3. Udrejsecentrene og Ellebæk gør folk psykisk syge

1. Adgangen til sundhedsvæsenet er stærkt begrænset

Nogle gange siger et billede mere end tusinde ord – derfor begynder bloggen med nogle tegninger fra Foreningen Små Broers kickstarterkampagne på instagram for bogen: ”Fortællinger fra Kærshovedgård” i 2022-2023. Dora Grents har tegnet billederne i denne serie: “Kære læger i Danmark”, og en af serierne i bogen. Tegningerne refererer til nogle fortællinger i bogen, og til andre personer fra Kærshovedgård.

Sundhedsmæssige rettigheder for asylansøgere og udviste udlændinge
Børn har efter Børnekonventionen principielt ret til samme sundhedsydelser, som danske børn har.
Voksne har kun ret til NUS, som er: Nødvendig, Uopsættelig og Smertelindrende behandling.
Udlændingestyrelsen har i sine retningslinjer fra 2015 defineret det meget begrænsende:

Voksne asylansøgere og udlændinge med ulovligt ophold har som udgangspunkt kun ret til sundhedsmæssige ydelser, hvis disse ydelser er nødvendige. I praksis anses en sundhedsmæssig ydelse eller behandling for nødvendig, hvis den er smertelindrende eller uopsættelig.
En behandling anses for uopsættelig, hvis den ikke kan vente, fordi tilstanden ellers kan indebære ikke ubetydelige risici for livsvarige mén, udvikling af svær progression af sygdom, kronificering af tilstanden eller alvorlig smittefare. Smertetilstande behandles som udgangspunkt kun konservativt – primært medicinsk.

NUS kunne være i orden, hvis man kun opholdt sig kort tid – fx nogle uger – i Danmark, og kunne rejse hjem ved brug for særlig behandling eller for en mere langvarig behandling. Men de fleste afviste asylansøgere på udrejsecentre har ikke fået anden sundhedsbehandling end NUS i mange år, i Avnstrup har familierne været i asylsystemet i 8 år, og så kan NUS ikke mere dække behovet for de voksne; for børnene har principielt samme rettigheder til sundhedsbehandling som alle andre børn i Danmark. er der tilkommet en lang række fysiske og psykiske problemer. Også derfor vil det rimeligste være at give beboerne på udrejsecentre et sundhedskort, så de i det mindste kan få adgang til lægehjælp i samme omfang som den danske befolkning kan. Når folk bliver boende så længe, er det typisk fordi de ikke tør rejse hjem, og fordi Dublin-systemet gør det yderst vanskeligt for dem at søge asyl i et andet land – ikke mindst med børn. Så hvis man ville bruge sin fornuft, kunne man jo give disse mennesker en opholdstilladelse. Og man burde undgå at tilføre nye udviste som følge af paradigmeskiftets midlertidighed, som fører til urimelige ophævelser af asyl for mennesker fra Syrien, Somalia, Iran, Irak, Afghanistan, Burma, DR Congo, etc.

To eksempler fra “Fortællinger om Kærshovedgård”
Her er to eksempler fra “Fortællinger om Kærshovedgård” på lidelser, der indebar livsvarige mén, kronificering og svær progression af sygdommen, og hvor patienterne først blev opereret for sent. Har man tidligere i forløbet ikke tænkt på sygdommene som uopsættelige?

Nedenstående bygger på den opfattelse som fortællerne: to beboere på Kærshovedgård, gav udtryk for til interviewer, tegner og tekstforfatter. Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen, politiet og sundhedsvæsenet – dels Røde Kors sundhedsklinik på Kærshovedgård, dels sundhedsklinikken i Ellebæk, og sundhedsvæsenet i regionerne – har ikke været spurgt ud om de konkrete sager.  , og som de selv siden har godkendt

En afvist asylansøger havde under tortur fået beskadiget det ene øje, og der var gået betændelse i det, som gav ham stærke smerter og hovedpine. “Udlændingestyrelsen gav mig medicin, men ikke ordentlig behandling”. “Jeg havde brug for en operation, men de sagde, jeg ikke kunne behandles, fordi jeg ikke havde noget CPR-nummer.” Han fik afslag på asyl, men sagde, han ikke kunne gå med til at blive udvist, da han frygtede for sit liv og helbred. Udlændingestyrelsen sagde, at han så skulle flytte til Kærshovedgård og søge finansiering til en operation dér. Men han blev vækket af maskerede mænd 2-3 dage før han skulle til Kærshovedgård, og fik at vide han skulle til Ellebæk. “Jeg skulle udvises. Ellebæk var ligesom et fængsel. Og det nedbrød mennesker.”
Han blev først forsøgt tvangshjemsendt fra Ellebæk uden blodtryksmedicin og øjenmedicin, men klagede over, han ikke var rask nok. Han måtte tages af flyet, da han pludselig blev meget dårlig og ikke kunne få luft. Han blev indlagt på hospital i næsten 7 timer, han havde forhøjet blodtryk. Bagefter blev han ført tilbage til Ellebæk, skønt lægen ville have beholdt ham længere. “Efter adskillige måneder på Ellebæk sendte de mig til Kærshovedgård”.
“Udover Ellebæk er det her det værste sted, jeg har oplevet. Jeg fik stadig ingen behandling, og jeg er ikke den eneste. Nogle havde haft flere slagtilfælde, nogle var kræftpatienter overladt til sig selv på deres værelser, og nogle var i kørestol uden hjælp”. “Efter at have gået rundt med et ubehandlet øje i over 2 år, fortalte lægen mig, at det ikke længere kunne reddes. Først på det tidspunkt fik jeg lov til at blive opereret og få fjernet mit syge øje, så jeg senere ville kunne få en øjenprotese af glas”. “Jeg var meget glad, fordi jeg efter så lang tid ikke længere skulle bekymre mig om det.” Han fik en midlertidig protese i ventetiden på øjenprotesen, men den passede ikke godt og kløede, så han tog den ud og havde et åbent sår. Få dage inden den planlagte operation, hvor han også skulle have sin endelige øjenprotese, blev han overført til Ellebæk og kort efter tvangsudsendt med fly til hjemlandet. Her måtte han gå under jorden, da politiet opsøgte familien og spurgte efter ham. Han konkluderede:
“Systemet bestemmer, hvem der bliver straffet, og hvem der får lov til at leve. De torturerer og bringer folk i livsfarlige situationer. Nogle gange tænker jeg på, hvad der blev af humanitet, demokrati og menneskerettigheder – alle de ting, Danmark står for”.

Hvad skal man kalde arrestationen og hjemsendelsen af den afviste torturoverlever et par dage før han skulle være blevet opereret igen, og før han havde fået sin endelige øjenprotese? Kynisk?
Derudover burde der jo være fulgt op på øjet, både i Ellebæk og på Kærshovedgård. Måske kunne det være blevet opereret, så noget af synet havde været tilbage! Når man nu ikke havde givet en mand, der havde mistet sit øje, en nødvendig operation i første omgang, men ladet ham lide med smerter fra en svær betændelse i et såret øje; med voldsom hovedpine, irritation, måske risiko for at infektionen ville sprede sig endnu mere, og svær angst for at miste synet på øjet totalt igennem to år.
Hvorfor denne grusomme behandling af et andet menneske? Går det alt sammen ud på at straffe folk, der søger asyl i Danmark, for at ingen skal komme og tro, de kan få asyl her, og samtidig bevare deres sundhed? Og som en synlig, såret person, der fortalte han havde været ude for tortur: burde han ikke i det mindste have haft en lægelig undersøgelse af tortur? Og derpå overhovedet ikke sættes i Ellebæk! Når man nu havde afvist ham, fordi man ikke troede på, at han var forfulgt, skønt han var mishandlet efter deltagelse i en demonstration!

Tegning: Dora Grents

En anden afvist flygtning, der havde siddet i fængsel i hjemlandet fordi hun havde demonstreret mod regiment, var blevet købt fri og medgivet en billet til Danmark, hvor hendes mand boede. Hun fik afslag på asyl og kom efter tur på hvert af de tre udrejsecentre.
Hun havde svære smerter i benet, og en læge sagde hun skulle have nye hofter; men da hun ikke havde dansk CPR-nummer og ikke selv kunne betale for en hofteoperation, kunne de intet gøre. Under et hjemmebesøg hos manden, tog smerterne så meget til, at hun ikke kunne bevæge sig. Han ringede efter en ambulance, der ikke blev sendt, da hun intet CPR-nummer havde! Efter nogle dage ringede hun selv igen efter en ambulance, men fik at vide, at hun måtte tage til Avnstrup og dér måtte de se på det. Hendes mand hjalp hende dertil. Lægen mente, at hoften var brækket, hun blev indlagt, havde en svær infektion, der i første omgang blev aflastet ved, at der skabtes afløb for infektionen. Da infektionstallene var faldet fik hun indsat en plastikprotese i lårbenet, men hun kunne slet ikke bevæge sig for smerter. I mellemtiden var der – formentlig kommet kaution – til en større hofteoperationen. Hun havde på ny infektion, der skulle saneres først. Denne gang kom der ikke infektion; men hun kan nu kun gå begrænsede strækninger med rollator.

Tegning: Dora Grents

Begge eksempler er tragiske og viser nogle af problemerne, når der ventes for længe. Har Ellebæk i det hele taget fulgt op på behandling og kontrol af øjet? I begge sager er der tale om lidelser med voldsomme smerter i lang tid og tab af vigtige funktioner: tab af synet på det ene øje, og gangfunktionen. Personerne ville formentlig have været bedre tjent, hvis de havde haft et sundhedskort, som sikrede den samme adgang til en gratis og nødvendig operation, som i resten af befolkningen, så de kunne være blevet opereret tidligere. Når folk er pålagt opholdspligt, ikke må arbejde, og intet sundhedskort har, ligger ansvaret for at de tilbydes sundhedsbehandling hos den danske stat! Begge sager må være omfattet af NUS.

I “Fortællinger fra Kærshovedgård” fik en anden torturoverlever behandlingen med sin vante medicin mod depression standset, efter flytning fra fængsel til Kærshovedgård. Uden den vante medicin blev han trist, depressiv og isolerede sig bag en computerskærm, og kunne ikke sove på grund af natlige mareridt om tortur, og var tæt på en psykose. Da han havde mange selvmordstanker, kontaktede han lægen i sundhedsklinikken og bad om at få sin medicin tilbage. Men det afviste lægen. Han var tæt på at tage sit liv, men bestemte sig for ikke at gøre det. Efter megen forhandling frem og tilbage fik han – efter nogen tid – til sidst sin medicin mod depression igen og blev sig selv, som det aktive, ansvarlige og sociale menneske, han var. Han fik senere opholdstilladelsen tilbage i Flygtningenævnet.

Røde Kors sundhedsklinikker i Kærshovedgård, Sjælsmark og Avnstrup
Det meste af den lægebehandling og forebyggelse, som befolkningen i Danmark kan få i deres egen læges klinik, står Røde Kors sundhedsklinikker for på de tre udrejsecentre.
I Avnstrup, hvor der er børn, også forebyggelse, vaccinationer, sundhedspleje og årlige sundhedsundersøgelser af børn indtil de er 18 år. Sundhedsklinikkerne er primært bemandet med sygeplejersker, mens der kommer læge alle hverdage i Avnstrup, cirka to dage om ugen på Kærshovedgård og cirka en dag om ugen på Sjælsmark; på øvrige hverdage kan sygeplejerskerne kontakte andre læger i Røde Kors. Patienterne kan få lægeordineret medicin og nødvendig håndkøbsmedicin udleveret gratis. Der er to psykologer på Avnstrup, som også kan tage samtaler med beboere på Sjælsmark, og som tilbyder screeninger af børn for psykiske problemer i øvrige asylcentre. Kærshovedgård: I maj 2022 var der 7 sygeplejersker og én sekretær på fuld tid eller deltid, en læge på deltid og to psykiatriske konsulenter .

Røde Kors kan fra sundhedsklinikkerne henvise til indledende konsultationer hos psykiater eller psykolog og til bestemte tandlægeydelser, fodbehandling og fysioterapi, som umiddelbart vil kunne sættes i værk, – inden for et årligt rammebeløb. Men efter de indledende besøg hos psykiater, ved nogle speciallægeundersøgelser, og ved udredning og indlæggelse på sygehus og de fleste tandlægebehandlinger, skal Udlændingestyrelsen først søges om kaution. Efter et tilsynsbesøg fra Styrelsen for Patientsikkerhed i Sundhedsklinikken på Kærshovedgård i oktober 2021 måtte sundhedsklinikkens personale ikke varetage medicinhåndteringen i forhold til beboerne på grund af manglende patientsikkerhed ved medicinhåndteringen. Det blev der rettet op på, bl.a. med instrukser, ansættelse af flere sygeplejersker og med udarbejdelse af opfølgningsplaner for personer, der fik psykofarmaka, samt beskrivelser af sygeplejefaglige vurderinger på tolv områder for ca. 100 af beboerne. Fra februar 2022 kunne Sundhedsklinikken igen varetage medicinhåndteringen, og fra maj 2022 var der kun mindre problemer, og der var rettet op på de øvrige problemer og det reaktive tilsyn ophørte.

Tilsynet nævnte ikke om der var specialuddannet personale med uddannelse eller erfaring fra psykiatrien, udover de to konsulenter, som var psykiatere. Sundhedsklinikkerne kan slet ikke dække det store behov på udrejsecentrene for psykiatrisk behandling og lindring. Mange beboere oplever opblussen i deres PTSD, apati, angst, søvnløshed, depression; og nogle bliver direkte psykotiske og andre apatiske, ligesom nogle er demente. Og nogle bliver afhængige af illegale stoffer.

Røde Kors har planer om at foretage en undersøgelse af beboernes psykiske sundhed i Kærshovedgård. Undersøgelser af forældre på Sjælsmark og Avnstrup viste, at 75% – 80% af de voksne havde tegn på psykisk sygdom, og desuden at det ofte var hændelser i Danmark, der prægede de natlige mareridt.

På Kærshovedgård er den umiddelbare opfattelse ud fra fortællinger og beskrivelser af beboere og af frivillige, at det står meget skidt til mentalt; dette ses også af, at der til nu er placeret 40 på omsorgsafdelingen på Kærshovedgård og ca. 14 i Omsorgscenter Øst ved Sjælsmark, de fleste med svære psykiske lidelser. Så den tidligere udlændingeministers mål for Kærshovedgård siden 2016, at “tålt ophold skal være så utåleligt som overhovedet muligt” må siges at være opfyldt.

Der mangler i den grad refleksioner i regeringen og Folketinget over, hvad det medfører af ulykke for andre, at den danske udvisnings- og udlændingepolitik gør udlændinge alvorligt syge og presser flere ud på randen til selvmord.

Tegning: Dora Grents

Ellebæk
På samme måde har Ellebæk en sundhedsenhed, der drives af Kriminalforsorgen, og hvor sundhedspersonalet også betjener andre arresthuse i Nordsjælland. Sundhedsafdelingen i Ellebæk fik en hård kritik af Europarådets Komité mod Tortur i 2020, bl.a. på grund af manglende sikkerhed ved opbevaring og medicinhåndtering, og desuden kritik af, at sundhedspersonalet ikke dækkede Ellebæk døgnet rundt. Uden for dagarbejdstiden er det vagterne, der uddeler medicin. Klinikken har sygeplejersker og en læge, den har kun åbent om dagen. Klinikken har ikke adgang til tidligere sundhedsjournaler fra Røde Kors mv. Ellebæks behandling af personer med selvmordstanker med at sætte dem nøgne i isolationscelle er kritiseret af Europarådets Komité mod Tortur, CPT, for at overtræde artikel 3 om nedværdigende behandling i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK.

I Ellebæk og andre dele af fængselsvæsenet, hvor man ikke må have egen mobiltelefon, er man helt afhængig af vagterne. Man kan kalde på en vagt, og bede om at blive set af sundhedspersonalet, men sundhedspersonalet er kun til stede i dagtiden. Og drøftelser om akut hjælp og om smertestillende medicin og medicin for hjerte og blodtryk har i nogle tilfælde medført store konflikter med vagterne, og er endt med, at den udenlandske borger blev sat i isolationscelle. Årsagerne synes at være underbemanding og en negativ holdning fra nogle af vagterne, se nærmere i Ellebæk Kontaktnetværks samtalereferater i Blog 1.a1 og Blog 1.d . Ellebæk kunne i stedet indføre en ordning fx med, at have en psykiatrisk speciallæge på tilkald, som kunne komme og tale med og vurdere den indsatte, når en indsat har selvmordstanker eller selvmordstrusler. Eller man kunne melde ud klart til personalet, at selvmordstruede indsatte skal indlægges eller ledsages til psykiatrisk modtagelse, hvor de kan vurderes; også selv om det kræver ekstra personale som må indkaldes til det.

Flytninger
Ved flytning mellem institutioner mangler jævnligt information om sygdom, medicin, psykiske lidelser og tidligere tortur. Nytilkomne i udrejsecentre og Ellebæk bør have en samtale med læge eller sygeplejerske straks de kommer til et udrejsecenter eller Ellebæk – i det mindste om, hvad de får af medicin, diagnoser, undersøgelser, planlagte kontroller eller operationer, – og sundhedspersonalet bør få journalkopier fra tidligere relevante indlæggelser, samt om psykisk helbred, udsættelse for tortur og eventuelle selvmordsforsøg, hvis den indsatte samtykker. Mange, der er tvunget på udrejsecenter eller i Ellebæk er netop psykisk syge og traumatiserede torturoverlevere, der slet ikke burde være indsat dér og hverken underlagt pligter eller leve under fængselslignende forhold, og dette burde kunne forhindres allerede i Retten i Hillerød.

Det må kunne lade sig gøre, at videregive informationer om sygdom og behandling, som kan komme behandlingen og patienten – og retfærdigheden til gode, – når tilsvarende kan lade sig gøre for patienter med plejebehov fx ved udskrivning fra sygehus til eget hjem, hvor hjemmeplejen eller kommunen – med patientens accept – skal informeres straks ved udskrivning. Dels har mange udlændinge sparsomt kendskab til det danske sundhedsvæsen, dels kan der nemt allevegne opstå misforståelser – der er jo sprogbarrierer, og i Ellebæk anvendes sjældent tolk – hvilket også bør ændres.

Fx: Inden for Røde Kors Asylafdelings sundhedsorganisation bruges samme elektroniske journalsystem for alle asylcentre, omsorgscentre og udrejsecentre, og der ordineres medicin på FMK-online. Så sundhedspersonalet i sundhedsklinikkerne kan se, hvad der hidtil er skrevet i Råde Kors journal fra de forskellige centre, som en patient har boet på. Men de har ikke adgang til andre journalsystemer, men burde – med patientens tilladelse, få adgang hertil, for at kunne fortsætte med samme medicin som hidtil, hvis det er relevant, hvis patienten selv har været til læge eller på sygehus, eller i fængsel, eller haft opholdstilladelse, som nu er inddraget. Hvis man skal sikre patienten bedst muligt, og man tager i betragtning, at mange i udrejsecentrene flyttes frem og tilbage mellem arrester og fængsler, Ellebæk og udrejsecentre og asylcentre, må det mest fornuftige være at give patienten en papirkopi af journalen, hvis han fx skal til fængselsvæsenet, hvor han ikke kan bruge sin mobiltelefon, eller på sygehus. Alternativt en kopi af hans elektroniske journal på et usb-stik eller lignende. I tilfældet med en papirkopi, ville han også kunne fremvise den i Retten og til advokaten.

Akut, alvorlig sygdom
Ved akut, alvorlig sygdom har alle, der opholder sig i Danmark, ret til behandling. Regionerne skal betale for sygehusbehandling og undersøgelser ved akut, alvorlig sygdom, der nødvendiggør brug af skadestue/akutmodtagelse/sygehus, hvis en udlænding ikke selv kan betale.
Det kan efterlade en gråzone, hvor regionen kan hævde, at situationen “ikke er akut nok” til at videre udredning skal ske i deres regi. Eller sundhedspersonalet kan være sene til at ansøge om kaution. Eller Udlændingestyrelsen kan afslå en kautionsansøgning, det er ikke indtrykket at det sker tit. På den måde kan en patient, som ikke har lovligt ophold i Danmark, komme til at sidde mellem to stole og blive mere og mere ødelagt af en langvarig sygdom eller en skade, der er blevet kompliceret. Mange ubehandlede sygdomme forværres med tiden, det gælder både psykisk og fysisk sygdom. Og det kan resultere i alvorlige følger – evt. død ved kræft eller svære infektioner, svær depression, selvmord, svær hjertesygdom eller et svært forhøjet blodtryk der afstedkommer åreforkalkning, rytmeforstyrrelser, hjerneblødning, blodprop i hjernen eller hjertet eller “blodpropdemens”.

SOS Racisme henvendte sig i april 2020 til Sundhedsstyrelsen om Corona-situationen og om, at ambulancepersonale – ifølge kilder – var blevet nægtet adgang til Kærshovedgård, der jo er lukket inde bag hegn, med sluser og en port, efter at være blevet tilkaldt af en beboer. Se brevet med Sundhedsstyrelsens svar og uddrag af det her:

”Det er klart, at enhver der måtte blive akut syg, har ret til akut hjælp fra sundhedssystemet. Dette også i form af rekvirering af og afhentning i en ambulance”.
”Alle mennesker har ret til behandling for akut og behandlingskrævende sygdom på landets sygehuse og hospitaler. Dette uagtet, om symptomer og sygdom er af somatisk eller psykisk karakter. Derfor er det af allerstørste betydning, at der ved tegn på alvorlig og akut sygdom tages den fornødne kontakt til behandlingssystemet, således at personen der frembyder symptomer kan behandles i rette regi”.

Men ambulancecentralerne efterlever det åbenbart ikke altid, jf. resumeet om kvinden i starten af afsnittet.

Torturoverlevere
En del flygtninge som er torturoverlevere har aldrig fået en grundig lægeundersøgelse herfor, selvom det formentlig ville have kunnet give nogle af dem asyl og have forhindret deres indsættelse i Ellebæk. Myndighederne burde hverken placere torturoverlevere Ellebæk eller på Kærshovedgård, da deres lidelser forværres af opholdet og stressen begge steder. Og i nogle tilfælde ville det måske have ført til at Flygtningenævnet anerkendte, at de havde været forfulgt. Selvom de måske kan have sagt nej tak til en undersøgelse herom lige da de kom til Danmark, kan situationen have ændret sig, og hvis de svarer ja til, at de har været udsat for tortur, bør de have tilbudt en undersøgelse herfor. Hvis en undersøgelse bestyrker forholdet, og torturen ikke har været medtaget i behandlingen af deres asylsag, kan den måske blive genoptaget. Desuden kunne det måske hjælpe nogen at blive tilbudt samtaler herfor.

Flytninger og oversendelser af sundhedsoplysninger
I Danmark er asylansøgere tit blevet flyttet, fx når et center måtte lukkes ned; derfor har mange af dem på udrejsecentre boet på mange forskellige centre. Flytninger afbryder kontinuiteten, og fra udrejsecentrene er der flere muligheder for flytninger, idet en stor del af personerne frihedsberøves for mulige pligtovertrædelser, og for ikke at gå glip af nogen frihedsberøvelse, begynder man med varetægtsfængsling i en arrest – ved kortere formodede domme beregnet efter antallet af anmeldte forsømmelser og antal tidligere gange vedkommende er dømt for pligtovertrædelser, sker det meste af fængslingen i varetægt, til straffen er afsonet.

I Kærshovedgård var 35% af beboerne dømt i løbet af ca. 10 måneder i 2023 – cirka 90% af dommene var for overtrædelser af meldepligt mv.. Det betyder at en væsentlig del også flyttes frem og tilbage mellem udrejsecentre, arrester, fængsler og Ellebæk. Og det kan genere behandlingen af kroniske, alvorlige sygdomme og gøre at man evt. må udskyde en kontrol, undersøgelse eller operation, eller at man afsluttes i behandlingstilbuddet, når man ikke møder frem til behandling. Derudover er det et spørgsmål, hvorvidt sundhedsoplysninger – bl.a. om medicin – kommer med, fra Kriminalforsorgens system til Røde Kors system og omvendt.

Når kontinuiteten brydes risikerer arbejdet med at at søge kaution til udredning, behandling eller operation og få en aftale med en speciallæge eller sygehus at falde på gulvet, og få patienten henvist til behandling og undersøgt og evt. skrevet op til en operation eller en bestemt medicinsk behandling at gå i stå. Dette ville der nemmere kunne samles op på, hvis beboeren fik en kopi af sin journal med – som papirjournal, hvis det er til et fængsel eller Ellebæk, hvor man ikke må bruge sin smartphone eller pc -, eller alternativt på et usb-stik.

Omsorgscentre
De personer, som er for psykisk nedbrudte og plejekrævende – eller for svære at rumme i udrejsecentrenes almindelige afdelinger, placeres på et omsorgscenter i Jelling, Kærshovedgård, Avnstrup, og de allermest syge og plejekrævende i Omsorgscenter Øst ved Sjælsmark. Mange er nu blevet så psykisk syge, at de tidligere ville have fået humanitært ophold, og kunne bo sammen med deres kære, hvis de havde familie i Danmark, og ellers evt. på et bosted eller plejehjem; eller måske i egen evt. handicapegnet bolig med støtte.
Men udover at Folketingsflertallet af politikere har forsøgt at undgå, at nogen får humanitært ophold i Danmark, satser regeringen på at Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed kan få dem til at skrive under på at samarbejde om frivillig hjemsendelse og få dem sendt ud – hvilket også er helt urimeligt!

Der er ikke andet for end at genindføre humanitær opholdstilladelse eller en de facto opholdstilladelse, som kan give et varigt ophold til dem, som Danmark gennem sin udlændingepolitik har gjort psykisk syge. Herunder de – måske 100 personer – der er på omsorgsafdelinger på udrejsecentrene; men som i stedet burde have en sikker og tryg tilværelse.

Hjemrejsestyrelsen fremfører jævnligt, at man kan have alle slags mennesker – også svært psykisk syge mennesker – på Kærshovedgård, fordi der er en omsorgsafdeling, og der er en Røde Kors Sundhedsklinik. Men det er urimeligt og uforsvarligt, og der mangler psykiatrisk uddannet personale. De psykisk syge og de demente burde ikke skulle opholde sig på et sted under et så utåleligt regime, og burde ikke kunne straffes for pligtforsømmelser, og ikke underlægges Kriminalforsorgens disciplinærregler.
Det er ligesom Hjemrejsestyrelsen – i lighed med udlændingeministre og udlændingeordførere har valgt ikke at vise nogen form for medmenneskelighed – eller bare en hensyntagen til de faktiske forhold.

Det er heller ikke rimeligt at meget fysisk syge personer, fx gangbesværede og kørestolsbrugere skal opholde sig på Kærshovedgård. Stedet er indrettet med bad og toiletter, der i nogle afdelinger bruges af 100 personer, hvilket øger smitterisikoen. Der var et eksempel på alvorlig forværring hos en beboer, der havde nedsat nyrefunktion og var i kørestol, og som ikke fik en god nok behandling. Det førte til, at hans nyresygdom blev forværret, og han måtte i dialyse. Han flygtede og fik behandling og asyl i et andet land.

Når et sygehus udskriver en beboer fra Kærshovedgård giver myndighederne – trods henvendelse fra hospitalslægen – ikke lov til rekreation i hjemmet til personer, som fx vanskeligt kan gå, eller personer som er alvorligt syge– fx en person, som skulle opereres for nyresten, når en infektion i nyrebækkenet var blevet saneret med kraftig antibiotikabehandling. Vedkommende havde fået lagt et kateter op i nyrebækkenet for at sikre afløb fra betændelsen, men det udgjorde samtidig en risiko for infektion nedefra. Patienten fik nej til at opholde sig hos familien indtil genindlæggelsen til operation, skønt faren for en ny infektion ville være større på Kærshovedgård end hjemme. Og skønt vedkommende måtte have stærk smertestillende medicin og knapt kunne gå, på grund af infektion og smerter.  

I et andet tilfælde, hvor en mor var indlagt på psykiatrisk afdeling, hvor afdelingen ville have hjemsendt hende på weekendorlov, så hun kunne være sammen med sine børn. Men det sagde Udlændingemyndighederne nej til. Efter en klage indrømmede udlændingemyndighederne, at det var en fejl.

Tegning: Dora Grents

2. Udrejsecentrene stresser beboerne voldsomt

Stigmatisering af politikernes og mediernes omtale
Vilkårene på udrejsecentrene har til formål at gøre beboernes tilværelse og liv “så utåleligt som overhovedet muligt” i alle livets aspekter. Samtidig rammes de af en politisk propaganda; som omtaler dem som: uden lovligt ophold, uønskede, kriminelle og farlige. Og dette forstærkes af medierne. Det modarbejder også tilliden mellem beboerne og naboerne til udrejsecentrene.

Og selv om beboerne godt ved, at de er ofre for uretfærdighed og fremmedfjendtlighed fra det politiske flertals side, går den ud over beboernes selvværdsfølelse, også hos dem, der ikke har gjort noget kriminelt. Nogle forældre på udrejsecentre tør ikke sige til deres børn, hvor de opholder sig, for de er bange for, at børnene så tror, de er kriminelle.

Fordomme, diskrimination og racisme føles ikke alene nedværdigende! Det er fysisk og psykisk stressende og sygdomsfremkaldende og kan give eller forværre sygdomme som PTSD, depression, forhøjet blodtryk og hjerte-karsygdomme. Og der er en større andel, der forsøger selvmord på udrejsecentrene end i de øvrige asylcentre, alene i 2020: 10 på Sjælsmark og i 2022: 8 på Kærshovedgård.

Beboerne ved hver nat ikke om de måske sidst på natten eller tidligt næste morgen bliver hentet af formummet politi til Ellebæk, eller til retten i Herning med henblik på varetægtsarrest for mulige overtrædelser af pligter. Og uvisheden om, hvad der sker, gør at mange har søvnproblemer, hvilket forværrer deres sundhed fysisk og psykisk.
Der er ingen reel retssikkerhed for beboerne på Kærshovedgård, se blog 1.c.

Ledighed, passivitet, isolation, fattiggørelse, få muligheder
De nylige stramninger i hjemrejseloven med ikke at tilbyde aktivering, uddannelse eller arbejde/praktik til folk, der ikke samarbejder om hjemsendelse, ser ud til at være sygdomsfremkaldende for mange beboere, som reelt har meget få aktivitetsmuligheder udover at gå tur, fitness, sove, spise og se på mobiltelefon og computerspil. De mangler noget, der kan give bare lidt mening og struktur, og til adspredelse fra negative tanker.

Kaare Djuraas: KHG grafik: Skærs-ild-gaard. Kontoret for etnisk og religiøs udvisning.

Kaare Djuraas: Skærs-ild-gaard. “Når du er fanget i et deportationscenter, ville det at have et arbejde være den bedste modgift mod depression. Det er ikke tilladt at arbejde i centret, og beboerne overlades til sig selv og til at vente på ingenting. De varme velkomstord på døren på forskellige sprog bliver et ironisk billede på, hvad der venter de tvangsindsatte beboere i Kærshovedgaard.”

Ingen mulighed for at lave kaffe, te eller mad selv
På Kærshovedgård skal maden indtages i cafeteriaet på bestemte tider om dagen, man har ikke lov at have elkedel eller køleskab på værelset. Og tekøkkenerne, der fandtes på Kærshovedgård, dengang det var et åbent fængsel, blev nedlagt da det skulle være udrejsecenter. Og der er ingen lommepenge – medmindre man samarbejder om hjemsendelse.

Hvis Kærshovedgård og Avnstrup officielt var fængsler, ville de overtræde Mandela-reglerne, hvor de indsatte har ret til et egnet arbejde. Den Danske Helsinki-komité fandt efter et besøg i Kærshovedgård i 2017 i sin rapport, at beboerne reelt er frihedsberøvede – efter Guzzardi-princippet – se Blog 1.a2 punkt 4. Bl.a. på grund af de afsides beliggenhed og fordi der ikke er noget at tage sig til i omgivelserne. Isolationen skærpes yderligere af, at der ingen busrute er dertil, og der er 6-7 km at gå til nærmeste mindre by med togforbindelser og busforbindelser. Og af meldepligt, opholdspligt og underretningspligt; og nu også af parkeringsforbud, konfiskation af egen bil for de asylansøgere, der ejede en bil; af hegn, sluse og af minutiøs overvågning i Kærshovedgård. Og såvel i Avnstrup som i Kærshovedgård gives tiltagende lange fængselsdomme for pligtforsømmelser.

Der har i hele Kærshovedgårds tid som udrejsecenter været handlet med stoffer. Nogle bliver afhængige af stoffer, mens de er på Kærshovedgård. Mange af beboerne er meget sårbare, og får kun begrænset psykiatrisk hjælp. Desuden kan både aktuelle og tidligere stofmisbrugere og kriminalitetsdømte på Kærshovedgård være forfulgt af bander, som de skylder penge og risikerer overfald og mishandling fra, og ofrene tør ikke altid anmelde overgrebene. Ofrene er under pres fra to sider: fra narkosælgere og bander, og fra myndighederne, som vil sende dem hjem hurtigst muligt. Men de er pålagt opholdspligt, underretningspligt og meldepligt, som de bliver straffet for ikke at have gennemført, hvis de ikke tør gå hen og gennemføre meldepligten, fordi de er bange for at blive overfaldet. Eller hvis de flygter ud af centret. Og uanset hvilken af grundene det er: frygt for overfald eller flugt, bliver de straffet for det, hvis de har opholdt sig ulovligt en tid i Danmark, hvis de dukker op igen.

Kaare Djuraas: “Forvandlingen”. “Menneskers forvandling til f.eks. dyr, sten eller planter er kendt fra græske myter. Beboere fortæller, at håbløshed og mangel på frihed og savnet af ens kære forårsager denne forvandling i Kærshovedgaard, indtil beboerne ender som skygger af sig selv og til sidst mister sig selv fuldstændigt”.

Hjemrejsestyrelsen og de udviste har modsatte interesser
Beboerne stresses, når Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed holder samtaler med dem, der har opholdt sig mindst 2 år “ulovligt” i Danmark en gang om måneden, og dels tilbyder dem penge, dels truer med tvangsudsendelse, se delmål 2 nedenfor i det lyseblå felt. Hjemrejsestyrelsens enhed har fokus på: “bl.a. den apatiske tilstand, udlændinge i udsendelsesposition kan være i, og på særligt sårbare personer og deres særlige behov i forbindelse med udsendelse og genetablering i hjemlandet”. Og de “særligt sårbare personer” på udrejsecentrene og i Ellebæk bliver endnu mere syge af at blive presset af Hjemrejsestyrelsen.

Hjemrejsestyrelsens største resultatmål for 2024 som tæller 20 points i målopfyldelsen for 2024 er:
1. a) Delmål 1) Hjemrejsestyrelsen skal i løbet af 2024 udsende minimum 150 afviste asylansøgere.
Delmål 2) Antallet af afviste asylansøgere, der har været i udsendelsesposition i mere end to år, skal i løbet af 2024 nedbringes minimum 10 pct. i forhold til ultimo 2023.
Delmål 3) Hjemrejsestyrelsen skal i 2024 udsende minimum 800 domsudviste.
Målopfyldelsen skal siden omsættes til en bonus til Hjemrejsestyrelsens direktør.

Bonus var på 100.000 kr. i 2022.

De to parter har i de fleste tilfælde modsatrettede ønsker; og dette er mest markant for dem uden opholdstilladelse, der har børn og familie i Danmark, og dem, der har boet i Danmark i årevis, og dem, der er forfulgt i hjemlandet selvom Flygtningenævnet ikke har anerkendt dem, fordi de ikke har virket troværdige nok for Flygtningenævnet. Og selv hvis de har ar efter tortur og beder om en lægeundersøgelse, vil Flygtningenævnet ofte ikke iværksætte det, men afvente, om det finder dem troværdige. FN’s Komité mod tortur har påpeget det i en række konkrete sager, hvilket normalt har ført til genoptagelse af sagen, og der er givet opholdstilladelse. I et tilfælde til en person, der allerede var blevet tvangshjemsendt, var flygtet til et andet land og derfra kom til Danmark og fik asyl, se under Blog 1e . Mange af dem, der har boet der længe er blevet psykisk syge af det.

Fejl og sjusk i anmeldelser og sigtelser – og ingen retssikkerhed for de udviste
Beboerne på Kærshovedgård skal hele tiden huske på at gennemføre deres meldepligt inden for et bestemt tidsrum, også hvis de har høj feber, eller er svært deprimerede og dårligt kan stå ud af sengen. Erfaringsmæssigt gøres der næsten ingen undtagelser, heller ikke blandt folk, der er psykotiske, svært deprimerede, etc. og må betegnes som sindssyge. Mange har alarmer på mobiltelefonerne for at blive husket på meldepligten. Fra “Fortællinger fra Kærshovedgård” :

“Verden uden for, det danske samfund, har helt andre logikker end Kærshovedgård”

“Hvis du bor med hegn, overvågning og vagter, betyder det som regel, man afsoner en straf – men det gør vi ikke. Røde Kors er en politisk neutral organisation – men i Kærshovedgård er den hyret af Kriminalforsorgen for mange millioner om året. Politiet skal i Danmark standse kriminalitet og beskytte befolkningen mod overgreb – men i Kærshovedgård er det ikke deres opgave”.

Se de lange fængselsstraffe i strafskemaerne blog 1.c og blog 7; i 4. gangs tilfælde i det skærpede regi giver 6-9 overtrædelser i løbet af en måned 9 måneders fængselsstraf, som begynder med varetægtsfængsel. 6-9 overtrædelser svarer til fravær i 2-3 hele døgn i løbet af en måned. Med så lang og urimelig straf for ikke at have gennemført nogle pligter, der i sig selv er meningsløse, måtte man i det mindste forvente en ordentlig gennemgang af sagen, før den blev anmeldt af Hjemrejsestyrelsen! Men det er også omvendt, for her skal beboerne selv gøre indsigelse mod og bevise, at de har ret, selv om det er Hjemrejsestyrelsens ansvar at behandle sagerne grundigt og undgå falske anmeldelser, ligesom det er politiets ansvar at efterforske straffesagerne omhyggeligt, og undgå at sigte nogen for en overtrædelse, han ikke har begået. Det er stik imod et af de vigtigste retsstatsprincipper i Danmark: at enhver er uskyldig indtil hans skyld er bevist. Og hvis beboerne ikke kan bevise, at de havde lovligt forfald, før politiet meget tidligt om morgenen har taget dem med i retten, har de ikke mange chancer for at bevise noget som helst! For hvis de først sidder i varetægtsfængsel efter grundlovsforhøret og ikke må have mobiltelefon med i cellen og ikke har alle deres papirer med under arrestationen, bliver det svært for dem at bevise, at de ikke havde forsømt en pligt, eller at de havde en lovlig undskyldning, næste gang de kommer i retten.

Som skrevet i Blog 7 havde Hjemrejsestyrelsen stort set ikke anmeldt nogen for pligtovertrædelser i 1,5 år i 2020-2021, men skulle bruge ressourcer på at sætte sig ind i systemerne, og gennemføre personlig kontrol ved ind- og udgang, samtidig vidste man jo fra en intern undersøgelse, at der var sket mange fejl i forbindelse med at bruge data fra SALTO-systemet. Det afstedkom en politisk storm fra politikere, der var bange for at nogle beboere skulle spares for en fængselsdom på grund af forældelse. Hjemrejsestyrelsen fik indhentet de forsømte anmeldelser, men fik ikke altid tjekket, om de pågældende beboere havde lovlig grund til at være væk – fx hvis de sad i fængsel nogle af dagene et andet sted for pligtovertrædelser; det ville de ellers have kunnet slå op på en computer i Hjemrejsestyrelsen. Eller hvis de havde været indlagt, eller havde tilladelse til at besøge nogen en weekend, eller havde været i retten eller til møde med udlændingemyndighederne på Sjælland. Så også dette har formentlig ført til mange justitsmord. Hos én person var der fx anmeldt 27 fejlagtige overtrædelser.

Og det fortsætter mindst lige så slemt i dag; hvis den udviste ikke selv kan bevise, at han enten var der den dag – trods personlig og elektronisk udgangskontrol – eller at han havde en lovlig grund til ikke at være der – for måske halvandet år siden – risikerer han at blive dømt. Eller hvis han er kommet et kvarter for sent hjem, – og så er det lige meget om toget til Bording var aflyst. Bare én overtrædelse af en pligt resulterer i en straf for personer, der er udvisningsdømte – fx asylansøgere efter 3. gang, de har fået en straf for pligtovertrædelser – eller på tålt ophold. Desuden er beboerne næsten afmægtige og folk i Hjemrejsestyrelsen næsten almægtige i forhold til beboerne. Hjemrejsestyrelsen kan sætte folk 4 måneder i Ellebæk, ved bare at vælge en af grundene til frihedsberøvelse efter Hjemrejselovens §16. Og dens medarbejder kan præsentere en hjemrejsetraktat på dansk og forsøge at presse en beboer til at underskrive, uanset at beboeren ikke er sikker på, hvad der står i kontrakten.

Et andet af Hjemrejsestyrelsens resultatmål for 2024 er, at sagerne for 95% af personerne med potentielle overtrædelser af kontrolforpligtelserne for en måned er blevet behandlet, og at konstaterede overtrædelser er anmeldt inden for den følgende måned, ligesom de skal være opgjort for hele året senest 31. januar 2025. Det tæller 5 points i målopfyldelsen af Hjemrejsestyrelsens mål for 2024.

Men det er samtidig voldsomt stressende for beboerne på Kærshovedgård at blive anmeldt for pligtovertrædelser, fordi de har været på besøgsorlov i en weekend med tilladelse fra den samme Hjemrejsestyrelse, som har anmeldt dem til politiet for brud på opholds- og meldepligt for den samme weekend. Det kontor, der har givet tilladelsen, har bare glemt at sende kopi af den til det kontor, der skal finde brud på opholdspligten og på andre pligter! Eller har bare sjusket med anmeldelsen og ikke undersøgt om beboeren havde fået orlov.

Og hvis en beboer tager hjem på besøg en weekend, stresses han ofte om søndagen, fordi han snart skal sige farvel, og er ængstelig for, om han når tilbage i tide, eller om togforbindelsen til Bording er nede. Der tages nemlig ikke hensyn til logistiske problemer som nedbrud af togforbindelser, snestorm hvor al udkørsel frarådes, om vejene er blokeret af væltede træer, eller om ens barn skal indlægges på grund af akut sygdom, og der bliver nødt til at være nogen ved ens andet barn, eller man selv er nødt til at ledsage barnet på hospitalet. De allerfleste indlæggelser af børn sker akut, og den anden forælder kan ikke være to steder på én gang.

Der har været fejl i SALTO-systemet, og det kan muligvis stadig fejle, da informationer kan gå tabt fra Udrejsecentrets SALTO-system til Hjemrejsestyrelsen. En ekstern undersøgelse, som har været i gang i årevis er netop – 22.marts 2024 – blevet offentliggjort delvist. Herefter har Rigsadvokaten valgt at man igen kan bruge data fra SALTO-systemet som bevismateriale i straffesager og standse den manuelle kontrol. Systemet er dog stadig ikke 100% sikret mod menneskelige fejl. Der er grænser for, hvor længe nogle “logs” gemmes, fx hvis en medarbejder er kommet til at slette en række i databasen, slettes en SQL-log efter 9 måneder, så man ikke – i tilfælde af en retssag om pligtovertrædelser dengang måske nemmere ville kunne efterforske datasikkerheden.

Advokat Jakob Fastrup har skrevet følgende til Rigsadvokaten:

“Brugen af den såkaldte Salto-log på Udrejsecenter Kærshovedgård, har været suspenderet som følge af Rigsadvokatens mail af 1. december 2020 om, at registreringer ikke kan benyttes som bevis i straffesager. Der har nu været foretaget en såkaldt uvildig undersøgelse, og jeg har efter at have rykket for aktindsigt flere gange, modtaget udkast til den foreløbige rapport. Jeg har imidlertid konstateret at det centrale spørgsmål, nemlig om data kan forsvinde fra Udrejsecenter Kærshovedgård til Hjemrejsestyrelsen i Birkerød, ikke har kunnet undersøges”.

Hver ny dom betyder for pligtafstraffelses-systemet, at den næste straf bliver endnu længere. Så selv om en beboer overholder alle pligter kan han dels have været anmeldt og straffet for overtrædelser på grund af fejl i systemet eller menneskelige fejl tidligere, inden Hjemrejsestyrelsen skulle tjekke alle tilfælde af passage ind og ud af sluserne manuelt, dels kan der stadig være fejl i systemet.
De største fejl for tiden kommer af, at hverken Hjemrejsestyrelsen eller politiet altid efterforsker sagerne grundigt, som man bør i straffesager.

Flere politiske partier på højrefløjen fokuserer på at få flest muligt fra “ikke-vestlige” lande udvist – også for helt små lovovertrædelser. Det er grunden til, at flere personer dømmes for udvisning og placeres på udrejsecentrene selv for meget ringe kriminalitet. Og tager man dem med, der straffes for pligtforsømmelser, og som 3. gang de dømmes for pligtovertrædelser får en fængselsstraf og dermed en udvisningsdom, vil alle på udrejsecentrene i længden blive kriminaliserede – om ikke af egne kriminelle handlinger, – så af fejlagtige domme for pligtovertrædelser, altså justitsmord! Hvis de aldrig er mødt op på udrejsecentret, skønt de er indkaldt til det, og så senere træffes og arresteres af politiet i Danmark, kan de – alt efter hvor lang tid de har forsømt at bo dér – straffes efter Straffeloven § 143, som kan give op til 4 års fængsel. For enhver, der kan tænke bare en lille smule må det vurderes som fuldstændig uretfærdigt – ligesom de øvrige ekstremt hårde straffe er fuldstændig urimelige og ude af proportioner med straf for andre forbrydelser!

Forslag til Hjemrejsestyrelsen om at finde en bedre måde at nå mål 1.a, Delmål 2 på?
Hjemrejsestyrelsen vil gerne sende flest muligt ud af landet – med eller uden tvang. Beboerne vil gerne ud af udrejsecentrene og Kærshovedgård, men samtidig være i et sikkert land, uden de bliver forfulgt, og hvor de kan arbejde, have familie, blive mere raske, og være en del af samfundet. Og mange er da også forsvundet fra udrejsecentrene – ofte til et andet land, men er gået under jorden dér og må måske arbejde sort, for ikke at blive tilbagesendt til Danmark efter Dublin-ordningen. De flygter fra den meningsløse tilværelse i Kærshovedgård, som på mange måder er værre og mindre sikker end et fængsel.

Men hvis de allerede har en familie, har de også medansvar for den og har selvfølgelig intet ønske om at rejse fra den. Og det meget svært at gå under jorden som familie. Så, hvis udviste flygtninge ikke selv er rejst hjem efter to års “ikke-lovligt” ophold i Danmark – er det måske fordi de har en god grund til det, fx at de er forfulgt på grund af tidligere forfølgelse eller tortur, eller tilhør til en politisk, etnisk, religiøs, national eller lignende årsag – også selv om Flygtningenævnet ikke har anerkendt det, eller finder dem utroværdige, fordi de har udbygget eller ændret deres forklaring. Eller fordi de er blevet for medtagne af depression, PTSD eller anden psykisk eller fysisk sygdom på grund af deres situation på udrejsecentret – til at tage en beslutning om at rejse.

De, der er blevet psykisk syge, bør have humanitært ophold. Hvis Danmark med sin straffende tilgang, manglende retssikkerhed og konstante pres på de udviste i udrejsecentrene har skadet deres integritet så meget, så de ikke kan klare sig, må Danmark give dem ophold.

Her kunne det så være Hjemrejsestyrelsen, der hjalp dem med en ansøgning om humanitært ophold, -eller – hvis der i samtalerne kom mere frem om forfølgelsen og den tortur, som mange flygtninge har været udsat for, men som de ikke har fået en lægeundersøgelse af, en genoptagelse af deres asylsag.
Og hvis de ikke har tillid til Hjemrejsestyrelsen, så kunne den dog betale en god udlændingeadvokat for dem, eller betale Dansk Flygtningehjælp for rådgivning af dem. Så kan Hjemrejsestyrelsen ikke tælle dem med som udsendte, men det nedbringer antallet af folk i udrejseposition i over 2 år. Det hører heller ingen steder hjemme i et retssamfund at dømme psykotiske og svært depressive, selvmordstruede eller demente personer for pligtforsømmelser.

Og Danmark ville måske så kunne undgå at få nye menneskerettighedsdomme imod sig for hjemsendelse af svært psykisk syge personer.

3 Psykisk sygdom hos asylbørn

Psykisk sygdom og problemer hos børn har fyldt i den danske flygtninge- og asyldebat
Afsnittet her handler ikke om, at alting nu er godt, selvom man enkelte steder kan man spore mindre forbedringer. Men – også i retten – er der kommet mere fokus på, at børn er selvstændige mennesker, som også har rettigheder. I nogle udvisningssager er der – når fx et afslag om asyl har været forbi FN’s børnekomité eller torturkomité – givet ophold, fordi børnene selv havde en asylgrund: en pige til ikke at blive tvunget tilbage til hjemlandet, hvor 99% af kvinder er omskårne, og en dreng fordi han ellers ville risikere at blive tvunget ind i en oprørsstyrke som børnesoldat.

Og en sag om en familie, hvor faren sammen med to drenge var kommet til Danmark først, og moren siden kom hertil med resten af familiens børn, og hvor moren som den eneste af familien med nu 6 børn ikke fik lov til at få familiesammenføring med sine børn, men skulle tilbagesendes til Grækenland, idet de andre børn efter tur fik ophold, da deres far og brødre havde fået asyl. Hun havde været nødt til at søge asyl i Grækenland på vej til Danmark med de mindre børn i familien, da flugtruten var den vej; men blev nægtet asylbehandling af sin sag i Danmark. Men da sagen til sidst blev indklaget for FNs Børnekomité gav Flygtningenævnet hende en asylsag som endte med opholdstilladelse; så hele familien kunne forblive samlet i Danmark. Familien havde da været i Danmark over 3 1/2 år før de alle havde fået opholdstilladelse og kunne bo sammen som familie

Så – en gang imellem er der et lille håb at skimte i den ellers skøre udlændingepolitik! Men tænk om Danmark selv kunne vende tilbage til et udgangspunkt, hvor man stod op for menneskerettighederne!

Børnekonventionen

Artikel 24: ”Staten anerkender barnets ret til at nyde den højest opnåelige sundhedstilstand, adgang til at få sygdomsbehandling og genoprettelse af helbredet” og skal ”..sikre, at intet barn fratages sin ret til adgang til at opnå sådan en behandling og pleje”.

Børns ret til sundhed
Børn under 18 år har efter Børnekonventionen principielt samme ret til sundhedsbehandling som alle andre børn i Danmark har. Børn har også ret til forebyggende sundhedspleje til børn, vaccinationer og tandpleje. Udlændingestyrelsen har dog forbehold for at kautionere for nogle typer af tandbehandlinger hos børn. Bortset fra tandpleje, har sundhedsklinikkerne i asylcentrene og Avnstrup stået for forebyggelsen hos asylbørn i mange år, hvor de får samme tilbud som danske børn hvad angår børneundersøgelser og vaccinationer, og da de betragtes som “behovsbørn”, en årlig undersøgelse til de er 18 år. Nogle vaccineres desuden mod tuberkulose og hepatitis: leverbetændelse.

Røde Kors har gennemført to grundige screeningsundersøgelser af børnefamilier på hhv. Sjælsmark i 2018 og Avnstrup i 2022, i Sjælsmark havde 61 % sandsynligvis en børnepsykiatrisk diagnose og yderligere 19% muligvis en diagnose. I Avnstrup var de tilsvarende tal 44% med en sandsynlig børnepsykiatrisk diagnose og yderligere 16% havde muligvis en diagnose.

Men når det gælder speciallægehjælp, er det erfaringsmæssigt få børn i udrejsecentre, der er blevet udredt af børnepsykiater eller på en børnepsykiatrisk afdeling, selv om måske op mod 60% ifølge Røde Kors undersøgelse af børn og især unge i Avnstrup kunne have behov for det. Om det skyldes, at Røde Kors ikke henviser dem, fordi de tænker at det er vilkårene og familiens håbløse situation, der forårsager mismod, angst og håbløshed, eller det er Udlændingestyrelsen, der ikke vil bevilge det, vides ikke. Men – tidligere erfaringer fra 0’erne og 10’erne viser, at en grundig børnepsykiatrisk udredning, hvor barnet var sygt, nogle gange har gjort en forskel. Dels ved at udvirke, at barnet fik den rette skolegang eller anden undervisning, og at barnet kunne få psykologisk eller pædagogisk støtte til at gebærde sig i forhold til andre børn og i forhold til forældrene, og endelig resulterede det i nogle tilfælde i, at barnet fik en opholdstilladelse af humanitære grunde, og dermed at dets familie også gjorde det.

For nogle børn med udtalt ADHD, depression, angst og søvnproblemer, ville medicin også kunne lindre. En del af børnene med PTSD – hvilket mange større børn i Avnstrup havde tegn på, og deres forældre – ville også kunne få særlig støtte af pædagog eller psykolog, – på trods af det voldsomme pres i udrejsecentrene.

Selv om Danmark stort set er ophørt med at give humanitært ophold til afviste asylansøgere på grund af sygdom, er der faldet en dom ved Menneskerettighedsdomstolen, EMD: Paposhvili-dommen mod Belgien, hvor en kræftpatient blev nægtet opholdstilladelse. Han døde inden han blev udsendt; men retssagen ved EMD blev gennemført af hans familie, som vandt sagen. Efter nogle års ventetid måtte Danmark nødtvungent ændre reglerne, – så humanitært ophold nu ikke kun bør gives til terminalt syge (fx kræftpatienter der kun har kort tid tilbage), men også til personer der kan blive udsat for en alvorlig, hurtig og irreversibel forværring af helbredet, og som kan føre til intens lidelse eller væsentlig kortere levetid. Det er nu ikke nok, at en behandlingsmulighed fx i form af medicin og speciallægevirksomhed eller mulighed for operation findes i hjemlandet. Behandlingen og sygdomskontrollen skal også være tilgængelig og rent faktisk opnåelig for den udsendte patient.
Ser man på antallet af personer til hvem, der er givet humanitært ophold, kom der lidt flere for et par år siden, men i dag igen næsten ingen. Måske skyldes det, at man har glemt, at muligheden findes – hvis Danmark skal rette sig efter menneskeretten! Og selv et udvist asylbarn er stadigvæk et menneske, også nu, hvor danske politikere presser tommeskruerne endnu mere stramt på for at få flest muligt sendt ud!

Dansk Pædiatrisk Selskab, som er det videnskabelige selskab for børnelæger, har lavet denne oversigt:
Oversigt over, hvad asylbørn har ret til alt efter om de har lovligt ophold i Danmark eller ej :

Røde Kors har sundhedsklinikker for udokumenterede migranter i København, Århus, Odense, Aalborg

Røde Kors erfaringer med anneksopgaven
I over 30 år har det været kritiseret, at børnefamilier skulle bo på asylcentre under trange forhold og uden mulighed for privatliv.
1997 indgik Røde Kors Asylafdeling og Udlændingestyrelsen en aftale om at muliggøre udflytning til mindre enheder/annekser for grupper af asylansøgere med særlige behov. Da ordningen var på sit højeste i år 2000, omfattede den 746 pladser fordelt på 154 lejemål. Senere blev ordningen lukket ned grundet færre asylansøgere.
I 2001 udgav Røde Kors Asylafdeling en evaluering af denne model, som fastslog, at ”anneksordningen er et indlysende kvalitativt meget bedre tilbud til asylansøgerne end centertilværelsen” og ”Annekserne udgør dermed en både billigere og mere menneskeværdig indkvarteringsform end de traditionelle opholdscentre”.

Herre i eget hus
Efter mange stramninger i 2002-2005 kom der tiltagende fokus på lange opholdstider i asylcentre og på asylbørns vilkår. Af indenrigspolitiske årsager blev der på samme dag, som der blev udskrevet valg i 2007 indført en ny ordning med særlige boliger til udflytning af børnefamilier, der stadig boede på asylsystemet 1 ½ år efter afslag på asyl, og som havde svære problemer. Disse mennesker fik fortsat tilknytning til et asylcenter, hvor de skulle hente lommepenge hver 14. dag og have sundhedsydelser, og måtte ikke arbejde, og de fleste børn gik i folkeskolen eller lokale daginstitutioner. Røde Kors egen undersøgelse i 2018: Herre i eget hus, viste, at forældrene fik og følte mere autonomi, blev mere aktive og kunne se at børnene trivedes bedre. Så det var alt i alt et fremskridt for familien, også selv om nogle voksne blev mere ensomme.

Desuden slap børnene for en masse ubehagelige oplevelser i asylcentre som fx tvangshjemsendelser og psykisk syge mennesker, der var urolige, og som børnene blev skræmt af. Undersøgelsen omfattede interviews af forældre i 13 udflyttede familier fra hhv. Sandholm og Avnstrup, der dengang begge fungerede som asylcentre for asylansøgere under asylprocessen og også efter et afslag. Forældrene havde inden da oplevet masser af flytninger og skoleskift for børnene.

En far:
”Når jeg tænker tilbage, så har det værste i alle de her år i Danmark, det har været, at vi aldrig har kunne bestemme hvad vores børn skulle se og opleve. Der bor så mange syge mennesker, farlige mennesker, kriminelle mennesker, narkomaner i centrene. En gang så min lille pige en mand som ville brænde sig selv. Hun kunne ikke sove i lang tid efter.”

En anden far:
”Jeg kan tydeligt se forskellen på de to børn. Den ene har oplevet så mange skift og nye børn i legestuen i asylcenteret. Han lærte aldrig navnene på de børn, han var sammen med, fordi de hele tiden blev skiftet ud. Efter at han er startet i den nye danske børnehave, kan han alle navnene. Det gør mig meget ked af det at se, hvor meget hans udvikling har taget skade. Jeg er meget taknemmelig for, at den yngste ikke skal igennem de samme ting.”

En børnepsykiatrisk og børnepsykologisk undersøgelse af 6 asylbørn
Der har i årenes løb også været kritik af, at de fleste asylbørn ikke gik i folkeskolen men, hvis de boede på Røde Kors asylcentre – i særlige asylskoler. Røde Kors såvel som Bedsteforældre for Asyl, Foreningen for Asylbørns Fremtid, SOS Racisme og andre NGO’er, der arbejder for asylbørns rettigheder, har igennem tiden kæmpet for asylbørns ret til at bruge folkeskolen, dels på generelt plan, dels har Bedsteforældre for Asyl og andre foreninger samlet ind til at donere fx taxakørsel eller skolepenge til andre skoler eller betalt andre fornødenheder for at styrke børnenes uddannelse og trivsel.

I 2006 anbefalede Folketinget, at børn i asylcentrene så vidt muligt blev undervist i folkeskolen. Men Røde Kors oplyste, at kun 50 af i alt 300 børn i den skolepligtige alder i de danske asylcentre vurderedes at være velfungerende nok til at kunne undervises i en dansk folkeskole. Samtidig var der kun henvist meget få børn til børnepsykiatrisk undersøgelse. Det førte til, at børnepsykiatere og psykologer dannede en gruppe for at gøre en frivillig, humanitær indsats for 6 af de asylbørn, man vidste havde det meget dårligt, for at de kunne få noget mere hjælp efter udredningen. Det var tre børn fra Avnstrup og tre fra Sandholm; tre drenge og tre piger. Børnepsykiaterne og børnepsykologerne udredte børnene, og enkelte af forældrene blev også henvist til psykiater til udredning og behandling.

Fire af børnene fik diagnosen: ”Depressive devitalizing syndrome” – det er en tilstand med opgivenhed, apati og tilbagetrækning. De manglede energi, livsglæde og håb, og mistede intellektuelle, fysiske og psykiske færdigheder. Tre af dem havde samtidig en lav frustrationstærskel og kunne let overreagere udad på følelser. Et andet barn var alvorligt deprimeret med psykotiske symptomer og havde selvmordstanker. Alle børnene havde brug for specialundervisning. Tre af mødrene var psykotiske, og flere af børnenes søskende havde lignende symptomer med depression og opgivenhed.

Efter undersøgelsen fik fem af familierne genoptaget deres asylsag, to fik permanent ophold og tre humanitært ophold, den sidste kunne først få genoptaget sin sag senere, men havde fået en lejlighed uden for centret. Undersøgelsen blev fulgt op efter to år. Fire af børnene havde fortsat alvorlige psykiske problemer, to af dem var i børnepsykiatrisk behandling. Ved udflytning fra centret kom alle børnene i folkeskolen, men ingen klarede det i en alderssvarende klasse. To børn fik individuel specialundervisning 15 timer om ugen, de andre fire gik i specialklasser. Den grundige udredning skulle til for at få den nødvendige hjælp til familierne.

Undersøgelsen er her beskrevet detaljeret for at vise, at selvom der er fokus på børnene, koster det dyrt både for deres trivsel, udvikling og indlæring at være i en tilstand af konstant stress i mange år. Og de er i en endnu mere stressende situation, hvis den ene eller begge forældre er psykisk syge.

Undersøgelse af asylbørns trivsel, 2006
I en undersøgelse i 2006 blev alle asylbørn på 4-16 år i Røde Kors asylcentre screenet for psykisk sygdom med et internationalt anerkendt spørgeskema, SDQ: Strengths and Difficulties Questionnaire. 35% af børnene havde sandsynligvis en psykiatrisk diagnose, mange flere end blandt børn i England: 8-10% og i Norge: 9%. I Danmark var andelene for de 3-15-årige i 2021 at 5% sandsynligvis har en psykiatrisk diagnose. Yderligere 7% havde muligvis en psykiatrisk diagnose. Så asylbørnene har en meget, meget større sandsynlighed for at have en psykiatrisk diagnose, den er højst hos piger i 15-års-alderen.

Når man spurgte, om børnene mindst en gang om ugen havde oplevet en række psykiske symptomer som: at have været ked af det, været nervøs, haft svært ved at falde i søvn, samt svimmelhed, hovedpine, mavepine og ondt i ryggen forekom hvert symptom cirka dobbelt så hyppigt hos asylbørn som hos andre børn i Danmark i 11-15-års-alderen i en landsdækkende undersøgelse, HBSC. 87% af børnene havde et af symptomerne mindst en gang om ugen mod 22% af danske børn i HBSC. Når det gjaldt selvvurderet livskvalitet, var forholdene grelle. På en skala fra 0 – 10 angav 13% af børnene, at deres liv var det værst mulige, på en samlet vurdering om livet var dårligt, middel eller godt vurderede børnene det således: 44% dårligt, 28% middel, og 28% godt. For danske børn i HBSC-undersøgelsen var de tilsvarende tal: 3% dårligt, 17% middel og 80% godt.

Det kan hænge sammen med flere ting: dels at mistrivslen er større, bl.a. fordi børnene har boet længere og oplevet mere stress og omskiftelighed, og været i flere pressede situationer i asylcentre og udrejsecentre og flyttet skole mange gange og dermed mistet stabilitet, tryghed og venner. Både længden af asylopholdet hos børn og antallet af flytninger øgede risikoen for psykisk sygdom. Dels kan forældrenes psykiske lidelse påvirke børnene negativt, psykisk sygdom øges eller forværres blandt forældrene, jo længere tid de opholder sig på et asylcenter, ligesom midlertidigt ophold, flytninger og frihedsberøvelse øger risikoen.

Både forældre og børn kan fortsat opleve traumatiserende begivenheder på asylcentre, fx tvangshjemsendelser, arrestationer, tvangsindlæggelser af meget psykisk syge mennesker. Mange af børnene var bekymrede for deres forældre, især hvis de var blevet psykisk syge, eller hvis forældrene var blevet forsøgt tvangshjemsendt, eller børnene havde set andre blive tvangshjemsendt.

Da der kom mange flygtninge fra Syrien til Danmark i 2015, og der var kommet en Venstre-regering, siden afløst af en VLAK-regering, som blev støttet af bl.a. Dansk Folkeparti, blev udflytningsmuligheden fra asylcentre for sårbare familier lukket ned. Der blev indført opholdspligt for afviste asylansøgere på udrejsecentre, hvis asylansøgerne ikke samarbejdede nok om hjemsendelse.

Børnefamilierne i Sjælsmark flyttes til Avnstrup, 2020
For at få se billedet fra børnenes side har Bedsteforældre for Asyl gengivet interviews med 13 børn fra 5 – 17 år i Sjælsmarks børn fortæller i 2019.

På grund af stærkt kritisable forhold for asylbørn i Sjælsmark, blev børnefamilierne siden flyttet til Avnstrup. Det skete på baggrund af:
– mere end 50 underretninger til Hørsholm Kommune om børn i Sjælsmark med behov for hjælp,
-en artikelserie i Politiken om asylbørn og børnefamilier,
-en video fra Sjælsmark om et 5-års barn, der ikke måtte få kogt broccoli eller kartoffel,  
-alvorlig kritik fra Ombudsmanden af forholdene for børn,  
-et Borgerforslag fra Folkebevægelsen for asylbørns fremtid,
og-den følgende undersøgelsesrapport fra Røde Kors, der viste sandsynlighed for psykisk sygdom hos 61% og mulig sygdom hos 80% af børnene, og at børnenes trivsel var i bund.

Det kom med i ”Forståelsespapiret” mellem den socialdemokratiske mindretalsregering og støttepartierne i 2019, at asylbørnene fra Sjælsmark skulle flyttes til Avnstrup, og deres forældre selv skulle have lov at lave mad til dem og spise sammen med dem. I løbet af sommeren 2020 flyttede alle børnefamilierne til Avnstrup, i lejligheder indrettet til dem, store familier fik to værelser samt eget toilet og bad, mindre familier måtte nøjes med et værelse og deles om toilet og bad med andre familier. Familierne var delt op på mindre afdelinger, hver afdeling havde et fælles køkken med et køleskab til hver familie. Familierne kunne fra 2021 bestille råvarer til maden to gange om ugen for husholdningspengene. Men familierne blev isoleret mere fra resten af samfundet i Avnstrup, midt inde i en skov.

Screeninger af børn og forældre i Sjælsmark 2018, og i Avnstrup 2022

Sjælsmark 2018
I 2018 blev 56 børn i Sjælsmark fra 2 – 17 år screenet med et spørgeskema: SDQ til lærere eller pædagoger, og til børnene selv, hvis de var fra 11-17 år.  Børn med traumer fik ekstra spørgsmål med spørgeskemaet CRIES-8. 44 forældre blev screenet med et spørgeskema vedr. psykisk trivsel den seneste måned: Kessler Psychological Distress Scale, K10.

Fra Røde Kors rapport i 2018:

”Undersøgelsens resultater viser, at børnenes psykiske trivsel er markant dårligere, end hvad der generelt ses hos jævnaldrende børn. De samlede besvarelser fra SDQ viser, at en stor andel af børnene har signifikante symptomer på psykisk mistrivsel. Deraf ville 61 procent af børnene sandsynligvis opfylde kriterierne for en psykiatrisk diagnose, og yderligere 19 procent af børnene ville muligvis opfylde samme kriterier, hvis de blev udredt for det. (…) Dertil kommer at halvdelen af de 11-17-årige har symptomer på PTSD. En stor del af børnene har nedsat appetit, og en stor del af børnene har problemer med indsovningen og har hyppige mareridt”.

Avnstrup 2022

Kun to familier af dem, der deltog i undersøgelsen i 2018, var med i Røde Kors undersøgelse i Avnstrup, 2022. Resten havde fået opholdstilladelse eller var rejst fra stedet. I Avnstrup blev 25 børn screenet med SDQ, og 28 forældre blev screenet med K10.

Af børn på 2-17 år havde 44% tegn på en eller flere psykiske lidelser, psykologerne mente, at yderligere 16% muligvis ville have en psykisk lidelse, hvis de blev udredt herfor, så i alt 60% af børnene havde måske en psykisk lidelse. Det var lidt færre end i Sjælsmark, men det var stadig en meget stor del af børnene: 44%, og muligvis 16%, dvs. i alt 60%. Psykologerne kunne i rapporten ikke sige, om der var sket en sikker forbedring.

Under alle omstændigheder var de tilsvarende andele med sandsynlig psykisk sygdom blandt danske børn i 2021 meget lavere: sandsynlig psykisk sygdom. 5%, muligvis: 7%, dvs. i alt 12% af danske børn fra 3-15 år havde måske en psykiatrisk diagnose, hvis de blev udredt herfor.

Flere forhold var bedre for børnene i Avnstrup: Modsat Sjælsmark var der ikke hegn omkring og det lignede ikke et fængsel. Børn og forældre kunne frit gå ind og ud af asylcentret, men transportmulighederne var ringe og beboerne havde typisk ikke råd til busbilletter. Den vigtigste forbedring var nok den, at fra foråret 2021 kunne forældrene selv lave mad til familien og spise i deres lejlighed eller værelse i fred og ro modsat i et cafeteria, hvor der indimellem var konflikter. Forældrene fik således mere autonomi på et privat område, hvor måltiderne udgjorde en mulighed for at samle familien om noget fælles og positivt. Avnstrup lå mere isoleret end Sjælsmark, og transport til nærmeste by var for dyrt for mange, så en del forældre måtte betale med mere ensomhed og færre muligheder for kontakt med nogen uden for centret: det var sværere at besøge familie eller venner.

Skolegang
Ved flytningen til Avnstrup mistede en del børn en hidtidig placering i folkeskolen og måtte bruge Røde Kors Skole i Lynge, hvilket var et tilbageskridt for dem. I december 2022 gik 30 børn i lokal folkeskole i Hvalsøe eller Ringsted, 4 børn i specialklasser, og 18 børn i Røde Kors skole i Lynge. I oktober 2023 flyttede skolen i Lynge ind på Avnstrup, og i december 2023 gik 3 børn i specialklasser, ca. 31 børn på Røde Kors skole og ca. 20 børn i folkeskolen.

En del familier var siden Sjælsmark-undersøgelsen flyttet eller skulle flytte til et almindeligt asylcenter, da forældrene fik genoptaget deres asylsag. Børnene i undersøgelsen i Sjælsmark havde i gennemsnit været i asylsystemet i 3 år, mens børn i Avnstrup i gennemsnit havde været i asylsystemet i 8 år, så i det lys er det et fremskridt, at – en lidt større del måske især af de mindre børn – er mindre påvirket af stress end i Sjælsmark. Men det er stadigvæk en større andel af børnene: 44% end blandt almindelige asylbørn: 35% jf. undersøgelsen fra 2006, og 5% hos danske børn i 2021.

Man må håbe, at de børn og forældre, der har tegn på psykisk sygdom bliver ordentligt udredt, får stillet den rigtige diagnose og bliver hjulpet bedst muligt. I mange tilfælde vil formentlig både børn og forældre have en psykiatrisk diagnose, når 44% af børnene og 75% af de forældre, der deltog, sandsynligvis var syge. Både af hensyn til at børnene kan få specialundervisning, evt. medicin, hvor det kan mildne ubehagelige symptomer, og også fordi de måske kan søge humanitært ophold på grund af sygdom.

Uanset nationalitet, hudfarve og status har børn behov for ordentlige forhold. For en skolegang, hvor der ikke hele tiden sker udskiftning i klassen, fordi ens kammerat flyttes til et andet center, og hvor man får undervisning som er alderssvarende og tilstrækkelig til at man kan klare sig både blandt andre børn og siden i samfundet.  At lære at lære, at læse, skrive, regne, bruge computer og få mere viden og flere handlemuligheder. Børn har brug for stabilitet og tryghed, og for at kunne falde i søvn hver nat uden at skulle tænke på, om faderen – eller hele familien – i morgen bliver tvangsudsendt til et andet land. Og uden at skulle tænke på, om faderen bliver sat i fængsel for at presse ham til at familien ”frivilligt” vil sendes hjem.

Børnekonventionen om uddannelse, Artikel 28

Artikel 28. Deltagerstaterne anerkender barnets ret til uddannelse, og med henblik på gradvis at opnå denne ret og på grundlag af ligestillingsprincippet skal de især:
(a) gøre grunduddannelse tvungen og gratis tilgængelig for alle;
(b) opmuntre udviklingen af forskellige former for uddannelse, der følger efter grunduddannelsen, herunder almindelig og faglig uddannelse, gøre disse tilgængelige og opnåelige for ethvert barn og træffe passende forholdsregler, såsom indførelse af gratis uddannelse og tilbud om økonomisk bistand i trangstilfælde;
(c) gøre højere uddannelse opnåelig for alle inden for rammerne af deres evner og med alle passende midler;
(d) gøre studievejledning og erhvervsvejledning tilgængelige og opnåelige for alle børn;
(e) træffe forholdsregler for at opmuntre regelmæssig deltagelse i skolegang og begrænse frafald;

Unge fra 17-25 år i Avnstrup
I Røde Kors rapport om børnenes trivsel på Avnstrup, er unge, lærere, pædagoger, klubmedarbejdere og forældre også blevet interviewet om de unges trivsel og behov.
Med stramninger i Hjemrejseloven i 2021 blev retten til undervisning eller aktivering 25 timer om ugen ophævet for de unge fra 17-25 år på udrejsecentre. Det har gjort, at flere unge mistrives, nogle er begyndt at sniffe lightergas, eller bruge stoffer, og en fortalte, han hele tiden spillede computerspil. Nogle opsøges af andre unge, der prøver at hverve dem til kriminalitet. De bliver modløse og depressive, og synes livet er meningsløst. Når de fylder 18 år, får de selv meldepligt to gange dagligt, hvilket begrænser deres frihed. De kan kun få uddannelse, hvis de medvirker til hjemrejse, hvad de fleste ikke tør. Nogle af de unge kommer fra centre for uledsagede børn og flyttes til Avnstrup, når de bliver 17 år. Nogle er bitre over, at de ikke kan få lov til at gøre deres 10. klasse skoleuddannelse færdig. Selv hvis de har boet på Avnstrup i længere tid risikerer de, når de fylder 18 år, at blive fjernet fra deres familie og pålagt opholdspligt på Kærshovedgård, og de får en selvstændig udvisningssag.

En 17-årig dreng skulle flytte fra Jelling til Avnstrup og fortæller:
”Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne fortsætte i 10. klasse sammen med dem, som jeg altid har gået i skole med. Samtidig skulle vi flytte til Avnstrup og bo på udrejsecenter, fordi vores asylsag er afvist. Det var slet ikke sikkert, at jeg overhovedet kunne gå i skole mere. Jeg blev virkelig ked af det og havde svært ved at tro på, at det kunne være sådan.”
Om de første måneder i Avnstrup:
”Jeg levede nærmest som i et lille fængsel. Jeg sad bare hjemme og spillede computer hele natten, nogle gange til klokken seks om morgenen. Når man ikke går i skole og bare spiller computer, så går dagene langsomt, og der er ingen mening. Alt var bare ligesom på pause, og jeg vidste ikke, hvad der skulle ske. Jeg ville bare tilbage til mine venner i Jelling. Men nu er jeg heldigvis startet i skole igen.”

Røde Kors understreger, at de unge på 16 bør have et kompetencegivende forløb. Som det er nu, er der ingen mulighed for undervisning før de er 18 år, hvor de kan få en lille smule tilbud for voksne afviste; men det, de har brug for, er at kunne fortsætte med skole og uddannelse, for at kunne se fremad. Det bratte ophør ved 17 år giver genlyd helt ned til de 13-årige som siger: hvorfor skal jeg gå i skole, hvis det alligevel slutter, når jeg er 16 år?

En af de ting, som Europarådets Menneskerettighedskommissær har henstillet til Danmark at ændre i sin rapport til Danmark 2023: er, at sikre at børn over 16 år har ret til uddannelse. Det står i øvrigt også i Børnekonventionens artikel 28.

Af den Europæiske Menneskerettighedskommissærs rapport om Danmark, egen oversættelse:

29. (Om Avnstrup) Kommissæren anerkender vigtigheden af at dem, der har en juridisk pligt til at blive sendt tilbage,- også selv om de ikke samarbejder om tilbagesendelsen – er garanteret en dækning af deres grundlæggende behov.
I kommissærens øjne er udrejsecentre ikke en løsning på det problem, at en familie sygner hen i et limbo på ubestemt tid.
31. Efter hendes opfattelse skaber tvungne langsigtede ophold på udrejsecentre for personer, der ikke kan tvangsfjernes, visse menneskerettigheds-risici. I betragtning af dets indvirkning på de pågældende børns trivsel, er hun desuden af den opfattelse, at denne praksis ikke kan anses som forenelig med barnets tarv.
37. Angående udrejsecentre: Kommissæren
-opfordrer indtrængende myndighederne til grundlæggende at genoverveje deres brug, især i tilfælde af familier med børn, så de ikke længere kan være steder, hvor folk opholder sig langvarigt og potentielt i ubegrænset tid;
-opfordrer i mellemtiden myndighederne til at overveje at indføre en mere fleksibel tilgang til opholds- melde- og indberetningspligterne;
-opfordrer myndighederne til at sikre, at afviste asylansøgere og andre uden lovligt ophold tillades fortsat at have adgang til meningsfulde aktiviteter og muligheder, uanset om de anses for aktivt at samarbejde om deres hjemrejse;
-Hun opfordrer også myndigheder til at sikre, at børn over 16 især sikres adgang til uddannelse;
– Opfordrer myndigheder til at overveje hyppigere brug af pragmatiske løsninger for dem, der ikke er tilbagesendt efter en vis periode, såsom større brug af humanitær opholdstilladelse. Dette kan tjene som et mere humant alternativ i forhold til udsigten til et tidsubestemt ophold i et udrejsecenter.

En ung mand, var i praktik i et firma, men det blev brat stoppet efter 3 måneder, fordi han af hensyn til sin familie ikke ville medvirke til frivillig hjemsendelse, da han blev 18 år.

Jeg var med til at lægge gulve, sætte køkken op, løfte vinduer og en masse ting. Firmaet ville gerne ansætte mig – men det stoppede desværre fra den ene dag til den anden. Jeg er kun 21 år og jeg føler, jeg er gået helt i stå i mit liv. Jeg har spildt de sidste 6 år af mit liv på ingenting i det her asylsystem. I de tre måneder fik jeg håbet tilbage. Men nu har jeg heller ikke det længere. Der er ikke noget at stå op til, og det hele virker håbløst.

Nogle af de unge er i behandling hos Røde Kors’ psykologer, som beskriver dem således:

”De er ofte modløse, opgivende og demotiverede. Nogle har tanker om, at de ikke orker at leve længere. De er blevet trætte af deres liv, alt bliver ligegyldigt for dem. De mister gradvist motivationen for fortsat skolegang, deltagelse i klub, fritidstilbud, sociale sammenhænge eller psykologisk behandling. De oplever deres situation som håbløs og uden udsigter, og det kan være meget svært for dem at tale om deres livssituation og trivsel. Nogle af de unge er selvskadende, andre har spiseforstyrrelser, udviser symptomer på PTSD, depression eller angst.”

Klubmedarbejdere og socialkoordinatorerne på Avnstrup er bekymret for, at nogle unge kunne blive kriminelle. Nogle var allerede blevet tilbudt mærkevarer hvis de ville være med til at begå kriminalitet.

Røde Kors medarbejderne efterlyste at kunne tilbyde dem en FGU-uddannelse, eller et andet kompetencegivende forløb; men det kan ikke lade sig gøre, fordi de tilhører afviste familier. ”Det betyder, at der ikke er nogen gulerod, der kan holde dem væk fra en kriminel løbebane. De føler sig ikke hørt, ikke set, håbløsheden indfinder sig, og vi taber nogle af dem.”

4 Psykisk sygdom hos voksne udviste

Kaare Djuraas: “Interview”. Officielle interviews hos Udlændingestyrelsen omkring identitet og asylmotiv kan vare mellem 3-10 timer. Det kan være vanskeligt for en nyankommen og eventuelt traumatiseret og forvirret person at gengive sin historie fuldstændig uden uoverensstemmelser.

En kvinde på Kærshovedgård kunne ikke få kaution til at forblive indlagt til udredning for psykisk sygdom efter et selvmordsforsøg. Hun kunne heller ikke få lov at få orlov i hjemmet kortvarigt. Hun blev svært psykotisk efter hun en måned senere fik dom til surrogatfængsel i 3 måneder på en psykiatrisk afdeling. Her kunne hun på grund af Covid-19 epidemien ikke se sine børn. Hun har fået opholdstilladelse nu og bor sammen med sin familie, men forløbet har skadet hende, børnene og ægtefællen voldsomt.

Der mangler undersøgelser af voksne med psykisk sygdom på udrejsecentrene
Vi har kun haft egentlige udrejsecentre som Sjælsmark, Kærshovedgård og Avnstrup siden 2015. Før det boede afviste asylansøgere hyppigst i Avnstrup, Sandholm og Kongelunden, og i andre asylcentre, som også i perioder var opholdscentre under asylprocessen. Der mangler en grundig undersøgelse af forekomsten af psykisk sygdom blandt voksne på udrejsecentrene. Til gengæld findes der en del enkelthistorier om personer, der beskriver deres ophold, fx i “Fortællinger fra Kærshovedgård” og i Ellebæk Kontaktnetværks dokumentation fra Ellebæk, se Blog 1.d. Desuden ses enkelte beskrivelser på Facebooksider som: Breve fra asylhelvede, Lysfest for Humanisme og Bedsteforældre for Asyl.

Tidligere undersøgelser om psykisk sygdom blandt voksne asylansøgere
Tidligere undersøgelser har vist, at voksne asylansøgere oftere har psykiske lidelser end befolkningen generelt i modtagerlandet, eller end voksne fra samme land, som de kommer fra, og som ikke er kommet som flygtninge. Desuden har man i en australsk undersøgelse vist, at frihedsberøvelse skader asylansøgerne psykisk og socialt, og det samme gælder midlertidig opholdsstatus i forhold til permanent ophold. Det er også tidligere vist, at mange flytninger under asylprocessen forværrer det psykiske helbred hos asylsøgerne.
Nedenfor gengives resultater fra to danske store undersøgelser af asylansøgere, der begge viser, at jo længere man opholder sig i asylsystemet, jo større er risikoen for at man får en psykisk sygdom. De hyppigste psykiske sygdomme er stressrelaterede.

En stor undersøgelse på dansk her og originalen på engelsk her – med data fra 2001-2002 har vist, at jo længere tid, man opholder sig i et asylcenter som asylsøger, jo større er risikoen for at få en psykisk sygdom. Det gælder for depression, og for PTSD, og for psykoser, inkl. skizofreni, hvor de fleste psykoser dog kommer i løbet af de første tre år; desuden for alle andre psykiske lidelser, når de slås sammen. De fire sygdomsgrupper udgjorde i procent af alle psykiatriske henvisninger: PTSD: 51%, depression: 9%, og skizofreni og andre psykoser: 4%, øvrige psykiske sygdomme: 36%. Resultatet bygger på ansøgninger til Udlændingestyrelsen om kaution for behandling af asylansøgere med en psykiatrisk diagnose, hvor patienten efter tre samtaler med en psykiater fortsat har brug for mere psykiatrisk behandling. Undersøgelsen er baseret på tal fra 2001-2002, hvor de afviste asylansøgere boede på almindelige asylcentre. Det samme mønster gik igen i næsten alle grupper uanset asylansøgerens nationalitet.

En endnu større dansk undersøgelse omfattede alle danske asylansøgere fra 1995 – 2016, hvorefter man dog udelukkede nogle grupper. I forhold til de flygtninge, som fik en asylafgørelse i løbet af de første 6 måneder, forekom en sygehuskontakt for første gang for en asylansøger, som blev udskrevet med en psykiatrisk diagnose 1,2 gange så ofte hos dem, der havde ventet mellem 1 og 2 år og 1,5 gange så ofte hos dem der havde ventet mellem 2 og 6 år på asylafgørelsen. Også når man fulgte grupperne på længere sigt var der for flere sygdomsgrupper højere risici for psykisk sygdom blandt dem, der havde ventet længst på en asylafgørelse. Det kan tolkes som en effekt af den stress, man var udsat for i lang tid.

Torturoverlevere

Amnestys Lægegruppe og Røde Kors gennemførte i slutningen af 2007 en undersøgelse af nyankomne asylansøgere i Sandholm. Ud af 164 deltog 142. 45% af de undersøgte havde været udsat for tortur. De havde over dobbelt så mange fysiske symptomer på sygdom og smerter, og 2 – 3 gange så hyppigt psykiske symptomer, som de øvrige asylsansøgere, der var kommet til Sandholm.

Kommentar: Mange torturoverlevere har smerter og ar både på krop og sjæl og har både behov for psykologist/psykiatrisk traumebehandling og for behandling eller mildnelse af konkrete skader. De har desuden behov for tryghed – og vished for ikke for at blive sendt tilbage til torturbødlerne i hjemlandet.

Kaare Djuraas: “Som en proptrækker i mit fucking hjerte”. “At være i udvisnings systemet er ikke kun frihedsberøvelse, det er også en langsom vej til mental lidelse.

Traumatisering
En flygtning kan være traumatiseret i hjemlandet af forfølgelse, krig, politi, væbnede styrker, oprørshære og efterretningsvæsen, eller af at hans nærmeste blev slået ihjel.
Desuden traumatiseres nogle på vej til Europa, fx i Sahara, i Libyen, kan være nær ved at drukne i Middelhavet, eller blive beskudt eller banket af grænsevagter i Grækenland, Bulgarien eller andre stedet, ligesom flugt over land ofte betyder, at man må gå om natten og skjule sig mere om dagen. Voldtægt under flugten synes at ramme ca. 40% af kvinderne.
Endelig traumatiseres og stresses mange i asylcentre og udrejsecentre.

Desuden risikerer de når som helst at blive indsat i Ellebæk, evt. afhentet om natten af formummede politibetjente, der ikke med det samme fortæller, at de er fra politiet. Eller de risikerer at blive anmeldt, sigtet og straffet for brud på pligterne. Og fra 3. gang det sker, kan de blive hentet af politiet til varetægtsfængsling, for tidligere dømte og personer på tålt ophold fra 1. gang. Mange anmeldte forsømmelser skyldes at hverken Hjemrejsestyrelsen eller politiet har efterforsket et “potentielt brud på meldepligten”. Så en udvist kan sagtens blive dømt for noget, han var lovlig undskyldt for, fordi han fx havde fået besøgsorlov en dag.
Samtidig kan en beboer på udrejsecentret presses både af kriminelle netværk og narkohandlere på centret. Har man taget imod narko eller penge fra en bande, er der en gæld at betale tilbage; og det kan være farligt ikke at tilbagebetale den til tiden. Så man risikerer at komme under pres fra mange sider på et udrejsecenter – især nu på Kærshovedgård.

Undersøgelser af psykisk sygelighed i Ellebæk og på udrejsecentre
Ellebæk
I Amnesty Lægegruppes undersøgelse af indsatte i Ellebæk, som foregik i 2012, var der på det tidspunkt 43 indsatte, heraf medvirkede de 22 i undersøgelsen. Blandt dem var 6 torturoverlevere og desuden én person med psykose med forfølgelsesforestillinger (paranoid psykose). Han var ikke i behandling, men kom det efter undersøgelsen. Hverken torturoverleverne eller manden med psykose burde være spærret inde i Ellebæk, da indespærringen og den manglende selvbestemmelse normalt forstærker sygdomssymptomerne.
Se UNHCR’s retningslinjer vedr. frihedsberøvelse af asylansøgere, 2012 .

Der er ikke siden foretaget undersøgelser af psykisk sygdom på Ellebæk, men der er nævnt mange eksempler herpå i resumeer fra Ellebæk Kontaktnetværk; og også på forværring af PTSD, depression, angst og i alt fald adfærd, der må vurderes som psykotisk – fx som at banke hovedet ind i en væg hele tiden.

Der har også været selvmordsforsøg og to fuldbyrdede selvmord i Ellebæk. Flere er blevet psykotiske af at sidde i strafcelle eller isolationscelle. Samtidig har isolationscelle og disciplinærcelle været hyppigt anvendt i Ellebæk, selv om Europarådets Komité mod tortur, CPT konkluderede efter sit besøg i Ellebæk i 2019 i sin rapport om Ellebæk, at behandlingen af indsatte, der havde selvmordstanker og blev sat næsten nøgne i isolationscelle, var så nedværdigende, at det overskred EMRK, artikel 3: Forbud mod tortur eller nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf. Denne praksis var meget anvendt før CPT’s rapport, men anvendes også efter 2020.

Udrejsecentrene
Udover en screeningsundersøgelse af forældrenes psykiske sundhed i Sjælsmark i 2018 og i Avnstrup i 2022, har vi ikke noget sikkert billede af sundhedssituationen på udrejsecentrene. I Ellebæk er der lavet mindre undersøgelse af Amnestys Lægegruppe i 2007. Der er derimod lavet flere undersøgelser af asylansøgeres sundhed og risiko for psykisk sygdom, og for medvirkende forhold til psykisk sygdom og til selvmord eller selvmordsforsøg.

Forældrenes problemer med trivsel og traumer i Sjælsmark og Avnstrup
I Røde Kors undersøgelse af børnefamiliernes trivsel og psykiske sundhed i Avnstrup indgår også en screening af forældrenes psykiske sundhed. 44 forældre til børn i Sjælsmark, og 28 forældre til børn i Avnstrup blev screenet i 2022 med spørgeskemaer om generelt psykisk sundhed og trivsel med K10, og med spørgeskemaet HTQ4 om symptomer på PTSD.

Forældrene havde – ligesom de fleste børn opholdt sig i 3 år i undersøgelsen i Sjælsmark, og 8 år i undersøgelsen i Avnstrup, og i gennemsnit de sidste 2 år i Avnstrup ved interviewet. Kun to familier havde været til stede og deltaget i undersøgelsen i Sjælsmark, resten havde i mellemtiden fået ophold, var rejst eller forsvundet. 
I Sjælsmark 2018:
Over 80% af 44 forældre i Sjælsmark havde i 2018 symptomer på psykisk mistrivsel i en grad, der svarer til psykisk lidelse som for eksempel angst eller depression ved screening med K10.
I Avnstrup 2022:
Her var det 75% ud af 28 forældre, der havde tegn på psykisk lidelse, da de blev testet med det samme spørgeskema som i Sjælsmark.
Over 60 procent af forældrene oplevede størstedelen af tiden håbløshed, nedtrykthed, nervøsitet og træthed uden grund, mens 54% oplevede, at alt var anstrengende og at de ikke var noget værd.
Flertallet af forældrene havde de vigtigste kernesymptomer på PTSD: 50% undgik ting, der mindede dem om traumer før de kom til Danmark, og 75% undgik så vidt muligt noget der mindede dem om traumer i Danmark. Når det gjaldt tilbagevendende tanker, var det endnu flere: 68% havde tilbagevendende tanker om tidligere traumer, 82% om traumer i Danmark.

Kommentar: Når forældrene ikke vil eller tør eller kan rejse hjem med børnene, og har været i Danmark i gennemsnit i 8 år, og 3 ud af 4 har tegn på en psykisk lidelse, mens 44% af børnene har tegn på en psykisk lidelse og måske hele 60% i alt af børnene har en psykisk lidelse, må man håbe, de får opholdstilladelse, om ikke andet af humanitære grunde. Det er traumer i Danmark mere end traumer i hjemlandet, der forstyrrer forældrenes og børnenes sind.
Forældrenes PTSD-symptomer, lave selvværd, ringe vilkår og uvisheden om, hvad der skal ske i fremtiden, går ud over børnene. Mange børn har store bekymringer for deres forældre, og har svært ved at falde i søvn, fordi de frygter, at politiet henter en af forældrene om natten.

Kaare Djuraas, “Venteværelse”: I trøstesløse sekunder, minutter, timer, dage – ja, i årevis henslæber de tvangsanbragte livet i Kærshovedgaard uden gøremål og håb – uden muligheder for at forandre deres påførte ulykkelige skæbne. Flugten fra rædslerne i hjemland og de hjerteskærende oplevelser af svigt og had, de oplever under rejsen til og op gennem Europa, internerede og bortgemt i Danmark står som et evigt mishandlende sindbillede i deres krop, i deres tanker og følelser.

5 Selvmord og selvmordsforsøg i asyl- og udrejsecentrene

Denne figur viser det samlede antal indrapporterede selvmord og selvmordsforsøg, som det er oplyst af de “operatører”, der står for de forskellige asyl- og udrejsecentrene i Danmark. Som hovedregel er et selvmordsforsøg kun medtaget, hvis det har ført til indlæggelse eller skadestuebesøg. Herudover har SOS Racisme kendskab til enkelte andre selvmordsforsøg, som er foretaget uden for udrejsecentrene og måske af den grund ikke er talt med, selv om beboerne boede på centrene.

På figuren ovenover viser søjlerne det samlede antal selvmordsforsøg inkl. fuldbyrdede selvmord på asyl- og udrejsecentrene for hvert år fra 2014 – 2022. Den lyseblå stregkurve viser antallet af indkvarterede i hundreder ved årets udgang i alle udrejse- og asylcentre tilsammen. Kurven over indkvarterede i hele asylsystemet toppede i 2015 med ca. 17.000, og søjlerne var højest i 2016 med 120 selvmordsforsøg inkl. 3 selvmord, og hvor 1 ud af 4 selvmordsforsøg var hos mindreårige. Tallene stammer fra de tabeller, der siden 2006 hvert kvartal, nu hvert halve år sendes til UUI i Folketinget, for 2017 var der ikke udspecificeret antal selvmordsforsøg efter udrejsecenter eller udbyder, men kun oplysning om et enkelt tal for alle selvmordsforsøg.

Selvmord er talt med i søjlerne, men var relativt så få, at de ikke er vist. I 2016 var der 3 fuldbyrdede selvmord, i 2017: 2 selvmord og i 2018: 1 selvmord. I 2021 3: selvmord og i 2022: 1 selvmord, de øvrige år ingen. Ingen af de fuldbyrdede selvmord foregik på Sjælsmark eller Kærshovedgård.

Det har ikke været muligt at opgøre antal selvmord og selvmordforsøg på Avnstrup alene ud fra de offentligt tilgængelige tal . Avnstrup fungerede som hjemrejsecenter siden 2017 og som udrejsecenter fra 2020, men de indberettede selvmordsforsøg og selvmord dækker både Avnstrup og de øvrige asylcentre og omsorgscentre under Røde Kors. Sjælsmark har fungeret som udrejsecenter i 2015 til starten af 2022. Fra marts 2022 og et år frem var det først og fremmest modtagecenter for ukrainske flygtninge. I februar 2024 rummer det både ukrainske “fordrevne”, der lige er kommet til Danmark, og udviste asylansøgere, flygtninge og andre udlændinge. Røde Kors har en bygning med egen indgang til Omsorgscenter Øst, med 18 – og mulighed for 20 pladser til meget plejekrævende beboere.

Den følgende beskrivelse handler om selvmordsforsøg/selvmord i årene 2018-2022.
Selvmordsforsøg er i Kærshovedgård vist med rødt (øverst), og i Sjælsmark vist med gult, og i resten af landets asyl-, børne-, udrejse- og omsorgscentre: blågrønt. Der var i alt 90 selvmordsforsøg, heraf 5 selvmord. Det må være minimumstal, da Kriminalforsorgen kun medtæller “kvalificerede forsøg”, hvor den pågældende har været på skadestuen, er blevet indlagt eller har været i livsfare. Selvmordsforsøg der har fundet sted uden for et center er ikke (altid) indberettet af Kriminalforsorgen. For Røde Kors gælder det, at hvis personen har været indlagt eller på skadestuen indberettes det som selvmordsforsøg.

32 af alle de indberettede selvmordsforsøg i 2018-2022 fandt sted på de to udrejsecentre, det svarer nogenlunde til en selvmordsforsøgshyppighed pr. beboer over 15 år om året på 1697 pr. 100.000 eller 1,7% mens den tilsvarende årlige rate for de øvrige centre kunne beregnes til ca. 595 pr. 100.000, 0,6% for både almindelige asylsøgere og afviste asylsøgere over 15 år uden for Kærshovedgård og Sjælsmark.

Så beboere på udrejsecentre, som jo har pligt til at opholde sig dér, forsøger 3 gange så hyppigt selvmord, som beboere i almindelige asylcentre. Hvis man beregner selvmordsforsøgsraten pr. person over 18 år pr. 100.000 i Kærshovedgård i forhold til middeltallet for indkvarterede fra 2018-2022 var den i årligt gennemsnit 972 pr. 100.000, 1,0%. For Sjælsmark er den beregnet at være endnu højere: 2785 pr. 100.000 > 15 år 2,8%. I beregningerne er der i øvrigt ikke taget hensyn til køn og alder. Der er mange flere mænd end kvinder på udrejsecentrene, og mænd har typisk færre selvmordsforsøg end kvinder, men ofte flere fuldbyrdede selvmord.

Hvis man sammenligner selvmordforsøgshyppigheden for alle i asylcentrene for hele perioden er den mange gange højere end selvmordsforsøgsraten for hele befolkningen, som fra 2019 – 2022 faldt fra 67 pr. 100.000 – 54 pr. 100.000 indbyggere over 15 år i Danmark – eller 60 pr. 100.000 indbyggere over 15 år om året – dvs. 0,06%.
Den årlige selvmordsforsøgshyppighed fra 2018-2022 er altså 10 gange så høj blandt alle i asylsystemet og 28 gange så høj blandt beboerne i Kærshovedgård og Sjælsmark i alt sammen, som i hele befolkningen.

Som det ses var der flest selvmordsforsøg: i 2020 i Sjælsmark: 10, og i 2022 i Kærshovedgård: 8.
I 2020, flyttede børnefamilierne hen over sommeren til Avnstrup, og enlige og par på Avnstrup blev flyttet til Sjælsmark. Måske har den sidstnævnte flytning taget håbet og modet fra en del af de samarbejdende, afviste asylansøgere, som følte sig voldsomt uretfærdigt behandlet, når de – for at undgå de hårde vilkår alligevel blev underlagt de fængselslignende forhold i Sjælsmark. Og måske har børn og forældre på Sjælsmark haft det særlig ringe under Covid-19 nedlukningen i starten af 2020, hvor skoler og mange aktiviteter var lukket ned i alle asylcentre og udrejsecentre.

På Kærshovedgård har der blandt de 8 fortællere i “Fortællinger fra Kærshovedgård” i 2022 været to, der havde selvmordstanker, den ene sultestrejkede i 110 dage.

I 2024 er der igen en beboer, der sultestrejker på Kærshovedgård.

Flere af fortællerne sagde, at efter alle aktiviteter var lukket ned, var det næsten uudholdeligt, at der nu ikke skete noget, som de kunne distrahere tankerne med, og som kunne give lidt mening og struktur. Cafeen og værksteder var lukket, hvis man ikke havde underskrevet en hjemrejsekontrakt, hvilket i øvrigt blev påtalt af Europarådets Menneskerettighedskommissær.

Desuden beskrev en af fortællerne, der led af PTSD, at han selv og flere andre var blevet frataget deres medicin – i dette tilfælde medicin mod depression – fra han ankom til Kærshovedgård.

Selvmord og selvmordsforsøg i Ellebæk
I Ellebæk var der ét fuldbyrdet selvmord i 2015 på en plads for en kriminel frihedsberøvet, og ét i 2019 for en administrativt frihedsberøvet udlænding, begge var foregået ved hængning. Ombudsmanden fandt at der desuden var foretaget 6 andre selvmordsforsøg fra 2012 – 2017 i Ellebæk. Efter 7 selvmordsforsøg på de 5 år henstillede Ombudsmanden at rørene i loftet blev inddækket, så man ikke kunne hænge sig i dem, og det er de blevet.

Til brug for tabel 7 i SOS Racismes Minileksikon 2020, blev der indsamlet oplysninger om selvmordsforsøg i Ellebæk for 2015 – 1. halvdel af 2020. Resultater: 2015: 3, 2016:1, 2017: 1, 2018: 0, 2019: 0 ifølge svar til Folketinget, men 1 ifølge en anden kilde. Der er ikke fundet oplysninger om selvmordsforsøg pr. år i Ellebæk fra 2020 og fremefter på Folketingets hjemmeside. Men det kræver vel kun, at et medlem spørger den ansvarlige minister om det?

Tidligere danske undersøgelser om selvmord og selvmordsforsøg blandt asylansøgere
Der er så vidt vides ikke andre undersøgelser af selvmord og selvmordsforsøg på udrejsecentrene og Ellebæk, bl.a. fordi udrejsecentrene ikke har eksisteret så længe. Men der er gennemført en undersøgelse af selvmordsforsøg og selvmord for de asylcentre, der drives af Røde Kors, for 2001-2003. Her var hyppigheden af selvmordsforsøg blandt asylansøgere 3,4 gange så høj som i befolkningen i Fyns Amt, som var repræsentativt for Danmark med hensyn til køn og alder.

Hver tredje af de asylansøgere – inkl. dem, der havde fået afslag, der forsøgte selvmord, havde tidligere været indlagt på psykiatrisk afdeling. Og af dem havde halvdelen haft selvmordstanker eller truet med selvmord, før de blev indlagt. Tre fjerdedele af dem med selvmordsforsøg var blevet tilset af læge og sygeplejerske, og en tredjedel desuden af en psykolog eller en psykiater inden for den sidste måned før selvmordsforsøget.

26% af de asylansøgere, der havde forsøgt selvmord, havde gjort det inden for den første måned efter et afslag på asyl, og denne gruppe havde i gennemsnit opholdt sig 21 måneder i Danmark før de fik afslaget. 30% havde forsøgt selvmord fra 1 – 7 måneder efter afslaget, de havde ventet 11 måneder i Danmark på asylafgørelsen. De sidste 44% forsøgte selvmord før de fik en asylafgørelse, det skete efter i gennemsnit 11 måneders ophold i Danmark.

I en undersøgelse fra 2010-2019 var selvmordsforsøgsraten efter indlæggelser og skadestuebesøg, hvor selvmordsforsøg var angivet som grund, for alle asylsøgere 8,5 gange så høj som i befolkningen. Den var højest i 2009-10 med ca. 1065 pr. 100.000 pr. år, og – efter endnu en top i 2016 var faldet til 570 pr. 100.000 pr. år i 2019. Det er ca. det samme som i undersøgelsen i bloggen. Forekomsten af fuldbyrdede selvmord var i den undersøgelse ikke sikkert forskellig fra i befolkningen i Danmark.

Selvmordsforsøg blandt uledsagede asylbørn i 2015 – 2019
Selvmordsforsøgsraten for uledsagede asylansøgere på 15-19 år, men som var under 18 år ved ankomsten til Danmark var i 2015-19 næsten dobbelt så høj som for alle asylansøgere.
Og næsten 6 gange så høj som generelt blandt 15-19-årige i Danmark.

Kaare Djuraas: Undskyld mig – jeg er kun døende

“Forladt i ligegyldighed og had. Som beboer på Kærshovedgaard er man altid under mistanke. Regeringen har udråbt dem til at være andenrangs mennesker.
Hjemrejsestyrelsen i Kærshovedgaard råder på vegne af Regeringen og dens politiske medløbere over beboernes liv og død. I styrelsen tilrettelægges og udføres nidkært det administrative arbejde, der fører til tvangshjemsendelse af beboerne til de bødler og rædsler, de flygtede fra”.

Ellebæk
I Ellebæk suppleres presset på de indsatte med indespærring, forbud mod mobiltelefoner og pc’er. Så de indsatte har svært ved at orientere sig om, hvad der sker, og ved at kommunikere med personer uden for. De kan ofte kun tale i telefon få minutter, hvis de skal tale med familie eller andre i hjemlandet, de kan købe taletidskort til de telefoner, der er sat op i et fælles rum, og som kan aflyttes, hvis de har arbejdet og fået en lille indtægt, så de kan købe taletidskort.

Til gengæld slipper man for chikanen med opholdspligt, underretningspligt og meldepligt, da der er meget lille risiko for flugt, og der hver dag holdes mandtal.

Desuden har de hver måned en samtale med Hjemrejsestyrelsen som vil forsøge at presse dem til frivillig hjemrejse, ofte lige før de skal i videoretten i Hillerød med henblik på forlængelse af varteægtsfængslingen.

Der er en gruppe af frivillige i Ellebæk Kontaktnetværk, der kan komme og besøge indsatte, der ønsker at tale med en person, og i nogle tilfælde hjælpe dem – fx med at anbefale en god advokat, idet en indsat kan ringe til en bestemt telefonnummer i et bestemt tidsrum. Men det kan være en langsommelig proces at få et besøg i stand. De indsatte skal selv bestille en besøgstid efter en indviklet procedure, som vagterne ikke altid har tid at hjælpe med; og ofte lykkes det ikke – eller på grund af for få vagter kan besøget blive aflyst.

Evt. fremstilles de indsatte for hjemlandets ambassade eller for en delegation fra hjemlandet, for at få fastlagt deres nationalitet eller for at Hjemrejsestyrelsen kan få at vide fra hjemlandet om, de vil modtage dem, og for at få ambassaden til at udstede nødvendige rejsedokumenter.

Danmark har ansat “hjemrejseambassadører” med tilknytning til en dansk ambassade, som skal forsøge at presse et land til at modtage udviste fra Danmark. De fleste lande vil modtage frivilligt udsendte, hvis de er sikre på at der er tale om egne statsborgere; mens det modsatte er tilfældet med tvangsudsendte. Her forsøger Danmark at presse landene mest muligt, fx som modydelse ved en aftale om økonomisk hjælp, uddannelse af immigrationspoliti, etc. Nogle lande vil kun modtage personer, der har fået en dom for kriminalitet; dette kan også være en medvirkende faktor til at Folketingets udlændingepolitiske flertal holder så fast i de voldsomme straffe for pligtovertrædelser, så de fleste i udrejsecentrene med tiden vil blive dømt.

I Ellebæk sættes personer med selvmordstanker i isolationscelle i næsten nøgen tilstand. Det sker af fare for, at de bruger tøjet til at begå selvmord med, da Kriminalforsorgen ikke anvender selvmordssikkert tøj. Det er et af de alvorligste kritikpunkter i rapporten fra Europarådets Komité mod Tortur, 2020, som finder at det overskrider forbuddet mod tortur i EMRK, men det er fortsat sket, også efter 2020.

I stedet for at overtræde menneskerettighederne for dem, som Danmark gerne vil have til at rejse ud af landet, kunne man droppe isolationsfængsling helt, og indlægge dem, der er selvmordstruede på en psykiatrisk afdeling, så de i det mindste kunne blive vurderet og beskyttet mod selvmord, og forhåbentlig få lindring for noget af deres angst, smerte og opgivenhed gennem en samtale – uanset at man ikke derfra kan hindre en hjemsendelse.

Og som anbefalet af Menneskerettighedskommissæren afskaffe isolationscellerne og opgive isolation som disciplinærstraf. De personer, som er så psykisk dårlige at de selv beder om at blive sat i isolation, hvis de sættes i Ellebæk, bør simpelt hen ikke indsættes dér.

Isolationsfængsling er de sidste 47 år blevet kritiseret voldsomt, fordi det nedbryder folk psykisk. Danmark har de senere år mindsket brugen af isolation i varetægtsfængsel, men øget brugen af den som disciplinærstraf i fængslerne – og i Ellebæk, som – skønt det officielt ikke er et fængsel – fungerer som fængsel. I landets fængsler har man ændret på at bruge isolation som disciplinær straf nu på grund af kritikken af, at den påfører de indsatte stor lidelse og risiko for vedvarende mén, og i stedet indført, at man kan fratage privilegier som disciplinærstraf. Forhåbentlig vil det også ske i Ellebæk – der er ikke mange privilegier at tage af, men det er svært at finde noget mere nedværdigende end isolation.

Et andet kritikpunkt, der er gået igen gennem årene og er blevet kritiseret både fra dansk og fra international side er, at man dér indespærrer torturoverlevere og psykisk syge udlændinge, som ofte bliver meget dårligere af at være der, og endda i nogle tilfælde isolationsfængsler dem. Det må simpelt hen stoppe! Vagterne er ikke uddannet til at tage sig af psykisk syge mennesker, og sygeplejerskerne, som kun er der i dagtiden, har ikke nødvendigvis psykiatrisk uddannelse eller meget psykiatrisk erfaring.
Da Amnestys lægegruppe i 2013 undersøgte 22 ud af 43 indsatte, fandt de, at de seks var torturofre og en syvende indsat var svært psykotisk; han var ikke i behandling, men fik behandling efter undersøgelsen. Der er fortsat jævnligt torturofre og svært sindssyge personer indsat i Ellebæk, trods UNHCR’s retningslinjer om, at de ikke bør frihedsberøves.

Danmark har lovet FN’s komité mod tortur, CAT, at sørge for, at de oplysninger der er indsamlet af Røde Kors ved modtagelsen af flygtninge også vil tilgå Ellebæk. Det vil kunne hjælpe til at finde torturoverlevere og psykisk syge, forudsat de har fortalt om det ved Røde Kors modtagelse af dem. Men hvornår en sådan ordning bliver sat i system, og hvornår den bliver effektiv, vides ikke.

Ellebæk er ikke kun blevet kritiseret af CPT (2020) og CAT (2023), men også af Europarådets Menneskerettighedskommissær (2023):

38. Med hensyn til administrativ frihedsberøvelse opfordrer kommissæren myndighederne til at sikre at
–indsatsen med at udvikle og implementere alternativer til frihedsberøvelse prioriteres med udgangspunkt i relevante internationale vejledninger,
-administrativ frihedsberøvelse af afviste asylansøgere og andre migranter altid er en undtagelse, og skal være kortest mulig, og kun efter alle andre alternativer er gennemgået og man har konstateret, at der ikke er noget effektivt alternativ.
-Hun understreger, at gennemførligheden af tilbagesendelse løbende bør vurderes af den relevante myndighed – hvis tilbagesendelse ikke er muligt i øjeblikket, bør den pågældende ikke længere tilbageholdes af denne grund;
–Ingen sårbare personer tilbageholdes, herunder torturofre.
-Hun beder myndighederne overveje hvordan de yderligere kan styrke screeningen (for sårbare personer, herunder torturofre, red.), og herunder sikre, at der finder en systematisk  og omfattende screening sted ved ankomsten til detentionscentre.
–Desuden skal der ske deling af informationer (om sårbarhed) mellem relevante aktører, samtidig med at forpligtelserne til databeskyttelse overholdes fuldt ud.
–Strenge fængselslignende regler og regimer skal ikke implementeres over for de administrativt fængslede migranter, og især skal det undgås at bruge ​​isolation som disciplinær straf ved overtrædelser af reglerne.

6. Covid-19 epidemien på Kærshovedgård

Under Coronaepidemien mens Danmark var lukket ned, og flyene stod stille, grænserne var lukket og Dublinoverførsler indstillet , og FN’s organisation for Migration, IOM ikke kunne hjælpe ved udsendelser, advarede Europarådets menneskerettighedskommissær og FN’s Menneskerettighedsråds Højkommissær om, at detention og frihedsberøvelse af migranter og flygtninge kunne overtræde menneskerettighederne, når ingen kunne sendes ud af landet, og der således intet reelt formål var med det.

Desuden advarede de om, at koncentration af flygtninge i lejre og fængsler øgede risikoen for epidemier, og staterne burde overveje om det var nødvendigt at beholde folk frihedsberøvet. En lang række NGO’er og enkeltpersoner bad Folketinget om at både de administrativt frihedsberøvede i Ellebæk og personer med opholdspligt på hjem- og udrejsecentre blev løsladt hhv. fik ophævet pligterne, så de kunne tage hjem til deres familie eller venner eller bo andre steder.

I SOS Racisme skrev vi bl.a. til Sundhedsstyrelsen om vores bekymringer over sundhedsforholdene og de dårlige hygiejniske muligheder på Kærshovedgård. Styrelsen kunne ikke blande sig i problematikkerne om ophold, eller i Kriminalforsorgens afvisning af at uddele håndsprit til beboerne. Beboerne skulle typisk igennem flere døre og holde deres håndholdte biometriske kort ud for scannerne i sluseportene, så fingrene kom tit til at røre samme sted som andres fingre havde gjort, og de blev nødt til at være uden handske over den ene finger, så personens fingeraftryk kunne aflæses af scannerne.

I Folketinget stillede Sikandar Siddique spørgsmål til udlændingeministeren om at ophæve opholdspligt og frihedsberøvelse af de udviste og afviste. Men det nægtede ministeren; meldepligten var dog blevet ophævet i udrejsecentrene og hos politiet på grund af smitterisikoen. Udlændingestyrelsen havde i et tidligt ministersvar skrevet, at ”…det er ikke givet, at udlændinge med opholdspligt på et udrejsecenter skulle være i højere smitterisiko end andre…”, og anbefalede i øvrigt, at beboerne gjorde som alle andre i Danmark: ”blev på deres værelse” – her opblødte ministeren det dog til: ”blev på udrejsecentret”. Det første udbrud på Kærshovedgård begyndte allerede 21. april 2020, hvor 3 ansatte var blevet smittet, og en beboer blev indlagt efter at være testet positiv og kom siden til Brovst, kort efter endnu én. Det lykkedes SOS Racisme at få Styrelsen for Patientsikkerhed til at tilbyde test af alle beboerne, som blev sendt i isolation i Brovst, hvis de var testet positive, og ved et nyt tilbud om testning en uge efter, var der ikke flere positive, så udbruddet blev standset. I midten af august begyndte et nyt udbrud, som strakte sig i alt fald til månedens udgang, her blev ti testet positive, så mindst 16 i alt var testet positive ud af ca. 250 beboere. Herefter blev der udleveret håndsprit til beboerne.

De fleste beboere boede på værelser til flere personer: på Ellebæk ofte til 3-4 personer i små rum, på Kærshovedgård ofte to pr. værelse. De var nødt til at bruge fælles toiletter og baderum, som i den ene bygning i princippet var fælles for over 100 personer, og hente mad i kantinen, hvor man – på et tidspunkt under epidemien måtte stå i lange køer uden for og blev sluppet ind, så der højst var ti ad gangen ved maduddelingen. Så de kunne hverken isolere sig helt på værelserne, eller holde de 1 eller 2 meters afstand, som befolkningen i Danmark blev opfordret til i starten af pandemien. De måtte ikke få besøg, men havde fortsat ret til at besøge deres familie eller venner uden for centret to weekender om måneden og kunne gå ind og ud ad sluserne med deres biometriske kort. Nogle af de beboere på Kærshovedgård, der kunne, gik ofte lange ture for at komme mest muligt væk fra Kærshovedgård.

De fleste aktiviteter på Kærshovedgård: samtaler om hjemrejse fra politiets side, café, engelskundervisning og værkstedsaktiviteter, besøg udefra og fælles pc’er var lukket helt ned fra nedlukningen begyndte i marts til juni 2020. Der kom plakater med tegninger op om hygiejne og der blev sat midlertidige håndvaske op flere steder; men det kneb nogle gange at sørge for vand og sæbe ved ind- og udgangsslusen, og de frivillige netværk købte nogle gange håndsprit til beboere, men kunne ikke komme og dele dem ud. Til sidst gav Kriminalforsorgen sig og uddelte håndsprit til beboerne ved et Covid-udbrud i slutningen af august 2020, hvor der hurtigt blev påvist mindst 10 Corona-positive. Under udbrud blev isolationen strammet, og nogle måtte ved senere udbrud blive på deres egen værelsesgang. De, der var testet positive, blev under de første udbrud overført til Brovst, senere til Sandvad.

Stort set alle aktiviteter blev lukket ned, hvilket øgede det psykiske pres i udrejsecentrene og Ellebæk, og beboerne skulle holde afstand. Men det lod sig ikke gøre på flersengsværelser, og man ville ikke fordele beboerne så de kunne bo alene på ledige værelser. På Kærshovedgård skulle maden med tiden afhentes i kantinen og indtages på værelset.

I maj 2021 – 1 år og 2 måneder efter den første store nedlukning i Danmark, havde i alt mindst 41 beboere på Kærshovedgård ud af – ca. 255 – været testet positive for Corona, siden Corona kom til Danmark. Det svarede til ca. 16% af beboerne mod 4% i hele Danmarks befolkning, dvs. 4 gange så højt som i resten af landet. Trods flere udbrud og den store koncentration af mennesker, herunder mange psykisk syge mennesker, blev beboerne på Kærshovedgård først tilbudt vaccination mod Covid-19 sent i 2021.

Hvordan det er gået på de andre centre ved vi ikke, kun at der har været udbrud af Covid både i almindelige asylcentre og i alle udrejsecentrene. I forhold til muligheder for aktiviteter, var Ellebæk nok det sted, der var allerhårdest ramt af restriktionerne, fordi man ikke kunne forlade centret, ikke selv kunne bestemme, hvornår man ville udenfor, og fordi man ikke havde en mobil eller ipad eller computer at distrahere sig med. Hvad angår Covid, er det indtrykket, at de indsatte i Ellebæk i høj grad slap fri – i alt fald i det meste af det første Corona-år.

I Sjælsmark fandt 10 selvmordsforsøg sted i år 2020. Man kan ikke udelukke, at nedlukningen af de i forvejen meget få aktivitetsmuligheder, besøgsforbud, en generel frygt for at blive syg af Covid og eventuel afmatning efter Covid, kan have medvirket til de mange selvmordsforsøg. Ligesom de hårde straffe for pligtovertrædelser og flytningen fra Avnstrup til det mere fængselsagtige Sjælsmark kan have ført til mere vrede, depression, meningsløshed og håbløshed.