Det har i den forløbne tid været noget forvirrende, at ytringsfriheden, der ellers har særlig god plads på Folketingets talerstol, netop dér blev indskrænket, så det blev forbudt at kalde racistiske udtalelser for racistiske. Det fik SOS Racisme til – efter den første hovedrysten – at spekulere på, hvad det egentlig er, vi taler om, når vi bruger ordet ’racist’ og ’racisme’. Racist vil ingen være, men mange vil gerne pege racistisk på medmennesket.
Det er derfor SOS Racismes tidsskrift har valgt RACISME som dette nummers tema. Vi har bedt lærde folk og folk, der selv bliver ramt af racisme, om at hjælpe os med at afklare fænomenet, og vi har fundet, at racisme og diskrimination er i nært slægtskab.
Mira Skadegaards artikel peger på ordvekslinger: man bør gøre sig klart, at det altid er et rigtigt menneske, man taler med, og at man, hvis samtalepartneren føler sig ramt af en hånende eller spøgende bemærk-ning, bør tage det til sig i stedet for straks at stille sig i forsvarsposition. Samtale er ikke snak i enerum, men en kraft, der kan såre og bringe flag i brand, for nu at nævne det mindst skadelige.
Det er den artikel, der har inspireret tidsskriftets omslag, så vi kan færdes efter skiltenes gode råd. Igen en inspiration, hvor Karen Margrethe Høskuldsson overgår sig selv.
Knud Lindholm Lau har givet SOS et interview og indkredser, hvad det er, der får racisme til at vokse frem. Han har om nogen her i landet studeret og viderebragt talens dødsensfarlige virkninger.
Med samme erkendelse har Ann-Claire Olsen læst Halfdan Rasmussens digte i begge Gyldendals udgivelser. Her gøres rede for vores gamle humanists plads i dagens kultur. Hun viser, hvor hurtigt det, der tales om, kan se helt anderledes ud, end det gjorde dengang, det blev skrevet, og Jette Møller, vores formand, analyserer bogen og begrebet Den hvide skrøbelighed.
Den 13. maj på Christiansborg var der konference om Racisme i det enogtyvende Århundrede. Roger Matthisen, MF for Alternativet og SOS Racisme var arrangører. Vi bringer her to af konferencens vægtige indlæg: det juridiske med Niels-Erik Hansens tale og det medicinske af Morten Sodemann. Her bliver det ganske umisforståeligt, at dansk politik diskriminerer mennesker, der har krav på vores beskyttelse og vores støtte.
Men det er også en glæde, at loven støtter demokratiets meningsfulde arbejde, sådan som vi i forsommeren så det på Nyborg Gymnasium. Byrådspolitikere havde overskredet deres kompetence, men gymnasiets rektor, dets lærere og flere af Nyborgs borgere forstod instinktivt, at alle unge mennesker har brug for og ret til undervisning. Henrik Vestergaard Stokholm fik – fortjent – både Retspolitisk Forenings Kafkat og den ærværdige demokratistafet. Vi bringer et uddrag af hans takketale for stafetten.
Leif Hjernøe, som i 1979 udgav sin roman Racisten, forbinder i sit indlæg racisme med diskrimination lige som i sin bog.
Ved et blik uden for vinduerne kan man komme til at frygte en genopkomst af fascismens pest på tærsklen til vores egen dør. Er det anderledes i Danmark?
Er der mildere toner på vej i den sidste tid? Det fornemmer vi: ganske stille. Der råbes mindre had ud i medierne. Midt i denne verdens kaos, som dog er så tydelig, synes et glimt af større venlighed at bane sig vej? Venlighed har man også lov til at udtrykke – frem mod en tålelig sameksistens. Og hvad så med de andre? Ja, men de andre – det er jo os! God læselyst!