1.a1 Forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling i Ellebæk

1. Resumeer og citater fra indsattes samtaler med Ellebæk Kontaktnetværk

Ellebæk Kontaktnetværk består af frivillige, der jævnligt besøger indsatte i Ellebæk, og dokumenterer, hvad der foregår. De forsøger konkret at hjælpe de indsatte bedst muligt gennem samtaler, kontakt til advokater og Dansk Flygtningehjælp, og kan evt. hjælpe med små fornødenheder. De har forsøgt at få Retsudvalget i tale ved henvendelser, og har sammen med NGO’er og enkeltpersoner udarbejdet lange lister med anbefalinger til forbedringer af de indsattes situation i Ellebæk i 2020 og i 2023 – men aldrig fået et ordentligt svar. Mange punkter går igen i anbefalingerne fra CPT (2020), CAT (2023) og fra Europarådets Menneskerettighedskommissær (2023).

Det, der bedst beskriver situationen for de indsatte, er Kontaktudvalgets dokumentation opdelt efter emner med resumeer fra besøgssamtaler med de indsatte, i 2020 fra samtaler med 18 indsatte fra 10 lande fra 2019-april 2020 og i 2023 dokumentation fra samtaler med indsatte fra maj 2020 – januar 2023 . Overordnet skriver Kontaktnetværket i 2023, at flere af afdelingerne nu er istandsat og genmøbleret med nye møbler, efter CPT’s sønderlemmende kritik af Ellebæk i 2020. Men at bortset fra renovering og remøblering, nogen forbedring af de udendørs forhold samt lukning af afdelingen for kriminelle i 2023, er forholdene ikke forbedret væsentligt i Ellebæk. Isolationsfængsling bruges stadigvæk hyppigt; mange indsatte ved ikke, hvorfor de er blevet frihedsberøvet og har ikke mulighed for at tale med en advokat inden de skal for en dommer. De får ikke lavet en grundig helbredsundersøgelse ved indsættelsen i Ellebæk, og i flere tilfælde er det Ellebæk Kontaktnetværk, der finder ud af, at de er torturoverlevere eller er psykisk syge og i princippet ikke burde have været frihedsberøvet. Der tages heller ikke hensyn til det, når en situation kører op.

Følgende episoder om overgreb er nævnt af Ellebæk Kontaktnetværk er fra april 2019 – 14. april 2020:

X har oplevet at blive overfaldet fysisk af en vagt, da han bad om hjælp til at oversætte noget over telefonen inde fra fængslet. Han fik hjælp af en anden vagt til at anmelde episoden, og selvom der ikke er kommet svar tilbage på det, virker det til, at klagen sammen med en organiseret sultestrejke i hans afdeling har hjulpet på vagtens opførsel.

B fortæller, at nogle vagter er venlige, imens andre ikke er. B fortæller om en vagt, han talte godt med, men også om at en anden frihedsberøvet blev fysisk overfaldet af en vagt for at have en cigaret på sig indenfor. Ved privat samtale efter B’s løsladelse fortæller han, at en vagt på Ellebæk på et tidspunkt har sagt: “Hvad der sker i Ellebæk, bliver i Ellebæk”. B fortæller generelt om forholdene i Ellebæk, som er meget kummerlige og præget af dårlig behandling af vagterne. Under besøgene fortæller B også om episoder, hvor vagterne har tæsket andre frihedsberøvede for små regelbrud.

C fortæller en vagt, at han ikke har lyst til at leve, hvorefter der en halv time efter kommer tre vagter og fører ham i isolationscellen. C skriver, at det var en voldsom oplevelse: De tog tøjet af ham og tvang ham ned (kun iført underbukser) på gulvet, hvor de fastholdt ham i ti minutter, før de førte ham til isolationscellen. C sad i isolation i 19 dage.

Andre eksempler end fra Ellebæk Kontaktnetværk

Se også uddrag i Blog 1 fra Amnesty’s artikel:
”I Iran slog de mig, da de fangede mig. I 2008, da jeg var i iransk fængsel, havde jeg ondt i min krop. Men i Ellebæk slog de mig ikke. Jeg havde ikke ondt i min krop. Men de “slår mig i min hjerne”. Folk som har været i Ellebæk, skal til psykolog. Efter jeg har siddet i Ellebæk, er jeg altid syg. Jeg har det ikke godt. Og efter jeg var i Ellebæk, er jeg meget bange.”

“Det er mere end mental tortur her. De ødelægger dig psykologisk. Jeg ønsker ikke for nogen, at de havner i Ellebæk”. Afvist asylansøgere til TV 2, 2019.

I 2019 blev en ung mand indsat i Ellebæk. Han var tidligere blevet tilbagesendt fra Tyskland efter Dublinreglerne til Danmark som første asylland, men havde fået afslag på asyl. Han var meget følsom og vellidt, men efter en måned begyndte han at banke hovedet ind i væggen og forsøgte selvmord. Han blev indlagt på psykiatrisk afdeling, men tilbagesendt til Ellebæk, da de ikke mente at kunne gøre mere for ham, fordi hans sygdom skyldtes de forhold han var udsat for. Noget derefter brød han helt sammen og blev overflyttet fra Ellebæk til Vestre Fængsels sygeafdeling. Efter kort tid blev han hentet dér af politiet og tvangsudsendt med medicin til 7 dage til hjemlandet, hvor han var forfulgt. En TV 2- journalist fik kontakt med ham i hjemlandet. Han skjulte sig og boede privat i en storby, kunne intet foretage sig, var rystende angst for at blive slået ihjel af forfølgerne og havde selvmordstanker.

Fra rapporten fra Ellebæk Kontaktnetværk i 2023 :

Overgreb på en mand, der tidligere har været udsat for tortur, og som sammenblander overgrebene i Ellebæk med torturen i hjemlandet i sine mareridt.

28.11.2020: Resumé af Ellebæk Kontaktnetværk. AY blev anholdt maj 2020 i København efter at han ikke formåede at møde op til et retsmøde om sin sag, fordi han havde misforstået datoen. En ansat på hans center havde prøvet at kommunikere dette, men uden held. Han befandt sig i København, mens han lovmæssigt skulle befinde sig på et center. Han blev ført til Ellebæk, og her udfoldede situationen sig voldeligt. Han havde strittet imod, blev fastholdt af 5 betjente og lagt i spændetrøje. Der var ikke noget sundhedspersonale til at overvære tilbageholdelsen. AY var meget aktiv på sit tidligere asylcenter og havde et godt forhold til de ansatte og andre asylansøgere. Men han har ikke kontakt til nogen længere, kun sin familie uden for Danmark.
AY får at vide, at han ikke må få udleveret dokumentation på sin udredning for tortur. Han synes det er mærkeligt og uretfærdigt.
AY er offer for tortur og har fået dette anerkendt ved torturudredning i Danmark. Han viste mig et officielt dokument fra (…) der anerkender ham som aktivist, politisk flygtning og torturoffer. Alligevel har han fået sin sag afvist. Hans advokat tager hans sag til Europas Menneskerettighedsdomstol.
Han har svært ved at tale om sine oplevelser med tortur, undgår det helst. Han begynder at græde, når han tænker på det, selvom han ellers oftest prøver at virke stærk over for mig.
AY har kraftige symptomer på PTSD og depression, udviser koncentrationsbesvær og angst. Han har været offer for tortur i (hjemlandets) politis varetægt. Han udtrykker, at dette giver ham en generel utryghed ved betjente og fængselsceller og et traumatisk forhold til disse. Han har det samme mareridt hver nat hvor scener fra hans tortur vender tilbage og sammenblandes med hans omgivelser i Ellebæk. I mareridtet er han låst inde med en betjent (fra sit land) og en dansk betjent. De taler om ham og gentager hans navn. Han vil ikke fortælle om alt hvad der sker i drømmen, da det er meget svært for ham at tale om. Han har søvnbesvær på grund af dette og tager sovemedicin (50 mg Quetiapin) hver aften. Han får antidepressiv hver morgen (100 mg Sertralin).
15.01.2021: AY viser mig en plastikbakke (som maden kommer i, produceret af Kriminalforsorgen) som han fik udleveret d. 09.01.21 men som havde udløbsdato d. 28.08.2020. AY føler at det er meget respektløst at de får serveret mad, der er flere måneder gammelt.
19.01.2021: AY har fået mavebakterie med diarré som følge. Han får 5 piller om morgenen og 7 om aftenen og er blevet tilset af en læge.
AY fortæller at han lige er kommet ud af 24 timers isolation. Grundlaget for at isolere ham var, at han havde taget et ekstra stykke brød fra kantinen. Vagterne reagerede meget voldsomt, og selvom AY ikke strittede imod, blev situationen eskaleret og vagterne tvang ham ned i politigreb og vred hans arm om. AY siger, at den ene af vagterne virker til at have noget imod ham. Vagten er høj og yngre end de andre, med blondt hår. Han siger at han er racist og altid kigger ondt på AY. Han siger at denne vagt tit provokerer en situation og at frihedsberøvede ofte sættes i kortvarig isolation for at svare igen eller sige noget provokerende.
01.02.2021: AY har lige været i isolation i 24 timer. Han har haft maveproblemer den sidste måned. Han har diarré og skal ofte på toilettet, hvorved han er nødt til at kalde på en vagt. Vagterne virker utålmodige og presser ham til at skynde sig, hvilket gør det værre og han afbryder ofte sit toiletbesøg for tidligt på grund af dette.
AY fortæller at han har fået et intimiderende opkald fra dansk politi, hvor de fortæller ham at de vil deportere ham. Det gør ham bange og giver ham mistillid til systemet. Han synes det er mærkeligt, at han har en advokat og en sag, hvis politiet bare kan gå ind og deportere ham. Han ved dog også, at (hjemlandets) grænser er lukket og at han ikke kan sendes hjem nu. Han forstår ikke meningen med opkaldet. Hans irakiske cellekammerat blev hentet til deportation kl. 05 uden varsel d. 26.01.21 og dette har givet ham endnu mere ubehag.
AYs drøm har ændret sig. Både betjenten (fra hjemlandet) og den danske betjent er nu tydelig, den danske har taget ansigt som ham, der chikanerer AY og lagde ham voldeligt i armlås og tog ham i isolation. Men før der skete noget trådte præsten ind. Han bad vagterne om at forlade lokalet. AY føler sig sikker i præstens nærvær, føler sig beskyttet. Vagten (fra hjemlandet) siger, før han træder ud af døråbningen “Når du bliver sendt til (hjemlandet) er der ikke nogen præst til at passe på dig”

Voldeligt overfald på en indsat

04.06.2020: X blev den (dato) overfaldet af en vagt som brækkede hans håndled. Baggrund for overfaldet var at X bad en vagt om at tale engelsk til ham i stedet for dansk. Da vagten blev ved med at tale dansk, begyndte X at tale (sit eget sprog) til ham, hvorefter vagten lagde ham ned. Der var ca. 4 vagter i nærheden som så det, én af dem hjalp til med at holde ham nede. Efter hændelsen kom han 40 min i isolation – som han selv siger det er de jo nødt til at isolere ham for at holde fast i, at han har gjort noget galt, men at han kom ud så hurtigt vidner om, at man godt ved at skylden ligger på vagtens side. (Dagen efter) vågnede han tidligt med smerter i håndleddet og kom på hospitalet. Inden da ringede politiet til ham og spurgte – som de gør – om han var ‘klar til’ at rejse til (hjemlandet). Da han afslog, sagde betjenten til ham i telefonen at de havde hørt at han havde fået brækket sit håndled, og om det måske ikke var bedre at han tog til (hjemlandet) – hvilket X tog som en klar trussel.
Han har indhentet dokumentation fra sygehuset på sin skade og får sin advokat til at udarbejde en formel klage. Han ønsker dog ikke at indgive klagen, men vil bare have dokumentation på, at det er sket
X har talt med ‘second boss of Ellebæk’. Han sagde, at han ved, at der er vagter der opfører sig dårligt, men de kan ikke gøre noget ved det fordi at regeringen holder øje med Ellebæk og vil have, at forholdene skal være sådan.
Ifølge X siger hans advokat, at han vil blive overført til et andet fængsel ved klagens indgivelse. Hvis X klager, kan han komme til at sidde længere i fængsel, mens klagen behandles. X endte et par dage efter med at indgive klagen, og blev overført til Nykøbing-Falster. Ifølge advokaten er dette en normal procedure, da man ønsker at holde personen, der har været udsat for overgrebet, væk fra den formodede gerningsperson, men også for at holde ham fra at tale med potentielle vidner. Af frygt for, hvilke konsekvenser det kan have for hans sag, har X bedt om ikke at få denne hændelse offentliggjort før hans sag blev færdigbehandlet. Det er den blevet nu, så selvom jeg ikke længere har kontakt til X, vurderer jeg, at han vil ønske at få historien ud.

Konflikt over medicin førte til 1 måned i isolationscelle

20.11.2020: Da AC først ankom til Ellebæk, kunne han ikke modtage sin medicin, fordi der ikke var noget sundhedspersonale på arbejde. Han insisterede på at han blev nødt til at få den, fordi at det ville destabilisere hans blodtryk og flere dage uden medicinen ville betyde at han skulle gå ned i dosis for så at indfases igen. Vagterne var ikke imødekommende, og AC blev frustreret. De kom op at skændes, de skubbede til hinanden og en af vagterne sparkede AC. Han blev sat i isolation. Hver gang han havde brug for noget, hvis han skulle i bad eller på toilettet, skulle han trykke på en knap, så en af vagterne kom og åbnede hans dør. AC vågner ofte i løbet af natten og skal på toilettet flere gange. Han oplevede at vagterne blev irriteret og vrede over antallet af gange han trykkede på knappen. Han begyndte at tisse i en mælkekarton, så han ikke skulle trykke på knappen om natten. Efter et par dage, hvor han stadig ikke havde modtaget sin medicin, konfronterede han en af vagterne. Det endte i en konflikt, hvor AC kaldte vagterne et skældsord, hvorefter de skubbede ham ned på jorden og sparkede ham. Han blev tilset af lægen efterfølgende, fordi hans arm gjorde meget ondt, det føltes som om den var brækket, men lægen sagde at der ikke var noget galt. Herefter blev han sat i et andet isolationsrum, hvor han skulle sove på en tynd madras med et ru, groft tæppe. Han kunne ikke sove og trykkede på knappen for at få en Panodil, som vagten kastede på gulvet til ham. Han tilbragte en nat her, inden han kom tilbage i den “almindelige”
isolation. Han sad i “almindelig” isolation i en måned.
09.04.2021: AC’s sag er blevet genoptaget, han blev løsladt i går. AC er nu tilbage i Avnstrup, inden han og familien rykker til et asylcenter i Jylland.

Herudover er der problemer med en hård tone fra nogle vagters side – ifølge indsattes oplysninger til CPT, Kontaktnetværk Ellebæk, og til Ombudsmanden :

“Det kom også frem under besøget, at der – på trods af at ledelsen havde haft fokus på problemstillingen – kan være episoder, hvor ansatte taler indbyrdes eller til de frihedsberøvede på en uprofessionel eller ”hård” måde. Ombudsmanden anbefalede derfor, at der fortsat er fokus på de ansattes omgangstone”.

Nedenstående sag er medtaget for at vise, at hensynet til psykisk sårbare, tidligere torturerede mennesker i det danske asylsystem kan ligge på et meget lille sted.

Flygtningenævnets afgørelse og argumentation om en Dublin-tilbagesendelse af en torturoverlever til Bulgarien, hvor han tidligere var blevet mishandlet

Flygtningenævnet har i september 2023 truffet afgørelse i en sag vedrørende overførsel af en særlig sårbar asylansøger til Bulgarien efter Dublinforordningen.
“Flygtningenævnet har i sagen stillet krav om, at der forud for overførslen af den pågældende indhentes en garanti fra de bulgarske myndigheder om, at klageren vil blive mødt af modtage- og indkvarteringsforhold, der er i overensstemmelse med landets EU-retlige og øvrige internationale forpligtelser, og som tager behørigt hensyn til klagerens individuelle behov for behandling som særlig sårbar.
Om asylansøgeren står der: “Klageren har gjort gældende navnlig, at hans asylsag skal realitetsbehandles i Danmark under henvisning til hans status som særlig sårbar, risikoen for manglende adgang til passende indkvartering, herunder manglende behandling af klagerens psykiske problemer, samt risikoen for, at han på ny vil blive udsat for vold og vilkårlig frihedsberøvelse under meget ringe forhold.
Klageren har til støtte herfor blandt andet oplyst, at han blev pågrebet umiddelbart efter at have krydset grænsen til Bulgarien, hvorefter han blev udsat for vold af politiet. Han var derefter frihedsberøvet i omkring to måneder i et detentionscenter under meget dårlige forhold, hvor han blev tvunget til at udføre hårdt arbejde og blev udsat for vold. Under frihedsberøvelsen skulle klageren bo i et rum med 20-30 andre asylansøgere uden basale sanitetsforhold. Han fik ikke tilstrækkelig med mad udleveret, hvorfor han altid var sulten, og han turde ikke bede om mere, da han var bange for at blive udsat for yderligere vold. Han turde ikke klage over politiet og personalets adfærd, fordi det kun var dette personale, der befandt sig på centret, og man havde ikke mulighed for at kontakte andre uden for centret. Klageren er torturoffer og lider af PTSD, og han har ikke fået behandling for sine psykiske lidelser i Bulgarien.
“Flygtningenævnet finder ikke, at det kan føre til en anden vurdering, at klageren har oplyst blandt andet, at han i Bulgarien har været frihedsberøvet, og at han der blev udsat for vold. Det samme gælder det forhold, at klageren frygter at blive frihedsberøvet ved en overførsel til Bulgarien.
Hvis klageren i forbindelse med en tilbageførsel til Bulgarien måtte blive udsat for vold eller lignende, må han henvises til at rette henvendelse herom til de relevante overordnede bulgarske myndigheder.
Flygtningenævnet har overvejet, om der foreligger oplysninger om omstændigheder vedrørende klagerens konkrete forhold, der bør indebære, at klageren alligevel ikke skal overføres til Bulgarien, jf. Dublinforordningens artikel 17, stk. 1″.
“Som nævnt må klageren anses for særlig sårbar. Flygtningenævnet har i den forbindelse lagt til grund, at klageren har været udsat for tortur, at han er diagnosticeret med en posttraumatisk belastningsreaktion, at han ikke er i medicinsk behandling, at han er i behandling af en psykolog efter behov, og at der ikke foreligger oplysninger, der giver grundlag for at antage, at klagerens psykiske tilstand vil blive væsentlig forværret ved en overførsel til Bulgarien“.

Kommentar: Hvordan kan Flygtningenævnet antage, at hans psykiske tilstand ikke vil blive væsentlig forværret, hvis han overføres til Bulgarien? At han ikke er i medicinsk behandling aktuelt, men i behandling ved psykolog efter behov, kan da ikke sige noget om risikoen for forværring ved overførsel til Bulgarien! Flygtningenævnet har ingen medicinsk ekspertise; men kunne vel have henvendt sig til fx en retspsykiater eller en psykiater med erfaring med behandling af torturoverlevere, for at kunne vurdere en sag som denne. Måske har Nævnet hængt sin hat på, at han ikke aktuelt er i fast, medicinsk behandling?
Der er jo netop oplysninger om, at han – måske for under 1 år siden – flygtede fra Bulgarien, hvor han var blevet udsat for vold, først af politiet, siden i løbet af to måneder i detentionscentret, hvor han sultede, da han ikke fik nok mad, og hvor han ikke turde eller kunne klage over de vagter i detentionscentret, der behandlede ham nedværdigende og voldeligt? Han har åbenbart forsøgt at flygte flere gange før, han har også i 2010, 2014 og 2016 søgt asyl i Danmark hhv. Tyskland, alligevel gælder ingen af de to lande som første asylland ifølge Nævnet, og Bulgarien accepterede i foråret 2023 at modtage ham efter Dublin-forordningen.
Torturoverlevere forsøger at undgå det, der minder dem om torturen, for at undgå at blive retraumatiseret. Tilbagesendelse til et land, hvor han relativt nyligt er blevet mishandlet og har fået aktiveret sin PTSD, vil genaktivere den. Det fremgår netop af Flygtningenævnets afgørelse – som sker efter en grundig undersøgelse af forholdene i Bulgarien: Aktuelt er der ikke ordentlige indkvarteringsforhold for særligt sårbare udover for nogle mindreårige børn og nogle børnefamilier. Hvis hans sag i Bulgarien i hans fravær er afsluttet med afvisning, bliver det på det samme eller et lignende detentionscenter som før. Ellers i en almindelig flygtningelejr uden mulighed for psykologbehandling og medicin, når hans PTSD reaktiveres. Så – uanset bulgarske garantier, kan de reelt ikke tilbyde ham et reelt asyl, hvor han vil kunne have nogenlunde rimelige forhold og få psykologbehandling og medicin og hvor der kunne tages hensyn til hans behov for behandling som særlig sårbar.

En afvist asylansøger har for mange år siden taget livet af sig i et dansk asylcenter, da han lige havde fået at vide, han ville blive tilbagesendt til Bulgarien efter Dublin-reglerne. Han havde haft kronisk hovedpine efter den politivold, han var udsat for i Bulgarien.

2. Definitionen af tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling efter EMRK artikel 3 og FN’s Konvention mod tortur..,(UNCAT) og Mandelareglerne

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention – EMRK artikel 2 og artikel 3
Artikel 2: Ret til livet
1. Ethvert menneskes ret til livet er beskyttet ved lov….

Artikel 3: Forbud mod tortur
1. Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller vanærende behandling eller straf.

Nedenfor ses definitionen af tortur ifølge FN. Europarådet anvender samme definition. Teksten er brudt op, for at man bedre ser ordene med størst betydning. EMRK artikel 2 + 3 og Konventionen mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, forbyder basalt de samme ting.

Definition af tortur i FN’s Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.
Artikel 1, stk. 1: I denne konvention betyder udtrykket »tortur«
enhver handling, ved hvilken
stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental,
bevidst påføres en person
med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand,
at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået,
eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en tredjemand,
eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling,
når en sådan smerte eller lidelse
påføres af – eller på opfordring af –
en offentlig ansat
eller en anden person, der virker i embeds medfør
eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse.
Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge
eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.

For at opfylde definitionen af tortur, skal der jf. ovenfor være tale om:
(1) handlinger, der bevidst påfører nogen stærk smerte eller lidelse – fysisk eller mental.
(2) Hensigten med den kan være at: fremskaffe: oplysninger, tilståelse, ren straf, evt. kun for en mistænkt handling af torturofferet på grund af forskelsbehandling, eller at skræmme vedkommende, eller tvinge ham til noget.
(3) Den der udfører handlingen skal være ansat af eller virke for det offentlige, eller gøre det som privat, for det offentlige eller med det offentliges samtykke eller billigelse.

Det, der sker i Ellebæk og på udrejsecentrene er at:
(3) Folketinget har lovgivet så at regeringen via Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen og Flygtningenævnet, Politiet, Anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen: alle i “offentligt arbejde”,
(1) frihedsberøver en udlænding, der ikke har lovligt ophold, eller pålægger ham opholdspligt under forhold, hvor det “skal ikke være rart”, eller hvor det skal være “så utåleligt som overhovedet muligt” og dermed påfører ham stærk mental smerte og lidelse,
(2) for at få ham til at rejse hjem eller til et andet land, som en “motiverende foranstaltning” eller som forskelsbehandling eller for at presse, tvinge eller skræmme ham til at samarbejde om frivillig hjemrejse.

Formelt er de tre grundbetingelser for, at det kan kaldes tortur, opfyldt. Isoleret set kunne nogle af de ovennævnte overgreb måske blive dømt som tortur. Hvis vi tænker på en nylig dom ved Menneskerettighedsdomstolen, EMD mod Danmark, hvor en indsat i en strafcelle i et højrisiko-fængsel fik peberspray i øjnene, blev Danmark dømt for overtrædelse af artikel 3 – både for handlingen, og for ikke at have efterforsket og beskrevet sagen grundigt nok.

l nogle af de tilfælde, der er nævnt i punkt 1 i denne blog, virker det nævnte overgreb voldsommere end det, som førte til EMD-dommen, – og var stort set uden provokation eller mening. Nogle overgreb er måske blot opstået mere tilfældigt, alligevel må det, at politikerne bruger et nedsættende, straffende sprog virke tilladende over for vagterne til at misbruge deres magt. Når en tidligere minister har udtalt at tålt ophold skal være “så utåleligt som overhovedet muligt”, og en anden: at forholdene “ikke skal være rare, men motivere folk til at rejse hjem”, kan de ansatte, som laver konflikter, bare henvise til at “det er formålet med det hele!”. Desuden må lidelsen ikke alene være en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner. Det sidste led kan også være et spørgsmål, er alle frihedsberøvelserne reelt lovlige? Er de kun anvendt i allersidste nødstilfælde – og kunne man ikke have klaret sig uden frihedsberøvelse eller mindske frihedsberøvelsen til max en uge før den planlagte hjemsendelse?

I forhold til om en hændelse er tilfældig: Nogle vagter kan ikke styre sig selv – og burde ikke arbejde med mennesker – slet ikke sårbare mennesker; – eller de misbruger deres magt til at mobbe sårbare udlændinge. Det at stedet er så lukket, at man ikke kan filme eller båndoptage eller ringe ud, så andre er på medhør, og på den måde få bevidnet og vist, hvad der sker i Ellebæk, giver mobberne meget lang linje indtil det går galt. Samtidig er andre vagter venlige og empatiske.

Det er helt klart her, at ansvaret for de handlinger, der sker i Ellebæk og på udrejsecentrene, må ligge hos Folketinget, som har vedtaget lovene. Når lovene tillader at behandle folk på den måde, de gør, falder de fleste handlinger tilbage på politikerne og ikke den enkelte medarbejder eller vagt. I Danmark er brug af strafcelle som disciplinærstraf eksploderet efter 2016, hvor Folketinget vedtog, at straffen for at have en mobiltelefon i cellen blev 3 gange længere end hidtil, og det blev obligatorisk for vagterne at idømme dem straffen, som steg fra 5 dage i isolation til 15 dage – og længere, hvis de også var idømt det tidligere. Det førte til at antal strafcelleanbringelser i Danmark i alt på over 15 dage steg fra ca. 215 i 2016 til over 700 i 2019, hvorefter det er faldet til ca. 520 i 2022. Det er grotesk, at det fortsat sker, når Danmark har tilkendegivet at ville overholde Mandela-reglerne. Det samlede antal idømte tilfælde af ikendt strafcelle (ubetinget) steg fra knap 3.000 i 2016 til 4.400 i 2019, men er dalet lidt igen. I Ellebæk blev strafcelle anvendt 41 gange i 2019 og 36 gange i 2020 til november måned. Vi kender ikke de nyere tal for brug af strafcelle.

Mange indsatte omtaler opholdet på Ellebæk som tortur eller mental tortur, og fortæller, hvordan de er blevet meget skadet af det, og har fået reaktiveret deres PTSD med mareridt søvnløshed og angst. Selv om der efter renovationen af Ellebæk ikke mere er brandfarlige halvt udrevne el-ledninger i væggene, bruges der fortsat hyppigt strafcelle og isolationscelle, og selvmordstruede er fortsat blevet anbragt halvnøgne i isolation. Der sker fortsat indimellem voldelige overgreb fra personalets side, og der er personale, der taler nedsættende til de indsatte. Der serveres optøede “madpakker” der for længst har overskredet holdbarhedsdatoen, og de indsatte kan ikke få nogen lindring i form af at have ret til at kommunikere med deres nærmeste.
Under alle omstændigheder må forholdene i Ellebæk siges at være umenneskelige og nedværdigende. Isolation bruges som tortur i mange lande, og indsættelse med magt i isolation af en indsat i nøgen tilstand, har Europarådets komité mod tortur udtalt, er så nedværdigende, at det overskrider EMRK artikel 3.

Kaare Djuraas: Mor

Nelson-Mandela-reglerne:
De Forenede Nationers Grundlæggende Minimumsregler for Behandling af Indsatte (Nelson Mandela-reglerne) A/RES/70/175. Vedtaget på FN’s Generalforsamling 2015. Reglerne udgør en revision af FN’s tidligere minimumsregler, og er oversat fra engelsk til dansk af Justitsministeriet, men de har ikke samme lovstatus som EMRK artikel 3 og FN’s Konvention mod tortur. Dog mangler de 4 første linjer af Regel 30 i oversættelsen; men de er vist i det lyseblå felt om Regel 30. Reglen omhandler en af de ting, Danmark har fået mest kritik for af Ellebæk Kontaktnetværk, Dignity, CAT, CPT, Ombudsmanden og Europarådets Menneskerettighedskommissær for at undlade: nemlig at en indsat ikke bliver undersøgt af en læge eller andet kvalificeret sundhedsuddannet personale lige efter ankomsten. Så man kan sikre sig, at der ikke indsættes torturoverlevere eller psykisk syge personer, da de typisk får forværring af deres sygdom og symptomer under frihedsberøvelsen: se eksempler herpå i resumeer fra Ellebæk Kontaktnetværk. Hele Regel 30 er gengivet her – undtagen pkt. 5 som er irrelevant her.

Mandelareglerne, som er en revideret udgave af FN’s Minimumsregler for indsatte i fængsler, forbyder at begrænsninger eller disciplinære sanktioner under nogen omstændigheder fører til tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Tidsubegrænset isolation er forbudt. Isolation i mindst 22 timer om dagen uden betydelig menneskelig kontakt må ikke overskride 15 dage. Isolation må kun anvendes i undtagelsestilfælde som en sidste mulighed, for så kort tid som muligt og underlagt uafhængig gennemgang og kun i henhold til godkendelse fra en kompetent myndighed. Pålæg af isolation bør være forbudt i tilfælde af indsatte med mentalt eller fysisk handicap, når deres helbred vil forværres af sådanne foranstaltninger.
Desuden forbydes korporlig afstraffelse eller reduktion af måltider eller drikkevand samt kollektiv straf.
Sikringsmidler må aldrig anvendes som sanktion for disciplinære overtrædelser.
Sundhedspersonale skal ikke have nogen rolle i indførelsen af disciplinære sanktioner eller andre restriktive foranstaltninger. De skal dog være særligt opmærksomme på indsattes helbred, hvis disse holdes under nogen form for ufrivillig adskillelse, herunder ved at besøge de indsatte dagligt og yde hurtig lægehjælp og behandling efter anmodning fra disse indsatte eller fængselspersonale.
Visiteringer skal udføres på en måde, der respekterer den iboende menneskelige værdighed og privatliv for det individ, der visiteres, såvel som principperne af proportionalitet, legalitet og nødvendighed.
Kropsvisiteringer må ikke bruges til at chikanere, skræmme eller unødigt trænge ind på
indsattes privatliv.

Information på et sprog, den indsatte forstår:
Efter indsættelse skal enhver indsat straks bekendtgøres med skriftlig information om:
( a ) fængselsloven og gældende fængselsbestemmelser;
( b ) hans eller hendes rettigheder, herunder autoriserede metoder til at søge information,
adgang til juridisk rådgivning, herunder gennem ordninger for retshjælp og procedurer til fremstilling af anmodninger eller klager;
( c ) hans eller hendes forpligtelser, herunder gældende disciplinære sanktioner; og
( d ) alle andre forhold, der er nødvendige for, at indsatte kan tilpasse sig selv til fængselslivet.
1. Oplysningerne (…) skal være tilgængelige i de oftest brugte sprog i overensstemmelse med de indsattes behov. Hvis en indsat ikke forstår nogle af disse sprog, bør tolkebistand stilles til rådighed.

Regel 30: En læge eller andet kvalificeret sundhedspersonale, skal – uanset om de skal rapportere til lægen eller ej – se, tale med og undersøge hver fange så hurtigt som muligt efter hans eller hendes indsættelse og derefter efter behov.
Der skal lægges særlig vægt på:
( a ) Identificering af sundhedsbehov og iværksættelse af alle nødvendige foranstaltninger til behandling;
( b ) Identificering af enhver mishandling, som ankomne indsatte måtte have været udsat for før optagelse;
( c ) Identificering af tegn på psykisk eller anden stress forårsaget af frihedsberøvelse, herunder, men ikke begrænset til, risikoen for selvmord eller selvskade og abstinenssymptomer som følge af brug af stoffer, medicin eller alkohol; og foretage alle relevante personlig tilpasset foranstaltninger eller behandling;
( d ) I tilfælde, hvor indsatte mistænkes for at have smitsomme sygdomme, skal der foretages klinisk isolering og tilstrækkelig behandling af indsatte under den smitsomme periode;

3. Ellebæk

Ellebæk. Luftfoto 2018, Kriminalforsorgen

Fysiske forhold i detentionscentret Ellebæk
Ellebæk er indrettet til frihedsberøvede i en del af Sandholm Kaserne, opført 1909 – 1912. Kasernen blev i de sidste krigsår brugt til tyske krigsflygtninge, men har ellers fungeret som beboelse for Livgarden 1985, hvor Dansk Røde Kors overtog den og åbnede Sandholmlejren i bygningerne i 1986. Den blev brugt som modtagecenter og senere både til modtagelse af nye asylansøgere og til afviste asylansøgere, som ikke kunne sendes hjem, og i en periode indtil 2015 også udlændinge på “tålt ophold”. Den kunne huse ca. 600 personer.

I 1989 overtog Kriminalforsorgen nogle bygninger i Sandholm til frihedsberøvede asylansøgere og kriminelle, området blev afspærret med et højt hegn, og er siden udvidet med flere bygninger fra Sandholm, og senest to nybygninger for at øge antallet af fængselspladser.

Ellebæk hævdes af politikere og myndigheder ikke at være et fængsel – det er i modsætning til de indespærrede og vagterne. Ved en Bekendtgørelse af 7. december 2023 er Ellebæk gjort til et “Kriminalforsorgsområde”, under Kriminalforsorgen Øst, mens Ellebæk ikke var nævnt i Bekendtgørelsen fra 2022 . Officielt hedder det Udlændingecenter Ellebæk, men når betegnelsen ikke bruges i disse blogs, er det fordi den er eufemistisk, derfor bruges det neutrale “Ellebæk” her.
Danmark er kritiseret for at administrativ frihedsberøvelse af udlændinge ikke bør finde sted i fængselslignende institutioner. Og der bør heller ikke være fængselsregler og nedværdigende straffe i strafcelle eller isolationscelle for fx at have en mobiltelefon eller tændstikker i cellen.

Men der anvendes generelt samme begrænsende fængselsregler med fokus på at undgå flugt i Kærshovedgård som i lukkede fængsler, fx forbud mod mobiltelefoner. Og der bruges nedværdigende og umenneskelige straffe som: isolationscelle og strafcelle.

Samtidig opfyldes minimumsstandarderne for indsatte ikke i Ellebæk – hverken i forhold til europæiske regler eller til Mandelareglerne. Fx skal der være ret til at arbejde, det er der ikke i Ellebæk, man kan blive skrevet op til et fængselsarbejde og måske få det. Hvis man ikke har arbejde, får man ingen lommepenge.

Antallet af indsatte har varieret meget. Igennem nullerne var der typisk 50 – 100 indsatte i Ellebæk, siden er antallet steget fra 65 i 2011 – 138 i 2016 og igen faldet til 98 i 2020 og mindre i 2021, hvor nogle af de udviste sad i AAbenraa Arrest og andre i Nykøbing Falster Arrest – indtil 2020. Ellebæk var tomt eller næsten tomt under renoveringen fra januar 2022 til oktober 2022. Renoveringen skete efter en meget kraftig kritik fra Europarådets Komité mod Tortur, CPT, i 2014 og 2020. Komiteen sagde i 2020, at enten måtte Ellebæk lukkes, da det ikke egnede sig til mennesker, eller det måtte renoveres og have nye møbler; komiteen havde ikke set et værre fængsel i Europa. Efter renoveringen er de fysiske forhold forbedret, og der er kommet aflåselige skabe til de indsattes papirer.

I 2023 er der ca. 121 pladser i alt, efter at 18 arrestpladser til kriminelle blev gjort inaktive, alle pladserne er ved starten af 2024 til administrativt indsatte. Der er fortsat en afdeling for kvinder i en selvstændig bygning, kun ca. 9% af de indsatte er kvinder.
Belægningsprocenten har svinget fra 124% i marts 2021 til at fængslet har været tømt eller næsten tomt fra januar til oktober 2022. De allerfleste i Ellebæk er ikke kriminalitetsdømte – eller højst kriminaliserede af pligtovertrædelser eller disciplinærregler. Oftest drejer det sig om afviste asylansøgere, asylansøgere fra et land, hvis indbyggere næsten aldrig får asyl: “åbenbart grundløse”, samt flygtninge, der har fået ophævet/eller ikke har fået forlænget deres opholdstilladelse. Desuden personer, der skal fremstilles for en ambassade eller en myndighedsdelegation fra hjemlandet, samt asylansøgere, der forsøges Dublin-overført til et andet land i Europa. Enkelte spontane asylansøgere kommer nu direkte i Ellebæk, i fængsel, eller på Kærshovedgård. Desuden frihedsberøves andre udlændinge, der ikke samarbejder nok om frivillig hjemrejse typisk i 4 måneder som “motivationsfremmende foranstaltning”. Hvor CAT, CPT og Den europæiske Menneskerettighedskommissær hele tiden oplyser Danmark om, at frihedsberøvelse af afviste asylansøgere for at forhindre dem i at leve “under jorden” i Danmark, kun må forekomme, hvis det er nødvendigt at frihedsberøve dem, og alle andre muligheder for at få dem til at udrejse har været forgæves.

Der er to hovedformål med Ellebæk, tillige med nogle andre:

-1 “at vide, hvor vi har dem” i det tilfælde, at de pludselig kan sendes hjem – “dem” er her først og fremmest udviste udlændinge. Principielt er frihedsberøvelse kun legalt, i den udstrækning at der hele tiden sker fremgang i udsendelsessagen. Så der har været mange ulovlige frihedsberøvelser i Ellebæk – bl.a. under Corona-nedlukningen foråret 2020.
-2 som “motivationsfremmende foranstaltning” – dvs. for at presse dem så meget at de lider hårdt og vælger at gå med til at rejse ud af Danmark. Nogle bliver svært mentalt skadet af det.
-3 for at kunne præsentere dem på deres formodede hjemlands ambassade og få afklaret om myndighederne i det formodede hjemland mener, de har statsborgerskab derfra, og om de vil modtage dem, hvis de hjemsendes – med hhv. uden tvang.
-4 for at afklare flygtninges identitet lige efter de er kommet til Danmark, hvis de ikke har gyldigt pas eller andre dokumenter, der kan bevise deres identitet.

Det er svært at tro på at indespærring i Ellebæk er eneste mulighed for “at vide hvor de er” – hvis de pludselig kan sendes ud af landet! Reelt bruges indespærring i Ellebæk mere som pression, “motiverende tiltag”, selv om det typisk ikke får dem til at rejse, hvis der ikke er mulighed for tvangsudsendelse.

4. Dansk kritik af Ellebæk

TV 2 er så vidt vides den eneste TV-station, der har fået lov at filme i Ellebæk i nyere tid, kun et lille klip er tilgængeligt fra 10.marts 2019. De indsatte og fællestillidsmanden for vagterne har kritiseret Ellebæk kraftigt i TV2’s klip med interviewcitater fra indsatte .

Sådan lyder det fra tillidsmanden, som har været fængselsbetjent gennem 25 år:

“Forholdene på Udlændingecenter Ellebæk i Nordsjælland, hvor afviste asylansøgere sidder frihedsberøvet i alt fra dage til op mod halvandet år, er nu så ”kummerlige”, at vi ikke længere kan være bekendt at byde nogen dem”.
“Det er noget gammelt lort. Jeg vil sige, at i dag er forholdene så ramponerede derinde, så jeg synes heller ikke, man kan tilbyde dem det. Han peger blandt andet på, at der hænger stikkontakter ud fra væggen, at borde og stole er ødelagte, at cellerne er små, slidte og uden privatliv, og at de indsatte i perioder frivilligt vælger at bo i isolation for at få fred fra ”kaosset”. “Det er rent fængsel”.
“Problemet er, at når man er så mange indsatte, og vi er det personale, vi nu engang er, som i mine øjne er alt for lidt, jamen så har vi ikke tid til at besvare alle de spørgsmål, der er, og så bliver frustrationerne hos de indsatte større og større”. Journalist: Og hvad sker der så? “Jamen så ender det jo med – og det gør det hver evig eneste dag – en masse konflikter”, siger Gert Jensen. Han fortæller, at de normalt kan have en uge eller to, hvor isolationsstuerne er tomme, men for tiden er de i brug stort set hele tiden, lyder det.

Afvist asylansøger:

Jeg afviser ikke at rejse. Jeg afviser at blive dræbt.

Enhedschefen for Ellebæk og Sjælsmark, 2019:

“Det er et udlændingecenter, og forholdene skal motivere dem til at rejse hjem“

Det er en bevidst umenneskelig grov politik fra regeringens side, at de indsatte skal undergives fængselsdisciplinære regler – inkl. isolationsstraf – og ikke må have mobiltelefoner i cellerne og skal straffes hårdt for det, hvis de har det. Også selvom de indsatte ikke er kriminelle eller farlige, og selvom det er sjældent, nogen er flygtet “over muren” fra Ellebæk – i alt 9 på 10 år.

Skiftende politikere og ministre har brugt en nedladende retorik om udviste udlændinge. Den har dels skullet skaffe dem stemmer fra borgere med fremmedfrygt; dels har den tilladt ansatte under udlændingeområdet at misbruge deres magt til at mobbe de indespærrede udlændinge yderligere.

To eksempler på magtmisbrug på vej dertil fra et udrejsecenter og i Ellebæk
1. For at skræmme en udlænding, hvis de skal overføre ham til Ellebæk eller til en arrest eller domstol, formummer nogle politibetjente sig. Først senere fortæller de, hvor de fører den udviste hen. Normalt udstyrer de folk med strips, og den anholdte kan være både skræmt og opkørt over behandlingen ved ankomsten til Ellebæk, evt. forudgået af et grundlovsforhør i retten. De kan typisk ikke nå at tage afsked med nogen, og måske heller ikke nå at få alle deres ting med – i hvert fald hvis de har lånt nogle ud til andre.

2. Nogle vagter i Ellebæk nedværdiger indsatte, der netop har fortalt, at de har selvmordstanker og ønsker hjælp, ved at lægge dem ned på gulvet, holde dem fast, rive tøjet af dem og sætte dem i isolationscelle nøgne eller kun med underbukser på.

Formålet med frihedsberøvelse i Ellebæk
De indsatte opfatter, at formålet med frihedsberøvelsen er at nedbryde dem psykisk, for at få dem til at rejse hjem. Det er også målet med fra officiel side at bruge ordene “motivationsfremmende foranstaltning”: at gøre tilværelsen for de indsatte så utålelig, så de samarbejder med Hjemrejsestyrelsen om frivillig hjemrejse.

Inger Støjberg, Udlændingeminister, 2019: “Det her er jo ikke et tag-selv-bord. Det her er endestationen i Danmark”

Nick Hækkerup, justitsminister, 2020: “Helt grundlæggende kan jeg godt forstå, at Ellebæk ikke er et rart sted at opholde sig, men det skal det heller ikke være. Det er folk, som skal ud af landet, og det her skulle gerne være med til at motivere dem til at rejse ud af Danmark”.

5. CPT’s rapport om Ellebæk i 2020

CPT havde tidligere besøgt Ellebæk i 2014, og besøgte igen Ellebæk i 2019. Og de besøger Danmark igen i 2024.

CPT’s seneste rapport om Danmark i 2020 indeholdt en sønderlemmende kritik af forholdene i Ellebæk, med krav om hurtig udbedring af de fysiske forhold og nyt møblement, i modsat fald måtte Danmark lukke eller flytte centret. Siden er de fleste afdelinger sat i stand og genmøbleret.
CPT kritiserede den begrænsede adgang til at gå uden for bygningen, og de fysiske forhold udendørs, uden læ ved regnvejr; her er der sket nogle få forbedringer, men fortsat mange mangler. Desuden burde de have ret til adgang til at komme udenfor – også udover de bestemte tidspunkter for gårdturene.

CPT understregede
at administrativt frihedsberøvede udlændinge ikke burde indkvarteres under fængselslignende forhold.
at frihedsberøvelse af asylansøgere kun skal ske, hvis alt andet var umuligt.
at frihedsberøvelse af torturofre og psykisk syge ikke burde finde sted, da de blev syge af det.
Desuden at Mandelareglerne og minimumsstandarden for fængsler bør overholdes.
Og at isolationsfængsling og brug af strafcelle burde afskaffes helt i Ellebæk.

Desuden kritiserede CPT, at de indsatte ikke måtte have deres mobiltelefoner eller computere på centret og dermed stort set var afskåret fra at tale med familie og venner. Og at de indsatte blev straffet med 15 dages isolationscelle, hvis der blev fundet en mobiltelefon hos dem.
Det giver ingen mening, at beboerne på Ellebæk ikke må have mobiltelefoner eller computere tilsluttet internettet. Det begrundes med øget risiko for flugt, men det er meget få, det er lykkedes for at flygte. En flugt fra Ellebæk truer ikke nogen – heller ikke retssikkerheden, de skal jo ikke afsone noget i Ellebæk. Hvis de flygtede fra Danmark, ville mange vel rejse til et andet land, og holde sig skjult indtil de ikke kunne tilbageføres mere efter Dublin-reglerne – og måske få asyl i et mindre flygtninge-uvenligt land.
Desuden var sundhedsbetjeningen af centret under al kritik inkl. medicingivning og opbevaringen af medicin. CPT udtalte, at der burde være sundhedspersonale tilgængelig døgnet rundt og der burde gennemføres en omfattende sundhedsundersøgelse ved ankomsten til Ellebæk og herunder spørges ind til tortur, da torturoverlevere og psykisk syge ikke burde frihedsberøves.

I et interview med TV 2 ved rapportens publicering sagde lederen af CPT’s delegation, Hans Wolff: “Når det kommer til udlændingecentre, så er Danmark – meget overraskende – et af de lande i Europa, der byder på de værste”. “Stedet egner sig ikke til mennesker”.

Isolation som disciplinær straf – og som sikring af selvmordstruede i Ellebæk
CPT rapporterede, at man i Ellebæk satte selvmordstruede i isolationsceller næsten nøgne i op til 14 dage. Det fandt komiteen så nedværdigende, at det overtrådte artikel 3 i EMRK. Ifølge Justitsministeriet var det fordi Kriminalforsorgen ikke anvendte RIP-proof beklædning, dvs. selvmordssikret tøj. Desuden skulle isolerede personer straks tilses af sundhedspersonale, og hyppigt derefter, det blev de ikke nu – måske fordi der stort set kun var sundhedspersonale på arbejde i dagtiden.
Kommentar: Af Ellebæk Kontaktnetværks rapporter fremgår, at indsættelse i isolation i kun underbukser er sket flere gange både før og efter komiteens besøg og rapport – og også i længere tid end de 15 dage, som er maximum efter Mandelareglerne.
Anbringelse i isolationscelle i næsten nøgen tilstand vil forværre den psykiske tilstand hos den isolerede. Den behandling, en indsat i Ellebæk med selvmordstanker har brug for, er snarere en tolket samtale med en psykiater i en psykiatrisk modtagelse – eller en indlæggelse til udredning og behandling. Eller: Kriminalforsorgen kunne have en aftale om en psykiater, der kunne tilkaldes og komme ud og undersøge den indsatte med selvmordstanker, og de øvrige psykisk syge med depression, PTSD, sindslidelse, svær angst, og søvnløshed. Disse mennesker bør ikke være i Ellebæk, men bør omplaceres til et sted, hvor de kan få nødvendig pleje og behandling – eller et sted, der ikke var til for at “motivere dem” til hjemrejse til forfølgelse.
Isolationsfængsling er skadelig, og det er barokt, at en angst og trist person, der overvejer at tage sit liv, rent faktisk blokeres fra at søge hjælp og lades alene i en isolationscelle i næsten nøgen tilstand. Kendskab til den behandling vil jo gøre at andre med selvmordstanker ikke tør sige noget om det, for ikke at komme i isolation, – og så måske ikke opdages før det er for sent.
Kriminalforsorgens vejledning om selvmord fra 2015 er beregnet på kriminelle fanger. I Ellebæk er der tale om hårdt pressede – ofte psykisk syge – mennesker, hvoraf flere er tidligere torturofre, som ikke burde have været spærret inde. De har brug for at få akut hjælp – de har ikke brug for nedværdigelse og en behandling, der opfattes som straf, og som gør dem endnu mere syge.

Isolationsfængsling og konflikter
Ved anbringelse i isolationscelle eller strafcelle/disciplinærcelle, som hyppigt har været praktiseret i Ellebæk og stadig praktiseres hyppigt, udsættes den indsatte ofte for overdreven magtanvendelse og nedværdigelse. Der er desuden tilfælde, ifølge Ellebæk Kontaktnetværk, hvor bestemte fængselsbetjente har misbrugt deres magt til at fremkalde konflikt og straffe en indsat. De frihedsberøvede er undergivet Kriminalforsorgens disciplinærregler og kan fx sættes i isolationscelle eller strafcelle akut på en aftenvagt, senere skal parterne forhøres af en leder.

Danmark har i årevis fået kritik for udbredt brug af isolation under varetægtsfængsling. Mens varetægtsfængslingerne er steget, er isolationen af arrestanterne dog aftaget de senere år, men i mellemtiden er isolation som disciplinærstraf blevet meget mere udbredt i de almindelige fængsler og i Ellebæk. Der er bl.a. lovgivning i 2016 om obligatorisk ikendelse af 15 dages isolationsfængsling ved fund af en mobiltelefon i en celle i alle fængsler – selv om Ellebæk ikke officielt er et fængsel. Dette sker også efter at CPT har sagt at det kan overtræde artikel 3, forbuddet mod nedværdigende behandling. Nylig har politikerne indgået et forlig om, at man nu kan fratage en indsat privilegier, i stedet for isolationsfængsling. Vi ved ikke, om det har gavnet i Ellebæk, for der er næsten ingen privilegier at fratage. Isolation – også som disciplinær straf – må ikke vare over 15 dage efter Mandelareglerne, men denne grænse overskrides også af og til i Ellebæk, ligesom tvangsmidler i strafcelle – fx strips – nogle gange bruges til andet end at sikre mod flugt, hvilket også overskrider Mandelareglerne.

Manglende brug af tolk
Et tilbagevendende klagepunkt: Fra Ombudsmanden, CPT, CAT, og fra Ellebæk Kontaktnetværk er, at der sjældent bruges tolk, og der mangler ofte oversættelser af regler og påbud. Nogle vagter vil kun tale dansk, selv om mange udlændinge ikke forstår det. Så vidt vides bruges der fortsat ikke tolk, selv om vagterne ville kunne nå længere uden konfliktoptrapning, hvis de blev oplært i at bruge telefontolk. De indsatte ved ofte ikke, hvorfor de skal indespærres i Ellebæk, og synes det er uretfærdigt.
Og de skal have fængselsreglerne udskrevet på et sprog, de forstår. Hvis den udarbejdede pjece om Ellebæk ikke er oversat til deres eget sprog, eller hvis der indsættes en analfabet eller en blind, må en tolk kontaktes og læse eller oversætte reglerne mundtligt for den indsatte. Der skal bruges tolk hvis nødvendigt, så misforståelser undgås.

Frihedsberøvelse – som sidste udvej?
Frihedsberøvelse bruges i Danmark ikke som den sidste udvej for afviste og udviste. Tværtimod står det flere steder i hjemrejseloven – især § 14 og § 16, at en udvist så vidt muligt skal frihedsberøves, og der angives virkelig mange situationer, som det kan gøres i. Hvis han ikke samarbejder nok om hjemsendelse, kan man overføre ham til Ellebæk og via samtaler med Hjemrejsestyrelsen yderligere true og presse ham til at skrive under på, at han vil samarbejde til frivillig hjemrejse. Hvis det sker ved, at han nedbrydes mentalt af den behandling han får på Ellebæk og så skriver under, er det jo direkte psykisk tortur, præcis som defineret i Konventionen mod tortur. Og det er sådan, de indsatte opfatter det: De kan ikke forstå, hvorfor Danmark sætter dem i fængsel, når de ikke har gjort noget kriminelt. Når de ikke vil underskrive Hjemrejsestyrelsens kontrakter, er det typisk fordi, de frygter for deres liv, eller de frygter en endnu værre tortur/umenneskelig behandling end i Ellebæk og udrejsecentrene i Danmark, fordi Danmark ikke reelt respekterer forbuddet mod refoulement.

Porten til Ellebæk. Grafik: Kaare Djuraas

Ellebæk overholder ikke en række minimumsstandarder for fængsler. Fx har de indsatte ikke ret til beskæftigelse, men kan blive skrevet op til det. De har ikke ret til et sundhedstjek ved ankomsten til Ellebæk og ikke ret til at få deres lægeordinerede medicin udleveret, selv om det kan være gambling med deres liv, når de ikke får det – eller hvis de først får det efter flere dage, når sundhedspersonalet er kommet på arbejde efter helligdage eller en weekend. De bør ved ankomsten udspørges af en læge om deres fysiske og psykiske tilstand, om selvmordsrisiko og om tidligere udsættelse for tortur, eller om de er handlede personer. Hvis de er handlede, torturoverlevere eller psykisk sårbare, må de ikke frihedsberøves.

CPT udbad sig at se en undersøgelse om et fysisk overgreb på en indsat:

En mand blev sat i disciplinærcellen to dage før CPT’s delegation ankom i 2019 De ledsagende betjente havde smækket celledøren i efter sig uden at besvare hans anmodning om en cigaret. Den tilbageholdte blev vred og bankede på celledøren. Derpå var en betjent, ledsaget af en kollega gået ind i cellen og havde skubbet ham så han faldt bagover og ramte hjørnet af metalsengen bag sig, og fik ondt i ryggen. En undersøgelse af den indsatte af delegationens læge to dage efter hændelsen stemte overens med det påståede. Delegationen hørte adskillige beskyldninger om verbale overgreb fra personalet, herunder racistiske bemærkninger som “abe”.
Danmark blev bedt om at undersøge det påståede overgreb. Det skete ved at en senior medarbejder i Kriminalforsorgen i Ellebæk, først udspurgte den indsatte om hændelsen, senere en af de to vagter. Ifølge medarbejderen sagde den indsatte, at han var blevet slået af vagten – ikke at han var blevet skubbet. Og den fængselsbetjent, den indsatte havde udpeget, kunne ikke genkende beskrivelsen og sagde, at han på intet tidspunkt havde haft behov for at bruge magt. Hans kollega var langtidssygemeldt og kunne derfor ikke interviewes. Sundhedspersonalet havde ikke haft kontakt med den indsatte om en skade på grund af vold fra personalet. Herefter indstillede Ellebæk undersøgelsen, hvilket Direktoratet for Kriminalforsorgen var enig i.
En senior medarbejder fra Ellebæk har desuden udspurgt dels personale, dels flere indsatte uden at få konkrete eksempler på udsagn af nedsættende eller racistisk karakter.

Kommentar: Det ser ud som om undersøgelsen burde have været foretaget af en uvildig person, som også burde have afhørt kollegaen.

EMD: Dom mod Danmark for mangelfulde undersøgelse efter peberspray mod en indsat
Danmark har også fået domme imod sig, hvor Danmark ikke har foretaget en uvildig undersøgelse ved en påstand om tortur eller overgreb mod en indsat eller en patient på en psykiatrisk afdeling, eller ikke har undersøgt sagen grundigt nok. Også i denne sag er undersøgelsen ofte udført af Kriminalforsorgen selv – og ikke af en uvildig instans, hvilket kan mindske troværdigheden af den. Og undertiden er undersøgelsen først udført længe efter, den fandt sted, som i EMD’s dom mod Danmark 3. oktober 2023, hvor en indsat uden advarsel havde fået peberspray i øjnene af en kriminalbetjent i Enner Mark Fængsel.

6. CAT’s kritik af Ellebæk – og andres kritik

CAT har ligeledes en omfattende kritik af Ellebæk, men også en nyere og bredere kritik, blandt andet af, at Danmark vil leje fængselspladser i Kosovo.

Manglende torturundersøgelser af asylansøgere, der har ønsket lægeundersøgelse for tortur.
I november 2023 lå der 5 klager over Danmark hos FN’s Komité mod Tortur, CAT, fra afviste asylansøgere, der ikke havde fået foretaget en undersøgelse for tortur, skønt de havde fortalt, at de havde været udsat for tortur og bedt om en lægeundersøgelse af det under forløbet af asylsagen.
CAT har både i sin forrige og i sin nyeste rapport om Danmark fra 24. november 2023 kritiseret, at Flygtningenævnet/ asylmyndighederne ikke får gennemført en uvildig torturundersøgelse af asylansøgeren, når asylansøgeren siger, han har været udsat for tortur, uanset om Nævnet finder asylansøgeren troværdig eller ej. Også CPT og Europarådets Menneskerettighedskommissær har beklaget dette. Denne klage, der går igen hos Ellebæk Kontaktnetværk og de 22 NGO’er der har henvendt sig til CAT og CPT, er også drøftet i blog 1.e og blog 1.f . Med et eksempel på en udvisning af en tidligere tortureret flygtning til Afghanistan, som Danmark måtte tage tilbage, og som fik asyl.

Tidligere regeringer og ansvarlige ministre har ikke taget sig af kritikpunktet eller afvist at gøre noget ved det. Flygtningenævnet har i sin seneste beretning (2022) gentaget og forsvaret sin påstand gennem de seneste 15 år om, at det ikke mener, der er grund til at kræve en torturundersøgelse, hvis en asylansøger virker utroværdig, punkt 4.7.3.1: Iværksættelse af en torturundersøgelse. Og selvfølgelig kan det være nemmere at afgøre en sag efter troværdighed end at undersøge den grundigt, men det øger risikoen for fatale fejl, og desuden får asylansøgeren ikke tilbudt relevant behandling og risikerer retraumatisering fx ved indespærring i Ellebæk.
Da tidligere tortur – og PTSD – som de fleste torturoverlevere har – ofte medfører forstyrrelser af søvn, indlæring, koncentration, hukommelse og let trætbarhed, depression, angst, misbrug, skiftende følelser samt risiko for sammenblanding af flash-backs og virkeligheden, er der mange sygdomsmæssige årsager til, at de kan have sværere ved at huske alting klart. Især i en situation, hvor de er nervøse og under forhør af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, – en situation hvor de er under et enormt pres, og som kan minde dem om tidligere forhørssituationer – selv om der ikke bruges vold. Nogle kan også have svært ved at skabe og fastholde et overblik over virkeligheden.

Derfor kan en torturundersøgelse være særligt indiceret – og bør bestemt ikke opgives – hvis man finder manglende troværdighed ved sammenligning af tidligere vidnesbyrd fra samtalen med Udlændingestyrelsen og de aktuelle vidnesbyrd til Flygtningenævnet. Torturoverleveren har måske ikke forstået, hvor vigtigt det var, at han fremlagde alt om torturen, og vil normalt forsøge at beskytte sig mod retraumatisering ved ikke at komme frem med det. Han kan også have manglet tillid til danske myndigheder.
Og måske finder man netop tegn på fysisk og psykisk tortur ved en undersøgelse, så Nævnet får et reelt uvildigt grundlag at støtte sin afgørelse på. Tidligere tortur øger risikoen for overgreb ved tilbagesendelse til landet, men bør også medføre, at man ikke frihedsberøver torturoverleveren eller tilbagesender ham til ny tortur, nedværdigende eller umenneskelig behandling, hvad man desværre nok ville gøre i den viste sag i punkt 1, hvor Flygtningenævnet ville tilbagesende en torturoverlever efter Dublin-reglerne til et Dublinland, hvor han tidligere var blevet mishandlet, og basere det på at Hjemrejsestyrelsen skulle indhente garantier først.

Et udvalgsspørgsmål i 2021 om, hvor mange undersøgelser, der var iværksat fra Ellebæk om tidligere tortur, blev kun indirekte besvaret af den daværende justitsminister: “der (er) ikke planer om at udarbejde en særskilt afdækning af, hvorvidt en frihedsberøvet udlænding på Udlændingecenter Ellebæk har været udsat for tortur”, – men at Udlændingestyrelsen evt. kunne have fået foretaget en torturundersøgelse inden de blev sat i Ellebæk! Men torturoverlevere bør aldrig frihedsberøves, da det kan reaktivere deres PTSD. Det er vist i nogle samtaleresumeer med Ellebæk Kontaktnetværk under punkt 1. Af Kontaktnetværkets dokumentation – både før og efter CPT’s rapport i 2020 – fremgår det, at der fortsat er flere torturoverlevere i Ellebæk, og indimellem også mennesker der har været ofre for menneskehandel.

Da Amnestys Lægegruppe i 2012 undersøgte 22 mandlige indsatte i Ellebæk, var 6 af dem torturoverlevere. Desuden havde en af de øvrige paranoid psykose, men fik ikke relevant behandling herfor; han burde heller ikke have været frihedsberøvet. Også Amnesty udtalte dengang, at alle indsatte burde screenes af en læge ved ankomsten til Ellebæk, så man undgik at frihedsberøve torturofre og svært psykisk syge personer i Ellebæk, som i forvejen havde en dårlig livskvalitet og burde udredes yderligere og tilbydes relevant behandling. Trine Kristensen, Amnesty, sagde, at myndighederne i ganske bestemte tilfælde kunne frihedsberøve asylansøgere, fx hvis man var sikker på, de vil unddrage sig udsendelse af landet ved at gå under jorden. Men menneskeretten kræver, at denne mulighed forvaltes med tilbageholdenhed og på en sådan måde, at frihedsberøvelsen ikke får karakter af umenneskelig og nedværdigende straf. Det betyder konkret, at særligt sårbare grupper som torturoverlevere ikke bør frihedsberøves. Og det er det, som vi nu kan vise sker på Ellebæk. Den nuværende screeningsordning er utilstrækkelig, hvorfor torturoverlevere ender med at side i Ellebæk i månedsvis”.

Europarådets Menneskerettighedskommissær skriver i sin rapport (2023) at myndighederne bør sikre at:
-Danmark udvikler alternativer til administrativ frihedsberøvelse ved at trække på relevante internationale vejledninger;
-frihedsberøvelse bør være undtagelsen, skal vare så kort som muligt og kun forsøges hvis alle andre alternativer har været afprøvet og ikke har virket. Hvis man ikke aktuelt kan tilbagesende migranter, må de ikke være frihedsberøvet.
-Ingen sårbare personer skal frihedsberøves, herunder torturofre. Myndighederne tilrådes at overveje måder til at styrke screeningsprocesserne yderligere. Herunder sikre en systematisk og omfattende screening ved ankomst til detentionscentre, samt koordineret deling af information mellem relevante aktører, samtidig med at der sikres fuld overholdelse af GDPR.
– at der ikke skal gælde fængselsregler for administrativt indsatte, og at brug af isolation og strafcelle for regelbrud skal ophøre.

En torturoverlever har gjort os opmærksom på et andet forhold: at personer, der løslades til Kærshovedgård ofte fratages deres medicin mod psykiske problemer: angst, depression mv., måske fordi der ikke følger den nødvendige sundhedsinformation med. Det kunne undgås hvis man gav den løsladte en kopi af sundhedsjournalen med, eller med den løsladtes tilladelse oversendte en kopi af journal og medicinkort til Røde Kors Sundhedsklinik, eller medgav ham den og bad ham selv vise den i Kærshovedgård, og i øvrigt sørgede for medicin til den første tid det nye sted.

En væsentlig anbefaling i CAT’s nyeste rapport om Danmark er, at staten bør give personer på “tålt ophold” lov til at arbejde og selv bestemme, hvor de vil bo, se (15.d). længere nede.

CAT har desuden (15.a) advaret Danmark om at: Tilbagesendelse til et land, hvor en person risikerer tortur, baseret på at Danmark har fået garantier om at vedkommende alligevel ikke vil risikere det, kan overtræde forbuddet mod tortur. Danmark skal derfor afstå fra dette: både i tilfælde af udlevering af en person og i tilfælde af, at Danmark vil deportere en person. For at undgå dette, må Danmark kontinuerligt overvåge den udviste persons situation i hjemlandet, diplomatiske forsikringer kan ikke bruges som smuthul for at trodse forbuddet mod at tilbagesende til tortur. CAT synes i øvrigt enig med CPT vedrørende forholdene i Ellebæk og insisterer på, at torturoverlevere og andre psykisk sårbare ikke må placeres dér, og at myndighederne må sikre sig, at folk er udspurgt om tidligere tortur, inden de placeres i Ellebæk, og ved modtagelsen i et asylcenter i Danmark, og at sundhedsoplysninger bør kunne følge udlændingene. CPT refererede at regeringen havde fortalt, at man var på vej med en screening for tortur, men ændring synes at være glemt igen.

Uddrag fra CAT’s konkluderende rapport , 24. november 2023, punkt 15 og punkt 42-43.
15. Deltagerstaten bør sikre, at ingen personer kan udvises, returneres eller udleveres til en anden stat, hvor der er væsentlig grund til at tro, at de ville være i fare for at blive udsat for tortur.
Den skal især:
(a) Afstå fra at søge og acceptere diplomatiske forsikringer, i forbindelse med både udlevering og deportation, fra stater, hvor der er grund til at tro, at personer vil være i risiko for tortur eller mishandling ved tilbagevenden, eller hvor der er grund til at tro at kædeafvisning kan ske til en stat, hvor der er sådanne grunde; deltagerstaten bør også sikre, at en udvisning eller udlevering, der foretages på grundlag af diplomatiske forsikringer, ledsages af fortsat og omfattende overvågning af personens situation i modtagerlandet, og at diplomatiske forsikringer ikke bruges som et smuthul til at underminere princippet om non-refoulement. som fastsat i artikel 3 i konventionen;
(b) revidere lovgivningen, der giver mulighed for og planer om eksternalisering af dets asylpolitik, under fuld hensyntagen til internationale standarder og vejledningen fra internationale og regionale organer, der har mandat til at undersøge spørgsmål i forbindelse med migration;
(c) Sikre, at vurderinger af asylstatus udelukkende foretages på grundlag af nye oplysninger, der indikerer en grundlæggende, stabil og varig ændring af forholdene i oprindelseslandene, og at beskyttelsen i oprindelseslandene er effektiv og tilgængelig;
(d) gennemgå ordningen for personer på tålt ophold for at sikre, at personer i langvarige forløb kan have adgang til arbejde og frit kunne vælge deres eget opholdssted;
(e) Fortsætte med at pålægge gennemførelsen af Komiteens beslutninger i forbindelse med dens individuelle kommunikationsprocedure i henhold til artikel 22 i konventionen.
Om undersøgelser for tortur
42. Komiteen noterer, at deltagerstaten nylige har taget initiativer til at screene nyankomne asylansøgere for at identificere torturofre. Men komiteen er bekymret over, at disse oplysninger ikke følger ofrene gennem hele asylprocessen, hvilket ofte resulterer i, at de frihedsberøves i nogle tilfælde, fx i et deportationscenter (Ellebæk) . Udvalget er også bekymret over, at i sager, hvor tortur påberåbes som grund til at søge om asyl, er beslutningen om at anbefale, at ansøgeren skal gennemgå en retsmedicinsk undersøgelse, fortsat op til asylmyndighedernes skøn og ikke en selvfølge. Komiteen beklager i den forbindelse Flygtningenævnets politik, som er i modstrid med komiteens anbefalinger og afgørelser, især med dens generelle kommentar nr. 4 (2017) (art. 2, 3, 11-14 og 16).
43. Deltagerstaten bør ovenpå de seneste bestræbelser på at identificere ofre for tortur, sikre tilstrækkelig koordinering mellem alle dele af asylsystemet for bl.a. at sikre, at torturofre og andre kategorier af personer med øget sårbarhed ikke er frihedsberøvede, og at de har adgang til passende medicinsk, psykologisk og social bistand, herunder så god hjælp til rehabilitering som muligt. Deltagerstaten bør også sikre, at personer, der hævder, at de har været udsat for tortur, henvises af asylmyndighederne til en gratis uvildig lægeundersøgelse i overensstemmelse med den reviderede Istanbul-protokol, uanset asylmyndighedernes vurdering af troværdigheden af påstandene.

Ellebæk Luftfoto 2018, Kriminalforsorgen

7. Konklusion

De ansvarlige ministre har ikke sadlet om efter CPT’s sønderlemmende kritik af Ellebæk fra 2020. Bygningerne er renoveret og nogle fysiske forhold forbedret; men grundlæggende er det de samme fængselslignende forhold, hvor de indsatte er holdt så isoleret som muligt fra at kunne kommunikere med venner og familie udenfor. Og politikerne har heller ikke svaret på al kritikken fra Ellebæk Kontaktnetværk (2020 og 2023), og fra CAT (2023) og fra Europarådets Menneskerettighedskommissær (2023), som også støtter op om CPT’s og Ellebæk Kontaktnetværks kritik.

Så længe den ansvarlige regering ikke tager kritikken alvorligt, og så længe politikerne er mere optaget af at konkurrere om at være den mest barske, end af at forsøge at rette op på nogle af de forhold, der er umenneskelige og forårsager alvorlig psykisk lidelse hos de frihedsberøvede udlændinge, – signalerer de til deres ansatte, at de bare skal adlyde politikerne, og helst så hårdt og ondt, at det får folk til at rejse.

Det, uanset at hjemsendelsen i mange tilfælde kan udgøre refoulement – og uanset at lovgiverne såvel som den ansvarlige regering og justits- og udlændingeministeren og de ansatte må være medskyldige i den umenneskelige og nedværdigende behandling, som udlændinge udsættes for i Ellebæk.

Mens Danmark tidligere var en ivrig forkæmper og et foregangsland mod tortur, overtræder vi nu selv – om forbuddet mod nedværdigende og umenneskelig behandling i Konventionen mod Tortur og EMRK artikel 3.

Mange udviste flygtninge og asylansøgere kan reelt ikke rejse tilbage, uden de vil være i høj risiko for liv, helbred, tortur eller forfølgelse.
Danmark gør alt, hvad det kan, for at udsende flest muligt flygtninge og asylansøgere i politikernes håb om, at ingen asylansøgere vil komme til Danmark og søge asyl.

Lige nu gentager vi en sort del af Danmarkshistorien.
I slutningen af 1930’erne ville Danmark ikke lukke jødiske og tyske flygtninge ind over grænsen fra Tyskland og sendte flere tilbage til holocaust.
For 3 år siden vedblev Danmark med at tvangsudsende afghanere i 2021, selv om alle vidste, at Taliban ville vinde krigen snart og USA trak sig ud af krigen. Og Danmark begyndte først efter Talibans indtagelse af Kabul 15. august med at evakuere flygtninge, der havde hjulpet Danmark, og give dem ophold i Danmark.

I 1943 hjalp vi med at skjule mange danske jøder og hjælpe dem til Sverige i fiskerbåde, – og vi endte med at blive værdsat for det af vores allierede.

Det er på tide at udskifte paradigmeskiftet med en ny og bedre fortælling:
Om et Danmark, der igen respekterer menneskerettighederne. Også for de mennesker, vi har afvist og udvist. En del af dem har alligevel fået flygtningestatus, da den tidligere afvisning i Flygtningenævnet ikke holdt.

8. FN’s Konvention mod Tortur og anden Grusom, Umenneskelig eller 
Nedværdigende Behandling eller Straf. Kapitel 1.

Artikel 1:1. I denne konvention betyder udtrykket »tortur« enhver handling, ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en trediemand, at straffe ham for en handling, som han selv eller en trediemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller en trediemand, eller af nogen grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.
2. Denne artikel er uden virkning for ethvert folkeretligt instrument eller national lovgivning, som indeholder eller kan indeholde videregående bestemmelser.

Artikel 2:1. Enhver i denne konvention deltagende stat træffer virkningsfulde lovgivningsmæssige, administrative, juridiske eller andre foranstaltninger for at forhindre torturhandlinger på ethvert territorium under dens jurisdiktion.
2. Ingen særlige omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.
3. En befaling fra en overordnet eller en offentlig myndighed kan ikke påberåbes til retfærdiggørelse af tortur.

Artikel 3:1. Ingen deltagende stat må udvise, tilbagelevere (»refoulere«) eller udlevere en person til en anden stat, hvor der er vægtige grunde for at antage, at han vil være i fare for at blive underkastet tortur.
2. Med henblik på at vurdere, om der foreligger sådanne grunde, skal de kompetente myndigheder tage alle de relevante omstændigheder i betragtning, herunder om der i den pågældende stat er et fast mønster af alvorlige, åbenbare eller massive krænkelser af menneskerettighederne.

Artikel 4:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse med straffelovgivningen. Tilsvarende gælder for forsøg på at udøve tortur og for handlinger begået af enhver person, som udgør meddelagtighed eller deltagelse i tortur.
2. Enhver deltagende stat skal gøre disse handlinger strafbare med passende straf under hensyn til deres alvorlige natur.

Artikel 5:1. Enhver deltagende stat skal tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at sikre sin jurisdiktion over de overtrædelser, som er nævnt i artikel 4 i følgende tilfælde:
a) Når overtrædelserne er begået på noget territorium under dens jurisdiktion eller om bord på et skib eller fly, som er indregistreret i den pågældende stat;
b) Når den påståede lovovertræder er statsborger i den pågældende stat;
c) Når offeret er statsborger i den pågældende stat, såfremt staten anser det for hensigtsmæssigt.
2. Enhver deltagende stat skal ligeledes tage sådanne forholdsregler, som vil være nødvendige for at fastsætte sin jurisdiktion over sådanne forbrydelser i tilfælde hvor den påståede lovovertræder befinder sig på noget territorium under dens jurisdiktion, og hvor den pågældende stat ikke udleverer ham i overensstemmelse med artikel 8 til nogen af de i denne artikels stk. 1 nævnte stater.
3. Denne konvention udelukker ikke retsforfølgning i overensstemmelse med national ret.

Artikel 6:1. Enhver deltagende stat på hvis territorium, der befinder sig en person, der påstås at have begået en forbrydelse som nævnt i artikel 4, skal tage ham i forvaring eller tage andre lovlige foranstaltninger i anvendelse for at sikre hans tilstedeværelse, når den, efter en undersøgelse af tilgængelige oplysninger, finder, at omstændighederne berettiger hertil. Forvaring og andre retsmidler skal foretages som foreskrevet i statens lovgivning, men må kun fortsættes så længe, det er nødvendigt for at muliggøre iværksættelse af strafferetlig retsforfølgning eller udleveringsprocedure.
2. En sådan stat skal øjeblikkelig foretage en foreløbig undersøgelse af de faktiske forhold.
3. Enhver person, som er i forvaring i overensstemmelse med denne artikels stk. 1, skal have bistand til øjeblikkelig at komme i kontakt med den nærmeste behørige repræsentant for den stat, hvori han er statsborger, eller, hvis han er statsløs, med repræsentanten for den stat, hvor han sædvanligvis opholder sig.
4. Når en stat i overensstemmelse med denne artikel har taget en person i forvaring, skal den øjeblikkelig meddele de stater, der er nævnt i artikel 5, stk. 1, at en sådan person er taget i forvaring og om de omstændigheder, der begrunder hans frihedsberøvelse. Den stat, der foretager den indledende undersøgelse, som er omtalt i denne artikels stk. 2, skal øjeblikkelig meddele resultaterne til de omtalte stater og skal tilkendegive, om den har til hensigt at udøve jurisdiktion.

Artikel 7:1. Den deltagende stat, under hvis jurisdiktion der befinder sig en person, som påstås at have begået en overtrædelse som nævnt i artikel 4, skal i de i artikel 5 omtalte tilfælde overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning, medmindre den udleverer ham.
2. Disse myndigheder træffer deres beslutning på samme måde som i tilfælde af en almindelig overtrædelse af alvorlig karakter ifølge den pågældende stats lovgivning. I de i artikel 5, stk. 2, nævnte tilfælde skal de beviskrav, der er påkrævet for retsforfølgning og domsfældelse, på ingen måde være mindre strenge end de, der gælder i de tilfælde, der er nævnt i artikel 5, stk. 1.
3. Enhver person, mod hvem der er indledt retsforfølgning i forbindelse med de overtrædelser, der er omtalt i artikel 4, skal sikres en retfærdig behandling gennem hele retsforfølgningen.

Artikel 8:1. De overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, skal anses for at være omfattet af bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale mellem de deltagende stater. De deltagende stater forpligter sig til at inddrage sådanne overtrædelser under bestemmelserne om udlevering i enhver udleveringsaftale, der måtte blive indgået mellem dem.
2. Hvis en deltagende stat, som gør udlevering betinget af en aftale, modtager en anmodning om udlevering fra en anden deltagende stat med hvilken den ikke har nogen udleveringsaftale, kan den anse denne konvention som retligt grundlag for udlevering for sådanne overtrædelser. Udlevering sker under iagttagelse af de andre betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
3. De deltagende stater, der ikke gør udlevering betinget af en aftale, skal anerkende sådanne overtrædelser som overtrædelser, der hjemler udlevering mellem dem, under iagttagelse af de betingelser, der er foreskrevet i den anmodede stats lovgivning.
4. Sådanne overtrædelser skal behandles med henblik på udlevering mellem de deltagende stater, som om de er blevet begået ikke alene på det sted, hvor de er sket, men også på de staters territorium, som skal indrette deres jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1.

Artikel 9:1. De deltagende stater skal yde hinanden mest mulig bistand i forbindelse med strafforfølgning, med hensyn til nogen af de overtrædelser, der er nævnt i artikel 4, herunder tilvejebringelse af alle de beviser, der er til deres rådighed og nødvendige for retsforfølgningen.
2. De deltagende stater skal opfylde deres forpligtelser ifølge denne artikels stk. 1 i overensstemmelse med enhver traktat om gensidig retlig bistand, der måtte bestå imellem dem.

Artikel 10:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at undervisning og oplysning vedrørende forbuddet mod tortur indgår i undervisning og træning af civilt eller militært retshåndhævelsespersonale, lægeligt personale, offentligt ansatte og andre personer, som måtte være involveret i forvaring, forhør eller behandling af enhver person, som er underkastet enhver form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling.
2. Enhver i denne konvention deltagende stat skal medtage dette forbud i de regler eller retningslinjer, der er udstedt med henblik på sådanne personers pligter og funktioner.

Artikel 11:1. Enhver deltagende stat skal til stadighed og systematisk gennemgå regler vedrørende forhør, retningslinjer, metoder og praksis såvel som foranstaltninger vedrørende forvaring og behandling af personer, som er underkastet nogen form for anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling på ethvert territorium under dens jurisdiktion med henblik på at forebygge noget tilfælde af tortur.

Artikel 12:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at dens kompetente myndigheder hurtigt iværksætter en upartisk undersøgelse i ethvert tilfælde, hvor der er rimelig grund til at antage, at en torturhandling er begået på noget territorium under dens jurisdiktion.

Artikel 13:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver person, som hævder, at han har været underkastet tortur på noget territorium under dens jurisdiktion, har ret til at klage til og få sin sag undersøgt hurtigt og upartisk af dens kompetente myndigheder. Der skal tages skridt til at sikre, at klageren og vidnerne beskyttes mod enhver mishandling eller trussel som følge af klagen eller en afgivet vidneforklaring.

Artikel 14:1. Enhver deltagende stat skal i sit retssystem sikre, at et offer for en torturhandling opnår oprejsning og har en eksegibel ret til rimelig og tilstrækkelig erstatning og herunder midler til en så fuldstændig rehabilitering som mulig. I tilfælde af et offers død som følge af en torturhandling, skal de, som han har forsørgerpligt overfor, være berettiget til erstatning.
2. Intet i denne artikel skal påvirke nogen ret til erstatning, der måtte tilkomme offeret eller andre personer ifølge national lovgivning.

Artikel 15:1. Enhver deltagende stat skal sikre, at enhver udtalelse, om hvilken det er fastslået, at den er afgivet som følge af tortur, ikke kan påberåbes som bevis i nogen proces undtagen mod en person, der er tiltalt for tortur, som bevis for, at udtalelsen er afgivet.

Artikel 16:1. Enhver deltagende stat skal på ethvert territorium under sin jurisdiktion påtage sig at forhindre andre handlinger, som indebærer grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som ikke udgør tortur som defineret i artikel 1, når sådanne handlinger er foretaget af eller på opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse. I særdeleshed skal de forpligtelser, der er indeholdt i artiklerne 10, 11, 12 og 13 anvendes således, at henvisninger til andre former for grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf træder i stedet for henvisninger til tortur.
2. Forholdsreglerne i denne konvention er uden præjudicerende virkning for bestemmelserne i noget andet folkeretligt instrument eller national lovgivning, der forbyder grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, eller som vedrører udlevering eller udvisning.