Når Oplevelser Benægtes

Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Print Friendly, PDF & Email

I sin grundige forsknings tilgang til racisme og racistiske holdninger peger forfatteren på den danske majoritetsbefolknings umiddelbare reaktion, forargelse og benægtelse og påviser de tragiske konsekvenser.

,,Inddragelse og styrkelse af formidling af oplevelser af racisme er en god, positiv udvikling. Der er dog en bagside, når det sker på bekostning af den racisme, som igennem den racialiserede måde at tænke andre kulturer, flygtninge, migranter, ikke-vestlige mennesker på, er en del af hele statsapparatet og nyhedsmedierne i Danmark.”

Benægtelsen

Da jeg modtog bevillingen til at studere racialisering i Danmark for fem år siden, indeholdt den en præmis, jeg beskrev som en dokumenteret kendsgerning: At størstedelen af Danmarks ’hvide’ majoritetsbefolkning ikke anerkender minoriteters oplevelse af racisme og racialisering. Med denne artikel tager jeg præmissen op igen. Ikke fordi præmissen har ændret sig. Tvært-imod. Nyhedsmedierne bekræfter i deres indre struktur og deres trivielle tilgang til racisme med vinkler som ,,Er der racisme i Danmark?”, ,,Er danskerne racister”, ,,Hvor udbredt er racismen i Danmark?” og ,,Må vi sige eskimo?”, at der er en indbygget benægtelse af minoritetsoplevelser og racisme gemt bag spørgsmålene. Men præmissen har afsløret nogle overraskelser undervejs, herunder en rystende mangel på faglighed i behandlingen af emnet racisme. Fx når dækningen af emnet kun fokuserer på anti-sort racisme og helt udelader andre former for racisme, som fx islamofobi, antisemitisme og anti-roma racisme.

Skærmtidens ulighed

Et udgangspunkt for en faglig diskussion af præmissen kunne være at forstå racisme som mødet mellem de ,,racialiserede” og de ,,racialiserende”. Dette møde er et af de vigtigste steder, hvor racisme og racialisering udtrykkes og reproduceres. Anførselstegnene indikerer, at der er tale om analytiske kategorier, som først etableres under analysen af mødet, men som sjældent bruges i selve det asymmetriske møde. Et sådant møde kunne starte ganske enkelt med et udsagn som: ,,Pia benægter Thomas’ oplevelse af racisme.” Og at mit valg af navne for de to subjekter i sætningen er inspireret af TV 2 News’ dækning af Black Lives Matter i Danmark, hvor den ene skælder ud og den anden får nogle sekunders skærmtid til at besvare spørgsmålet om, hvordan han oplever racisme.

Benægtelse skal i denne sammenhæng forstås som en slags paraply af bortforklaringer, emneskifter, personkritik og lignende. Når Thomas bliver mødt af benægtelsen, reagerer han typisk med, at Pia ikke forstår racisme. Hun ved ikke, hvad racisme er, men benægter alligevel racismen. I dette opstillede illustrations-eksempel gemmer sig, hvad man med en oversættelse fra engelsk kunne kalde ,,universet i en regndråbe”. Et eksempel på, hvad der også er gemt i ovenstående udsagn er, at jeg ikke beskrev Pia som en ,,hvid dansker” og Thomas som ,,ikke-hvid dansker”, hvilket viser den markerede læsning. Men lad mig først kigge nærmere på selve oplevelsesbegrebet.

Om brug af ,,oplevelsen”

Oplevelser og fortællinger udgør kernestof for antropologer som mig og er her forudsætningen for præmissen om benægtelse af oplevelser af racisme. Siden mit et år lange etnografiske feltarbejde blandt maya-talende yucatekere i det centrale Yucatan i Mexico har begrebet ,,social experience” været det hovedbegreb, hvorom min dataindsamling er foregået. Det engelske begreb indeholder nemlig både ,,oplevelse” og ,,erfaring” samt det faktum, at der er tale om noget socialt og altså mere end blot noget individuelt.

De fire forhold

Fire forhold er umiddelbart vigtige at huske på, når forskellige former for oplevelse indgår i indsamlingen af data såvel som i oplevelsen af forskellighed og ulighed.

For det første er oplevelse, uagtet hvor vigtigt begrebet er, kun en lille del af det erfaringsgrundlag et menneske bygger op. Det enkelte individ når kun at få meget få oplevelser i sin levetid – set i den samlede mængde af hændelser og oplevelser i et samfund.

For det andet varierer fortællingen af en oplevelse i intensitet, type, tidspunkt og omstændigheder, fx om den er fortalt i et 2 x 10 sekunders soundbite til en journalist eller fortalt og behandlet i gentagne etnografiske interviews. I førstnævnte vil journalisten typisk spørge styrende, ,,Hvilke oplevelser af racisme har du så haft, Thomas?”. I etnografiske interviews spørger man efter ,,oplevelser af forskellighed”, herunder kendskab til andres oplevelser, fx venners, bekendtes, ukendtes eller oplevelser beskrevet i nyheds- og sociale medier. Der vil med tiden altid snige sig erkendelser ind i oplevelser, der stammer fra en periode efter oplevelsen. Derfor er det metodisk set en opgave at undersøge hændelsen nærmere ved uddybende samtaler, deltagerobservation og krydscheck med andre, som måtte kende personens liv.

For det tredje er det altid vigtigt at undersøge, hvordan ,,opleveren” (Thomas) relaterer sig til andre menneskers oplevelse, især dem med et nedgørende og måske traumatiserende indhold. Hvordan ligner disse menneskers oplevelser hans egen?

For det fjerde må skildringen af oplevelsens kontekst inkludere de kulturelle og sociale måder at reagere på overfor forskellige slags oplevelser. Ingen af de fire forhold bruger i en faglig tilgang sandhed og falskhed som parameter, men skildrer udelukkende begivenheden så loyalt som muligt ud fra de forskellige lag af betydninger, som er i spil og ud fra den kontekst, begivenheden udspiller sig i. Fagligt set er det vigtigt at undgå en falsk fremmedgjort medlidenhed eller omklamrende sympati med folk som Thomas, hvilket de store racismeforskere igen og igen har advaret imod. I stedet bør den empatiske tilgang styre, dvs. at man sætter sig ind i andre menneskers tanker og følelser, så langt det er muligt, og med den hensigt at blive klogere uden at opgive sit eget perspektiv.

Vi kan nu nærme os ,,oplevelsen” i en mere nuanceret tilgang til forholdet mellem den faglige forståelse af racisme og ,,oplevelser af racisme”.

Oplevelse af racisme

Oplevelse af racisme er for det første en konsekvens af racisme, en konsekvens af nedværdigende behandling, der gør en person mindre værd som menneske. Når Jyllands-Postens lederartikel i 2001 samt Morten Messerschmidt i P1 Debat, 6. august, 2020 således fremfører en opfattelse af, at danske muslimer med familierødder langt fra Danmark er samme slags mennesker som Taleban i Afghanistan og derfor hører hjemme dér og ikke i Danmark, så er deres udsagn udtryk for en racistisk dehumanisering og en radikalisering. På baggrund af nationalistiske udtryk som dansk ,,grundkultur” og ,,hovedkultur”, som Messerschmidt ifølge ham selv repræsenterer, er muslimer uforenelige med Danmark og hører ikke til her. Og det er præcis i disse udsagn, at vi finder kernekriterierne i nyracisme (Hervik 2011). I den omtalte udsendelse med Morten Messerschmidt havde P1 sat tre medietrænede nationalistiske højre-politikere op overfor en ikke-medietrænet muslim, hvor kriteriet var, at hun skulle være iklædt niqab.

For det andet kan oplevelse af racisme bedst ses som et møde, hvor racialisering og racisme konstitueres. Eller rettere også konstitueres. I dette møde får racialisering og racisme et udtryk og en konsekvens. Men det sker ikke, uden at der findes en racetænkning i forvejen. Opdeling af mennesker i kategorier og grader af menneskelighed, samt hvad hvilke kategorier må og ikke må, skyder frem, og begreber som underordning, racialisering, inferiørisering og dehumanisering bliver relevante. Det er først, når denne race-tænkning bliver omsat til handling, og der lægges magt bag handlingen, at den udgør racisme i en faglig forstand.

Oplevelse og forståelse

For det tredje anses oplevelse af racisme blandt minoriteter ofte som indgangen til forståelse af racisme. Forståelse af oplevelse bliver i noget, der ligner et slip, transformeret til forståelse af racisme. Oplevelse af racisme og erfaringer med racisme er altid vigtige. Men det er ikke i sig selv det samme som racisme, hvilket forskere i anti-racisme igen og igen påpeger, såsom Ibram X. Kendi, Banor Hesse, Alistair Bonnet for at nævne et par stykker.

Uanset karakteren af den oplevelse af racisme, som Sarah Ali, modparten til Messerschmidt i debatudsendelsen, møder, vil det være en konsekvens af racisme og ikke det samme som selve racismen, der er langt bredere og dybere. Forståelse af racisme kommer ikke fra oplevelsen alene, men i dette tilfælde fra Messerschmidts tankegods, ideologien bag og dens fjendebilleder, som igen skal forstås i dens samtid.

Når Thomas fortæller sin oplevelse til Pia, så bliver der ikke nødvendigvis lyttet til indholdet. Faktisk kan det ses i det bredere analysearbejde, at der ikke bliver lyttet til selve budskabet i fortællinger om oplevelser af racisme. Vi kalder det en (1)agonistisk lytning fordi der på forhånd er formuleret en uenighed. I stedet for at lytte til indholdet, søger Pia – som løven på jagt efter et bytte – efter en anledning til at sætte et angreb ind. Det kan være navnet, farven, håret, tøjet og lyden af sproget. Så når mange somaliere i Aarhus testes positive for Covid-19 er det en anledning for Pia at slå til.

(1)Agonisme kommer af det græske ,,agonia” som betyder at anfægte, dvs., det er en argumentationskultur, der består af en ’programmeret’ stridbar modstand. Modsvarene er præget af kritik og angreb i deres forsøg på at opnå et højere mål. Denne form for rituel modstand mod trådens oprindelige emne er udløst og afsporet af enkelte ord, der fjerner fokus fra det introducerede tema.

Om ”benægteren”

I SERR-projektets analyse af interviews og den almindelige nyhedsstrøm ser man, at talen om racisme og islamofobi som en særlig form for racisme bliver imødegået på utallige måder, der almindeligvis omtales som ,,benægtelse” af racisme. Eksempler som ,,Danmark er et ’post-racialt’ samfund”, ,,Det er ikke racisme men patriotisme”, ,,Vi er ikke nazister” er kendte udsagn og kommer i mange variationer.

I USA bruges et nyt populært begreb, ,,hvid skrøbelighed”, til at forklare, hvorfor hvide mennesker har svært ved at tale om racisme og derigennem afviser, at racisme eksisterer. Begrebet er udbredt i store kredse af akademiet, der beskæftiger sig med køn, racisme, etnicitet og hvid nationalisme.

Forfatteren til begrebet og bogen ,,hvid skrøbelighed” er sociologen Robin DiAngelo, som kategoriserer sig selv som hvid. Ifølge hende er det et problem, at størstedelen af hvide netop ikke opfatter sig selv som en race, selv om de er det. Netop talen om en persons race udløser den ,,hvide skrøbelighed”, forklarer hun, ikke mindst fordi hvide mennesker pr definition er uvidende om, hvad racisme består af, og hvordan den fungerer. Hun argumenterer, at hendes analyse spiller en vigtig rolle i forsøget på at bryde den forsvarsposition, benægtelse og utilpashed ved talen om racisme frembringer.

Begrebet ,,hvid skrøbelighed” skal ses inden for feltet ,,hvidhedsstudier”, som er domineret af hvide forskere og anti-racister, som retter kritik mod ,,hvide.” De mener, at vejen til mindre racisme er at eksponere ,,hvide” mennesker for deres skjulte diskrimination og privilegie-blindhed.

Skrøbeligheden og uvidenhedens udfordring

Skrøbelighedsbegrebets udfordring er, at vi ikke kan være helt sikre på, hvad der skaber skrøbeligheden og uvidenheden, og hvor dybt det bunder. Er det den reelle konfrontation med uvidenhed om racisme, eller er det selve konfrontationen med brune personer som hævder, at de besidder en anden og overlegen viden end majoriteten?

Talen om den hvide skrøbelighed, fokus på oplevelser og overfokusering på racisme i hverdagen, (,,hverdagsracisme”), risikerer at gøre det modsatte af sin hensigt. I stedet for at se racismen som dybt forankret i et globalt overordnet magtsystem, der favoriserer hvide, risikerer vi, at racisme bliver psykologiseret og individualiseret. Der skal dog tilføjes den nuance, at ikke-hvide også kan reproducere det hvide privilegiesystem, ligesom ikke-hvide ofte har internaliseret racismens mekanisme i deres kognitive apparat, således som Charles Mills, W.E.B. du Bois, Franz Fanon og mange andre advarer imod. Det er i øvrigt også hensigten med begrebet ,,kolonialistisk diskurs” at overkomme den falske dikotomi (opdeling af ét fænomen i to modsætninger. red) mellem racister og ikke-racister, idet diskursbegrebet gør det større end dikotomien og lader forstå, at racismen lever og reproduceres på tværs af dikotomierne.

DiAngelo betoner, at hendes hvidhed har betydning for hendes projekt, og hun har selv indrømmet, at hun skulle have inkluderet begrebet ,,hvid uvidenhed”, som er udviklet af Charles Mills, der er en af de få nordamerikanske filosoffer med ikke-hvid minoritetsbaggrund. Ifølge Charles Mills skal racisme forstås som et kognitivt fænomen og ikke et fysisk-biologisk. Med dette syn er han på linje med fyrtårne som W.E.B. du Bois, Frantz Fanon, Edward Bonilla-Silva, Ta-Nehishi Coates, Ibram X. Kendi og mange andre. Når hvide bliver konfronteret med tegn, ord, handlinger, der markerer en bagvedliggende racismeideologi, så lyder svaret typisk; ,,Jeg vidste ikke…”, mens en anden gruppe er bevidst ligeglade med indholdet i konfrontationen. I stedet for at se svaret ,,Jeg vidste ikke” som et individuelt psykologisk funderet svar, så hævder Mills, at det omvendt er en institutionelt indlejret, udviklet og produceret uvidenhed, der har sat dybe spor i måden at tænke på. Selve undervisningssystemet, kommunikationsindustrien og medie-strukturen er gearet til blindhed overfor racisme, siger Mills, mens han taler om den amerikanske virkelighed. Systemet er gearet til at være pænt og anstændigt præcist på samme måde, som andre forskere har vist det i andre sammenhænge. Fx i en analyse af dækningen af race og køn i det populærvidenskabelige National Geographic. Den redaktionelle linje siden 1905 skærmer bevidst læseren for kontroversielle personligheder og ubehageligheder, mens den fremstiller verden som et pænt og trygt sted (,,nice place”), der ikke kiler ubehag ind i hverdagen hos magasinets 10 millioner abonnenter, hovedsageligt fra den vestlige hvide middelklasse. Det er selve strukturen, der er bygget op til at håndtere de raciale kategorier igennem uvidenhed og benægtelse. Med andre ord er det ikke egentlig uvidenhed eller skrøbelighed. Det er langt værre og går dybere.

Benægterens moralske raseri

Benægtelsen af racismen kan illustreres gennem Pia Kjærsgårds (Dansk Folkeparti) håndtering af ordet racisme og udsagn om racisme. Ved talen om racisme opfyldes Kjærs-gaard ofte af moralsk raseri, som ikke kan håndteres som (hvid) skrøbelighed. Tværtimod. Her er tre udsagn fra Kjærsgaard, der er løftet ud fra deres kontekst, men dog alle handler om, at ordet racisme er bragt frem.

,,Det der vil jeg have mig frabedt. Det beskylder vi ikke hinanden for. Vi har en ordentlig tone.”

,,Racisme-kortet bliver trukket, når man er lidt trængt i debatten”

,,At påstå, at der er racisme i Danmark, falder mig anstødeligt. Er der nogen, der overskrider en grænse? Ja. Men racisme? Nej!”

Efter at have gennemgået udsagn fra Pia Kjærsgaard siden oktober 1995 vil jeg konkludere, at fagligt set er hun spejlblank på, hvad racisme er, både i almindelig brug og fagligt. Hun er ikke interesseret i, hvad begrebet indeholder og ytrer på intet tidspunkt ønske om at inddrage fagkundskaben. Men hun er på vagt og klar til indgreb, når emnet racisme bringes på banen.

Den danske majoritetsbefolknings nationalisme

Alene det faktum at racisme bringes op i den fælles samtale, får Kjærsgaard til at gøre det til et spørgsmål om civilitet, mangel på dannelse, høflighed, anstødelighed, racisme-kortet, og noget venstreorienterede hiver frem, når de er trængte i debatten. Til forskel fra den amerikanske virkelighed, som Charles Mills beskæftiger sig med, er nationalismen en mere betydningsfuld faktor i en dansk sammenhæng. Fagligt set er der ingen vej uden om: Selv om nationalisme klinger negativt i danske ører, så er nationalisme præcis hvad Kjærsgaard og en stor del af den danske majoritetsbefolkning har lært at se verden med. Den danske nationalistiske selvforståelse trues, hvis der sniger sig bare en lille smule retorik ind omkring racisme, hvad enten den er rettet mod muslimer, mørke, romaer, asiater eller grønlændere. I en vis forstand kan man sige, at Kjærsgaard ligesom præsident Trump er særdeles ,,race-bevidst”. Ellers kunne de ikke føre en aggressiv anti-muslimsk og anti-migrationspolitisk strategi, hvor små forskelle bliver gjort til uforenelige forskelle for personer, som beskrives som primitive, bagud og aldrig i stand til at opnå moralsk lighed med den ”vestlige” verden. Kjærsgaard sagde en gang, at der kun er én civilisation i verden (Hervik og Jørgensen 2002). Ergo er de anfægtede andre ikke civiliserede og mindre udviklede.

Mediernes forkærlighed for konflikter er i vejen for solid formidling

Eksemplet med Pia Kjærsgaard viser, hvad Mills også argumenterer: Den institutionaliserede hvide uvidenhed, som bliver produceret i bl.a. undervisningsmateriale, reklameindustrien, den politiske kommunikation og nyhedsindustrien medvirker til, at Kjærsgaard skal håndtere, at et ubehageligt emne som racisme bringes op. Nyhedsmedierne yder store bidrag til denne institutionalisering. Når racisme bringes på banen, associerer ethvert udsagn om racisme rutinemæssigt som en anklage og dermed en negativ destruktiv historie i stedet for en faglig behandling af indholdet. Det er beklageligvis en del af nyhedsformidlingen i 2020, at nyhedsmedierne fremfor at tilføre et vigtigt emne en større forståelse, vælger at bringe konfliktfyldte holdninger til emnet. Således tæller fremprovokation af moralsk panik og forargelse højere end solid vidensformidling.

Konkluderende

Fra et fagligt synspunkt og med de tunge fagfolk på flankerne er situationen tragisk. I hvert fald så længe man kan konstatere, at jo mere raciale kategorier bliver presset igennem i den offentlige samtale, jo mere vil den blive erobret, tæmmet, kontrolleret af det hvide privilegiesystem. Man kan stille det op som en hypotese, at jo mere racisme-samtalen bliver italesat som racisme, jo mere forankret bliver privilegiesystemet. Til dette hører også, at jo mere skinger og ekstrem talen imod racisme bliver, og jo mere racistisk tonen og politikken bliver, jo mere radikaliseret risikerer forbrugerne af denne diskurs at blive.

Inddragelse og styrkelse af formidling af oplevelser af racisme er en god, positiv udvikling. Der er dog en bagside, når det sker på bekostning af den racisme, som igennem den racialiserede måde at tænke andre kulturer, flygtninge, migranter, ikke-vestlige mennesker på, er en del af hele statsapparatet og nyhedsmedierne i Danmark.

Oplevelse af racisme bliver ofte hæftet sammen med tanken om, at hvide mennesker ikke forstår racisme. Når vi bruger præmissen, at den hvide majoritetsbefolkning ikke anerkender minoriteters oplevelse af racisme, så er det ikke det samme som at sige, at hvide ikke forstår racisme. Oplevelse er unik for den person, som oplever. Oplevelse kan være formet af kategorier og tanker, som ikke var til stede i selve øjeblikket, hvor oplevelsen fandt sted. Men det ændrer ikke det faktum, at oplevelse er oplevelse og kun opleveren kan tale legitimt om oplevelsen. Det udelukker desværre ofte, at opleveren ikke bliver bedt om at tale om andres oplevelser. Racisme er fagligt ikke det samme som oplevelse, selv om begrebet indgår i racisme-analysen. En sådan faglig analyse inkluderer lytning til mange, ofte modsatrettede oplevelser, konteksten for oplevelsen, definitioner på begreber om underordning, racialisering, racisme og meget mere. Og den handler om sammenligning med andre og større sager, lokaliteter, regioner, indskrivning i internationale erfaringer og meget mere. Fordi du har oplevet racisme, betyder det ikke, at du har styr på erfaringer fra studier af racisme og sammenligning af dem. Kun du kan opleve oplevelsen, men sammenligning og analyse rækker ud over den enkelte person.

Andre kosmopolitiske anti-racister og aktivister insisterer på, at hvide skal snakke med hvide om hvid racisme og det hvide privilegiesystem. Jeg vil argumentere for, at dette er noget vrøvl. Man kan ikke på samme tid hævde, at hvide ikke forstår racisme, og at hvide skal tale med hvide om racisme. For det vil betyde, at hvide skal tale med hinanden om noget, de ikke ved noget om, og racisme er et alt for vigtigt emne at overlade både til dem, som ikke ved noget, og til dem, som ved noget og som ved bedre. Denne kritik af hvide, som til tider tager form af anti-hvidhed, efterlader ”det hvide privilegie” og magtrelationer uberørt. Det er særdeles uheldigt, for problemet er ikke hvide mennesker. Problemet er det globale hvide privilegiesystem, som hovedsageligt favoriserer hvide. \pfbreak

Di’Angelo, Robin. 2018. White Fragility: Why It’s So Hard for White People to Talk about Racism. Beacon Press:Boston

Hervik, Peter \& Rikke Egaa Jørgensen. 2002. ,,Danske benægtelser af racisme.” Sosiologi i dag 32(4): 83-102.

Hervik, Peter. 2011. The Annoying Difference. The Emergence of Danish Neonationalism, Neoracism, and Populism in the Post-1989 World. New York and Oxford: Berghahn Books.

Hervik, Peter. 2015. Race, “race”, racialisering, racism og nyracisme.” Dansk Sociologi 26(1): 29-50.
http://ej.lib.cbs.dk/index.php/dansksociologi/article/view/4991/5422

Hervik, Peter. 2019. “Journalistikkens krise – antropologiens chance?” Jordens Folk, særnummer, pp. 15-25.

Læs også Den hvide skrøbelighed

Persondatapolitik

Kontaktoplysninger:
SOS Racisme, Verdenskulturcentret, Nørre Allé 7, 2000 København N
Tlf. 42331968,
Mail: sos@sosracisme.dk, Formand: jette@sosracisme.dk
Website: www.sosracisme.dk,
CVR: 29070601




Persondatapolitik for foreningen SOS Racisme.

SOS Racisme tager beskyttelsen af menneskerettigheder meget alvorligt, så det er naturligt, at persondata i foreningen skal beskyttes. Vi har derfor vedtaget denne persondatapolitik, hvor du kan finde information om, hvordan vi behandler dine personoplysninger.

Personoplysninger er alle slags oplysninger, der direkte eller indirekte kan henføres til dig som privatperson. De personoplysninger, som SOS Racisme registrerer om dig, er navn, adresse, telefon og e-mailadresse og kontingentbetalinger.

SOS Racisme er dataansvarlig. Foreningens databehandlere er formand, næstformand og kasserer. Disse er valgt for et år ad gangen og sikrer, at behandling og beskyttelse af dine personoplysninger sker i overensstemmelse med gældende lovgivning.

Videregivelse af personoplysninger
Som hovedregel deles persondata ikke med tredjepart. Det kunne eventuelt være samarbejdspartnere, som modtager personoplysninger til behandling på vegne af SOS Racisme.

Hvis vi finder behov for dette, vil vi spørge om din tilladelse.

Behandling af personoplysninger – Formålet
Ved behandling af personoplysninger forstås enhver aktivitet, som involverer brug af personoplysninger.

Personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og må ikke viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål. Vi indsamler og behandler dine personoplysninger i nødvendigt omfang, men altid med et bestemt formål. Personer, vi registrerer, er enten
medlemmer eller bidragydere.

Formålet med behandling af dine personoplysninger er afgørende for, hvilke personlige oplysninger
vi indsamler. Herunder kan du læse, i hvilke situationer vi typisk anmoder om dine

personoplysninger, og hvilke typer personoplysninger vi indsamler.

• Oprettelse af medlemskab eller eventuelt tilmelding til foreningens arrangementer. Her beder vi
om dit navn og kontaktoplysninger (adresse, telefon, mail).
• Personoplysninger ved generelle henvendelser og vejledning. Hvis et medlem kontakter os i
forbindelse med vejledning eller generelle henvendelser, vil vi bede dig oplyse dit navn og evt.
medlemsnummer.
• Udsendelse af Tidsskriftet SOS Racisme. Ved udsendelse af tidsskriftet benyttes oplysninger om
dit navn og postadresse.
• Brug af hjemmesiden www.sosracisme.dk.

Kontrol og opdatering af personoplysninger
Vi kontrollerer løbende, at de personoplysninger, vi behandler og opbevarer om dig er korrekte. Du kan imidlertid hjælpe os med dette ved at meddele os eventuelle ændringer til dine personoplysninger, fx ændring af navn, adresse, telefonnummer og e-mail. Du kan kontakte os via
ovennævnte kontaktoplysninger. Databehandlerne kan søge i åbne kilder (fx vejvisere), hvis der konstateres fejl i registrerede personoplysninger.
Sletning af personoplysninger Vi sletter dine personoplysninger, når de ikke længere er nødvendige for os at have. Tidsperioden
for opbevaring afhænger således af karakteren af oplysningerne og baggrunden for opbevaring.

• Foreningen sletter ikke personoplysninger på aktive medlemmer. Formålet med dette er at sikre, at
vi har overblik over medlemskaber.
• Personoplysninger på medlemmer slettes straks ved udmeldelse af foreningen. Personoplysninger på aktive medlemmer om kontingentbetaling opbevares i fem år, ligesom data om kontingentbetaling indgår i foreningens regnskaber i fem år. Disse slettefrister følger
bogføringslovens regler.
• I tilfælde af, at der pågår en tvist med et medlem eller samarbejdspart, så opbevares alle relevante personoplysninger, indtil den pågældende tvist er endeligt afsluttet eller bilagt.

Dine rettigheder
Du har en række rettigheder. Det er ret til indsigt, til berigtigelse, til sletning og til indsigelse jf. lovgivning om behandling af persondata. Hvis du fx. ønsker at gøre brug af disse rettigheder, bedes du kontakte formanden for SOS Racisme via ovennævnte kontaktoplysninger.

Adgang til dine personoplysninger
Du har ret til at få oplyst, hvilke oplysninger vi har om dig, med hvilket formål vi behandler disse, og hvor længe vi opbevarer dine oplysninger. Derudover har du ret til at få oplyst, hvilke aktører dine personoplysninger eventuelt videregives til.

Ændring og sletning af dine oplysninger
Du har ret til at få rettet dine oplysningerne, hvis de oplysninger, vi har registreret om dig, ikke er korrekte. Ved henvendelse om dette beder vi dig oplyse, hvilke oplysninger der er ukorrekte, og hvordan vi kan rette dem. Hvis du ikke længere giver dit samtykke til behandling af dine oplysninger, sletter vi de oplysninger i det omfang, vi kan. Der kan være forhold som medfører, at vi ikke kan slette alle dine data, fx oplysninger, der indgår i regnskabet, som opbevares i op til 5 år.

Indsigelse og klage
Du har ret til at gøre indsigelse mod den måde, vi behandler dine personoplysninger på. Du kan indsende en indsigelse til formanden for SOS Racisme jf. ovenstående kontaktoplysninger.

Du har også mulighed for at indgive en klage over vores behandling af dine personoplysninger til:
Datatilsynet, Borgergade 28, 5. sal, 1300 København K. tlf. 3319 3218, dt@datatilsynet.dk.

Ændring af persondatapolitik
SOS Racisme forbeholder sig ret til at opdatere og ændre ovenstående privatlivspolitik. Eventuelle ændringer vil blive offentliggjort på hjemmesiden sos@sosracisme.dk, hvor dato for seneste opdatering vil være angivet. Ved væsentlige ændringer gør vi opmærksom på dette gennem en
synlig besked på foreningens hjemmeside og/eller i udsendte nyhedsbreve.

Vedtaget maj 2018, revideret 29. august 2018