Det afhængige Flygtningenævn
For de mange hundrede syrere der kun har fået tildelt midlertidig flytningestatus i Danmark vil de kommende uger og måneder blive et mareridt. Flytningenævnet mener, at hvis de er fra Damaskus-området har de ikke noget at frygte ved at blive sendt tilbage dertil, fordi borgerkrigen ikke længere foregår i den del af Syrien.
Flygtningenævnet følger dermed de danske myndigheder, som vores Udenrigsministerium, der hævder, at der nu er fred og ingen fare i Damaskus. I den næste tid vil dette ,,sikre område” givetvis blive udvidet til det meste af Syrien, som en anerkendelse af, at præsident Assad har skabt en slags fred ovenpå borgerkrigen.
Assads efterretningstjenester
Det som vore myndigheder ikke tager hensyn til er den ubehagelige kendsgerning, at borgerkrigens afslutning giver kronede dage til de hensynløse ansatte i Assads flerfoldige efteretningstjenester. Enhver syrer ved, at han eller hun kan blive snuppet af disse bødler. Deres kongstanke er, at der skal hellere være en for mange end en for få i deres fængsler, hvor tortur er hverdagen.
Ingen kan føle sig sikker i Syrien, fordi efterretningstjenesterne behandler potentielle ofre så vilkårligt. Men specielt udsatte er de mennesker der har opholdt sig uden for Syrien. Deres blotte fravær er en invitation til de syriske håndhævere om at tilbageholde dem. Enten ved tilbagekomsten til landet eller når som helst bagefter. Det vil sige, at en tilsyneladende sikker tilbagekomst er ingen garanti for, at man kan leve i fred og sikkerhed.
Myndighederns logik er vanvid i det syriske perspektiv
Ja, men vore myndigheder hævder, at de midlertidige flygtninge fra Syrien ikke har noget at være bange for. De kom på grund af faren fra borgerkrigen og ikke fordi de var individuelt forfulgte. De kan ikke defineres som politiske flygtninge og derfor har de ikke ret til vores beskyttelse.
Formelt betragtet er denne logik korrekt, men set i et syrisk perspektiv er det vanvid. Det syriske regime er berygtet for at tilbageholde og tortere mennesker ved den blotte mistanke om, at de kunne tænke tanker mod regimet. Og valget om at flygte fra Syrien i 2015-16 var en politisk handling der viser opposition til Assads regime. Juridisk set er det ikke ,,republikflugt” men i virkelighedens verden er det en mistænkelig handling der inviterer de syriske myndigheder til at gribe ind.
Tilfældighedernes spil – vilkårlige arrestationer og forsvindinger
Min påstand er et resultat af årtiers beskæftigelse med Assad far og søn og det rædselsregime som de har skabt eller vedligeholdt. I 1980erne hjalp jeg Amnesty i London med at finde frem til syriske asylsøgere i Danmark der kunne interviewes om hvad de havde oplevet i deres hjemland. Gang på gang undrede det mig hvor irrationelt det syriske regime er: du behøver ikke at have lavet noget for at blive tilbageholdt og tortureret. Du kan blot forsvinde i mørket, medmindre din familie kan købe dig fri.
En diktaturstat som Syrien er baseret på tilfældighedernes spil, men noget er ikke tilfældigt: tilbagekomsten af flygtningegrupper vil blive ledsaget af arrestationer og forsvindinger. Det hele er dokumenteret af Amnesty og andre menneskerettighedsorganisationer, men deres rapporter samler støv fordi der er et politisk ønske i Vesteuropa om at lægge den syriske borgerkrig og syriske flygtninge bag sig.
Danmark svigter sit ansvar, evner ikke samarbejde
This problem will not go away: takket være nutidens kommunikationsmidler vil der komme nye efterretninger om uhyrligheder. Vore myndigheder vil gøre deres yderste til at ignorere disse oplysninger eller mistænkeliggøre dem. Vores socialdemokratiske regering satser på at blive kendt for at rydde op i flygtningepuklen, frem for at tage et ansvar for de mennesker der kom her for vores beskyttelse.
Dette er selvfølgelig ikke Danmarks ansvar alene. Som næsten altid er der en markant mangel på samarbejde i Europa om at redde flygtninge. Hvert land forsøger at klare egne problemer, og samarbejde handler kun om at finde en fælles politik for tilbagesendelser.
Jeg har set det igen og igen siden 1980erne og det er fortvivlende hvor mange menneskelige lidelser får lov til at finde sted, mens vore politikere og myndigheder hævder, at de handler i overensstemmelse med ret og pligt. Men vores pligt er at sende folk tilbage ,,in safety and dignity” som det står i bemærkningerne til FNs konventioner, og ikke til en usikker fremtid.
I mellemtiden rapporteres det, at de syriske flygtninge i Danmark har klaret sig dårligt på arbejdsmarkedet. De var kendt for at være flygtninge i luksusklasse, med fine uddannelser og mange færdigheder. Men virkeligheden har været anderledes, hvor mange næsten har været analfabeter.
Disse menneskers færdigheder har intet at gøre med deres ret til at blive anerkendt som flygtninge, men problemet med at integrere dem i Danmark kan bruges som anledning til at sikre, at de ikke får lov til at blive her.
Myndighedernes ligegyldighed over for flygtningenes situation
De nye oplysninger om dårlig integration tager tilsyneladende slet ikke hensyn til det faktum, at en stor del af de syriske flygtninge har været her på midlertidig basis og har hele tiden måtte leve med udsigten om at blive sendt tilbage. Det drejer sig om cirka 4700 mennesker. Hvorfor skulle disse lære godt dansk og integrere sig når de kun er her på tålt tid?
Som så ofte fortælles historien om flygtninges vilkår uden at tage i betragtning hvordan disse mennesker har det. De ses udefra, som en ,,strøm” og ikke som enkelte mennesker. Men disse flygtninge har i de sidste fem år måttet leve i utryghed om deres fremtid. Det er derfor slet ikke overraskende, at mange har klaret sig så dårligt i vores samfund.
Myndighedernes logik: hellere redde ingen end redde de få vi kan redde
,,Men vi kan ikke redde hele verden” hører jeg koret fra vore politikere, og det er rigtigt nok. Vores opgave er ikke at redde alle der forfølges i verden, men vi har et ansvar for dem der kommer til os som ofre for krig og forfølgelse. Danmarks geografi beskytter os fra de fleste af Mellemøstens flygtninge, men vi har en pligt til at beskytte dem der er nået til os og ikke kan sendes tilbage uden risiko for tortur.
Dette er situationen for de syriske flygtninge, og det er hykleri at hævde, at deres midlertidige status ikke giver dem ret til asyl. Så længe Assads bødler venter dem i Damaskus’ lufthavn og ved grænseovergangene fra Libanon er disse mennesker på Herrens mark. De er i fare for et regime hvis tortur-metoder er berygtede. Men også uforudsigelige. Stik imod de konventioner som Danmark har skrevet under og stik imod enhver form for humanitære hensyn: vi er i gang med at sende mennesker tilbage til tortur.