Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Hov! Det var ikke med vilje!

– hvordan kan vi modarbejde diskrimination i hverdagen?

Hvordan kan man som allieret — og måske majoriseret (hvid) — bevæge sig i antidiskriminations- og racismefeltet uden at slå sig? Hvordan kan man undgå at sige eller gøre noget upassende eller sårende? Og hvad skal man gøre, når man ønsker at støtte anti-racisme og anti-diskrimination — men kommer til at agere klodset, selv om det ikke var meningen?

Det er ikke et ukendt dilemma. Mange ønsker at være med til at bekæmpe diskrimination og racisme. Alligevel sker det, at til trods for at vi tror, vores handlinger, ord eller opfattelser er i orden – så træder vi i spinaten.

Det kan nok ikke undgås, at der sker uheld. Diskrimination og racisme er en integreret del af vores fælles referenceramme — kultur, historie, sprog, vaner, og hverdag — så det kan blive noget af et minefelt at navigere i. Vi har kun det sprog og den viden, vi alle deler. For at undgå racisme og diskrimination bliver vi nødt til at tænke lidt ud af boksen.

Prøv at sammenligne med et uheld i trafikken: En cyklist køres ned af en bil og brækker armen. Uheldet sker, selvom bilisten og cyklisten overholder alle færdselsregler.

Bilisten kan ikke påstå, at cyklisten ikke er blevet ramt, eller ikke har brækket armen. Skaden er sket, selvom det ikke var intentionen. Giver vi alene trafikanten skylden, løser vi heller ikke problemet – for problemet ligger til dels i, at reglerne ikke passer til trafikken. Ændres reglerne ikke, vil problemet stadig gentage sig – blot for andre bilister og cyklister.

Det er afgørende, at vi ser på trafikken og reglerne med friske øjne. Der skal etableres nye regler. Vi må køre på en lidt anden måde, så alle kan bevæge sig mere sikkert.

På samme måde kan måden, vi omgås hinanden (f.eks. ved vores regler, vaner og hverdagspraksisser), revurderes. De regelsæt, vi har lært, skaber en række snubletråde. Når vi gør, som vi plejer – dvs. følger sociale ”trafikregler” – kommer vi ofte til at ramme forkert. Det gør skade, selvom det ikke altid er så tydeligt som en brækket arm. Men det betyder ikke, at det ikke gør ondt eller opleves som vold. Intention er uinteressant. Det handler jo ikke om intentionen (eller den der volder skade). Det handler om den, der bliver ramt – og hvordan vi undgår, det sker!

”Race”, nationalitet, uddannelse, seksualitet, køn, habilitet, social baggrund, klasse, alder, religion, tro og overbevisning og afstamning påvirker alt sammen, hvordan vi mødes med vores verden, medmenne-sker, og hverdag. Ligger disse til grund for, at vi ikke oplever samme rettigheder og muligheder som majoriteten, er der tale om diskrimination. Sker det uden intention, kan der være tale om strukturel diskrimination og racisme. For diskrimination er indlejret i vores strukturer og hverdag. Følgende punkter tænkes som en hjælp til ”trafikanterne”, der gerne vil blive klogere og dermed undgå at ramme de andre.

Privilegie og position

– Vi er alle del af en fælles historie, samfundsstruktur, og kontekst. Derfor er der også en række ting vi ikke selv har valgt. Position og privilegie hænger sammen med blandt andet baggrund, opvækst, økonomiske og sociale vilkår, køn og ikke mindst med hudfarve. De er med til at påvirke vores muligheder, det vi tager for givet, og hvordan vores hverdag ser ud. Det har betydning for, hvad vi har kendskab til, og det vi ikke forstår. For at agere respektfuldt i dette felt, kan det være afgørende at anerkende. Det vil sige: Erkende (uden skam og skyld) hvordan man selv er positioneret. Giv andre plads til selv at udtrykke, hvad det betyder for dem.

Benægtelse

– Når vi kommer til at agere på en måde der rammer andre, er det ikke ualmindeligt at benægte: ”Jeg mente det ikke sådan” – ”Jeg er ikke racist/sexist/homofob” – ”Det var ikke min skyld” – ”Du overreagerer/er over-følsom,” og lignende. Men en påtale om diskrimination er ikke en retssag – det er en ulykke. Du skal ikke inddrage formildende omstændigheder som din intention for at få nedsat straf. Tvært i mod kan din pointe om, at din intention ikke var dårlig, medføre en række problemer. For eksempel placerer benægtelse den, der er kommet til at diskriminere i centrum. Det flytter fokus fra den, der er ramt (den brækkede arm) over til bilen, der har ramt cyklen. Det kommer hurtigt til at blive en besked om, at fordi det ikke var meningen, er ingen skade sket. Cyklisten med den brækkede arm kan ikke tillade sig at klage, når nu det ikke var med vilje. På den måde bliver det bilisten der fasthol-der retten til at bestemme, om der er sket noget, og cyklisten (og cyklistens virkelighed – den brækkede arm) bliver affejet.

Position og privilegie er afgørende her. Hvordan kan det være, at bilisten kan tillade sig at underkende cyklisten? Hvorfor opleves cyklistens virkelighed som mindre afgørende? Hvad er det, der gør at vi hellere taler om den, der diskriminerer, frem for at forholde os empatisk til den, der er udsat for det? Det er ret interessant, for alene det er med til at gøre skaden større. Den brækkede arm bliver ikke behandlet, og det har konsekvenser.

Ansvar

– Position har stor betydning, og med position følger ansvar. Jo stærkere man står, desto mere ansvar har man – om det ønskes eller ej. Oftest er det dem, der står i en majoritetsposition der har mulighed for og adgang til at påvirke reglerne. Det er også derfor, der hviler et større ansvar hos majoriteten. Majoritets-stemmer har magt og bliver oftere lyttet til end andre. Men hvad vil det sige i praksis?

Der er meget der kan og skal gøres, og der er ikke plads til det hele. Hermed 5 forslag til handling:

  • Kend/erkend din position! – Forhold dig til, hvordan du selv er placeret og tænk over, hvad det kan betyde for dit møde med andre?
  • Drop benægtelse! – Anerkend at andre har en anden oplevelse og virkelighed. Sker uheldet – så lyt, anerkend den andens virkelighed, og giv plads til den andens oplevelse. Lad være med at sætte dig selv i centrum. Selvfølgelig kan du (som alle andre) tage fejl eller komme til at handle forkert.
  • Respekter! – at andre har en anden oplevelse eller erfaring – din fortolkning er ikke den eneste! Og endnu vigtigere — anerkend at folk oplever racisme på baggrund af deres farve, selvom du ikke selv kan se det.
  • Sig undskyld! – Hvis det ikke var din mening at gøre skade, så sig undskyld.
  • Del din platform! Vig din (majoritets) plads! – Som person i en majoritetsposition har man ofte bedre mulighed for at komme til orde end dem, der er positioneret anderledes. Tag et ansvar – Er du en del af majoriteten og aktivist – så brug din magt og adgang til at skabe plads til en, der ikke har samme adgang. Er du mand, så giv plads til en kvinde – Er du hvid, så giv plads til en brun. Osv. Walk the talk.

Kampen mod racisme og diskrimination er en fordel for alle; majoritet såvel som minoritet vinder ved, at diskrimination mindskes. Diskrimination er meget dybt forankret i vores fælles referenceramme, historie, sprogbrug, kultur og praksisser. Det skaber uønskede situationer og positioner – og mange står ufrivilligt positioneret (og socialiseret) som racist, sexist, homofob og så meget mere. På samme måde er mange iscenesat som forkerte – forkert farve, religion, seksualitet, alder, osv. Rammen er vores arv, men det kan heldigvis også ændres. Vi har et ansvar, særligt os der står stærkt.

Vi er mange der gerne ville bekæmpe diskrimination og racisme. Trafikreglerne skal ændres. Lad os komme i gang.

Læs osgå