Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Hvad læser du?

SOS Racisme er nysgerrig efter at vide hvor Morten Sodemann henter sine mentale kræfter til det uundværlige arbejde. Vi har fået tilladelse til at udbygge hans artikel med dette interview, som blev bragt i dagbladet Information den 16. august 2020

– Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse? Barbara Kingsolver’s Gifttræets evangelium om en amerikansk midt-vest missionærpræst og hans familie i et ikke nærmere bestemt land på det afrikanske kontinent. Præsten er ignorant og mislykkes med alle sine projekter. Et træ udnævnes til en kirke, men træet bærer giftige frugter, som alle er bange for. Børnene døbes i floden, men krokodillerne i floden har dræbt flere i landsbyen og han ignorerer kokkens kritik af hans amerikanske måde at dyrke kartofler på, så de skyller væk i regntiden. Den er en ubønhørlig historie om fordelen ved at stikke fingrene dybt i jorden før man skaber løsninger på problemer man ikke vil forstå.

– Hvilken bog har haft størst betydning for dig? Ditte Menneskebarn af Martin Andersen Nexø. Fortællingen er enkel og nådesløs. Den var et chok for en dreng som mig fra et trygt øvre middelklassemiljø. Voksne vil ikke altid det bedste for børn og samfundet er ikke nødvendigvis et sikkerhedsnet. Man skal værne om børns opvækst og bogen er stadig aktuel med de befolkningsgrupper der vokser op 2020 i armod som i Nexøs fortælling.

– Hvad er den værste bog, du har læst? Medicinsk biokemi – 3.000 tætskrevne sider med 7 pkt. skrift. Brugte et år på at lære den udenad. Ren tortur og har ikke anvendt så meget som et bogstav fra bogen siden da.

– Hvilken type litteratur læser er du? To typer. Den ene er at jeg ofte anvender litteratur i forelæsninger og undervisning om tværkulturel kommunikation og narrativ medicin. Det kræver at jeg læser bøger jeg ikke normalt ville have læst. Den anden læsetype lokkes af sprog og formuleringer der beder om mere opmærksomhed. Lidt som god musik, der gør hjernen afhængig. Det skal være sprogligt pirrende – ,,En kat sad på en pude” får mig ikke til at læse, men ,,En kat sad på hundens pude”, gør mig nysgerrig og man danner billeder, der indfanger al opmærksomhed.

– Hvornår læser du? Om morgen, i toget og i ferien. Men jeg prøver hver dag at læse mindst én tekst, en blog eller et kapitel. Starter hver dag med at læse noget der kræver opmærksomhed og koncentration. Som forsker skal man kunne læse indenad: hvad står der egentlig og hvad står der ikke. Mit arbejde med tværkulturelle problemstillinger har mange elementer af kognitive smutveje, fordomme og sproglige faldgruber. Patienterne har skabt et behov for at skærpe det sproglige øre for prøveballoner og metakommunikation, som litteratur beskriver perfekt. Læseskarphed er kompetencer der forsvinder i en hverdag der sjældent tilhører en selv. Dét prøver jeg at imødegå ved at læse om morgenen. Lykkes de fleste dage, når bare virkeligheden ikke står for tidligt op.

fra dagbladet Information den 16. august 2020

Læs osgå