Coronaen har afsløret statens splid med sig selv og fremkaldt en optrappet råhed mod vore medmennesker af udenlandsk herkomst. Migranter behandles som kriminelle, skønt de ikke er det, og sproget forrås og forråder de værste sider i mennesket. SOS Racismes vigtigste opgave er at bringe viden om myndighedernes overgreb frem i lyset. Nogle af vælgerne har sat partier i Folketinget, der gerne vil af med konventionerne. I den sammenhæng er det SOS Racismes opgave at sørge for at ingen i det danske parlament skal kunne sige: ”Det vidste vi ikke”, som det skete tidligere i historien, da verden var gået i stykker.
Landsrådsformand Jette Møllers SIDEN SIDST peger på hvordan myndigheder med den socialdemokratiske regering i spidsen lever efter det lette princip, at det er i orden at lade munden løbe over med ukvemsord om folk, der er let genkendelige. Så betyder det mindre om mobningen har noget på sig. Man har altid en flok gadedrenge af alle køn til at støtte sig i sit urene trav. SOS Racisme er kaldet til at påpege det. En hel række NGO’er har taget bladet fra munden og henvendt sig til Retsudvalget om forholdene i Ellebæk der bryder Menneskeretskonventionen, som Danmark ellers har skrevet under på. I sidste øjeblik fik vi Lene Kjærs tale, Torturhelvedet Danmark om Ellebæk med. Bodil Hindsholm Hansens åbne brev om Kærshovedgård, Sjælsmark og Ellebæk ,,Med de bedste ønsker for et medmenneskeligt Danmark” taler også højt om hvad myndighederne prøver at skjule. Som et lyspunkt har vi fået lov til at bringe godt nyt fra Randers, hvor studerende arbejder med at byde nytilkomne velkommen. Det skal også siges højt, mens Anne Nielsens artikel på baggrund af de mange mere eller mindre anstændige nye bestemmelser direkte spørger om Danmark er en retsstat.
Morten Sodemann fortæller om sine patienters dobbelte lidelser i deres møde med det ofte uforstående og selvhævdende samfund, der kun viser syge arrogant afstand og frarøver migranter deres mulighed for at ’dø på deres eget sprog’, og vi har fået lov af Information til at bringe et interview med ham, hvor han taler om de kilder han henter kræfterne fra til sit hårde, beundringsværdige arbejde. Georg Metz har med sit INTERMETZO i Information den 3. juli givet os tilladelse til at vise den umisforståelige racisme, som DFs sprogbrug også repræsenterer. Peter Herviks Når oplevelser benægtes er dette nummers solide, lærde hovedret, som gør sig allerbedst med god tid til fordybelse og lejlighed til at opdage hvor modbydelig racisme er. ’Racer’ er en stor illusion. Der er kun én race, Mennesket.
Jette Møller påpeger i sin artikel om det illusoriske ghettofænomen den politiske diskrimination. Den følges op af både Sikandar Siddique og professor Brian Patrick McGuire, der i følgebrevet til sin artikel skriver:
,,Det fortvivlende er, at debatten i dag er lige så overfladisk og narcissistisk som den var i 80erne–men dengang var Socialdemokratiet stort set bag os, mens i dag er partiet indrettet på at vise befolkningen, at det kan holde flygtninge ude — eller sende dem tilbage.”
Brian Patrick McGuire
Vi mindes naturligvis både Georges Floyd og Yahya Hassan. Yahya med en fornem og kærlig analyse af både digteren og politikeren som Naderah Parwani har skrevet, og Georges Floyds død har kaldt et af Hanne Hagens’ digte frem, som Gunnar Hagens har givet os tilladelse til at bringe.
Og endelig bringer vi Bodil Hindsholm Hansens anmeldelse af Michala Clante Bendixens Velbegrundet frygt.
Tidsskriftet er denne gang omfangsrigt, og omslaget er også blevet til ved et samarbejde mellem Karen Margrethe Høskuldsson, som læserne igen nyder godt af sammen med fotograf Karen Marie Diedrichsen. Hvad ser folk mon der – hvis de ser noget? Bagsiden af FORNÆGTELSE er erkendelse: svaner, de danske nationalfugle, flyver mod månen med et digt af Dino Copelj.
God læselyst!