fra dagbladet Information – den 1. september
Georg Metz
Humanistisk betinget medfølelse med russiske soldater er ikke det samme som sympati for fjendens handlinger, men en almenmenneskelig følelse.
Lars von Trier fik forleden ørerne i maskinen. Russiske liv betyder også noget, skrev von Trier i anledning af kampflyene til Ukraine og sparkede låget af en møgspand. Indholdet spredtes.
Von Triers afsæt er ikke svært at begribe. Meningen med en krigstank, et kampfly eller et gevær finder dens forklaring i våbnets brug. Det har mere mening at slæbe rundt på en sofapude end et skydevåben uden kugler. Først efter geværet er ladt, får geværet betydning: Våbnet lægges til kinden, soldaten sigter på fjenden og trykker med fingeren på aftrækkeren. Set fra skyttens synspunkt er handlingen korrekt udført og konsekvent i overensstemmelse med ideen om geværet, når målet for enden af løbet rammes af projektilet og uskadeliggøres – det vil sige: krepere, subsidiært kvæstes i et sådant omfang, at den faldne skal køres på hospitalet helst under kostbar, længerevarende, ønskværdig forgæves behandling uden udsigt til at vende tilbage til slagmarken.
Afledninger eller omskrivninger eller distraktioner og bortforklaringer fra den indbyggede og uafviselige afgrundsdybe skyld i enhver krig er der som regel nok af. Det ubærligt konkrete i myrderierne må for selvrespekten og samvittighedens skyld retoucheres og sminkes. Således er det ikke usædvanligt i krigshistorien, at de stridende parter besmykker deres våben med særlige menneskelige attributter eller ligefrem med dæk- eller kælenavne, bogstaveligt talt: noms de guerre.
Lige vilkår for begge sider
En skudskade er ikke afhængig af hverken skytten eller den ramtes ophavsnation. Det siger sig selv, at våbnene, betinget af uddannelsesniveauet i de krigsførendes mandskaber henholdsvis angrebs- eller forsvarshæren, har nogenlunde samme effekt, om de affyres af den ene eller den anden part. For manden i marken har død og kvæstelser, smerten og fortvivlelsen ikke noget at gøre med angrebskrigens forbryderiske baggrund eller den angrebnes ret til at forsvare sig, vilkårene er i den forstand ens på begge sider.
Almenmenneskeligt set kan man således fortrøstningsfuldt udtrykke medfølelse med unge russiske soldater, der fældes af ukrainske kugler. Det samme den anden vej rundt, hvor medfølelsen selvfølgelig umiddelbart er mere indlysende.
Men humanistisk betinget medfølelse med den indtrængende fjende, der på de givne vilkår med rette føles som et ægte dilemma, er ikke ensbetydende med sympati for fjendens handlinger eller for Ruslands forbryderiske regime.
Afledninger eller omskrivninger eller distraktioner og bortforklaringer fra den indbyggede og uafviselige afgrundsdybe skyld i enhver krig er der som regel nok af. Det ubærligt konkrete i myrderierne må for selvrespekt og samvittighedens skyld retoucheres og sminkes.
Således er det ikke usædvanligt i krigshistorien, at de stridende parter besmykker deres våben med særlige menneskelige attributter eller ligefrem med dæk- eller kælenavne, bogstaveligt talt: noms de guerre.
I Første Verdenskrig kaldte man en særlig skrækindjagende tysk morterkanon fra Krupp Dicke Bertha efter fru Krupp. Dicke hentydede ikke taktløst til fruens vægtfylde, men til kanonens monstrøsitet. En granat fra Tykke Bertha kunne vælte en hel by. Bertha var i sandhed elsket og frygtet.
Britiske kolonisoldater menneskeliggjorde hengivent deres standardgevær med navnet Brown Bess.
Det er heller ikke ualmindeligt, at krigsførende nationer lader gejstlige velsigne soldater og våben. Russiske ortodokse præster frembar før i tiden de helligste ikoner ved fronten og rakte dem besværgende op foran tropperne.
Gott mit uns, messede tyske feltpræster og løftede korset mod kanonløbene. Leve døden, råbte de spanske fascister. Med frasen My country, right or wrong, tillagt både englændere og amerikanere, fraskrev man herved på nationens vegne soldaterne ansvaret.
Døden venter for enden af geværløbet
For enden af geværløbene venter døden. Unge mænd på begge sider står parat i kampens hede. Dette er i al sin enkelhed ikke værd at glemme.
Det famøse kontrafej af en smilende statsminister og ukrainsk præsident i et ordineret F-16-fly (dog ikke det dannebrogsfarvede) falder andre end Lars von Trier for brystet.
Nu hvor ytringsfriheden igen er oppe at vende, anfægter ingen landets statsministers ret til offentligt at udtrykke sin glædestrålende tilfredshed. Men på baggrund af fremhævet duelighed i åben kamp samt drabspotentialet i den adrætte dræbermaskine – i frygteligt fald ligkiste for piloten – påkalder ytringer fra både donator og donerede snarere den alvor, som konsekvensen af flyenes brug vil medføre blandt de mennesker, der befinder sig i den forkerte ende af maskinkanonens hastigt trukne rækkevidde.
Lige netop oven over dén: kanonen, har statsministeren sat sig til rette. Det aflange vandrette hul i flykroppen over vingen, forsynet med tre køleribber er munding på kanonen, der i beskrivelserne af flyet angives at afskyde projektiler på 20 millimeter, 6.000 af dem i minuttet.
Kun fantasien sætter grænser for, hvordan et mål tager sig ud efter at være ramt på blot den tid, det tager at tørre et smil af ansigtet.
Kampflyene er nu som kanonerne i august 1914 velsignet af velfornøjede statsfolk, der med deres opstemte statistrolle i helvedesmaskinen har praktiseret den ritus, den investitur, der helliggør midlerne uanset målets omkostninger.
Hykleriet er ikke at donere nødvendige våben lavmælt uden folkefest og glæde. Hykleriet er den demonstrerede begejstring, der overdøver sorgen over nødvendigheden.
Hvis man her mangler et passende ord, er utilbørligt ikke skudt ved siden af.
