Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Hanne Hagens (1936 ­- 2019)

I foråret 2010 begyndte jeg mit arbejde som redaktør af SOS Racismes tidsskrift, der dengang var en slags nyhedsbrev. Allerede nogle år havde Hanne Hagens og hendes mand Gunnar og jeg været med i en litteraturkreds, hvor vi sammen læste gode bøger.

Man kan lære meget ved at lytte til andres læseoplevelse og –fortælling. Jeg havde da bemærket Hannes usædvanlige væsens blanding af vild beskedenhed og rolig redegørelse for originale iagttagelser.

Det viste sig at være mere rigtigt, end jeg havde drømt om, da hun forærede bladet tre digte og betingede sig at de skulle offentliggøres anonymt. De kan læses i marts nummeret 2010. Lige før sin død sagde denne dejlige digter at vi godt måtte udgive hendes digte.

I dette nummer bringer tidsskriftet post mortem det mest rystende af de tre med en særlig tak til Gunnar Hagens. Digtet er – til skam for os voksne – lige så aktuelt i dag som for ti år siden.

Krigens børn


Billeder

krystalklart erindret

af krigens børn.

Barnet i en verden af mørke med stjernen fæstet på brystet og angstens kappe om de spinkle skuldre.

Barnet der nøgent med rædslen som eneste ledsager flygter
for det alt for stærke lys

ordløse ofre for krigens ubarmhjertighed.

Ubærligst dog barnekrigeren
som med afmagt i hjertet tvinges ind i voldens landskab

forkrøblet på krop og sjæl.

Hanne Hagens

Læs osgå