At skade endsige myrde den fangne fjende er imod dansk ret. Ifølge Mette Thiesen burde piraten efter ankomsten til Danmark længe efter amputation af kvæstet ben på det danske krigsskib, og altså efter at have fået lovligt ophold, være smidt ud på røv og albuer.
At blive smidt ud på røv og albuer har skribenten ikke prøvet. Smidt ud, jo, i embeds medfør, det hændte. Dog ikke på en måde, som en politiker forleden forlangte det håndteret mod en etbenet pirat med lovligt ophold i Danmark. Manden skal slet ikke opholde sig. »Han skal ud på røv og albuer« [sic].
Utvivlsomt en farlig fremgangsmåde, hvor røv og albuer kan brække. Eller ryggen eller hoften eller bækkenet. Det sidste gør ubeskriveligt ondt og tager et år at hele, halvandet at komme sig helt over. En brækket ryg er som bekendt slemt.
Den politiker, der i flere medier anvendte det citerede udtryk som et konkret forlangt overgreb begået mod en konkret person, hvor det i sammenhængen kun kan forstås bogstaveligt, er måske ikke overraskende den Mette Thiesen (DF), der ydermere med tilbagevirkende kraft mener, at piraten – allerede ved det væbnede sammenstød med en dansk flådehelikopter, hvor hans kammerater blev dræbt, han selv såret og taget til fange – frem for tilfangetagelse og redning skulle være »tvunget til at gå planken ud«. Mette Thiesen ville »for nu at være helt ærlig ikke have vendt sig om et sekund«.
Den nærmeste nære næste.
Ifølge Mette Thiesen burde piraten efter ankomsten til Danmark længe efter amputation af kvæstet ben på det danske krigsskib, og altså efter at have fået lovligt ophold, være smidt ud på røv og albuer. Men jo først efter at være blevet hårdt såret på havet, og efter det danske krigsskib, ifald piraten overlevede træfningen, havde vendt helikopteren, hevet piraten op på skibet og tvunget ham planken ud og dernæst sejlet væk uden at vende sig om et sekund, mens manden – for nu at være helt ærlig – for alvor druknede med blodet fossende ud af sit skudkvæstede ben.
Mette Thiesen, der i flere medier gentog sine overlagte freudianske fortalelser, er ikke offentligt kaldt til orden af sin formand Messerschmidt, der ellers gør et stort nummer ud af at gå i folkekirke og bede til Gud. Hverken Han eller Sønnen, som sammen med den Hellige Ånd skal være trefoldigt den samme, ville bifalde en sådan adfærd over for en nødlidende i fangenskab, én, som flåden jo har kvæstet, hvilket var en lovlig og forståelig følge, da piraterne beskød en dansk flådehelikopter, og mandskabet selvsagt handlede derefter.
Menneskerettighedsbestemmelserne i konventionerne, kongruente med dansk lov, er så klare som det uafviselige næstekærlighedsansvar konciperet af jøde- og kristendom, ikke at forglemme islam, og udspringer af disse kulturers etik- og moralopfattelse. Sådan er dét.
Den overskuelig følsomme Mette Thiesen og hendes prætentiøse formand vil ganske givet hævde næstebegrebet kun gældende de nære, for hvem vi har ansvar. Denne bekvemmelighed har DF-mandskabet adopteret fra afdøde pastor Krarup, hvis fordringer på kærlighedsbuddet kun gjaldt den nærmeste nære næste.
Dén holder hverken i byretten eller på Dommens Dag. At lade en druknende dø, uanset hvem, uden at reagere, fratager selv ikke M. Thiesen ansvaret for værgeløs i livsfare, men vækker fordring på lindrende handling.
Dette betoner den skingre melodi at kræve manden smidt ud på røv og albuer.
I særdeleshed da Mette Thiesen forlangte dette skridt taget mod piraten, da den amputerede mand jo for længst er transporteret til Danmark, behandlet efter operationen og har fået benprotese, hvilket Mette Thiesen også synes er for galt.
Forståelig tvivl
Måske man en dag nemmere kan smide ham ud på røv og albuer vel at mærke i mere end vulgær forstand: udvise ham og ledsage en selvgående eks-pirat uden at skulle slæbe ham etbenet i røv og albuer ud til flyet. Han kan selv, kan han. Råheden i perspektivet burde tiltale Thiesen.
Mette Thiesen ville altså hverken have vendt sig om, når piraten var gået planken ud, som pirater sjældent selv gør, men ifølge overleveringen ofte tvang andre til, eller forhindret at nogen siden kvæstede ham. Tværtom.
Men at skade endsige myrde den fangne fjende er imod dansk ret og i lande, vi ligner. Måske undtaget Alabama i USA. Med en ny human henrettelsesmetode gasser de folk nænsomt og længe.
Om så i Alabama piraten var blevet dødsdømt, er tvivlsomt.
Bemærk, at Mette Thiesen efter at plankemanden var gået til bunds, opfordrer den danske flåde – uden at vende sig om – til at aflive deres fange. Det er mord. Et hudafskrabende krav til den stolte flåde, der end ikke – uden sammenligning – tilgav Tordenskjold, at søhelten lod sig slå ihjel i en duel, den slags var strafbart og stuvede kisten navnløs ned i Holmens kirkekrypt i 100 år. Flåden tager ikke let på lovovertrædelser og handlede lige så korrekt med hensyn til Tordenskjold som nu den sårede pirat.
Spørgsmålet er, om Mette Thiesen urokkelig som en lukket ladeport: 1. selv ville tvinge et menneske til at gå planken ud; 2. selv lade ham drukne uden at vende sig om et sekund; 3. selv havde smidt ham ud på røv og albuer med de følger for den invalideredes liv og førlighed, dette med stor sikkerhed ville medføre.
Hvis hun for at være helt ærlig kommer i tvivl, er det forståeligt.
Debatindlæg i dagbladet Information d.2.feb.2024