Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Racisme?

Racisme? Diskrimination? Identitet? Medmenneskelighed?

Det er jo unormalt at være normal og omvendt!

Ifølge Kantar Gallups liste over seernes adfærd i august valgte over 350.000 at følge DR1-programserien ”Anderledes som mig”. Den blev i løbet af måneden sendt i fire afsnit. I skrivende stund er de første tre blevet sendt. Det er opmuntrende at blive informeret om, at det i en af ugerne blev den femte mest sete udsendelse. Udsendelserne anskueliggør nogle problemstillinger, som til alle tider har været direkte årsager til formuleringer af målsætninger for vores samfundsindretninger og bestemmelser for midlerne til opnå dem. Spørgsmålet er igen og igen: hvordan afgøre hvilke normer, der på den mest hensigtsmæssige måde kan gavne dannelsen af et funktionsdygtigt fællesskab?

Kan man kende den gode fra den onde?

Normalisering og samfundssind hører så nøje sammen, at begge dele synes at være hævet over enhver tvivl og diskussion. Lovmæssighed og regelrethed synes at være attråværdig som modsætning til anarki og asocial opførsel. Men ved nærmere eftertanke stiller den slags begrebsdannelser store krav om nærmere definitioner. For hvad vil det egentlig sige at være normal? Hvordan tager en lovlydig sig ud?

Hvad det sidste angår, er der utallige eksempler på, at den enkeltes fremtoning: alderstegn, klædning, størrelse og hudfarve kan føre til fysiske konflikter og psykiske problemer. I ovennævnte serie følte 25-årige hårløse Rune sig alene og abnorm. Men en kontakt med fire andre ligestillede gjorde det muligt at nedbryde nogle grænser, han aldrig havde turdet håbe på at kunne overskride.

I en anden udsendelse fortalte den 32-årige Stefan hvordan tilværelsen pludselig kan ændre sig og bringe den enkelte i en helt anderledes situation end alle andres. Han mistede i 2012 benet i en trafikulykke. Men mødet med fire andre benamputerede gav ham håb om at genvinde livsglæden. Noget lignende opnåede 22-årige talehæmmede Kennie på 22 i den tredje udsendelse. Sammen med fire andre fik han talt ud om mange fremtidsplaner, som måske ellers aldrig var blevet til noget.

En vigtig pointe i de her nævnte udsendelser er, at samtalernes bevidstgørende funktion kan modvirke en hævdelse af, hvad der her kan opleves som en diskriminerende normalitets ekskluderende ensrettende dominans. Den afvigendes eksistensberettigelse gøres almengyldig og forsvares som noget selvfølgeligt. For lidt selvmodsigende: Det er jo unormalt at være normal og omvendt!

Mary Consolata Namagambe

Hvad der angår nævnte fysiske handicaps, har også gyldighed i den aktuelle diskussion om børneopdragelse og støt stigende grupperinger af ældre samfundsborgere. Til belysning heraf gøres der opmærksom på navnet Mary Consolata Namagambe. Hun er dansk-ugandisk jurastuderende, iværksætter og vært i Radio24syv, født i 1989 i Uganda og opvokset i Dan-mark.

Det er Consolatas indstilling, at det i et kulturelt ansvarligt samfund. som det danske, er vigtigt at sætte spørgsmålstegn ved, hvilke stemmer der bliver hørt, og især hvilke der ikke bliver hørt i børnebøger.

Diskrimination, børn, gamle og ’fremmede’

Børn er ikke bare børn, men intelligente og kompetente mennesker, som søger læring i det, der præsenteres for dem. Det er vigtigt, at alle børn allerede fra en tidlig alder mærker, at de er individer med ret til at blive set og hørt, og at deres virkelighed betyder noget. Deres fremtid betyder noget. Deres særpræg betyder noget.

Af en nylig udsendelse fremgik det, at noget helt parallelt gælder for alderdommen. Der er en diskrimination af de ældre, som kan sammenlignes med tidens fordomsfulde holdninger til ”de fremmede” iblandt os. Ifølge en undersøgelse er det kun 4% af danskerne, der glæder sig til at blive gamle. Og halvdelen af de adspurgte oplever, at ældre mennesker har lavere status i samfundet end for 40 år siden.

Som det også fremgik af programmets præsentation: ”I Uganda flytter de ældre ind hos deres børn og børnebørn i sidste del af livet – og bliver i øvrigt set op til på grund af deres lange liv og mange erfaringer. Hvorfor er det ikke sådan i Danmark?”

Mary Consolata Namagambe fandt svar sammen med journalist og forhenværende chefredaktør på Ekstra Bladet, Bent Falbert, aldringsforsker Henning Kirk, og Michael Teit Nielsen, som er vicedirektør i Ældre Sagen og dertil lytterkommentarer. til imødegåelse af tidens aldersdiskrimination f.eks.: ”At være en gammel ven er noget af det bedste der findes!”

Udsendelsen kan findes på nettet: www.24syv.dk/programmer/mary-og-de-gamle-hvide-maend/54242354/orker-du-at-blive-gammel-i-danmark

Fra Mary Consolata Namagambes Facebookopslag:

At lave sommerradio [i radio 24/7] har været som at gå til eksamen hver dag, flere timers forberedelse til hvert emne, nervøsitet og et nyt territorie, men samtidig en ekstrem personlig eksamen om mine oplevelser hvor jeg skulle balancere mellem det faglige og personlige, mellem at udtrykke mig og lytte.

Det har været en vild oplevelse, som har udfordret min tålmodighed, min åbenhed, hvordan jeg lytter, og måden hvorpå jeg får udtrykt mine hjertesager, så de både kan mærkes og forstås på vores korte sendetid.

Denne radiorejse har gjort mig endnu mere vidende på de diverse emner og er et bevis for mig på at jeg har en plads der hvor jeg tager plads, og jeg er nu klar til at starte på et nyt kapitel i mit liv som handler om at færdiggøre min børnebog og få den udgivet til næste år!

Læs osgå