Den amerikanske sociolog Robin DiAngelos bog ”WHITE FRAGILITY – Why It’s So Hard for White People To Talk about Racism” (2018) fik jeg i julegave af mit barnebarn. Den er god at få forstand af – især for os hvide antiracister.
Identitetspolitik
USA blev grundlagt på princippet om, at alle mennesker er født lige. Alligevel var starten på nationen folkedrabet på de oprindelige folk, og grundlaget for den amerikansk rigdom blev skabt af kidnappede og slavegjorte afrikanere og deres efterkommere. Kvinder blev nægtet retten til at stemme indtil 1920, og sorte kvinder reelt indtil 1964. Alle fremskridt, der er opnået indtil nu, er opnået gennem identitetspolitik. De, der sad ved magtens borde, er og bliver sunde hvide mænd fra mellem- og overklassen. De udelukker andre, men ikke af ond vilje. Homogenitet kan nemlig forårsage ulighed, for hvis man ikke er bevidst om de forhindringer, andre står over for, ser man dem ikke og er heller ikke motiveret for at fjerne dem – og da slet ikke, hvis de giver en fordel, som man synes er ens naturlige ret.
Hvis det at være kvinde forhindrer dig i at stemme, kan du ikke give dig selv den ret. Kun mændene kan give dig stemmeret. For at kæmpe for den ret er du nødt til at italesætte kvinder. Gør du ikke det, vil de, der har ret til at stemme, gå ud fra, at det er en universel ret, som alle har. Da kvinder fik stemmeret
i 1920, var det hvide kvinder, der fik den af hvide mænd. Universel valgret fik kvinder først med Valgretsloven i 1964, hvor borgerretsbevægelsen havde italesat afroamerikanernes manglende adgang til at stemme.
Bogen har derfor sine rødder i identitetspolitik, og Robin DiAngelo opererer med to kategorier: hvid og ikke-hvid (people of color). Hun er hvid og henvender sig primært til hvide – og sætter derved endnu en gang hvide i centrum. Men som hvid er hun insider og har derfor en fordel, som ikke-hvide ikke ville have. Og hendes bog er henvendt til os progressive hvide.
Racebegrebet
Kun hvide kunne få statsborgerskab i USA. Fra slutningen af 1800-tallet og op i første halvdel af det 20. århundrede blev begrebet den hvide race konsolideret, og det var domstolene (dvs. hvide mænd), der afgjorde, hvem der var hvide.
Biologisk racisme (racelære) skulle bl.a. retfærdiggøre folkemord og slavegørelse af kidnappede afrikanere og byggede på videnskabens undersøgelser af, hvorfor (ikke ’om’) hvide var de andre ”racer” overlegne. De karakteristika, der adskilte den sociale konstruktion, som menneskeracer var, var imidlertid kun udvendige, og forskellene imellem ”racerne” viste sig at være mindre end forskellene inden for den enkelte ”race”.
Racebegrebet blev samtidig brugt til at forhindre arbejderklassen i at forenes på tværs af racer. Raceskel har hindret amerikanske arbejdere i at organisere sig imod arbejdsgiverne, idet hvide arbejdere var mere fokuseret på modsætningen til ikke-hvide arbejdere.
Det svære ved at tale med hvide om racisme
Fordi vi hvide er socialiseret i en dybt internaliseret følelse af dominans (supremacy), som vi enten ikke er bevidste om eller ikke kan indrømme over for os selv, bliver vi meget skrøbelige, når der tales om race.1) Vi opfatter racisme som noget, der har med onde mennesker at gøre, og bliver vrede, bange, sårede eller får skyldfølelse, hvis vi bliver forbundet med racisme. Vi ser racisme som (onde) individers handlinger eller holdninger og ikke som det system, racisme er.
Vi hvide, som måske snarere burde betegnes ikke-farvede, er født ind i en hvid verden og har en hvid erfaring og ikke en universel erfaring som menneske, som vi selv går rundt og tror. Vi er ”normalen”, standarden, og vi er slet ikke vant til at tænke på os selv som hvide, kun på de andre som ikke-hvide. Men vi er ikke meget for at indrømme det og påstår måske ovenikøbet, at vi er farveblinde. Det er imidlertid ikke nogen god ide, for derved anerkender vi ikke den forskelsbehandling, der er ”de andres” virkelighed.
Hvad der især forhindrer os i at se racisme klart, er den vestlige kulturkreds’ tro på individualisme og objektivitet. Troen på individualisme betyder, at hvert menneske er helt unikt og sin egen lykkes smed. Troen på objektivitet indebærer, at vi er overbeviste om, at vi kan være fri for fordomme.
Hvis vi hvide accepterer, at vi tilhører en racegruppe, opgiver vi vores individualisme, og samtidig falder vores tro på objektivitet også fra hinanden, fordi vi så ikke er universelle, men betragter verden ud fra en bestemt menneskegruppes perspektiv.
Derfor vil vi nærmest pr. automatik kæmpe for at vise, at vi er undtagelsen, der gør, at vi ikke er som andre hvide. Men vi nødt til at komme ud af vores komfortzone med hensyn til racisme.
Fordomme og racisme
Alle mennesker har fordomme, forudindtagne holdninger over for medlemmerne af en social gruppe, herunder stereotyper og generaliseringer, som er baseret på meget lidt eller ingen erfaring med den pågældende gruppe og så projiceret ud på hele gruppen. Når vi handler på vores fordomme, diskriminerer vi – ved at ignorere, ekskludere, true, latterliggøre, tilsvine og udøve vold. Det kan også være, vi bare føler ubehag, så vi undgår den pågældende slags mennesker.
Alle har fordomme, og alle diskriminerer, men racisme er ikke en handling eller en begivenhed. Racisme er en struktur, et system. Man skal have magten og kontrol over institutioner for at kunne udøve racisme. Derfor giver det heller ingen mening at tale om ’omvendt racisme’. Ikke-hvide har simpelthen ikke magten til at udøve racisme, kun til at diskriminere, og deres diskrimination er forbigående og afhænger af konteksten.
Mændene nægtede kvinderne rettigheder og kunne gøre det, fordi de kontrollerede alle samfundets institutioner. Derfor var den eneste måde, kvinder kunne få valgret at få mænd til at give dem det. Kvinderne kunne ikke give sig selv stemmeret.
Ifølge DiAngelo er racisme en ideologi, som gennemsyrer hele samfundet, fx i skoler og lærebøger, politiske taler, film, reklamer, højtider og ord og vendinger. Af de 100 største filmsucceser i verden i 2016 var 95 instrueret af hvide amerikanere (og 99 af mænd), så det er hvide – som oftest med meget lidt kontakt til ikke-hvide – der repræsenterer ”de andre”, ikke kun i Vesten, men over hele verden.
Det hvide overherredømme – White Supremacism
De hvides modstand mod begrebet det hvide overherredømme (white supremacism) har fået hvide højrefløjsnationalister til at ændre deres retorik. I stedet for at råbe ”Nigger, nigger, nigger” som i 1954 er de blevet meget mere abstrakte, så de i stedet taler om fx skattelettelser, hvor en af konsekvenserne er, at sorte rammes hårdere end hvide.
Men DiAngelo bruger ikke kun white supremacism om det yderste racistiske højre, men om hele den amerikanske kultur, hvor de hvide og alt, hvad der forbindes med dem, er idealet og normen for mennesket, og ikke-hvide er afvigelser fra normen. Det hvide overherredømme tydeliggør, at ansvaret for forandring ligger hos os hvide, der kontrollerer samfundets institutioner.
Neoracisme
Efter borgerretsbevægelsen i USA er der næsten ingen åbne racister, men racisme findes stadig. Alle undertrykkelsessystemer tilpasser sig udfordringer og bevarer uligheden. Farveblind racisme er et eksempel på racismens evne til at tilpasse sig kulturelle ændringer. Hvis vi ikke ser hudfarve, findes racisme ikke. En typisk respons på påstanden om, at race stadig har betydning, er, at den, der nævner hudfarve, selv er racisten. Men påstanden om, at man ikke ser hudfarve, er en underkendelse af ikke-hvides oplevelser af diskrimination. Mange, der har alle de rigtige holdninger på det bevidste plan, udtrykker deres ubevidste fordomme ved at tale ”med omsvøb” for at bevare deres positive selvopfattelse: ”Der er desværre meget kriminalitet i området” (=Her bor mange unge mænd af anden etnisk baggrund) – ”Vi er kun hvide her på arbejdspladsen, for der er ikke nogen af anden etnisk baggrund, der søger.”
Forskningen viser, at hvide børn i børnehavealderen udvikler en fornemmelse af hvid overlegenhed, men det kan ikke forbavse, når man tager i betragtning, at samfundet konstant sender meddelelser om, at det er bedre at være hvid end ikke-hvid. En amerikansk undersøgelse blandt de yngre generationer viser, at de går mere ind for ligestilling end tidligere generationer, men de er mere farveblinde og går imod foranstaltninger, der kan reducere uligheden. 48% mener, at diskrimination mod hvide er lige så stort et problem som diskrimination mod ikke-hvide(!)
Hudfarvens betydning for hvides liv
For sorte er fortiden med slaveri og racistisk undertrykkelse brutal og fortsat en del af deres traume. Hvide mener ikke, at historien er vigtig, og taler meget om ”de gode gamle dage”.
Vi hvide er bare mennesker, man taler fx ikke om hvide forfattere, men hvis forfattere ikke er hvide, bliver de racialiseret (fx. sorte forfattere) og påduttes desuden en agenda. Mennesket fremstilles som hvidt, Jesus, Adam og Eva bliver afbilledet som hvide, ”hudfarvet” er farven på vi hvides hud osv. Vi vokser alle op i et samfund, der fortæller os, at hvidt er idealet, og at manglen på brune mennesker ikke er noget tab. Det er for mange af dem, der er problemet.
Imellem hvide er der desuden en stiltiende aftale om ikke at konfrontere andre hvide, hvis de siger noget problematisk med hensyn til ikke-hvide. Man tier i hvid solidaritet – og straffes, hvis man ikke gør. I vores samfund, der er gennemsyret af hvid dominans, kan vi hvide ikke undgå at blive indoktrineret med vores egen overlegenhed. Og det er vores opgave at finde ud af, hvordan denne socialisering kommer til udtryk i vores hverdag, og hvordan den påvirker vores reaktioner, når der sættes spørgsmålstegn ved den.
Kontrasten god/ond
Den mest effektive tilpasning af racisme i nyere historie er nok kontrasten god–ond. I gamle dage var det ok, hvis hvide åbent erklærede, at de mente, den hvide race var overlegen. Ifølge DiAngelo ses racismen som ond og onde menneskers værk siden de sortes borgerretskamp. I Europa er det vel nærmere siden nazisterne og Holocaust.
Men kontrasten god–ond holder ikke. Vores forældre kan meget vel have fortalt os, at alle mennesker er lige, vi kan have brune venner, og vi fortæller måske ikke racistiske jokes. Men som hvide medlemmer af et samfund, hvor racisme er en del af selve fundamentet, påvirkes vi stadig af racismens kræfter. Vores identitet, vores personlighed, vores interesser osv. udvikles ud fra et hvidt perspektiv. Og jeg kan ikke bare fralægge mig ethvert ansvar for at gøre noget ved uligheden, fordi jeg er et godt menneske og derfor ikke nogen racist.
Men hvide forsøger at slippe udenom:
Der er de farveblinde:
Jeg har lært, at alle er lige; Jeg ser ikke farve; Jeg er ligeglad med, om folk er røde, blå eller grønne; Race har ingen betydning; Børn i dag er meget mere åbne; Hvis folk viser mig respekt, viser jeg dem respekt, uanset deres hudfarve; Jeg blev drillet, fordi jeg var x…
Der er de mangfoldige:
Jeg arbejder i et meget mangfoldigt miljø; Jeg har brune familiemedlemmer/venner/børn; Jeg har boet i Afrika; Vores børnebørn er multikulturelle; Jeg boede i Japan og var en minoritet; Min oldemor var sigøjner; Mine forældre var ikke racister og har lært mig ikke at være det…
Alle disse bortforklaringer forsøger at fritage dem, der taler, for ethvert ansvar. De fejer hudfarve af bordet, lukker diskussionen og cementerer status quo.
Hvide som gruppe
Hvis vi lever adskilt fra ikke-hvide mennesker og ikke omgås nogen privat, er det et stærkt budskab til vores børn, uanset hvad vi fortæller dem. Det er ikke menneskeligt muligt at være uden fordomme eller lære et barn at være det. Det er bedre at lære sine børn at genkende og udfordre racisme.
Mange hvide opfatter selve det at nævne de hvides magt som diskriminerende, men det udstiller netop forstillelsen og afslører virkelighedens raceskel. Selvfølgelig krænkes hvide normer ved at nævne den hvide overmagt, men ulige magtforhold kan ikke udfordres, hvis man ikke anerkender dem. At fortie raceskellene giver os hvide mulighed for at bevare fornemmelsen af at være unikke individer.
Men det er netop det, vi skal lære at opgive: fornemmelsen af at være unik og hævet over hudfarve. Vi hvide er nødt til at give slip på vores individualitet og diskutere hvide mennesker som en gruppe.
Ikke-hvide kan ikke regne med at blive set som unikke individer. De ses som hørende til en gruppe, og ofte endda en gruppe, der består af mange forskellige etniske grupper. I Danmark er vi fx begyndt at bruge ”ikke-vestlige”, der omfatter alle mulige etniske grupper, men i virkeligheden mener vi ikke-hvide. Os selv insisterer vi på at se som unikke individer.
Den hvide skrøbelighed - en form for tyranni
Når vi hvide konfronteres med vores egen racisme, bruger vi alle midler for at aflede opmærksomheden. Hvis det kan flytte fokus, benægter vi, forklarer, fokuserer på vores gode intentioner, spiller djævlens advokat, bagatelliserer, overdriver, surmuler, lukker af eller trækker os rent fysisk, eller vi giver os til at græde (Det gælder især middelklassekvinder).
Den hvide skrøbelighed fungerer som en form for tyranni: Jeg vil gøre dig helvede hedt, hvis du konfronterer mig, uanset hvor diplomatisk du forsøger at være. Hvid skrøbelighed holder ikke-hvide på plads og er en måde at beskytte, bevare og genoprette det hvide overherredømme på. Fokus flyttes væk fra den, der blev udsat for den ekskluderende eller racistiske bemærkning eller handling, og over på den ”krænkede, misforståede” hvide.
Typiske bemærkninger vil være:
Det var ikke min mening – Du misforstod mig – Du spiller racismekortet – Jeg føler mig ikke tryg – Problemet er dit tonefald – Det er dig, der er racistisk over for mig – Jeg kan heller ikke sige noget rigtigt – Du sårer mine følelser – Du får mig til at føle mig skyldig – Jeg har også haft det svært.
Den hvide skrøbelighed har bestemte funktioner: At bevare den hvide solidaritet, lukke af for selvrefleksion, bagatellisere racismens eksistens, lukke diskussionen, fokusere på budbringeren, ikke budskabet, gøre hvide til ofrene, kapre diskussionen, beskytte et indskrænket verdenssyn, få hudfarve ud af diskussionen og beskytte vores hvide privilegier.
DiAngelo er kommet til den konklusion, at der findes én grundregel, som aldrig må brydes:
- Tal aldrig under nogen omstændigheder til hvide om deres racisme.
Hvis man absolut vil bryde denne regel, gælder der andre regler: Der må ikke være problemer i vores relation, vær stille og rolig, stol på, at jeg ikke er racist, når du giver mig feedback på min racisme, feedback skal gives med det samme og privat, ikke foran dem, der var involveret, vær så indirekte, du kan, dine antydninger af racisme gør mig utryg, og du skal genopbygge min tillid ved aldrig at give mig den slags feed-back igen, du skal tro på mine gode intentioner og lade min gode vilje gøre skaden god igen, at fokusere på mit hvide privilegium er at underkende den undertrykkelse, jeg føler (på grund af social klasse, køn, alder, seksualitet osv.), at antyde, at min opførsel var racistisk, er at misforstå mig, og du skal give mig mulighed for at forklare mig, indtil du accepterer, at det var dig, der misforstod mig.
Det selvmodsigende i disse regler er helt lige meget. De skal sløre racismen, beskytte hvid dominans og genoprette den hvide balance. Den hvide skrøbelighed straffer dem, der giver feedback, tvinger dem til tavshed igen og bevarer den hvide solidaritet, den stiltiende aftale om, at vi vil beskytte vores hvide privilegier og ikke holde hinanden ansvarlige for racisme.
Hvis den, der giver feedback, ikke er hvid, så får man at vide, at man har trukket ”racismekortet”, og den hvide skrøbelighed slår så meget hårdere tilbage. DiAngelo anbefaler derfor, at man overvejer at få en hvid til at gøre det for sig.
DiAngelo forsøger selv at følge disse retningslinjer: Hvordan, hvor og hvornår du giver mig feedback, er lige meget. Jeg har brug for det, jeg er helt tryg med mit hvide privilegium, og jeg kan klare det. Kan jeg ikke det, er det min egen opgave at komme over det.
”Where Do We Go from Here?”
Strategien med altid at være flink over for ikke-hvide er ifølge DiAngelo racismens måde at overleve på. Flinkhed får ikke racismen frem i lyset. Kampen mod andres og ens egen racisme er en livslang proces, men den er og bliver nødvendig for at få vores handlinger til at stemme overens med vores erklærede værdier.
1) Race er almindeligt brugt på amerikansk, hvor man fx bliver spurgt om, hvilken race man tilhører, når man lader sig registrere som vælger i sydstaterne. På dansk foretrækker vi hudfarve eller etnicitet.