Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Jeg vil helst ikke dø på et sprog jeg ikke taler

Coronatiden har sat vores medborgere med udenlandsk baggrund i en meget vanskelig situation. De ansvarlige for, at vi sammen skal lære at leve med de nye vilkår, har valgt at udskamme og angribe de særligt vanskeligt stillede minoriteter påpeger forfatteren.

Statist i en gentaget interneringsretorik

I P1 debat d. 12. august omtalte Pia Kjærsgaard (PK) en artikel fra Berlingske samme dag, hvor PK citerede en somalisk mand for at sige at somaliere nok var mere næstekærlige end danskere. Til dét bemærkede PK, at det godt nok var en mærkelig måde at være næstekærlig på at være 500 mennesker til en begravelse, når der var en opblussen i coronaepidemien i samme område som begravelsen. Resten af udsendelsen fulgte samme tankesæt mens begreber som kultur og hygiejne blev betragtet som universelle, ligesom ideen om at indvandrere bare skulle ”tage sig sammen” og at sprog er noget man lærer hvis man vil. Som deltager i udsendelsens panel gik det op for mig at jeg som fagperson bare var statist i en kompleks politisk fortælling om hvordan dovenskab, ligegyldighed, uansvarlighed i parallelsamfund satte resten af samfundets helbred i fare under epidemien. Ghettoer skulle lukkes blev der sagt og politiet skulle sættes ind for at kontrollere at smittede overholdt isolationskrav. Andre mente at de raske i belastede boligområder måtte flyttes væk så de syge blev tilbage i ghettoen. Det var som en genopførelse af historien op til anden verdenskrig eller den amerikanske interneringsretorik rettet mod borgere med kinesisk baggrund under krigen.

Angst for myndigheders daglige forhånelser.

Den seneste uge har vi i Indvandrermedicinsk klinik haft kontakt med flere patienter der var grædefærdige over at indvandrere nu igen var skydeskive i coronadebatten. De fleste af dem havde været spærret inde siden starten af marts, købt sprit og forbudt besøg af selv deres børn. De har ikke råd til mundbind, har ikke penge til at hamstre med og er bange for at luften er smitsom. Recepter er ikke blevet indløst, check af sukkersyge, børnevaccinationer og blodtryk er blevet aflyst hos deres læge, og nu er patienter begyndt at aflyse operationer af frygt for coronasmitte. De føler de gør alt hvad de kan, og mere til, men alligevel bliver de hængt ud i pressen af borgmestre og folketingspolitikere. Flere har oplevet tilråb i offentlige transportmidler, så dem tør de heller ikke anvende.

Mangel på saglig information

Alle mennesker i verden er bange for at blive syge og dø. Alle mennesker ønsker at beskytte sig selv, familien, venner og det samfund de lever i. Men for at beskytte sig selv skal man have viden og handlemuligheder. Hvis man ikke får information, så finder man den der hvor man plejer – på internettet, sladder og venner. Og dét er ikke altid den bedste information. Når man ikke kan handle, så barrikaderer man sig hjemme. Børnene kommer ikke i skole og forældrene er skræmte men uden at kunne berolige børnene. På TV står politiet sammen med statsministeren, gaderne er tomme og butikshylderne er rippet. Dén situation kender flygtninge alt for godt hjemmefra: det er farligt og alvorligt. Informationerne i radio og TV er uforståelige og skifter hele tiden. Nyhedsmedierne i hjemlandene bliver hovedkilden, men situationen er anderledes i hjemlandet end i Danmark, så hvad er rigtigt? Pressen er i mange lande betydeligt mere sensationspræget end i Danmark, så billederne er voldsommere, teorierne vildere og misinformationen flyder lynhurtigt – meget hurtigere end selve pandemien. Farlige råd og skrækscenarier om massedød skaber usikkerhed, og konspirationsteorier om epidemien mudrer virkelighedsbilledet. Det sker lynhurtigt hvis ikke de danske myndigheder kommunikerer hurtigt og målrettet til alle sårbare målgrupper: ældre, psykisk handicappede, flygtninge, migrantarbejdere og de unge der hungrer efter sommerfester.

Erstat frygt og udskamning med fordomsfri empati.

En patient i Indvandrermedicinsk klinik sagde at han helst ikke ville dø på et sprog han ikke taler. Vi er alle bange for at dø og en usynlig lille virus der ser ud til at være særlig glad for fattige, kort uddannede og etniske minoriteter gør kun frygten større. Frygt slører hjernen. Frygt er unødvendig. Udskamning er unødvendig og kan være direkte farlig for folkesundheden, hvis det betyder, at de, der har størst risiko for smitte, er dem, der har størst risiko for at blive stigmatiseret af at blive testet. Politikere har et stort ansvar for at anvende et sprog og en forståelsesramme uden at placere skyld, uden fordomme og helt uden skjulte hensigter. Billige politiske points er dyre for samfundet. Symbolpolitik er det bedste coronavirus ved. Ingen af os har lyst til at dø i en atmosfære af skyld, skam og billig politik.

Læs osgå