misforståelser undgås.

Frihedsberøvelse – som sidste udvej?
Frihedsberøvelse bruges i Danmark ikke som den sidste udvej for afviste og udviste. Tværtimod står det flere steder i hjemrejseloven – især § 14 og § 16, at en udvist så vidt muligt skal frihedsberøves, og der angives virkelig mange situationer, som det kan gøres i. Hvis han ikke samarbejder nok om hjemsendelse, kan man overføre ham til Ellebæk og via samtaler med Hjemrejsestyrelsen yderligere true og presse ham til at skrive under på, at han vil samarbejde til frivillig hjemrejse. Hvis det sker ved, at han nedbrydes mentalt af den behandling han får på Ellebæk og så skriver under, er det jo direkte psykisk tortur, præcis som defineret i Konventionen mod tortur. Og det er sådan, de indsatte opfatter det: De kan ikke forstå, hvorfor Danmark sætter dem i fængsel, når de ikke har gjort noget kriminelt. Når de ikke vil underskrive Hjemrejsestyrelsens kontrakter, er det typisk fordi, de frygter for deres liv, eller de frygter en endnu værre tortur/umenneskelig behandling end i Ellebæk og udrejsecentrene i Danmark, fordi Danmark ikke reelt respekterer forbuddet mod refoulement.

Porten til Ellebæk. Grafik: Kaare Djuraas

Ellebæk overholder ikke en række minimumsstandarder for fængsler. Fx har de indsatte ikke ret til beskæftigelse, men kan blive skrevet op til det. De har ikke ret til et sundhedstjek ved ankomsten til Ellebæk og ikke ret til at få deres lægeordinerede medicin udleveret, selv om det kan være gambling med deres liv, når de ikke får det – eller hvis de først får det efter flere dage, når sundhedspersonalet er kommet på arbejde efter helligdage eller en weekend. De bør ved ankomsten udspørges af en læge om deres fysiske og psykiske tilstand, om selvmordsrisiko og om tidligere udsættelse for tortur, eller om de er handlede personer. Hvis de er handlede, torturoverlevere eller psykisk sårbare, må de ikke frihedsberøves.

CPT udbad sig at se en undersøgelse om et fysisk overgreb på en indsat:

Kommentar: Det ser ud som om undersøgelsen burde have været foretaget af en uvildig person, som også burde have afhørt kollegaen.

Foto: Venligboerne hjælper Ellebæk

6. CAT’s kritik af Ellebæk – og andres kritik

6. CAT’s kritik af Ellebæk – og andres kritik

CAT har ligeledes en omfattende kritik af Ellebæk, men også en nyere og bredere kritik, blandt andet af, at Danmark vil leje fængselspladser i Kosovo.

En torturoverlever har gjort os opmærksom på et andet forhold: at personer, der løslades til Kærshovedgård ofte fratages deres medicin mod psykiske problemer: angst, depression mv., måske fordi der ikke følger den nødvendige sundhedsinformation med. Det kunne undgås hvis man gav den løsladte en kopi af sundhedsjournalen med, eller med den løsladtes tilladelse oversendte en kopi af journal og medicinkort til Røde Kors Sundhedsklinik, eller medgav ham den og bad ham selv vise den i Kærshovedgård, og i øvrigt sørgede for medicin til den første tid det nye sted.

En væsentlig anbefaling i CAT’s nyeste rapport om Danmark er, at staten bør give personer på “tålt ophold” lov til at arbejde og selv bestemme, hvor de vil bo, se (15.d). længere nede.

CAT har desuden (15.a) advaret Danmark om at: Tilbagesendelse til et land, hvor en person risikerer tortur, baseret på at Danmark har fået garantier om at vedkommende alligevel ikke vil risikere det, kan overtræde forbuddet mod tortur. Danmark skal derfor afstå fra dette: både i tilfælde af udlevering af en person og i tilfælde af, at Danmark vil deportere en person. For at undgå dette, må Danmark kontinuerligt overvåge den udviste persons situation i hjemlandet, diplomatiske forsikringer kan ikke bruges som smuthul for at trodse forbuddet mod at tilbagesende til tortur. CAT synes i øvrigt enig med CPT vedrørende forholdene i Ellebæk og insisterer på, at torturoverlevere og andre psykisk sårbare ikke må placeres dér, og at myndighederne må sikre sig, at folk er udspurgt om tidligere tortur, inden de placeres i Ellebæk, og ved modtagelsen i et asylcenter i Danmark, og at sundhedsoplysninger bør kunne følge udlændingene. CPT refererede at regeringen havde fortalt, at man var på vej med en screening for tortur, men ændring synes at være glemt igen.

Ellebæk Luftfoto 2018, Kriminalforsorgen

7. Konklusion

7. Konklusion

Kaare Djuraas: Frihed – aldrig frygte nogensinde mere.
Min ven Josef, fængslet i Ellebæk, sagde til mig, da jeg besøgte ham før hans deportation: ”Frihed er størst af alt. Frihed kan ikke gradbøjes. Når du er fri, kan du gå ind i fællesskaber, du kan drømme, tage på fantasirejser, vælge solidaritet, føle empati, tro på menneskerettighederne, værne om retsind, være åben overfor venskab og turde tro på troskab, elske og blive elsket – alt det som er menneskeligt: At være fri til – og ikke fri for.”

8. FN’s Konvention mod Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende 
Behandling eller Straf. Kapitel 1.

8. FN’s Konvention mod Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller Nedværdigende 
Behandling eller Straf. Kapitel 1.

Artikel 1:1. I denne konvention betyder udtrykket »tortur« enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en trediemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.
2. Denne artikel er uden virkning for ethvert folkeretligt instrument eller national lovgivning, som indeholder eller kan indeholde videregående bestemmelser.

Artikel 2:1. Enhver i denne konvention deltagende stat træffer virkningsfulde lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert territorium under dens jurisdiktion.
2. Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.
3. En befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed kan ikke påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.


Artikel 3:1. Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur.
2. Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de kompetente myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne.


Artikel 4:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør meddelagtighed eller deltagelse i tortur.
2. Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger strafbare med passende straf under hensyn til deres alvorlige natur.

Artikel 5:1. Enhver deltagende stat skal tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at sikre sin jurisdiktion over de overtrædelser, som er nævnt i artikel 4 i følgende tilfælde:
a) Når overtrædelserne er begået på noget territorium under dens jurisdiktion eller om bord på et skib eller fly, som er indregistreret i den pågældende stat;
b) Når den påståede lovovertræder er statsborger i den pågældende stat;
c)
Når offeret er statsborger i den pågældende stat, såfremt staten anser det for hensigtsmæssigt.
2. Enhver deltagende stat skal ligeledes tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at fastsætte sin jurisdiktion over sådanne forbrydelser i tilfælde hvor den påståede lovovertræder befinder sig på noget territorium under dens jurisdiktion, og hvor den pågældende stat ikke udleverer ham i overensstemmelse med artikel 8 til nogen af de i denne artikels stk. 1 nævnte stater.
3. Denne konvention udelukker ikke retsforfølgning i overensstemmelse med national ret.

Artikel 6:1. Enhver deltagende stat på hvis territorium, der befinder sig en person, der påstås at have begået en forbrydelse som nævnt i artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige foranstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse, når den, efter en undersøgelse af tilgængelige oplysninger, finder, at omstændighederne berettiger hertil. Forvaring og andre retsmidler skal foretages som foreskrevet i statens lovgivning, men må kun fortsættes så længe, det er nødvendigt for at muliggøre iværksættelse af strafferetlig retsforfølgning eller udleveringsprocedure.
2. En sådan stat skal øjeblikkelig foretage en foreløbig undersøgelse af de faktiske forhold.
3. Enhver person, som er i forvaring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, skal have bistand til øjeblikkelig at komme i kontakt med den nærmeste behørige repræsentant for den stat, hvori han er statsborger, eller, hvis han er statsløs, med repræsentanten for den stat, hvor han sædvanligvis opholder sig.
4. Når en stat i overensstemmelse med denne artikel har taget en person i forvaring, skal den øjeblikkelig meddele de stater, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, at en sådan person er taget i forvaring og om de omstændigheder, der begrunder hans frihedsberøvelse. Den stat, der foretager den indledende undersøgelse, som er omtalt i denne artikels stk. 2, skal øjeblikkelig meddele resultaterne til de omtalte stater og skal tilkendegive, om den har til hensigt at udøve jurisdiktion.

Artikel 7:1. Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der befinder sig en person, som påstås at have begået en overtrædelse som nævnt i artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte tilfælde overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, medmindre den udleverer ham.
2. Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme måde som i tilfælde af en almindelig overtrædelse af alvorlig karakter ifølge den pågældende stats lovgivning. I de i artikel 5, stk. 2, nævnte tilfælde skal de beviskrav, der er påkrævet for retsforfølgning og domsfældelse, på ingen måde være mindre strenge end de, der gælder i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1.
3. Enhver person, mod hvem der er indledt retsforfølgning i forbindelse med de overtrædelser, der er omtalt i artikel 4, skal sikres en retfærdig behandling gennem hele retsforfølgningen.

Artikel 8:1. De overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, skal anses for at være omfattet af bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale mellem de deltagende stater. De deltagende stater forpligter sig til at inddrage sådanne overtrædelser under bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale, der måtte blive indgået mellem dem.
2. Hvis en deltagende stat, som gør udlevering betinget af en aftale, modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagende stat med hvilken den ikke har nogen udleveringsaftale, kan den anse denne konvention som retligt grundlag for udlevering for sådanne overtrædelser. Udlevering sker under iagttagelse af de andre betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
3. De deltagende stater, der ikke gør udlevering betinget af en aftale, skal anerkende sådanne overtrædelser som overtrædelser, der hjemler udlevering mellem dem, under iagttagelse af de betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
4. Sådanne overtrædelser skal behandles med henblik på udlevering mellem de deltagende stater, som om de er blevet begået ikke alene på det sted, hvor de er sket, men også på de staters territorium, som skal indrette deres jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.

Artikel 9:1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i forbindelse med strafforfølgning, med hensyn til nogen af de overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, herunder tilvejebringelse af alle de beviser, der er til deres rådighed og nødvendige for retsforfølgningen.
2. De deltagende stater skal opfylde deres forpligtelser ifølge denne artikels stk. 1 i overensstemmelse med enhver traktat om gensidig retlig bistand, der måtte bestå imellem dem.

Artikel 10:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbuddet mod tortur indgår i undervisning og træning af civilt eller militært retshåndhævelsespersonale, lægeligt personale, offentligt ansatte og andre personer, som måtte være involveret i forvaring, forhør eller behandling af enhver person, som er underkastet enhver form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling.
2. Enhver i denne konvention deltagende stat skal medtage dette forbud i de regler eller retningslinjer, der er udstedt med henblik på sådanne personers pligter og funktioner.

Artikel 11:1. Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå regler vedrørende forhør, retningslinjer, metoder og praksis såvel som foranstaltninger vedrørende forvaring og behandling af personer, som er underkastet nogen form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling på ethvert territorium under dens jurisdiktion med henblik på at forebygge noget tilfælde af tortur.

Artikel 12:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået på noget territorium under dens jurisdiktion.

Artikel 13:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver person, som hævder, at han har været underkastet tortur på noget territorium under dens jurisdiktion, har ret til at klage til og få sin sag undersøgt hurtigt og upartisk af dens kompetente myndigheder. Der skal tages skridt til at sikre, at klageren og vidnerne beskyttes mod enhver mishandling eller trussel som følge af klagen eller en afgivet vidneforklaring.

Artikel 14:1. Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer for en torturhandling opnår oprejsning og har en eksegibel ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning og herunder midler til en så fuldstændig rehabilitering som mulig. I tilfælde af et offers død som følge af en torturhandling, skal de, som han har forsørgerpligt overfor, være berettiget til erstatning.
2. Intet i denne artikel skal påvirke nogen ret til erstatning, der måtte tilkomme offeret eller andre personer ifølge national lovgivning.

Artikel 15:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er fastslået, at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er afgivet.

Artikel 16:1. Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium under sin jurisdiktion påtage sig at forhindre andre handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er foretaget af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. I særdeleshed skal de forpligtelser, der er indeholdt i artiklerne 10, 11, 12 og 13 anvendes således, at henvisninger til andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf træder i stedet for henvisninger til tortur.
2. Forholdsreglerne i denne konvention er uden præjudicerende virkning for bestemmelserne i noget andet folkeretligt instrument eller national lovgivning, der forbyder grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller som vedrører udlevering eller udvisning.