1.a2 Forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling i Kærshovedgård

Citater om indkvarterede fra “Fortællinger fra Kærshovedgård” (2023)

Det mest virkelighedsnære indtryk af, hvad der foregår på Kærshovedgård, får man af at tale med beboerne selv. Følg også med på Facebooksiden Lysfest for Humanisme .
Og læs: Fortællinger fra Kærshovedgård, som er en tegneserieroman, som omhandler livet på Kærshovedgård set fra otte beboeres side. Den er tegnet og skrevet af professionelle tegnere og tekstforfattere i Foreningen Små Broer. Den kan rekvireres via linket: – Den digitale version (PDF’er på begge sprog) – https://spektakelpress.com/shop/p/khg-stories-digital. Pris 50 kr.
De trykte bøger på dansk og engelsk kan forudbestilles hhv. bestilles på disse link:

– Den fysiske bog på dansk 250 kr. + forsendelsesudgifter
– Den fysiske bog på engelsk 250 kr. + forsendelsesudgifter

I bogen har otte beboere på Kærshovedgård beskrevet deres situation til professionelle interviewere, tegnere og tekstforfattere og fortalt, hvordan de oplever deres dagligdag på Kærshovedgård. Det er en dagligdag, hvor man ikke har nogen lommepenge, og man kan ikke lave mad eller bare te eller kaffe, hvillet føles nedværdigende. Skal man på toilettet, må man selv have wc-papir, sæbe og håndklæde med. Skal man med offentlig transport, må man gå eller cykle, med mindre nogen vil køre én, til Bording ca. 6 km væk eller Ikast ca. 11 km væk. For det busstop, der var ved Kærshovedgård, dengang det var et åbent fængsel for folk – overvejende med rødder i Danmark – med korte straffe, blev nedlagt, da Kærshovedgård blev udrejsecenter. Der blev rejst et højt hegn med sluseporte med scannere, der registrerede beboernes personlige kort med biometriske data, så indgangs- og udgangstiden kunne registreres i et system: SALTO-systemet, – dette for at kunne identificere overtrædelser af pligterne. Systemet var behæftet med mange fejl, hvilket har ført til mange justitsmord. En anden grund til justitsmordene har været, at både Hjemrejsestyrelsen og politiet skal undersøge, om der er lovlige grunde til pligtforsømmelser, men det glipper jævnligt for begge parter.

Citater og resumeer fra beboere på Kærshovedgård

En afvist asylansøger: (2023)“Egentlig er jeg ikke i Danmark. Kærshovedgård er ikke Danmark. Det er helvede. Nogle gange når jeg går en tur udenfor, kan jeg føle mig i godt humør. Men når jeg ser porten, føles det, som om jeg er på vej til helvede. Jeg bliver holdt fanget som et dyr. Men jeg er ikke en hund. Jeg er et menneske”.

En anden afvist asylansøger, som er torturoverlever (2023)
Efter at have deltaget i en demonstration i hjemlandet blev han arresteret og tortureret af politiet og såret i det ene øje. Der gik siden betændelse i øjet. Han flygtede, kom til Danmark, blev vurderet af en læge som sagde, det burde opereres; men at det kunne de ikke gøre, da han ikke havde et CPR-nummer, fordi han ikke havde opholdstilladelse. Øjenbetændelsen gav ham hovedpine, han fik medicin, men ikke en nødvendig øjenoperation for at redde synet eller noget af synet og for at komme infektionen og smerterne til livs.
I mellemtiden havde han fået afslag på asyl og blev i nattens mulm og mørke overflyttet til Ellebæk af maskerede mænd, som var politiet. Han kom for en dommer og blev fremstillet for hjemlandets ambassade, der umiddelbart ikke var meget for at tage imod ham. Han blev søgt tvangsdeporteret og var ekstremt angst, og sagde, han ikke var rask nok og havde brug for medicin til sit øje og til sit forhøjede blodtryk, efter politiet havde givet ham ble og strips på og satte sig ind med ham ind i et fly. “Men lige før take off fik jeg hjertestop. Mit hjerte kunne ikke klare al den stress. Og jeg kunne ikke få vejret”. Blev indlagt på sygehus med et meget forhøjet blodtryk, hvor lægen efter 7 timer mente, han burde forblive indlagt længere, men det ville politiet ikke, for så skulle de blive der. Lægen havde forinden forklaret politiet, at han havde forhøjet blodtryk og ikke måtte sættes på et fly igen, og politiet tog ham tilbage til Ellebæk.
Efter adskillige måneder blev han sendt til Kærshovedgård. “Udover Ellebæk er det her det værste sted, jeg har oplevet. Jeg fik stadig ingen behandling, og jeg var ikke den eneste. Nogle havde haft flere slagtilfælde, nogle var kræftpatienter overladt til sig selv på deres værelser, og nogle var i kørestol uden nogen hjælp”. “Efter at have haft et ubehandlet øje i over to år, fortalte lægen mig, at det ikke længere kunne reddes. Først på det tidspunkt fik jeg lov til at blive opereret og få fjernet mit syge øje, så jeg senere ville kunne få en øjenprotese af glas. Mellem operationerne fik jeg en midlertidig protese, som ikke sad godt – og som kløede. Jeg var nødt til at tage den ud og stod tilbage med et åbent sår. Hospitalet bad mig om at være tålmodig. Men et par dage før operationen blev jeg igen vækket midt om natten”. Betjentene førte ham til Ellebæk og han blev deporteret til hjemlandet uden den endelige øjenprotese, som var ved at blive lavet. Han blev ikke anholdt i lufthavnen, som han havde frygtet; men kort efter han var kommet hjem fik hans familie besøg af politiet, som spurgte efter ham; siden har han måttet leve i skjul.
Han konkluderede om Danmark: 
”Alt det her skete fordi Danmark hverken var interesseret i at hjælpe eller lytte til mine problemer.
Systemet bestemmer, hvem der bliver straffet, og hvem der får lov til at leve.
De torturerer og bringer folk i livsfarlige situationer.
Nogle gange tænker jeg på, hvad der blev af humanitet, demokrati og menneskerettigheder – alle de ting Danmark står for”.

Kommentar: Der er mange ting i dette resumé, som er uansvarlige, uforståelige og grusomme – og som aldrig burde have fundet sted. Det er som om alle instanser har svigtet!
Hvorfor bad Flygtningenævnet ikke om en torturundersøgelse, når han nu hævdede han var blevet tortureret? Er det fordi, det ville kunne styrke chancen for asyl, når han havde et svært sår i øjet?
Hvis øjenlægen sagde, han burde opereres, burde der vel søges om kaution hertil for at bevare øjet eller noget af synet. Har ingen søgt kaution for ham? Eller har Udlændingemyndighederne nægtet det? Det var jo en nødvendig operation som burde have været udført og måtte høre ind under NUS-princippet.
Hvordan kunne Hjemrejsestyrelsen få sig selv til at sende ham ud med et åbent sår, hvor han skulle have haft lavet en protesefatning til den endelige øjenprotese efter nogle dage – hvilket blev forhindret af overførslen til Ellebæk og derefter til hjemlandet.
Hvorfor blev han, som var torturoffer, og som måske af samme grund havde meget angst og voldsomme smerter – placeret i Ellebæk? Og bibeholdt dér flere måneder efter en mislykket tvangshjemsendelse. Indespærringen og den konstante trussel har formentlig forstærket hans angst og svækket mulighederne for behandling af øjet.
Hvorfor hørte politiet ikke på ham, da han sagde, at han ikke var rask nok til at blive tvangshjemsendt i flyet? Hvordan kunne betjentene insistere på at han ikke skulle blive på hospitalet til yderligere overvågning og udredning efter de 7 timer, når han havde været så dårlig?
Hvis han virkelig skulle tvangsudsendes for anden gang, hvorfor ventede Hjemrejsestyrelsen så ikke i det mindste til han havde fået den glasprotese, som var ved at blive fremstillet til ham og havde fået gennemført operationen med lukning af såret og dannelse af en fatning, som protesen kunne sidde på? Så meget mere som hans tilstand delvis skyldtes, at myndighederne ikke havde bevilget den nødvendige øjenoperation i tide – trods store smerter og konstant hovedpine og risikoen for at han helt mistede øjet eller synet på øjet, hvad det jo så også endte med. Han burde jo have fået asyl og en erstatning fra Danmark, når myndighederne som havde frihedsberøvet ham og siden pålagt ham opholdspligt og havde forsømt at få ham opereret.

En tredje afvist asylsøger, (2017-2023): “Jeg har boet på Kærshovedsgård i 6 år nu, fordi jeg fik afslag på asyl, og fordi jeg ikke kan tage tilbage til (mit land). (…) Jeg vil gerne arbejde, men jeg må ikke. Jeg holder mig beskæftiget, så jeg ikke mister min fornuft. Men sidste vinter lavede regeringen en ny regel, der siger, man skal have underskrevet en aftale om udvisning, før man kan få lov til at deltage i lejrens aktiviteter. Det var ikke længere noget liv. Så jeg valgte døden. Jeg besluttede mig for at holde op med at spise. Jeg spiste ikke noget i 110 dage. Da jeg var ved at dø, denne dame, hun sendte mig beskeder hver dag. Ved at skrive meget og give mig fuld støtte, reddede hun mig fra døden. Jeg følte, noget godt snart ville ske i mit liv. Jeg var sikker på, at det var Gud, der talte til mig, der havde en plan for mig. Så efter 110 dage begyndte jeg at spise igen”.

Kommentar: Denne oprindeligt afviste asylansøger endte med at få asyl som konventionsflygtning efter § 7, stk. 1 i udlændingeloven. Hvorfor skulle det tage så mange år? Hvorfor gav man ham ikke humanitært ophold eller i det mindste beskyttelsesasyl efter sultestrejken, når han jo måtte have en væsentlig grund til ikke at ville tilbagesendes til sit land – nemlig at han ville blive udsat for tortur eller blive slået ihjel? Hvorfor var det så vigtigt for Danmark at signalere til ham, at man var fuldstændig ligeglad med, om han døde eller ej ved at sultestrejke? Skal politikernes ligegyldighed over for andre menneskers smerter og lidelser, fortsat være grundlag for Danmarks inhumane politik over for afviste udlændinge?

En afvist asylansøger fra Kærshovedgård. Fra konferenceoplæg i 2020:
“Hvad kommer først i dine tanker, når du siger Kærshovedgård?
Nogle mennesker som har begået en forbrydelse?
På en eller anden måde er du blevet en kriminel i regeringens øjne?
Et sted at fastholde skøre og syge mennesker?
Et sted for afviste asylsøgere?
Samtidig et forretningssted for narkohandel?
Et sted at uddanne tyve og gøre mennesker afhængige af stoffer?
Et sted at torturere mennesker mentalt?
Alt hvad jeg har nævnt er sandt
Men det mest passende til dette sted og andre udrejsecentre er:
En gravplads for menneskers rettigheder“.
“Skal vi stoppe denne tragedie nu, eller skal vi bare lukke øjnene og lade flere mennesker blive ødelagt?”.
“Hvis vi er flygtninge, hvis vi er flygtet fra vores land pga. krænkelser, har efterladt alt og har mistet vores kære i krig, hvis vi ikke kan vende tilbage til vores land:
– Det betyder jo ikke, at I har nogen ret til at behandle os, som om vi ikke var mennesker!“

Andre om forholdene på Kærshovedgård:

Niels Simonsen, tidligere Røde Kors-frivillig på Kærshovedgård. Fra Konferencen: Demokrati og Menneskerettigheder for etniske minoriteter. Christiansborg, 13. januar 2020
Kærshovedgård vil jeg gerne sammenligne med Ellebæk:
Det er ikke helt den samme måde man prøver at nedbryde mennesker på; men jeg synes, den måde man gør det på, på Kærshovedgård, den er meget slem.
Og det lykkes også, der er mange, der bliver nedbrudt.

“En mand, der skal motiveres til at rejse hjem frivilligt, får at vide af en politibetjent:
”Jamen ved du hvad, kære ven, du er jo en kristen! Jesus døde for dig på korset.
Kan du ikke rejse hjem til dit land og dø for ham?”
Det er den måde, man motiverer på, på Kærshovedgård”

Om en anden mand på Kærshovedgård, hvor Niels Simonsen havde været med til politiafhøring som bisidder:
”X spurgte politiet under en afhøring: ”I splitter jo en familie ad. Skal jeg sendes hjem?”  
Politimanden: ”Ja, det betyder ingenting,” sagde han så. ”For os betyder det ikke noget, at man tager en far fra en familie, så kan moderen passe børnene, eller moderen fra en familie, så kan faderen passe børnene. Det gør ingenting! Det er det, vi skal!””.

Fra en retssag fra 2019:

En afvist asylansøger med opholdspligt på Kærshovedgård, som var en ældre og gangbesværet mand, var blevet tiltalt for: “Voldelig eller truende adfærd overfor personer der udfører opgaver med driften af et indkvarteringssted for udlændinge”.
Ifølge anklageskriftet skulle den ældre mand have kaldt en medarbejder “idiot” og kastet med nogle servietter ved et bord med morgenmadsprodukter. I Retten i Herning forklarede den ældre mand, at intet af det, der var beskrevet i anmeldelsen, var sket. Og at ledelsen på Kærshovedgård havde straffet ham ved i en periode at fratage ham adgang til kantinen, hvor morgenmaden blev serveret. Han måtte så spise sin morgenmad ude på trapperne, det var i vintertiden i frostvejr. Efter gentagne forespørgsler, om man ville se videoen fra overvågningen igennem, da der ikke var overensstemmende forklaring om, hvad der var sket i kantinen, accepterede ledelsen det. Da ledelsen så den igennem, konstaterede man, at det, medarbejderen sagde, ikke var rigtigt. Medarbejderen blev afskediget, og beboeren måtte igen komme i kantinen. Beboeren havde ikke gjort noget forkert, men blev alligevel anklaget i Retten i Herning. 
Den tidligere ansatte kunne intet huske om episoden, da sagen kom for retten 11 måneder efter. Imidlertid var hele episoden optaget på overvågningsvideo, og intet af det, der var blevet nævnt i anmeldelsen, fremgår af den video, der blev vist i retten. Så asylansøgeren blev af dommeren frifundet.
Hans advokat undrede sig over at ledelsen på det grundlag – , eller rettere mangel på samme, der forelå i sagen, administrativt udelukkede den frifundne fra at indtage morgenmad i kantinen.

Kaare Djuraas: Hamudi – Pas godt på mor!

Fire småbørnsforældre på Kærshovedgård. Fra høringen: Hvor er min mor?
I 2020 blev afholdt en konference i Århus med titlen: Hvor er min mor? Der blev oplæst resumeer om fire familier med spædbørn eller småbørn, ingen af forældrene havde det dengang godt nok til selv at komme og tale til en forsamling. Den lykkelige udgang er, at de fire familier nu igen er samlet, og kan leve mere normalt; én dog i et andet land.

Fædrene på Kærshovedgård: En far kunne ikke holde ud at være på Kærshovedgård og flygtede til et andet land, hvor han fik asyl. Han havde svær PTSD, som han ikke havde fået behandling for i Danmark. Hans svigermor solgte sit hus og gav familien penge til en brugt bil, så faderen selv kunne køre hjem hver dag efter meldepligten og hente børn og købe ind og lave mad og spise sammen med familien. Hans ældste barn led meget efter adskillelsen fra faderen, da faderen flygtede til et andet land for at søge asyl dér, efter han havde fået afslag på familiesammenføring med barnet og på at få genoptaget sagen i Flygtningenævnet. Hele familien har til sidst fået opholdstilladelse i faderens asylland.

Den anden far boede ikke så langt fra Kærshovedgård. Aktuelt har han netop afsonet en kort fængselsdom for pligtforsømmelserne, – cirka 3 år efter han fik opholdstilladelse i Danmark. Han havde dengang ikke gennemført pligterne på grund af dødstrusler fra beboere med en anden politisk anskuelse end hans.

Mødrene på Kærshovedgård: I to familier var moderen på Kærshovedgård, mens børnene boede hos faderen, der havde opholdstilladelse eller dansk statsborgerskab. Begge mødre var blevet adskilt fra deres yngste barn, da det stadig blev ammet.

Den ene mors yngste barn fik gentagne gange mellemøreinfektioner efter moderen kom på Kærshovedgård, og moderen blev hjemme flere gange for at passe sit syge spædbarn eller ved drænoperationer, hvilket medførte mange pligtovertrædelser. Hun afsonede en surrogatfængselsdom på 3 måneder på en psykiatrisk afdeling, hvor hun på grund af Covid-19 ikke kunne få besøg af sine børn, og heller ikke havde anden kontakt med dem. Under og efter opholdet var hun svært psykotisk. Familien hentede og bragte hende og hjalp hende med at gennemføre meldepligt og kørte hende frem og tilbage, efter børnene var lagt i seng til Kærshovedgård. Og de gav hende medicin hver dag. Efter mange ansøgninger, klager, m.v. fik hun opholdstilladelsen igen, da et tidligere afslag åbenbart var en fejl. Hun bor nu sammen med sin mand og børn, men er fortsat svækket af den langvarige psykose.

Den anden mor var psykisk stærk og skypede med sine børn og trøstede dem hver aften, selv om det udløste voldsom gråd. Hun afsonede en dom på 2 måneder for pligtforsømmelser, hvor hun ikke kunne skype med sine børn. Senere blev hun arresteret og fremstillet for en udenlandsk delegation med henblik på hjemsendelse. Her brød hun sammen mentalt. Den udenlandske delegation havde dog rygrad nok til ikke at adskille moderen fra hendes børn, da hun ikke ville rejse frivilligt tilbage; og hun blev indlagt på en psykiatrisk afdeling. Efter udskrivelsen til Kærshovedgård betalte familien for transport frem og tilbage – flere hundrede kilometer hver dag. Også hun fik til allersidst efter talrige ansøgninger opholdstilladelse i Danmark, er tilbage i sin familie og er ved at være kommet sig igen.

Adskillelse i en fjerdedel af barndommen: De tre forældre har nu boet adskilt fra deres børn i 3-5 år – den ene dog kortere. Alle har nu lovligt ophold i Danmark igen, undtagen familien der fik asyl i udlandet, som nu er samlet og bor lovligt dér. I den allermest skadevoldende tvangsadskillelse skyldtes det en administrativ fejl fra udlændingemyndighedernes side, at familien ikke var blevet genforenet før. Alle fire forældre og mindst tre ægtefæller blev skadet af det tvungne ophold med opholdspligt og meldepligt på Kærshovedgård. Børnene savnede deres mødre, mindst ét barn kom i specialklasse, mens tre børn afventer psykologundersøgelse. Forældrene frygtede helt at skulle miste at se deres børn, og deres hjemmeværende ægtefæller blev alvorligt syge af stress.

Kommentar: Til hvilken nytte har Danmark påført familierne så store lidelser?
For alle de fire familier har Danmark – med indførelse af meningsløse pligter om ophold på et udrejsecenter og uproportionale lange og meningsløse fængselsstraffe for pligtforsømmelser, og ingen hensyntagen ved forsinket hjemkomst til vinterstorm med væltede vejtræer eller til syge småbørns behov for at være sammen med en forælder.

Danmark bruger en familiefjendtlig, udokumenteret og uigennemsigtig administrativ praksis ved opsplitning af familierne med en forælder sat på udrejsecenter, mens resten af familien bor hjemme. Det er manglende respekt for retten til familieliv og privatliv og for børns ret til at være sammen med deres forældre. , har Danmark ødelagt alle familiemedlemmernes liv i 3-5 år, dvs. en fjerdedel af de berørte børns barndom. Og for resten af livet måske påført dem en angst for at miste deres forældre! Det er altså lykkedes at smadre mange mennesker og familier med Inger Støjberg‘s beslutning: “Det vi kan se nu, det er, at alt for mange af dem, der er underlagt tålt ophold, lever et mere eller mindre almindeligt familieliv i og omkring København. Det er altså slut nu”. Og det går ikke kun ud over såkaldt “kriminelle udvisningsdømte” og folk på “tålt ophold”, som det oprindelig handlede om, og heller ikke kun ”udlændinge, der skønnes til fare for Danmark, eller fremmedkrigere“, men også over afviste asylansøgere, flygtninge, der har fået ophævet deres asyl, og andre almindelige udlændinge, der aldrig har krummet et hår på nogens hoved. På det seneste er man endog begyndt at sætte flygtninge, der ankommer med falsk pas – først i arrest eller fængsel og siden på Kærshovedgård, også mens de søger asyl, selv om det vil overtræde Flygtningekonventionen, artikel 31 stk. 1 og 2.

Efterfølgende har andre politikere og ministre fortsat konkurrencen om at være den mest barske og kyniske over for udviste udlændinge. Uanset hvor syge, mennesker i udrejsecentrene bliver af de lidelser, man påfører dem! Uanset hvor mange mennesker, der psykisk knækkes helt af det! Og uanset at folk er svært handicappede og sidder i kørestol eller er demente og ikke har nogen familiemedlemmer omkring sig. Og siden 2019 er forholdene forværret på mange måder; bl.a. som følge af forlængelser af de i forvejen helt uproportionalt lange straffe, de idømmes efter et strafskema; de er forlænget i 2019, igen 1. juni 2019 og 1. juni 2021. Og fordi Hjemrejsestyrelsens lægger endnu voldsommere pres på dem, der har været i udsendelsesposition mindst 2 år med samtaler ca. en gang om måneden.

Desuden er der fra 1. januar 2022 indført den regel, at de indkvarterede ikke må arbejde frivilligt med fx rengøring eller køkkenhjælp eller andet nyttigt, hvis de ikke skriver under på, at de vil rejse hjem frivilligt. Det har medvirket til at mange er flygtet til et andet land.

Desuden steg selvmordsforsøgene ifølge indberetninger fra Kriminalforsorgen brat i 2022 til 8 på et år. I gennemsnit var der i 2022 217 indkvarterede på Kærshovedgård; så det svarede til, at 3,7% havde forsøgt selvmord i netop 2022. For hele befolkningen over 15 år i Danmark var den tilsvarende procentdel, der havde forsøgt selvmord på 0,05% for 2021. Sammenligner man selvmordsforsøgsraten pr. år for Kærshovedgård over de 5 år fra 2018-2022 var den ca. 1%, og for Sjælsmark de samme år 2,8%. Der er kun tal specifikt for begge udrejsecentre for de 5 år i selvmordsstatistikkerne til Folketingets Retsudvalg og Udlændingeudvalg . Blandt alle indsatte i fængslerne i Danmark var selvmordsforsøgsraten i gennemsnit for de seneste 12 år ca. 0,6% om året; så procentandelen på Kærshovedgård var højere end i fængslerne; se også Blog 3 punkt 5.

2. Politikernes dæmoniserende retorik om udviste udlændinge

Ca. 2018: I Anja Dalhoffs film: I Limbo siger Enhedschefen Niels Etlard på Sjælsmark – i en samtale med en afvist asylansøger:
”Du må forstå, at dette her set-up er for at lægge pres på jer. Det er derfor, I ingen penge har, og at I ikke må lave mad, det er for at presse jer.”
”Det er en politisk afgørelse, og politikerne har mandatet fra befolkningen. I må forstå – det politiske klima er ikke i de afviste asylansøgeres favør for tiden. Vi dæmoniserer folk af frygt, og så tillægger de jer dårlige og forfærdelige intentioner. Og så tænker folk ikke positivt om jer”.
”Hele set-up’et er for at lægge pres på jer! Vi stiller ikke engang spørgsmålstegn ved, om det er rigtigt eller forkert, eller om hvordan det skal være, – vi udfører det bare”

Det politiske flertal har siden 2002 kæmpet om at tiltrække stemmer fra de vælgere, der var mest negative og skeptiske over for flygtninge. Citater neden for viser, hvordan politikerne taler udviste udlændinge ned og overdriver, hvor “farlige” de er, at de ikke hører til i Danmark, at de koster Danmark dyrt og er kriminelle.
Når politikerne omtaler dem som fx: “krigsforbrydere, voldtægtsmænd og mordere” er det for at skabe mere fremmedfrygt og tiltrække endnu flere fremmedangste vælgere. Samtidig er det med til at retfærdiggøre flere stramninger i udlændingelovgivningen, og til at sætter spørgsmålstegn ved menneskerettighederne: det drejer sig jo om mennesker, som er farlige for Danmark. Og det kan indgå i en ond cirkel, som stammer fra politikernes retorik og fra medieomtale af enkelte kriminelle udlændinge, som generaliseres til at omfatte alle fra en bestemt gruppe: muslimer, fra MENAPT-landene, “ikke-vestlige”, “etniske”, “mellemøstlige”.

Siden 2019 har politikerne gjort det ulovligt, at personer, der er udvist af Danmark, opholder sig i Danmark efter udrejsefristen er overskredet; uanset om de kan sendes hjem eller ej, og uanset om Danmark kan hjemsende dem. Dermed er disse udviste gjort ulovlige eller illegale eller deres ophold her er gjort uretmæssigt. Også når de – efter pålæg – opholder sig på udrejsecentrene, hvis de er pålagt at opholde sig dér, og selvom de bliver straffet med lange og voksende fængselsstraffe, hvis de ikke opholder sig dér. Og næsten alle ministersvar til Folketinget om de udviste indeholder passager med beklagelser over, at de udviste “opholder sig ulovligt i Danmark” og “skal hurtigst muligt rejse ud”. De fleste mennesker forbinder ulovlighed med kriminalitet; men her er det jo politikerne, der har gjort de afviste flygtninges ophold ulovligt. Det er sket for at tiltrække indvandringsskeptiske vælgere, og for at komme uden om en ret i 4. Tillægsprotokol til EMRK, artikel 2, stk. 1 om enhvers ret til fri bevægelighed i et land, hvor man har lovligt ophold. Men Folketingspolitikerne har tilsyneladende også glemt, at – stort set resten af menneskerettighederne – gælder i Danmark – også for udlændinge!

For nogle år siden var de fleste i Danmark forargede over, at afviste asylansøgere skulle bo i asylcentre så mange år, inden de evt. var blevet så syge, at de kunne få humanitær opholdstilladelse eller få genoptaget deres asylsag, og måske få asyl og få en rigtig tilværelse i Danmark med opholdstilladelse, almindelig skolegang til børnene, uddannelse, arbejde og bolig, hvis de alligevel ikke kunne sendes ud eller rejse hjem. Siden har politikerne forsøgt at manipulere forargelsen til fremmedfrygt, ved at overbevise vælgerne om, at disse udlændinge er farlige, kriminelle, og dyre for Danmark. Men hvis en udvist person ikke laver kriminalitet, gør vedkommende jo ingen skade. Hvis de udviste boede på et almindeligt asylcenter uden en masse ekstra kontrol og uden at kunne idømmes lange fængselsstraffe for pligtovertrædelser, ville det være meget billigere for Danmark. Og hvis de udviste fik lov at være i fred i Danmark til de selv kunne rejse hjem, og fik lov til at uddanne sig, arbejde, tjene penge og betale skat, ville det være til gavn og glæde for alle, -og en indtægt for Danmark frem for en udgift og med besparelser for sundheds- og socialvæsenet, fordi der ikke så var så mange, der næsten blev slidt ihjel.

Politikerne har nu oprettet en helt ny styrelse, Hjemrejsestyrelsen, med ca. 250 ansatte, og med det formål at få flest muligt sendt ud af landet. Det gik langsomt det første år på grund af Corona, nu går det hurtigere, med at de, der har kræfter til det og ikke har håb om at få deres sag genoptaget eller få familiesammenføring med deres børn, ofte forsvinder fra udrejsecentrene, mens antallet af påsete (ofte frivillige) og ledsagede (ofte tvungne) udsendelser nu er på ca. 200 om året de sidste to år. Det er bl. a. personer fra Østeuropa inkl. Rusland, der hjemsendes hurtigt, mens det går langsommere med udviste fra andre lande. Iranerne som er den største gruppe, er dog flygtet eller gået under jorden i stort tal, mens flere af de tilbageblevne har fået asyl.

Ved at dæmonisere udlændingene skaber politikerne fremmedfrygt – nogle gange godt hjulpet af medierne,- som kalder på handlekraftige politikere. På den måde får politikerne gejlet en stemning op af frygt og afstandtagen, for at retfærdiggøre, at “handlekraftige” politikere kan straffe de udviste så deres tilværelse bliver “så utålelig som muligt”. Sådan er ondskab og mobning af udlændinge gjort populært!

1.06.2016: I forbindelse med fremsættelse af et forslag om indførelse af underretningspligt og længere straffe for at forsømme pligterne for folk på “tålt ophold” – udtalte daværende udlændingeminister Inger Støjberg at “tålt ophold skal være så utåleligt som overhovedet muligt”. “Det, vi har med at gøre, er krigsforbrydere, voldtægtsmænd og mordere. Det er mennesker, der ikke er ønskede i Danmark og er udvist, men som af den ene eller anden grund ikke kan blive sendt ud af Danmark. Så vi må tåle dem i Danmark, derfor er de på tålt ophold”. “Mange mennesker på tålt ophold i dag lever et “mere eller mindre normalt familieliv i og omkring København”. Det handlede om at give folk på “tålt ophold” “en hård tilværelse”. 

Kommentar: På det tidspunkt var ministeren i skarp konkurrence om udlændingestramninger med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Liberal Alliance, som havde et beslutningsforslag klar om, at regeringen skulle færdiggøre et udvalgsarbejde om skærpelser af straffene for ikke at overholde meldepligten, påbegyndt under tidligere justitsminister Mette Frederiksen.

Hvordan er retorikken så fortsat?

DR har i stribevis af nyhedsudsendelser i forbindelse med Tesfayes forsøg på at flytte de “kriminelle udvisningsdømte” til Langeland ofte nævnt, at beboere på tålt ophold” og kriminelle udvisningsdømte udlændinge på Kærshovedgård” bl.a. omfatter ”øksemanden” – som overfaldt bladtegneren Kurt Westergaard.
Mattias Tesfaye: “Jeg skal gerne indrømme, at det ikke er personer, som jeg selv ville ønske at have som naboer”.
21.05.2023 Kaare Dybvad Bek, Udlændinge- og Integrationsminister i en pressemeddelelse: Om Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed på udrejsecentrene: Den kontakter beboerne i udrejsecentrene, især dem, der har boet uden lovligt ophold i Danmark over 2 år for at få dem til at medvirke til frivillig hjemsendelse. Den har fokus på: “bl.a. den apatiske tilstand, udlændinge i udsendelsesposition kan være i, og på særligt sårbare personer og deres særlige behov i forbindelse med udsendelse og genetablering i hjemlandet”.
Mikkel Bjørn kaldte beboerne på Kærshovedgård i en Folketingsdebat 30. november 2023: “voldtægtsforbrydere, voldsmænd og terrorister”, og i et åbent samråd 14. december 2023: “potentielt terrordømte, voldtægtsforbrydere og bandekriminelle”.
Pia Kjærsgaard i samme samråd 14. december 2023, ca. kl. 12:44:13-12:44:29 – dvs. 41 minutter og 37 – 54 sekunder inde i TV-optagelsen af samrådet : ”Vi har selv haft en kampagne, der hed: Rejs hjem! Jeg kunne godt bruge noget, der var meget hårdere: Altså:  Smid dem ud på…., og nu fortsætter jeg ikke, men man ved godt, hvad jeg mener! Altså af sted med jer, simpelt hen! I håndlås og benlås – og jeg er fuldstændig ligeglad – og med tape for munden”.

Efter 2 1/2 år som hård udlændingeminister talte Mattias Tesfaye i 2022 åbent om Gollum-effekten – Ringenes Herre: Som ringbærer for en stram dansk udlændingepolitik, som et folketingsflertal stod bag, havde han klamret sig til ringen og magten. Men magten kommer med en pris, for den er forbundet med mørke kræfter, der æder din menneskelighed. ”Man kan bære den i et stykke tid, men du skal passe på ikke at have den på for længe, for så ødelægger det dig menneskeligt. Så bliver du ligesom Gollum.”
Det var efter at Tesfaye – under en storm i Europaparlamentet mod Danmarks manglende humanisme i udlændingepolitikken var blevet spurgt: “Hvordan kan De sove om natten, Hr. Tesfaye?”. Han fortsatte som udlændingeminister til maj 2022.

Virker retorikken på at få folk til at rejse hjem?
Den ekstreme retorik og fremmedfjendtlige lovgivning fra politikkernes side står i modsætning til den erfaring, der findes på asylområdet om, hvad der virker, og hvad der ikke virker, til at få folk til at rejse ud af landet, se: “En fast hånd i ryggen“ af Michala Bendixen. Hun nævner bl.a. at man ofte kan finde en konkret, pragmatisk løsning.

I en artikel i Zetland af Andreas Thorsen med interview af migrationsforskeren Arjen Leerkes: siger Leerkes, at grunden til, at Holland kunne hjemsende en større andel afviste asylansøgere fra bestemte lande, end Danmark kunne, var, at der i Holland var en større åbenhed og større retfærdighed overfor de afviste. I Holland brugte man tid på at gå i dialog med dem og forklare hvorfor, og lægge en plan for, hvad der skulle til, for at rejse hjem, og man gav rimelige midler til repatriering. Mens Danmark med sin hårde retorik stødte de afviste fra sig, så de gjorde modstand!
Migrationsforsker Arjen Lerkes: ”Noget, man også er ret god til, i hvert fald sammenlignet med Danmark, er at holde styr på retssikkerheden”. ”Man har klare procedurer for appel og adgang til advokater. Det handler om, hvorvidt folk forstår loven. Og hvorvidt folk synes, at loven bruges fair. Folk gør modstand, fordi de ikke synes, at det, at de skal bo på et hjemrejsecenter, er proportionelt med, hvad de har gjort. Det handler om opfattelsen af retfærdighed, og hvor vigtig den er”. ”Udlændinge, der har fået lov til at uddanne sig, arbejde, deltage i samfundet, er blandt dem, der først vender frivilligt tilbage”. “Udrejsecentrene, får de mennesker, der bor i dem, til at gå i stå. De bliver deprimerede og apatiske, og så forventer vi, at de lægger planer for at rejse hjem!”

Har Danmark lært noget af at behandle de ukrainske flygtninge bedre?
Efter mange års kampagner om, at Danmark ikke kan integrere flere “ikke-vestlige” udlændinge, har vi modtaget over 40.000 krigsflygtninge fra Ukraine, behandlet dem venligt og empatisk, og givet dem lov til at arbejde, så snart de havde søgt om opholdstilladelse efter særloven. Politikerne har trods de ovennævnte kampagner mod “ikke-vestlige” anmodet befolkningen om at tage godt imod ukrainerne! De har ligefrem sagt til ukrainerne: “Vi har brug for jer!”

Og i alt fald på kort sigt er det gået godt! Ukrainerne har følt sig velkomne, mange har lønarbejde, og flere kommuner har selv taget sig af at give nogle af flygtningene en kort oplæring til start inden for plejesektoren.

Hvad er der i vejen for, at politikerne bruger disse erfaringer positivt: byder velkommen også til de flygtninge, der kommer fra andre lande: giver dem lov til at arbejde, når de har søgt asyl, respekterer dem og behandler dem som medmennesker? Og behandler almindelige asylansøgere lige så godt som ukrainerne!

Og selv hvis de afvises eller får ophævet deres opholdstilladelse, hvad er der så i vejen for, at de får lov til at bo sammen med deres eventuelle familie, og arbejde og betale skat i Danmark, indtil de selv rejser eller til de evt. kan sendes hjem? Der er intet behov for udrejsecentre! Vi har klaret os uden dem, til Sjælsmark blev åbnet i 2015.

Kaare Djuraas: “De kom og bad om fred, frihed og omsorg. Men de tvangsanbragte på Kærshovedgaard lever i konstant uvished om deres egen skæbne, isoleret fra deres familie og kære, og uden fremtidsudsigter. Minister Inger Støjberg under statsminister Løkke Rasmussens ledelse proklamerede, at beboerne på Kærshovedgård skal have deres liv i deportationscentret gjort så utåleligt som muligt. Dette er nidkært fulgt op af den nuværende socialdemokratiske regering under Mette Frederiksen.
“Utåleligt” betyder bevidst livstruende nedbrydning af en menneskesjæl og et legeme. Det indbefatter bl.a. følgende:
– Social ensomhed, dvs. stigmatiserende angst ved tabet af autentiske fællesskaber. f.eks. sin familie, kæreste, børn.
– Emotionel ensomhed, der betyder total udelukkelse af tilknytning og intimitet til alt, beboeren har kært – isolering i intetsteds og ingenting, forladt af alle.
– Kulturel ensomhed, hvor beboeren er fremmedgjort gidsel i et system af normer og regler om konstant registrering, hvis formål er administrativt at kriminalisere beboeren med tvangshjemsendelse for øje.
– Eksistentiel ensomhed, en livstruende dyb og smertelig følelse i sind og krop af manglende forbundethed og mening med livet”.

3. Institut for Menneskerettigheder advarer om mulig overtrædelse af forbuddet mod nedværdigende og umenneskelig behandling. 2016-17

I et brev af 29. august 2016 advarede Institut for Menneskerettigheder, IMR, udlændingeministeren om, at den aftale, den daværende V-regering havde indgået med SD, LA, K og DF om hårdere straffe for overtrædelser af meldepligt og opholdspligt, samt beslutningen om at give personer på tålt ophold og kriminelle udvisningsdømte opholdspligt på Kærshovedgård, kunne føre til overtrædelse af forbuddet mod tortur, nedværdigende eller umenneskelig behandling.

Instituttet har herved lagt vægt på:
-At udlændinge på tålt ophold pt. i gennemsnit været på tålt ophold i ca. 5 år og 4 måneder og der er ikke nogen udsigt til, hvornår det ophører.
-At ombudsmanden allerede i 2014 konkluderede, at de pågældende udlændinge lever under forhold, der er meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse.
-At der for udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste er sket og vil ske en væsentlig skærpelse af kontrol og sikkerhedsforanstaltningerne på Udrejsecenter Kærshovedgård.
-At de nye mere restriktive påbud fremover vil blive håndhævet væsentligt mere håndfast med mere begrænset mulighed for, at myndighederne kan tage konkrete individuelle humanitære hensyn.
-At de pågældende udlændinge særligt i Udrejsecenter Kærshovedgård må antages at få begrænset mulighed for kontakt med folk uden for centret, herunder særligt familie og bekendte i andre dele af landet.
-At de pågældende udlændinge tilsyneladende bevidst udsættes for utålelige – eller muligt nedværdigende – forhold.
-At der er fuld offentlighed om, hvordan gruppen behandles.
-At de pågældendes muligheder for reel klageadgang og domstolsprøvelse forekommer begrænset.

“Det synes således nærmest at være hensigten med de nye skærpelser, at udlændinge på tålt ophold og kriminelle udviste skal udsættes for så ringe forhold – grænsende til nedværdigende behandling – som
muligt. Det bemærkes herved, at EMD ved artikel 3-vurderingen lægger vægt på, om behandlingen udføres bevidst med formål at påføre artikel 3-stridig behandling, og om der er offentlighed omkring behandlingen,
jf. afsnit 6.1. ovenfor“.

“Sammenfattende er der efter Institut for Menneskerettigheders opfattelse en betydelig risiko for, at de skærpede forhold udlændinge på tålt ophold (og muligt også kriminelle udviste) er blevet udsat for siden 2014 i kombination med de nye restriktive tiltag i den politiske aftale af 15. juni 2016, konkret vil kunne udvikle sig til at være i strid med artikel 3 i EMRK”.

Risici for overtrædelser af tre menneskerettighedskrænkelser var gennemgået i et medfølgende notat af Peter Vedel Kessing. Kritikken blev formuleret blødt som en anbefaling til regeringen om i lovforslaget at redegøre for, hvorvidt udlændinge på udrejsecentret:
– Ud fra en samlet vurdering måtte anses for frihedsberøvede
– Risikerede at blive udsat for et uproportionalt indgreb i deres ret til bevægelsesfrihed
– Risikerede at blive udsat for umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Men både ved disse stramninger og ved stramninger, der siden forværrede situationen yderligere for beboerne på Kærshovedgård, forsømte VLAK-regeringen og senere SD-regeringen at redegøre udførligt herfor. I lovforslaget L 49 – 2016-17, hvor man indfører at “udvisning efter kriminalitet hos en udlænding skal foretages med mindre det med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser”, går argumentationen mest på proportionalitetsafvejning og til dels retten til familieliv, hvis én forælder tvinges til at bo i et andet land. Men det handler om udvisning – ikke om opholdet i udlændingecentrene; og spørgsmålet om umenneskelig og nedværdigende behandling er ikke berørt. I L 51- 2016-2017 skriver man: om underretningspligten: “Derimod vil den foreslåede underretningspligt ikke have en intensitet, som indebærer, at der er tale om frihedsberøvelse efter EMRK artikel 5”. På Kafkask vis lægges der vægt på, at underretningspligten skal hjælpe med at den indkvarterede overholder opholdspligten, og derfor har et anerkendelsesværdigt formål som forebyggelse af forbrydelser – hvilket endda skulle gavne retsfølelsen i samfundet! Men – reelt medfører underretningspligten flere og længere straffe, da overtrædelse af hver enkelt pålagt pligt tæller som 1 overtrædelse, og fravær et helt døgn, hvor man har alle tre pligter tæller for 3 overtrædelser. L 51 berører forholdet til frihedsberøvelse og til manglende bevægelsesfrihed kort, ingen af de to lovforslag drøfter overhovedet, om der er tale om umenneskelig og nedværdigende behandling. Dette må ses i forhold til at flere af beboerne på Kærshovedgård opfatter hele opholdet dér som tortur.

Kaare Djuraas: Isdronningens rige

4. Den Danske Helsinki-Komité om Kærshovedgård efter besøg i 2016

Den Danske Helsinkikomité, DDHK besøgte Kærshovedgård i oktober 2016. Helsinki-Komiteen hæftede sig ved de mange regler og indskrænkninger der var på stedet: bl.a. hårde disciplinære straffe, og reglementet var strengere, end da Kærshovedgård var et åbent fængsel – ifølge den tidligere fængselsinspektør på stedet, som var med, på den ene dag af besøget. I fængselstiden var der selvforplejning, dvs. de indsatte skulle selv lave mad og købe ind. De indsatte kunne køre med bussen til fængslet.
Nu var der næsten ingen muligheder for et almindeligt liv: fravær af beskæftigelsesmuligheder; fravær af transportmuligheder, ingen lommepenge fraset et meget lille beløb for dem på “tålt ophold”. De mange overvågningskameraer på fællesområder indskrænkede privatlivet, og det opførte hegn gjorde forholdene mere fængselsagtige.

Mange beboere var bange for andre beboere: det, at man blandede kriminalitetsdømte med ikke dømte udviste udlændinge, at maden kun kunne indtages i kantinen og kun på bestemte tider, at beboerne ikke selv kunne lave mad og kaffe, og at beboerne ingen lommepenge havde – undtagen dem på tålt ophold, Der var ikke mulighed for offentlig transport og nærmeste togstation lå 6-7 km væk, så området var meget isoleret.

DDHK mente, at der reelt var tale om et fængsel, og der således kunne være tale om frihedsberøvelse uden dom – dvs. ulovlig frihedsberøvelse. DDHK mente, at man ikke burde kunne pålægges ophold dér administrativt, da det ville overtræde artikel 5 i EMRK, så man burde kun kunne indsættes der, efter at være dømt til det.

DDHK baserede det bl.a. på Guzzardi-principperne jf. tidligere dom ved Menneskerettighedsdomstolen, EMD. Guzzardi, der var mistænkt spion blev af myndighederne i Italien isoleret på en ø, hvor han ikke måtte have kontakt med de andre øboere; han havde dog sin kone og barn boende sammen med ham en tid. Selv om han kunne bevæge sig lidt rundt på en del af øen, betragtede EMD det som ulovlig frihedsberøvelse i strid med artikel 5.

“Det må med udgangspunkt i Guzzardi-dommen vurderes, at Khg. på mange måder ligner eller er mere frihedsberøvende end de forhold, der beskrives i dommen, med krav om 1) opholdspligt og meldepligt under strafansvar for nogle daglig og 2) vanskelige adgangsforhold til Khg, – stor afstand til nærmeste offentlige transportmulighed–og for en del manglende økonomisk mulighed for betaling af billetter. Beboernes isolation forekommer således større end den beskrevne i Guzzardi-dommen og dermed stridende mod Menneskeretskonventionens art. 5. Den 1. marts 2017 er der indført et skærpet krav til melde- opholds- og underretningspligt vedindførelse af elektronisk indberetning og meldepligt under strafansvar. Højesteret har ikke taget stilling til, hvad disse krav skal betyde for vurderingen af, om der er tale om frihedsberøvelse. Sager om melde- og opholdspligt kan i henhold til grundlovens § 63 indbringes for retten, men dette kræver midler til advokatbistand”.

DDHK mente også, at forholdene kunne overtræde forbuddet mod nedværdigende behandling eller straf i EMRK, og foreslog at Europarådets Komité til forebyggelse af Tortur, CPT, burde besøge stedet og vurdere udrejsecentret, hvilket dog aldrig er sket. Desuden burde Ombudsmanden vurdere, om opholdet på Kærshovedgård overtrådte artikel 3.

Kaare Djuraas: Hvem er lukket inde?

Kaare Djuraas: “Hvem er lukket ude – og hvem er lukket inde?
Hvem er martret mellem håb og angst – og hvem er fastlåst i politikerorkestreret fremmedhad?
Hvem er vinder og hvem er taber med deres selvagtelse og liv som indsats?
Er de udelukkede og de indespærrede ikke ofre for den samme ondskab?”

5. Ombudsmanden om folk på tålt ophold, og om afviste asylansøgere på Kærshovedgård, 2016-17

Ombudsmanden om folk på tålt ophold efter besøg i 2017

Ombudsmanden havde tidligere besøgt personer på tålt ophold i Sandholmlejren i 2012 og 2014, og i 2014 udtalt, at de vilkår, som personer på “tålt ophold” levede under i Center Sandholm var belastende og stærkt begrænsende for almindelig livsførelse; og han kunne ikke afvise, at ”den samlede virkning af de begrænsninger, som personer på tålt ophold i Center Sandholm er underlagt, med tiden i konkrete tilfælde kan føre til, at forholdene må anses for en krænkelse af konventionerne.
I mellemtiden var der kommet to domme i 2012 og 2017 fra Højesteret, der ophævede opholdspligten efter ca. 4 år, idet man mente, at længere tid med opholdspligt i Sandholm / et udrejsecenter var uproportionalt i forholdet mellem “forbrydelsen” samt andre omstændigheder, og den skade den voldte på retten til bevægelsesfrihed og retten til privatliv og familieliv.
Ombudsmanden og komiteen fandt ved sit besøg af 13 personer på tålt ophold i oktober 2017, at de samlede forhold for disse mennesker var meget belastende og begrænsende for grundlæggende livsførelse, men dog ikke, at det overtrådte artikel 3. Det var fordi udsigtsløsheden ikke var helt fastlåst, og han oplyste at nogle af de 13 allerede havde fået ophævet deres opholdspligt af Højesteret ved to domme i 2012 og 2017 efter knapt 4 år, især fordi det ellers ville overskride den Tillægsprotokol nr. 4, artikel 2, stk. 1, om retten til fri bevægelighed for enhver med retmæssigt ophold i et land.

Ombudsmanden om afviste asylansøgere på Kærshovedgård, 2016

Ombudsmanden besøgte Kærshovedgård i 2016 for at se på de afviste asylansøgeres forhold. Han kom sammen med eksperter fra Dignity og Institut for Menneskerettigheder, som sammen udgjorde den danske nationale forebyggende mekanisme mod tortur jf. tillægsprotokollen til FNs Konvention mod Tortur, OPCAT.
De afviste asylansøgere var placeret 4 personer i værelser på 10 – 14 m2 med køjesenge til 2 x 2 personer. Komiteen sagde, det var for mange mennesker at sætte sammen på et værelse af den størrelse på ubestemt tid, og Udlændingestyrelsen satte det efterfølgende ned til 2 personer pr. værelse, før den endelige rapport var offentliggjort, og det samlede antal pladser på Kærshovedgård blev sat ned fra 600 til 400. I juni 2016 boede der i alt 45 asylansøgere og 13 på tålt ophold; I starten af 2017 boede der ca. 100 personer på Kærshovedgård. Ombudsmanden ville ikke gøre mere, da han mente, at de afviste asylansøgere bare kunne rejse hjem:. ”Asylmyndighederne har vurderet, at de afviste asylansøgere ikke risikerer
forfølgelse i deres hjemland, og de har derfor mulighed for og pligt til at rejse hjem. Det har de valgt ikke at gøre. Og det er en væsentlig årsag til, at jeg ikke har grundlag for at foretage mig yderligere”.
Kommentar: Spørgsmålet er, om Ombudsmanden stadigvæk vil kunne sige, at de afviste asylansøgere ikke risikerer forfølgelse i en situation som nu, hvor Hjemrejsestyrelsen presser de afviste maximalt og straffer dem med indespærring i Ellebæk for at få dem til at medvirke til hjemrejse, eller tvangsudsender dem til grænsefremstilling i lufthavnen i krigsramte lande – og forsøger at sende folk ud så hurtigt de kan efter afslag på asyl? Flere af de udsendte afviste asylansøgere har måttet skjule sig i hjemlandet eller flygte derfra igen.
En del af beboerne på Kærshovedgård er endt med at få asyl, fordi de har haft held til at få deres sag genoptaget af Flygtningenævnet og fået asyl, eller fordi forholdene i hjemlandet har ændret sig – fx Afghanistan, Iran eller Syrien, – eller grundet Paposhvilidommen og andre afgørelser om overtrædelser af artikel 3 fra EMD, som Danmark skal følge.

6. Anbefalinger fra CAT og fra den Europæiske Menneskerettighedskommissær, 2023

Både CAT, FNs Komité mod Tortur og den Europæiske Menneskerettighedskommissær så med stor alvor på behandlingen af udviste og afviste udlændinge og deres familier. Begge instanser anbefalede, at Danmark i stedet for at give opholdspligt på udrejsecentre, enten løste tingene pragmatisk fx med en humanitær opholdstilladelse, eller som i CAT’s punkt 15.d gav personer, som langvarigt havde været på tålt ophold, ret til frit at vælge bopæl og til at arbejde.

Uddrag fra CAT’s konkluderende rapport , 24. november 2023, punkt 15 a, b, c, d
CAT er FN’s Komité mod tortur.

Uddrag fra CAT’s konkluderende rapport , 24. november 2023, punkt 15 a, b, c, d
15. Deltagerstaten bør sikre, at ingen personer kan udvises, returneres eller udleveres til en anden stat, hvor der er væsentlig grund til at tro, at de ville være i fare for at blive udsat for tortur.
Den skal især:
(a) Afstå fra at søge og acceptere diplomatiske forsikringer, i forbindelse med både udlevering og deportation, fra stater, hvor der er grund til at tro, at personer vil være i risiko for tortur eller mishandling ved tilbagevenden, eller hvor der er grund til at tro at kædeafvisning kan ske til en stat, hvor der er sådanne grunde; deltagerstaten bør også sikre, at en udvisning eller udlevering, der foretages på grundlag af diplomatiske forsikringer, ledsages af fortsat og omfattende overvågning af personens situation i modtagerlandet, og at diplomatiske forsikringer ikke bruges som et smuthul til at underminere princippet om non-refoulement. som fastsat i artikel 3 i konventionen;
(b) revidere lovgivningen, der giver mulighed for og planer om eksternalisering af dets asylpolitik, under fuld hensyntagen til internationale standarder og vejledningen fra internationale og regionale organer, der har mandat til at undersøge spørgsmål i forbindelse med migration;
(c) Sikre, at vurderinger af asylstatus udelukkende foretages på grundlag af nye oplysninger, der indikerer en grundlæggende, stabil og varig ændring af forholdene i oprindelseslandene, og at beskyttelsen i oprindelseslandene er effektiv og tilgængelig;
(d) gennemgå ordningen for personer på tålt ophold for at sikre, at personer i langvarige forløb kan have adgang til arbejde og frit kunne vælge deres eget opholdssted;

Habibi: Du må aldrig lade mig forsvinde!

Anbefalinger fra Den Europæiske Menneskerettighedskommissær, 2023

Den Europæiske Menneskerettighedskommissær hører under Europarådet. Udvalgte anbefalinger fra hendes rapport efter besøg i Danmark, 30. maj – 2. juni 2023:

19. Kommissæren er bekymret over både risici for overtrædelser af menneskerettighederne og for langsigtede skader for trivslen og for udsigterne til integration, som udspringer af Danmarks ændrede asylpolitik.
Hun understreger behovet for, at myndighederne igen fokuserer på at skabe større vished og sikkerhed for flygtninge og andre indehavere af beskyttelsestatus.
Især opfordrer kommissæren myndighederne til at genoverveje praksis med regelmæssig revurdering af beskyttelsesbehovene for personer med beskyttelsesstatus.
Hun anbefaler endvidere, at beskyttelsesstatusser, herunder status med midlertidig beskyttelse, kun tilbagekaldes, hvis der er sket en grundlæggende og varig ændring af forholdene i overensstemmelse med Flygtningekonventionen.

25. Kommissæren bemærker, at Danmark i de senere år bl.a. har intensiveret brugen af motivationsfremmende foranstaltninger, der har til formål at sikre, at enkeltpersoner samarbejder om deres egen tilbagevenden, og som spænder fra flytning til udrejsecenter til eventuel frihedsberøvelse i et detentionscenter.
Og mens alle afviste asylansøgere og udlændinge uden opholdstilladelse har
meget begrænsede socioøkonomiske rettigheder, kan disse begrænses yderligere for dem, der ikke samarbejder om udrejse.

26. Kommissæren er bekymret over det pres, enkeltpersoner udsættes for, for at sikre deres egen hjemrejse, set i lyset af ovennævnte fokus på revurdering, og den sænkede tærskel for, hvornår beskyttelsen tilbagekaldes selv hvor situationen i oprindelseslandet fortsat er skrøbelig.
Hun understreger at det, at en person må påtage sig frivillig tilbagevenden, som følge af en retlig forpligtelse til hjemrejse, som kan håndhæves af myndighederne, ikke fritager en stat for sin forpligtelse til at forhindre refoulement. (…)

29. (Om Avnstrup) Kommissæren anerkender vigtigheden af at dem, der har en juridisk pligt til at blive sendt tilbage,- også selv om de ikke samarbejder om tilbagesendelsen – er garanteret en dækning af deres grundlæggende behov.
I kommissærens øjne er udrejsecentre ikke en løsning på det problem, at en familie sygner hen i et limbo på ubestemt tid.

31. Efter hendes opfattelse skaber tvungne langsigtede ophold på
udrejsecentre for personer, der ikke kan tvangsfjernes, visse menneskerettigheds-risici. I betragtning af dets indvirkning på de pågældende børns trivsel, er hun desuden af den opfattelse, at denne praksis ikke kan anses som forenelig med barnets tarv.

36. (…Kommissæren) opfordrer kraftigt myndighederne til at overveje, om den nuværende ordning og anvendelsen af motivationsfremmende foranstaltninger for at sikre, at enkeltpersoner samarbejder om at vende tilbage til deres oprindelsesland, kan skabe risiko for manglende overholdelse af (non-refoulement)-princippet.

37. Angående udrejsecentre: Kommissæren
-opfordrer indtrængende myndighederne til grundlæggende at genoverveje deres brug, især i tilfælde af familier med børn, så de ikke længere kan være steder, hvor folk opholder sig langvarigt og potentielt i ubegrænset tid;
-opfordrer i mellemtiden myndighederne til at overveje at indføre en mere fleksibel tilgang til opholds- melde- og indberetningspligterne;
-opfordrer myndighederne til at sikre, at afviste asylansøgere og andre uden lovligt ophold tillades fortsat at have adgang til meningsfulde aktiviteter og muligheder, uanset om de anses for aktivt at samarbejde om deres hjemrejse;
-Hun opfordrer også myndigheder til at sikre, at børn over 16 især sikres adgang til uddannelse;
– Opfordrer myndigheder til at overveje hyppigere brug af pragmatiske løsninger for dem, der ikke er tilbagesendt efter en vis periode, såsom større brug af humanitær opholdstilladelse. Dette kan tjene som et mere humant alternativ i forhold til udsigten til et tidsubestemt ophold i et udrejsecenter.

38. Med hensyn til administrativ frihedsberøvelse opfordrer kommissæren myndighederne til at sikre at
-indsatsen med at udvikle og implementere alternativer til frihedsberøvelse prioriteres med udgangspunkt i relevante internationale vejledninger,
-administrativ frihedsberøvelse af afviste asylansøgere og andre migranter altid er en undtagelse, og skal være kortest mulig, og kun efter alle andre alternativer er gennemgået og man har konstateret, at der ikke er noget effektivt alternativ.
-Hun understreger, at gennemførligheden af tilbagesendelse løbende bør vurderes af den relevante myndighed – hvis tilbagesendelse ikke er muligt i øjeblikket, bør den pågældende ikke længere tilbageholdes af denne grund;
–Ingen sårbare personer tilbageholdes, herunder torturofre.
-Hun beder myndighederne overveje hvordan de yderligere kan styrke screeningen (for sårbare personer, herunder torturofre, red.), og herunder sikre, at der finder en systematiske og omfattende screening sted ved ankomsten til detentionscentre.
–Desuden skal deling af informationer (om sårbarhed) mellem relevante aktører, samtidig med at forpligtelserne til databeskyttelse overholdes fuldt ud.
–Strenge fængselslignende regler og regimer skal ikke implementeres over for de administrativt fængslede migranter, og især skal det undgås at bruge ​​isolation som disciplinær straf ved overtrædelser af reglerne.

Danmark har reelt ikke svaret på de ovennævnte anbefalinger.

7. Flygtningekonventionen 1951, uddrag og UNHCR’s brev til Danmark 2022 i uddrag

Forfatterens kommentar om Danmarks forhold til Flygtningekonventionen og UNHCR – før og nu
Danmark var blandt de første lande til at underskrive Flygtningekonventionen og det første land til at ratificere den. Udover arbejdet for flygtninge arbejder UNHCR, FN’s Flygtningeorganisation også for internt fordrevne, tilbagevendte flygtninge og statsløse, og driver selv flygtningelejre og samarbejder med medlemslandene om flygtningespørgsmål. I Danmark bl.a. med høringssvar på konkrete lovforslag, og i nogle tilfælde ved drøftelser om tilbagesendelse af afviste asylansøgere til andre lande.

Danmark skal samarbejde med FN og UNHCR om gennemførelse af Flygtningekonventionen. Det har Danmark siden Flygtningekonventionens vedtagelse også i høj grad søgt at efterleve, indtil regeringsskiftet i 2001. Der var dog også uskønne handlinger såsom Tamilsagen, der førte til et regeringsskifte i 1993. Da “Starthjælpen” første gang blev introduceret med Integrationsloven i 1998, som en væsentlig lavere ydelse end kontanthjælpen, blev den lavere ydelse rimelig hurtigt trukket tilbage. Dels fordi den ikke havde nogen positiv virkning på flygtninges deltagelse på arbejdsmarkedet, dels på grund af kritik fra UNHCR. Men efter regeringsskiftet i 2001 til en VK-regering med støtte af DF skiftede Danmark hurtigt kurs, og udlændinges, flygtninges og asylansøgeres rettigheder blev indskrænket kraftigt på mange områder. Nogle rettigheder kom tilbage under en S-SF-RV-regering fra 2011-2014, men ved udsigten til, at der kom mange flygtninge fra Syrien og andre lande i Mellemøsten og Nordafrika, begyndte et kursskifte i Socialdemokratiet. Det manifesterede sig i lovgivningen i 2015 med indførelse af 1 års ventetid på familiesammenføring for flygtninge med midlertidigt beskyttelsesasyl, siden udvidet til 3 års ventetid i 2016 til flygtninge med beskyttelsesasyl, men dette udgjorde en menneskerettighedskrænkelse, og er nu nedsat til 2 års ventetid.

Siden 2015 har Danmark kørt et ræs mod bunden i udlændinge- og flygtningepolitikken, dels grundet intern kamp om magten i Danmark, og delvist også for at afskrække asylansøgere fra at søge asyl i Danmark og sende udviste tilbage. Det hjalp ikke at få en Socialdemokratisk mindretalsregering i 2019, når den konkurrerede med Dansk Folkeparti om vælgere fra indvandrings- og asylskeptiske grupper gennem udlændingepolitiske stramninger og en hård retorik. Blandt dens negative resultater kan nævnes: øget pres på afviste asylansøgere og andre udviste udlændinge, nægtelse af at efterleve menneskerettighederne for disse grupper over en bred kam, fortsat overtrædelser af forbud mod refoulement og regeringens ansvarsfraskrivelse herfor, stærkt øgede straffe og fortsat brug af et fejlagtigt elektronisk datasystem, SALTO-systemet, til kriminalisering af afviste udlændinge, fortsat indskrænkning og ligegyldighed over for menneskerettigheder og rettigheder for frihedsberøvede udlændinge. Oprettelse af Hjemrejsestyrelsen og de lange, uproportionale straffe for pligtforsømmelser, samt brug af tvivlsomme garantier ved tvangstilbagesendelser, der reelt udgør refoulement, er andre grimme indsatser.

At der er kommet en ny regering hen over midten siden synes heller ikke at have hjulpet, så længe der sværges til “den stramme udlændingepolitik, som der er et stort Folketingsflertal bagved”. Måske havde regeringen ikke troet, at forbuddet mod frivilligt arbejde ville medføre et så stort mismod og så stor selvmordsrisiko på Kærshovedgård, som det gjorde. Der mangler en reaktion fra regeringen på de mange advarsler om den psykiske nedbrydning i Ellebæk og udrejsecentrene fra Røde Kors, fra NGO’er og fra internationale menneskerettighedskomiteer. Det vidner om en manglende respekt for de indsattes liv og sundhed, og en ligegyldighed over for at Danmark overtræder menneskerettighederne!

Danmark har decideret modarbejdet UNHCR og søgt til grænserne og gået ud over grænserne for flygtninges rettigheder i såvel FN-konventioner, som i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Og jævnligt overtræder vi såvel EMRK som andre af FN’s konventioner, fx om børns rettigheder, om kvinders rettigheder, og Konventionen mod Tortur. Aftalen om et asylcenter i Rwanda er farlig: ikke kun for de flygtninge, der ville blive sendt derned, hvis centret blev gennemført, men især fordi det vil underminere hele konceptet for Flygtningekonventionen: nemlig at enhver her ret til at søge asyl i et andet land. UNHCR har flere gange advaret Danmark og sagt, at hvis de rige lande ikke vil samarbejde om at modtage flygtninge – også spontane flygtninge, så risikerer verden, at de fattige lande i nærområderne, som aktuelt huser over 85% af verdens flygtninge og internt fordrevne, også siger nej til flygtninge, da de ingen midler har og udsigterne til at flygtningene bliver selvforsørgende er meget små sammenlignet med i de rige lande. Forhåbentlig kan det aldrig gennemføres, da det vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, jf. at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har nedlagt ordrer imod udsendelser til Rwanda fra UK, som har forsøgt en tilsvarende ordning som den Danmark har forsøgt.

I Flygtningekonventionen beskyttes en flygtning på to måder mod tilbagesendelse til drab, tortur eller forfølgelse i artikel 33, og desuden i artikel 1.c, hvor der er nævnt seks grunde, som kan begrunde ophør af beskyttelse. De fire første grunde er knyttet til den individuelle flygtning, de to sidste er om de generelle forhold. Her kan der ikke ske hjemsendelse før der er fundamentale, varige, stabile forhold i hjemlandet, mens en forbigående formindskelse af hensynet til frygt for forfølgelse alene ikke er nok til at ophæve asylet. Hele problematikken om ophævelse af beskyttelsen af flygtninge inden der er fundamentale forbedringer og stabile og varige forhold i hjemlandet – versus det danske “paradigmeskift” hvorefter alle flygtninge kun skal have en midlertidig status i Danmark, og hvor man hurtigst muligt skal sende flygtninge ud af landet, når de generelle forhold i hjemlandet blot er forbedret lidt – har givet anledning til store problemer for – bl.a. somaliske, syriske og afghanske flygtninge lige nu og drøftes i Blog 1.e.
UNHCR har her anbefalet Danmark at undlade hyppige regelmæssige vurderinger af asylbehov, og kun at anvende ophørsgrundene i artikel 1. c Flygtningekonventionen for alle flygtninge, og anvende ophørspraksisser restriktivt og forsigtigt.

I Flygtningekonventionen beskyttes en flygtning på to måder: dels mod refoulement i artikel 33, dels er der nævnt 6 ophævelsesgrunde i artikel 1. c, hvoraf de 2 omhandler de generelle forhold i hjemlandet. Her kan der ikke ske hjemsendelse før der er fundamentale, varige, stabile forhold i hjemlandet, mens en forbigående formindskelse af hensynet til frygt for forfølgelse alene ikke er nok til at ophæve asylet.
Før 2015 var der i Danmark ikke forskel på betingelser for ophør af flygtningestatus efter om man havde konventionsstatus (udlændingeloven, § 7, 1) eller beskyttelsesasyl (udlændingeloven, § 7, 2). Men i 2015 indførte man en tredje status, beregnet for krigsflygtninge. Den hed: midlertidigt beskyttelsesasyl (udlændingeloven, § 7, 3). Man behøvede ikke at være i særlig, øget risiko for at blive forfulgt, – men forholdene i landet skulle være så voldsomme, at enhver ved sin blotte tilstedeværelse risikerede en situation med vilkårlig vold, som overskred artikel 2 eller 3 i EMRK. Året efter, vedtog Folketingets flertal at disse ophørsbetingelser både skulle gælde for flygtninge med opholdstilladelse efter både § 7, 2 og § 7, 3, dog skulle man undersøge, om der var individuelle forhold, der gjorde, at flygtningen ville være særlig udsat i hjemlandet ved en tilbagesendelse.

Det gjorde Folketingsflertallet – dels for at kunne ophæve asyl for flest muligt flygtninge, og udsende dem hurtigst muligt til hjemlandet, – dels håbede politikerne, at når man aldrig ville kunne føle sig sikker i Danmark, og det rygtedes blandt asylansøgere, så ville asylansøgerne så vidt muligt undgå at søge asyl i Danmark. Man ville også tilbagesende personer, selv om de kun kunne bo i særlige områder i hjemlandet: IFA/IRA, typisk i storbyer, som Danmark påstod var sikre, fx: Damaskus i Syrien, Kabul i Afghanistan, Mogadishu og Kismayo i Somalia. Alt dette skete, mens UNHCR modsagde, at disse byer var sikre, og protesterede mod tvangstilbagesendelser bl.a. til Irak, Somalia, Afghanistan og Syrien.

UNHCR har – siden det midlertidige beskyttelsesasyl blev indført i 2015 – protesteret mod den danske lovgivning og praksis, og mener, at de samme ophørsklausuler som findes i Flygtningekonventionens art. 1, c, bør gælde for alle flygtninge: altså også for dem, der ikke har konventionsstatus, men som har en subsidiær status. 

Se hele Flygtningekonventionen af 1951 – inkl. indledning og slutbestemmelser
Protokol til Flygtningekonventionen, af 1967
Både selve Flygtningekonventionen af 1951 og Protokollen af 1967 forpligter medlemsstaterne til at samarbejde med FN’s Flygtninge Højkommissariat for Flygtninge, UNHCR.

Udvalgte artikler af Flygtningekonventionen – især om definition, om ophørsgrunde, udelukkelsesgrunde, og om forbud mod refoulement, og om rettigheder til bolig og offentlige ydelser, samt om flygtninge med ulovligt ophold i et tilflugtsland.
De allervigtigste bestemmelser om flygtninge står i artiklerne 1.a og 33. Artikel 1.a blev ændret i 1967 for også at dække flygtninge, der ikke var flygtet i forbindelse med 2. verdenskrig eller før 1951. Definitionen af ordet flygtning er vist neden for. Ændringerne fra 1967 er gennemført i Artikel 1.a (2) for at gøre den forståelig.

Artikel 1. Bestemmelse af udtrykket »flygtning«
A. For nærværende konventions formål skal udtrykket »flygtning« finde anvendelse på enhver person, der: (…)
(2) som følge af velbegrundet frygt for forfølgelse på grund af sin race, religion, nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser befinder sig udenfor det land, i hvilket han har statsborgerret,
og som ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt, ikke ønsker – at søge dette lands beskyttelse;
eller som ikke har nogen statsborgerret, og befinder sig udenfor det land, hvor han tidligere havde fast bopæl, og ikke er i stand til – eller på grund af sådan frygt ikke ønsker – at vende tilbage dertil.
Med hensyn til en person, der har statsborgerret i mere end eet land, skal udtrykket »det land, i hvilket han har statsborgerret« betyde hvert af de lande, i hvilke han har statsborgerret. En person skal således ikke betragtes som værende uden beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret, såfremt han uden gyldig grund, der udspringer af velbegrundet frygt, har undladt at søge beskyttelse fra et af de lande, i hvilke han har statsborgerret.

Ophørsgrunde
C. Denne konvention skal ikke længere finde anvendelse på en person, der omfattes af bestemmelserne i afsnit A, såfremt han:
(1) på ny frivilligt har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har søgt det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret; eller
(2) efter at have mistet sin statsborgerret frivilligt har generhvervet denne; eller
(3) har erhvervet en ny statsborgerret og nyder godt af det lands beskyttelse, i hvilket han er blevet statsborger; eller
(4) frivilligt på ny har bosat sig i det land, som han har forladt eller udenfor hvilket han er forblevet af frygt for forfølgelse; eller
(5) ikke længere kan afslå at søge det lands beskyttelse, i hvilket han har statsborgerret, fordi de omstændigheder, ifølge hvilke han er blevet anerkendt som flygtning, er bortfaldet,
denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at søge beskyttelse fra det land, i hvilket han har statsborgerret;
(6) uden at være i besiddelse af nogen statsborgerret er i stand til at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere har haft fast bopæl, fordi de forhold, som førte til, at han er blevet anerkendt som flygtning, ikke længere er til stede,
denne bestemmelse skal dog ikke finde anvendelse på en af denne artikels afsnit A (1) omfattet flygtning, som kan påberåbe sig tvingende grunde, der har deres oprindelse i tidligere forfølgelse, til at afslå at vende tilbage til det land, i hvilket han tidligere havde fast bopæl.

Udelukkelsesgrunde
F. Denne konventions bestemmelser skal ikke finde anvendelse på den, om hvem der er alvorlig grund til at antage, at han:
(a) har begået en forbrydelse mod freden, en krigsforbrydelse eller en forbrydelse mod menneskeheden, således som disse forbrydelser er defineret i de mellemfolkelige aftaler, som er indgået for at træffe forholdsregler herimod;
b) har begået en alvorlig ikke-politisk forbrydelse udenfor tilflugtslandet, inden han som flygtning fik adgang til dette;
(c) har gjort sig skyldig i handlinger, der er i strid med De Forenede Nationers mål og grundsætninger.

Artikel 21. Bolig
I det omfang, hvori boligforhold ordnes ved love eller bestemmelser eller er undergivet offentlige myndigheders kontrol, skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, den gunstigst mulige behandling og i alle tilfælde en behandling, der ikke er mindre gunstig end den, der under samme forhold indrømmes udlændige i almindelighed.

Artikel 23. Offentlig understøttelse
Med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse skal de kontraherende stater indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, samme behandling som deres egne statsborgere.

Artikel 31. Flygtninge, som ulovligt opholder sig i tilflugtslande
Stk. 1. Flygtninge, som kommer direkte fra et område, hvor deres liv eller frihed truedes i den i artikel 1 anførte betydning, og uden tilladelse indrejser til eller befinder sig indenfor de kontraherende staters område, skal ikke i disse stater kunne straffes for ulovlig indrejse eller ophold, forudsat at de uopholdeligt henvender sig til myndighederne og godtgør, at de har haft rimelig grund til deres ulovlige indrejse eller tilstedeværelse.
Stk. 2. De kontraherende stater skal ikke oplægge sådanne flygtninge andre begrænsninger i deres bevægelsesfrihed end dem, der er nødvendige, og sådanne begrænsninger skal alene anvendes, indtil flygtningenes forhold i landet er blevet ordnet, eller indtil de opnår adgang til et andet land. De kontraherende stater skal indrømme sådanne flygtninge en rimelig frist og alle nødvendige lettelser for at opnå adgang til et andet land.

Artikel 33. Forbud mod udvisning eller afvisning
Stk. 1. Ingen kontraherende stat må på nogen som helst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.
stk. 2. Nærværende bestemmelse kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.

Uddrag af UNHCR’s brev til Danmark, 2022
– Især om inddragelse af beskyttelsesstatus.

Uddrag af UNHCR’s brev til Danmark.
UNHCR er bekymret over tempoet og omfanget af de restriktioner, som skiftende danske regeringer gennem årene har indført for at begrænse beskyttelsen af flygtninge. Mange af de foranstaltninger, der oprindeligt havde til formål at håndtere en ekstraordinær situation i 2015-2016, er fortsat i kraft, selvom der nu er sket en normalisering af situationen.(…)
UNHCR beklager,⁴ også vedtagelsen i 2019 af en pakke med lovændringer, kendt som det såkaldte “paradigmeskift”, der lægger uforholdsmæssig stor vægt på “midlertidigheden” i flygtningebeskyttelsen, og som dermed risikerer at forårsage uro og ængstelse hos personer med stærke beskyttelsesbehov samt hindre deres muligheder for hurtigt at integrere sig i det danske samfund. (…)
UNHCR har de senere år også fremsat høringssvar til en række danske lovforslag, såsom indførelse af en midlertidig subsidiær beskyttelseskategori,⁵ konfiskation af værdigenstande fra asylansøgere,⁶ begrænsninger af familiesammenføring,⁷ reduktion i sociale ydelser for flygtninge,⁸ indførelse af kortvarige opholdstilladelser,⁹ obligatorisk regelmæssig vurdering af beskyttelsesbehov,¹⁰ øget brug af bestemmelser for at inddrage eller ophøre beskyttelse,¹¹ indførelse af restriktive kriterier for tildeling af permanent opholdstilladelse og den midlertidige pause i Danmarks genbosættelsesprogram (kvoteprogrammet).¹² (…)
UNHCR beklager derfor den regelmæssige obligatoriske genvurdering, der blev indført i 2019, og som gælder for alle personer med behov for international beskyttelse, når deres opholdstilladelse udløber.¹⁴ (…)
UNHCR er endvidere meget bekymret over de utilstrækkelige kriterier, der er indført i Udlændingeloven, med hensyn til inddragelse eller nægtelse af forlængelse af en subsidiær beskyttelsesstatus.¹⁵ I henhold til Udlændingeloven kan forbedringer af de generelle forhold i hjemlandet – som ikke bare er af midlertidig karakter – føre til tab af beskyttelse, uanset om forholdene stadig må anses for at være alvorlige, og sikkerhedssituationen forbliver skrøbelig og uforudsigelig.
Det er UNHCR’s opfattelse, at inddragelse af beskyttelsesstatus på grund af ændringer i de forhold, der gav anledning til beskyttelsesbehovene, kun bør komme på tale, når ændringerne i sig selv er grundlæggende og varige. I UNHCR’s og EU’s terminologi kaldes dette ophør af beskyttelsesbehov.
Selv om flygtningebeskyttelse efter 1951-konventionen (konventionsstatus) og subsidiær beskyttelsesstatus er juridisk forskellige, bør inddragelse efter UNHCR’s vurdering kun finde sted ved en analog anvendelse af ophørsgrundene i 1951-konventionen.¹⁶
Danmarks seneste praksis med hensyn til at stræbe efter tidligt ophør af beskyttelsesstatus har haft betydelige konsekvenser for flygtninge, herunder mange somaliere og syrere, der har mistet deres beskyttelse, selvom situationen i deres oprindelseslande ikke har ændret sig grundlæggende og varigt.¹⁷
Ud over risikoen for at blive sendt tilbage til en situation, hvor deres liv eller frihed kan være i fare, kan tabet af beskyttelse også føre til, at familier bliver revet fra hinanden, da familiemedlemmer kan have forskellig beskyttelsesstatus. Dette synes især at have påvirket beskyttelsen af yngre kvindelige voksne i familier.
UNHCR beklager, at ophøret af beskyttelsesstatus også har været gældende for flygtninge, der blev genbosat i Danmark under UNHCR’s globale genbosættelsesprogram, som er designet til at give flygtninge en varig løsning på deres situation.
Den målrettede søgen mod tidligt ophør af beskyttelsesstatus for visse grupper af syriske flygtninge har også skabt en situation, hvor flygtninge, der enten har fået afslag på at forlænge deres beskyttelse i Danmark, eller som frygter, at dette også kan ske for dem, når deres opholdstilladelse næste gang skal fornyes, er rejst videre til andre europæiske lande for at opnå en anerkendt beskyttelsesstatus. Dermed udfordres det etablerede system med ansvarsfordeling inden for EU med hensyn til håndtering af asylansøgere og flygtninge.¹⁸

UNHCR anbefaler Danmark at:
Tilpasse standarder og praksis for tab af subsidiær status (ophør) med kravene i artikel 1 C i 1951-konventionen;
Anvende ophørspraksisser forsigtigt og restriktivt og med de nødvendige retlige standarder og proceduremæssige garantier på plads;
Afstå fra en regelmæssig obligatorisk genvurdering af beskyttelsesbehovet for personer med international beskyttelsesstatus.

Kaare Djuraas: Interviewet

8 Konklusion

Opfylder Danmark definitionen på tortur på Kærshovedgård?
Det er lykkedes for skiftende regeringer siden 2015 samt for “det store politiske folketingsflertal for en stram udlændingepolitik”, at gøre tilværelsen på Kærshovedgård utålelig.
SOS Racisme mener, ligesom Helsinki-komiteen, at den behandling en person får, når han/hun er pålagt opholdspligt på Kærshovedgård er så nedværdigende og umenneskelig, at den overtræder artikel 3 i EMRK. Mange beboere på Kærshovedgård siger, de føler det som psykisk tortur at bo der, og at de har fået det dårligt psykisk af at bo der.

Hvad angår definitionen af tortur, opfyldes alle de formelle krav, der stilles til definitionen af det på Kærshovedgård og i udlændingelovgivningen. Spørgsmålet, om det er intenst nok og har konsekvenser, der er alvorlige nok til at kunne kaldes tortur? Efter forfatterens mening bør det kaldes for tortur.

For at opfylde definitionen af tortur, skal der være tale om:
(1) Handling, der bevidst påfører nogen stærk smerte eller lidelse – fysisk eller mental.
(2) Hensigten med den kan være at: fremskaffe: oplysninger, tilståelse, ren straf, evt. kun for en mistænkt handling af torturofferet på grund af forskelsbehandling, eller at skræmme vedkommende, eller tvinge ham til noget.
(3) Den der udfører handlingen skal være ansat af eller virke for det offentlige, eller gøre det som privat, for det offentlige eller med det offentliges samtykke eller billigelse.

(1) At give et pålæg er en handling. Pålæg om opholdspligt på et bestemt udrejsecenter gives under trusler om straf.
Hvis den pågældende ikke gennemfører det, kan det føre til indtil 4 måneders indespærring i Ellebæk efter hjemrejseloven. Eller endnu længere tid – op til 4 års fængsel, – hvis man i lang tid ikke efterkommer ordren, men opholder sig ulovligt i Danmark. Udrejsecentrene og reglerne og lovgivningen omkring dem er dannet for at genere menneskers liv og afskære dem fra de fleste meningsfulde gøremål. På Kærshovedgård afskæres de fleste fra personer i nære relationer uden for centret, – på grund af beliggenheden og manglende offentlig transport til og fra centret. Den afsides beliggenhed blev anset for en fordel af dem, der vedtog at placere et udrejsecenter dér. De indkvarterede må ikke tjene penge selv ved at arbejde, og må – heller ikke arbejde frivilligt – og heller ikke uddanne sig. De får ikke tilbudt tilstrækkelig behandling for sygdomme inkl. tandsygdomme, medmindre der er tale om Nødvendig, uopsættelig eller smertelindrende behandling, NUS-princippet. Hvis der skal operationer til, sker det ofte først, når der er tale om en livsfarlig tilstand, fx efter en alvorlig infektion. Se fx “Fortællinger fra Kærshovedgård”, hvor to personer fik svære skader og gennemgik unødig og meget smertefulde lidelser, der begge endte med store handicaps.

Politikerne er bevidste om. at de påfører de indkvarterede stærk smerte og psykiske lidelser. Og det virker bevidst, den rigide måde myndighederne forholder sig til NUS-princippet på. Udlændinge- og Integrationsudvalget får tilsendt statistikker over selvmord og selvmordsforsøg i asylsystemet inkl. udrejsecentrene hvert halve år. At mange rammes hårdt ses bl.a. af, at der i 2022 var 8 selvmordsforsøg på Kærshovedgård – dvs. de forekom 69 gange så hyppigt som i Danmarks befolkning over 15 år, og 6 gange så hyppigt som i fængselsvæsenet. Øvrige år har der været færre, og stigningen i 2022 kan være en reaktion på dels øget pres og øgede straffe for pligtforsømmelser, dels på, at de ikke må udføre frivilligt arbejde mere, hvis de ikke har underskrevet en aftale om frivillig hjemsendelse.
At det skulle være “utåleligt” blev italesat fra begyndelsen, og det understøttes fortsat bevidst af det politiske folketingsflertal for en stram udlændingepolitik.

Det er muligt at myndighederne vil forsøge at undskylde sig med, at de ikke har ansat læger til at vurdere det – eller at det ikke vil være muligt at få læger ansat på stedet. Men så må politikerne give de udviste et sundhedskort, så de har mulighed for sundhedsydelser på linje med resten af befolkningen. Beboerne er jo selv udelukket fra at tjene penge til at købe sundhedsydelser for. Ovenikøbet anvendes den udskældte “smykkelov” over for beboerne, hvis de har over 10.000 kr. på sig eller på deres værelse, eller har genstande, der kan sælges for et sådant beløb, fx en gammel bil indregistreret i eget navn.

Der er ikke lavet systematiske opgørelser over folks sygdomme og lidelser på Kærshovedgård, men de formodes at være endnu voldsommere end i Avnstrup, hvor forholdene er lidt mildere.
Af Røde Kors undersøgelse af det mentale helbred i børnefamilier på Avnstrup (2023) fremgår: Af 28 voksne forældre til børn i Avnstrup, havde 75% symptomer på psykisk sygdom, og de fleste – mindst 82% – havde symptomer på PTSD. Her var det hyppigere traumatiske hændelser i Danmark end i hjemlandet, der gav anledning til PTSD-symptomer som tilbagevendende tanker om hændelsen, og at man undgik ting, der mindede om den. Ca. 60% af forældrene oplevede størstedelen af tiden håbløshed, nedtrykthed, nervøsitet og træthed uden grund, og 54%, at alt var anstrengende, og at de ikke var noget værd.

På Kærshovedgård må de psykiske lidelser antages at være endnu værre. I alt fald er nogle blevet psykotiske af at bo der, ligesom flere er døde på Kærshovedgård.

(2) Hensigten er at få dem til at rejse ud af Danmark hurtigst muligt. Men i mange tilfælde er der slet ingen muligheder for det, fx hvis folk er statsløse, eller intet land vil modtage dem. Alligevel håber man så uofficielt, at folk rejser illegalt til et andet land, så de forsvinder ud af Danmark; mens man ifølge Europarådets Menneskerettighedskommissær ikke må tilbageholde nogen, hvis de ikke hurtigt kan sendes ud af landet. Hvis folk kan hjemsendes, men ikke vil det frivilligt, bliver de tvangsudsendt, hvis modtagelandet vil modtage dem. Nogle gange afgøres det først ved fremstilling på grænsen – dvs. i en lufthavn i modtagelandet.

(3) Stort set alle aktører på området er statslige – undtagen Røde Kors og Røde Kors frivillige, men betalt for deres ydelser af staten. Med undtagelse af få hjælpefunktioner er hele systemet under den danske stat.

Markeringerne med fed skrift af de særlige vendinger viser, at alle de fem nævnte punkter i FN’s Konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er opfyldt.

Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet af definitionen af tortur.

Men det er ikke nogen naturlig eller tilfældig følge af lovlige sanktioner, at Danmark med sin lovgivning og praksis gør tilværelsen så utålelig som overhovedet muligt. Og at tilværelsen nu er blevet så utålelig på Kærshovedgård, at 8 ud af ca. 200 mennesker i 2022 forsøgte at tage livet af sig!

Men når nu lovgivningen er lavet for at gøre tilværelsen for udviste mennesker så utålelig som overhovedet muligt, er loven vel heller ikke lovlig? Utålelig betyder jo netop, at et menneske ikke kan tåle mere lidelse, fordi dets forsvar mod lidelse ikke kan holde det ud mere, men knækker sammen: psykisk eller fysisk eller ofte begge dele på én gang.
Og det er jo en hensigt, et formål med tortur: at overskride torturofrets grænser, uden han dør, men kan give oplysninger eller skrive under på eller gøre noget andet, man vil have ham til.

Så selv om udlændingeloven og hjemrejseloven – og alle de uproportionale straffe for at overtræde pligterne – er vedtaget af et folketingsflertal, er de ikke lovlige, hvis de strider mod EMRK!
Danmark har den senere tid fået flere domme imod sig for overtrædelser af menneskerettighederne inden for udlændingeområdet, hvor vi har måttet ændre nogle love og praksisser: om ret til familiesammenføring, om tilknytningsforhold og diskrimination ved familiesammenføring. Og om udvisning af personer med alvorlige sygdomme, og udvisning af kriminelle, som kun havde familie i Danmark, og hvor udvisningen stred mod EMRK.

Så hvis ikke politikkerne lukker øjnene op nu og dropper konkurrencen om at være det mest barske parti over for udviste udlændinge, får Danmark nok snart endnu en dom for at overtræde artikel 3 om forbuddet mod tortur eller anden nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf.
Og det vil udstille Danmark værre, end den dom vi sidst fik fra EMD, for unødig brug af peberspray og manglende adækvat reaktion på én ulovlig handling i et fængsel.

Så: Hvis nogen før har lukket øjnene helt for, hvad der foregår i Kærshovedgård, Avnstrup og Sjælsmark og Ellebæk, er det tid at åbne dem nu og handle på det!