Tale ved demonstrationen `Luk Ellebæk’ den 2. september 2020
Kidnappet af den danske stat
,,Jeg så en mand på en madras uden lagen på en seng.
Han havde et tæppe uden betræk.
Han nev sig selv i armen.
Han var sammenbidt, han rykkede og
Gyngede på sengen.
Når han ikke nev sig selv i armen, nev han sig selv i låret.
Han havde kun underbukser på.
Rummet virkede koldt og sterilt. Der var meget lidt lys. Der var kun et lille vindue.
Farid var sammenkrøllet og han gyngede frem og tilbage.
Han var ikke den samme mand, jeg kendte fra tidligere besøg.
Han var meget svær at kontakte.”
Vidnesbyrdet om Farid er nedfældet af en medarbejder, der kort fik adgang til at tilse ham i hans isolationscelle efter han igen-igen havde forsøgt at tage sit eget liv i Ellebæk.
Psykoser, trusler, fængsel og udsendelse
Farid er bare en af mange, der bliver så syge af ophold i Ellebæk, at de gynger frem og tilbage, niver sig selv overalt, skriger og banker hovedet ind i væggen. Når de da ikke står desperate ved telefonen, for at få fat i en ven, der må forstå, at de er kidnappet af den danske stat!
Psykoserne trives i stor stil bag de mure og fikses med store doser stærkt vanedannende præparater, som brat stoppes, når man tvangsdeporteres til nogle af verdens farligste lande.
Aktindsigter i sager som Farids viser, at selvmordsudøvende og selvmords-truede mennesker efterlades nøgne i isolationsceller, hvor de oftest glemmes trods krav om regelmæssig overvågning.
Der kan hurtigt gå dage eller mere, før de tilses af en sygeplejerske hvis behandling er at forklare dem, at hvis de fortsætter med at opføre sig sådan, så kommer de i et almindeligt og langt værre fængsel.
Torturhelvede på dansk jord med indlagte motivations-pakker
(…) Ellebæk ligner [mest af alt] et polsk børnehjem fra firserne, der gør, at stedet er uegnet til mennesker og må betegnes som et torturhelvede på dansk jord.
Det er den samlede motivationspakke, der rummer forhold vi aldrig her til lands ville byde kriminelle, der gør, at Europarådets Torturkomite har erklæret stedet uegnet for mennesker og noget af det værste set i Europa.
En motivationspakke Mattias Tesfaye så fint beskriver, som et ,,nødvendig-hedens skub i ryggen”, for at få afviste mennesker til at rejse hjem.
Motivationspakken indeholder det faktum, at man i Ellebæk lever 3-4 mand sammenpresset i små beskidte celler 23 timer i døgnet.
Man frihedsberøves ofte i det man står og går i, og indsatte ligger ofte i de samme beskidte underbukser måned ud og måned ind.
Når man frihedsberøves, får man konfiskeret sin telefon – ofte uden retten til at få skrevet numre ned på pårørende. Er man så heldig, at man har en ven at ringe til, foregår dette via betalingstelefon på gangen, de færreste har råd til det. Fængselsbetjente og andre indsatte kan naturligt høre alt hvad man taler om.
Indimellem virker telefonen på afdelingen ikke i ugevis, fordi en indsat i afmagt har smadret lortet. Så straffes hele afdelingen kollektivt, fordi ingen vil fortælle, hvem bøllen er.
Maden er for de fleste mere eller mindre uspiselig og består oftest af de samme få ingredienser – nedbruddet ses da også tydeligt over tid hos de enkelte, som ofte taber sig voldsomt, fremstår grå i huden og afkræftede.
Rets-u-sikkerhed i et fængsel, der ikke må kaldes et fængsel
Retssikkerheden er ikke eksisterende – mange aner ikke, hvem deres advokat er og man beskikkes forsvarer, der ikke har speciale i Udlændingeret. Det er ofte en kamp uden lige, at få lov til at skifte advokat.
En time om dagen har man ret til at ,,blive luftet” på overvåget gårdtur. Her kan man pænt bruge tiden på at stå i kø ved en cigaretbetjent, hvor man kan veksle en cigaretmønt til en cigaret. Bagefter kan man stille sig op i en ny kø, for at tænde sin cigaret på en lighter monteret i væggen. Hele cigaretten skal herefter ryges under overvågning af fængselsbetjente.
Det er minimalt hvad man kan få lov at få ind i fængslet, der ikke må kaldes et fængsel. Selv tyggegummi og pornoblade er forbudt.
Alt sammen rigide regler og forhold, som er uacceptabelt at møde ikke-kriminelle med, og som nedbryder mennesker over tid.
Isolation og vold
Isolationsstuerne er flittigt i brug – selv den mindste forseelse, kan føre til mange dage i isolation, hvor det ikke er ualmindeligt, at man i dagevis hverken får vådt eller tørt eller for den sags skyld får lov til at komme på toilet.
Når man har fulgt Ellebæks udpinte mennesker længe nok, og uafhængigt af hinanden hørt de mange beretninger og bedt om utallige aktindsigter, ved man også at alt det, der ikke kan dokumenteres, er sandt. Beretninger om indsatte, der overfaldes og gennemtæves af fængselsbetjente er nærmest daglig kost – ulovlig og unødvendig magtanvendelse er en stor del af motivationspakken.
Hertil kommer de hyppige ransagninger, hvor hele afdelingens indsatte afklædes og smides udenfor bygningen i underbukser og bare tæer – sommer som vinter – ofte under hån og latterliggørelse af fængselsbetjente, som ihærdigt leder efter ulovligheder. Finder man så meget som en skjult cigaret koster det dagevis i isolation.
Ved siden af lever man i et dagligt helvede, hvor der aldrig er ro. Man hører ustandseligt lydene af dem, der i psykose banker hovedet ind i væggen, dem der skriger i smerte, fordi de nægtes behandling og smertedækning, dem der i angst går amok, når de hentes for deportation.
Myndigheders forklaringer og ukritiske journalister
Ukritiske journalister stiller ikke spørgsmålstegn ved denne behandling af ikke-kriminelle mennesker. Ifølge myndighedernes egne oplysninger, bliver omkring 90 procent af de indsatte i Ellebæk udsendt før eller siden. Altså er der ingen gyldig grund til at motivere mennesker med den slags umenneskeligheder og nedbryde dem fuldstændigt før de før eller siden tvinges ombord på et fly!
I forhold til de resterende 10 procent som hovedsageligt er iranere og irakere, der ikke kan tvangsudsendes, er det fuldt ud belyst, at motivationspakken ikke virker. De sidder frihedsberøvet voldsomt lang tid uden at indgå frivillig hjemrejse.
Alle som har siddet langvarigt i Ellebæk er mærket for livet af opholdet. Det kan vi ikke være bekendt. Mange beskriver årevis efter angst, depression, mareridt og hyppige flash backs – vil socialdemokratiske ministre virkeligt lægge navn til en så umenneskelig politik overfor mennesker, der intet andet har gjort end at søge asyl i et af Europas mest uvenlige lande?
Ellebæk er Danmarks endestation og de mennesker, der sidder der, er fra første øjeblik de bankede på vores grænsebom blevet mødt med et himmelråbende umenneskeligt system. Vi antager fra dag et her til lands, at mennesker på flugt er fulde af løgn.
Virksom protest?
De danske anerkendelsesprocenter på en lang række befolkningsgrupper er bekymrende lave set i forhold til øvrige lande, vi bør kunne sammenligne os med! Asylbehandlingen og det politisk styrede Flygtningenævn sender mennesker bag tremmer og på fly. Disse mennesker ville have opnået ophold, hvis blot de havde søgt asyl i stort set alle andre lande.
Få aktivister, pårørende og frivillige har i årevis dokumenteret, klaget og råbt op – Amnesty, Dignity, Institut for menneskerettigheder, Dansk Flygtningehjælp og politikere, der er valgt med en forventning om, at de protesterer mod den slags umenneskeligheder. Man må håbe at Europarådets Torturkomite har vækket dem og pressen, så de ansvarlige ministre ikke slipper med lappeløsninger såsom at pynte lidt på de fysiske forhold.
Det er noget forbandet umenneskeligt svineri, der foregår bag Ellebæks mure. ENHVER DANSKER burde stå her i dag og protestere.