Yahya Hassan – 19.05.1995 – 29.04.2020
Han ville vække os af vores lammende passivitet. Yahya Hassan interesserede sig for sin samtid, han rummede både en inderlig kærlighed til sit bagland og en dyb kærlighed til Danmark. Han var frygtløs. Den vold og vrede kom til udtryk i blokbogstaver, vredt og med et brutalt sprog i digtsamlingerne. De blokbogstaver var et skrig efter et opgør med had, ignorance, religionskrige og diskrimination.
Det politiske menneske
,,Mange flygtninge og efterkommere af dem føler sig dobbelt fremmedgjort, religiøst og etnisk. I Danmark kan vi forstå stress på arbejdspladsen, vi kan forstå at det kan være svært at blive forælder, men vi kan ikke forstå krigstraumer og hvad det vil sige at grave små børn op af ruinerne.”
(af hans tale for Nationalpartiet)
Når jeg kommer rundt og taler med mine minoritetsvenner, så er de alle berørte af Yahya Hassans død. Yahya Hassan satte ord på den sorg hans familie levede med. I sin tale for Nationalpartiet fortæller han, hvordan hans onkel, efter at være kommet til Danmark, valgte at tage sit eget liv. Han fortalte om flere generationer, der voksede op i flygtningelejre og at de blot fortsætter med at leve videre i de danske flygtningelejre (ghettoområder):
,,Vi må huske, at krig, mennesketab, besættelse, fordrivelse, forringet sociale, sproglige, religiøse og kulturelle standarder, samt dårligere vilkår for at tilpasse sig, idet flygtninge og efterkommere af dem ikke har haft et permanent levested de sidste to-tre generationer ikke har gjort dem til undermennesker, men til folk med en særlig historie og dens uomgængelige konsekvenser.”
(af hans tale for Nationalpartiet)
Gennem mit arbejde som psykolog med flygtninge har jeg opdaget, at krig ikke kun frarøver os vores hjem, vores sociale netværk, vores arbejde og vores normale hverdag. Krig frarøver os også noget af det allervigtigste — vores basale følelse af tryghed og tillid. Krigen splitter mennesket, afskærer det fra dets rødder og kaster det ud i uvisheden. Den smider den hjemløse og rodløse ud i flygtningelejre, ud i fremmede lande, ud i umenneskeligheden og herefter bliver det kastet ind i et rotteræs, i en præstationskultur, som ligger så langt fra det sprog, den kultur og den historie flygtninge kommer hertil med.
Yahya Hassan satte ord på netop det, krigens og elendighedens konsekvenser. Han satte ord på ydmygelserne, yderlighederne, hykleriet og uretfærdigheden i minoritetsmiljøerne, men han satte også ord på ydmygelserne, hykleriet og uretfærdigheden i Danmark. Jeg husker selv, hvordan der blev talt til mine forældre, hvordan de blev ydmyget foran andre i kommunen.
,,Vi skal ikke have en strammere flygtningepolitik. Vi skal stramme op i vores flygtningepolitik. Vi må skelne mellem den gruppe flygtninge og fremmedarbejdere, som kom i sidste halvdel af det forrige århundrede og så den flygtningestrøm, som er kommet efter år 2000 fra Irak, Syrien, Afghanistan og Libyen, for den har vi selv været med til at skabe.”
Yahya Hassan
Han vidste, at ingen problemer kan løses før vi erkender, at de eksisterer. Selvom mange vil reducere Yahya Hassan til digter, så jeg ham langt mere som et dybt politisk menneske, der interesserede sig for sin samtid og for en mere retfærdig verden. Det krævede enormt meget mod af ham at bruge sig selv, skrive om sig selv og udstille sin historie, men det kræver endnu mere mod at træde ud på slagmarken og tale åbent om tingene og tage imod alle de slag fra de kræfter, der ønskede at holde ham nede og holde hans mund lukket.
Karaktermord: Danmarks skyggesider
I Danmark begår vi ofte karaktermord på store tænkere, der fortæller sandheden, særlig når de er stærke minoriteter og ser kritisk på Danmark udefra. De får ikke meget ytringsfrihed. På grund af deres baggrund har de adgang til perspektiver som etniske danskere ikke har, ligesom etniske danskere har adgang til perspektiver på andre lande, som de ikke selv har.
Yahya ønskede at åbne vores øjne for den virkelighed, der eksisterer uden for vores privilegier, både udenfor de velfungerende minoriteters virkelighed og udenfor velfungerende etniske danskeres virkelighed. Han prikkede hul på bylden, så alt det giftige kunne komme ud. Han udstillede dobbeltmoralen i begge lejre. Han var nemlig ikke kun et offer for volden i sit eget bagland, men også for den vold og uretfærdighed, der eksisterer i Danmark, i psykiatrien, blandt politiet og i vores medier. Selv om han var ramt af den brutalitet og selv var blevet en del af den, ønskede han at ændre de strukturer i vores samfund, der forårsager volden.
Oprøreren
Yahya startede sit ungdomsoprør ved at påpege hykleriet i sit eget bagland og det stoppede han aldrig med:
,,Hizb ut-Tahrir taler om muslimerne, som om vi smeder rænker mod dem, og ikke har opdaget at muslimernes omdømme allerede er fordømt. De taler om Guden, som om de har talt med ham. De forsvarer profeten Muhammed, som havde han været et sagesløst barn i Aishas arme. De bringer skam over den islamiske kulturarv, når de reducerer den til sharia.”
,,Hizb ut-Tahrir er en minoritet i minoriteten. Et segnende segment, en vabel eller en vorte i samfundet, som er blevet skånet for lægens kniv, fordi den er affældig og på vej til at blive en uduelig fregne. Jeg kender deres tilhængere. Bandemedlemmer og selvbestaltede båtnakker. Et forbandet bundt hyklere. Og så har de et par veltalende talsmænd. De kan tale herfra og til dommedagen, de tiltaler os ikke. Gud fader til hest. Koranen advarer mod grupperinger og kulter som Hizb ut-Tahrir og Islamisk Stat.”
Han ønskede netop at adskille fundamentalister fra den muslimske flertal og islam, men det havde sin pris, som Danmark slet ikke tog seriøst.
Dansk misbrug og svigt
Selvom Yahyas oprør mod de yderligtgående bogstavtro muslimer handlede om, at de ikke skulle tale på vegne af flertallet, misbrugte medier og politikere hans kritik til igen at generalisere. Han fik herefter mange muslimer på nakken, herunder de bogstavtro og ,,selvbestaltede båtnakker”, der ikke forstod hans hensigter.
Danskerne derimod elskede ham for hans kritik af muslimerne, lyttede til ham og gjorde ham til en helt. De elskede hans brutale kritik af elendigheden i minoritetsmiljøerne. Det gav mange danskere mulighed for at få afløb for deres egen frustration, og de kunne nu få bekræftet deres fordomme og den latente dæmonisering af muslimerne. Yahya skrev nemlig om yderlighederne og elendigheden i bunden af minoritetsmiljøet, og danskerne spiste det råt.
Nationalpartiet
Men, da Yahya Hassan meldte sig ind i Nationalpartiet og ønskede at bruge sin stemme til også at gøre noget ved udfordringerne netop i minoritetsmiljøerne, blev reaktionen en hel anden. Han italesatte krigens konsekvenser, terrortruslerne i Danmark som et resultat af vores brutale krige i Mellemøsten, kritiserede den strukturelle diskrimination. Vi skulle ikke glemme alle de civile vi har bombet og bagefter gøre dem til bødlerne.
Politi, psykiatri og overmedicinering
Yahya blev ikke kun forfulgt af sine egne, men også af politiet. Vreden over det danske hykleri og det svigt han mødte herefter, efterlod ham i et mørke. Han ender i psykiatrien, hvor han også skriver om, hvordan han bliver overmedicineret. Der er ingen fra hans danske forfatterkredse, der har italesat, hvordan systemet har svigtet ham. Han vender tilbage hjem til sin mor og onkel og erklærer sig som muslim og kort tid efter er han død.
DR foretrækker dokumentar om Stram Kurs, men afviser Nationalpartiet!
Yahya ville ikke puttes i en kasse. Han var loyal over for sig selv og over for sandheden. Da han sammen med Kashif Ahmad ville gøre noget ved integrationsproblemerne, blev de igen røvrendt af deres egne medmuslimer. Derimod fik de fuld opbakning af deres etnisk danske vælgere, der troede på deres projekt. Det var kun ca. 5 \% af vælgererklæringerne, der bestod af muslimer, resten var etniske danskere, der støttede Nationalpartiet. På den anden side stod systemet imod dem og skabte forhindringer. DR lavede filmoptagelser af deres proces fra start, men da partiet fik langt mere opbakning, bakkede de ud af sagen og ville ikke vise deres dokumentar. Det gjorde de ikke engang med Stram Kurs. Vi skal derfor nå dertil, at den strukturelle diskrimination er langt mere massiv end vi tror.
Yahya Ægte Hassan: Digteren og Mennesket
Han ville kendes og huskes som Yahya Ægte Hassan. Jeg forstod godt hvad der skete med ham. Han ville elskes og accepteres som en muslim. Danmark skulle også anerkende den side af ham. Yahya Hassans digte var et råb om hjælp og hans politiske engagement var et forsøg på at gøre noget ved problemerne. Der er mange Yahya’er i vores samfund, unge mænd, der kæmper hårde kampe for sandheden, men som tværes ud af vores strukturelle diskrimination og korrupte system. Man knækker disse unges håb inden de når at mærke sig selv.
Minoritetsmennesket i den danske version
Minoritetsbørn og unge bliver påvirket af den racialiserede retorik. Det blev Yahya Hassan meget mere bevidst om og særlig til slut. Gennem sin succes med digtsamlingen Yahya Hassan blev han budt velkommen ind i de danske forfatterkredse og i medierne, for de levede højt på hans selvhad, men efter hans engagement i Nationalpartiet opdagede han for alvor, hvordan hele samfundet vendte ham ryggen. Han blev aldrig accepteret for den han var – for Yahya Ægte Hassan.
Efter sin tale for Nationalpartiet, fik han ikke den støtte og hjælp han havde brug for. En af de ting som jeg også har undret mig over var, hvorfor alle eksperterne og forfatterne ikke på et tidspunkt forbandt hans kunst og skrivetalenter med hans kulturelle baggrund. Man fornægtede at forbinde noget positivt med Yahya Ægte Hassan. Det er lidt det samme, der sker med andre minoritetsforfattere og feminister. De bliver alle gjort til problemer eller rettere de kommer først ind i varmen, får først adgang til at skrive, når de går imod hvem de selv er og hvor de kommer fra.
W.E.B. Du Bois, en afro-amerikansk sociolog (1868-1963), og forfatter til ,,The Soul of Black Folk”, beskriver, hvordan han som sort følte sig udenfor det hvide fællesskab og blev gjort til et problem, hvordan det føltes både at tilhøre det øverste og nederste lag i samfundet:
It was dawned upon me with a certain suddenness that I was different from others – shut out from their world by a vast veil. For the world I longed for, and all its dazzling opportunities, were theirs, not mine.
Why did God make me an outcast and a stranger in mine own house?
Du Bois’ oplevelser med racismen fik ham, ligesom Yahya, til at tage en beslutning om at engagere sig politisk for at bryde med de strukturer, der opretholder undertrykkelsen.
Double Consciousness, den dobbelte bevidsthed.
Minoritetsbørn og unge udvikler på samme måde et dobbeltblik på sig selv; deres eget blik på dem selv og så det racialiserede blik fra samfundet og majoriteten, hvor de konstant bliver gjort til et problem. Iram Khawaja, forsker i diskrimination, skriver også ,,vi bliver ikke kun til som mennesker gennem vores egne eller andres blikke på os, men også gennem vores forestillinger om andres blikke på os” — og hvis samfundet systematisk fortæller ensidige historier om minoritetsbørn og unge, så bliver de nærmest diagnosticeret til at være et problem og dermed også socialiseret til ikke at tænke højt om sig selv. Samfundet tillader på denne måde ikke, at disse børn og unge udvikler deres helt egen selvbevidsthed, men kun at se sig selv gennem samfundets blik på dem. W.E.B. Du Bois beskriver også, hvordan det er mærkeligt at leve med denne dobbelte bevidsthed, denne følelse af at se sig selv gennem andres øjne, at måle sin sjæl med et målebånd, der tilhører en verden, som ser til i underholdt afsky og medlidenhed. Man føler altid denne tohed, to sjæle, to idealer, der bekriger hinanden. Yahya krævede ligesom W.E.B. Du Bois, at minoriteter selv stillede sig i spidsen og definerede sig selv og var tro mod det selv, sådan som han selv var.
Flygtningebarnet
Yahya Hassan provokerede os alle, både os fra minoriteten – og majoriteten. Yahya Hassan skal ikke reduceres til en digter. Han var et barn af flygtninge. Flygtningebørn er mærket psykisk og mange af dem ved, hvordan krig har ødelagt deres familier. Flygtninge lærer ikke kun at overleve den menneskelige brutalitet. De udvikler også en dyb kærlighed til retfærdighed og medmenneskelighed. Det er svært at indtage en distanceret indstilling til de politiske beslutninger, der ødelægger menneskeliv.
Yahya Hassan var et politisk menneske, der nærede en dyb kærlighed til sandheden. Han dækkede ikke over sandheden, han afslørede den. Han havde et politisk projekt og det var at få os alle ud af fornægtelsen, ud for at konfrontere det mørke, der eksisterer i vores samfund, der deler os op i grupper. Han var et offer for det mørke. Han havde sit palæstinensiske flag på jakken. Han ønskede, at vi alle tog ansvar for de krige, vold, traumer, diskrimination, social kontrol, forsømte minoritetsdrenge, forråelsen i politiet, i vores psykiatri, i vores retssystem og i vores politiske system. Mørket findes også i Danmark.