Kaare Djuraas: “Skygger hvisker om natten“. Konsekvensen af at blive fængslet i et center som dette er, at man ikke kan stole på alle. Lejrens verden består ikke altid af solidaritet, venskab og støtte.
“De kommer om natten”. Beboere i Kærshovedgaard lever med en konstant frygt for at blive hentet af politiet for at blive udvist eller varetægtsfængslet i Ellebæk Fængsel eller Enner Mark Fængsel.
I udrejsecentrene og Ellebæk krænkes retssikkerheden
Denne blog præsenterer nogle paragraffer om retssikkerhed, der er overtrædes, fra Den Europæiske Menneskeretskonvention, EMRK. Siden en række retssikkerhedsmæssige problemer på udrejsecentrene og Ellebæk.
Se de øvrige blogs i serien her: Otte grunde til at lukke Ellebæk og udrejsecentrene
EMRK, artikel 5: ret til frihed og sikkerhed
Den Danske Helsinki Komité, DDHK besøgte nogle fængsler og Kærshovedgård i 2017. De mente, at artikel 5 i EMRK var overtrådt, idet de indkvarterede på Kærshovedgård reelt var frihedsberøvede med de mange restriktioner og hæmmende pligter, de var pålagt, og henviste til en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, EMD, Guzzardi-dommen, hvor en person efter at have været i varetægtsfængsel blev overflyttet til en lille ø. Her kunne han kun kunne opholde sig indtil ca. 100 m fra det hus, han boede i, og havde ikke mulighed for at deltage i sociale aktiviteter. EMD mente der var tale om en frihedsberøvelse, der overtrådte artikel 5. DDHK mente, at forholdene på Kærshovedgård var mindst lige så begrænsende, måske endnu mere, end dem, Guzzardi var tvunget til at opholde sig under, og at udrejsecentret burde kaldes et fængsel. Forholdene var fængselslignende og Kriminalforsorgen dér anvendte disciplinærregler, som var hårdere end reglerne var på Kærshovedgård, dengang det fungerede som åbent fængsel. Det oplyste den tidligere fængselsinspektør på Kærshovedgård, der var med den ene dag af besøget.
De fysiske forhold var stærkt forringede sammenlignet med dengang det var et åbent fængsel. Bl.a. var tekøkkener i værelsesfløjene afmonteret. Bortset fra personer på tålt ophold, fik de indkvarterede nu ingen lommepenge, men måtte leve af mad i kantinen på fastsatte tidspunkter. Håndvaskene på værelserne var blevet afmonteret. Der var opsat mange overvågningskameraer rundt om, og ved brug af et biometrisk nøglekort til oplåsning af døre, kunne man følge, hvor på Kærshovedgård, de indkvarterede opholdt sig. Der var blevet indrettet små værelser med 4 senge i hver som 2 x 2 køjesenge. Efter Ombudsmandens protest blev værelserne dog lavet om til 2-mandsværelser. Bortset fra køjesenge var de fleste møbler nogle som beboerne havde fået. Man måtte ikke have køleskabe, kaffemaskiner, elkedler etc. eller opbevare mad i værelserne.
Efter at det ikke mere bare var et åbent fængsel, men nu et udrejsecenter, var der blevet sat et højt hegn op, og installeret elektroniske sluseporte til indgang og udgang. Låsesystemet skulle afgive information om, hvem der låste sig ind og ud. Det system, der ligger bagved og forbinder oplysningerne kaldes SALTO-systemet. Det skulle videresende data til myndighederne. Der blev indført kontrol via personidentificerbare biometriske nøglebrikker, hvor man skulle sætte sin fingerspids ind under et gennemsigtigt område på kortet for at scanne det til oplåsning af døre og porte. Desuden brugtes nøglekort/nøglebrik til at scanne for at gennemføre meldepligt hos politiet.
DDHK mente, at eftersom der reelt var tale om frihedsberøvelse, burde ophold i Kærshovedgård skulle idømmes og ikke påbydes administrativt. Og desuden, at udviste mennesker ikke burde placeres dér, hvis der ikke var nogen reel mulighed for at hjemsende dem.
Desuden foreslog de, at Ombudsmanden og CPT, Europarådets Komité mod Tortur besøgte stedet, da de mente, den behandling de indkvarterede blev budt overskred artikel 3 i EMRK: forbuddet mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Ombudsmanden fandt efter et besøg hos 17 mennesker på tålt ophold på Kærshovedgård, at forholdene var stærkt begrænsende og hæmmende for dagliglivet, men ikke at de overtrådte artikel 3. CPT tilså desværre ikke Kærshovedgård på dets besøg af Danmark i 2019. Derimod besøgte CPT Ellebæk, og skrev en sønderlemmende kritik af såvel rammer som procedurer i Ellebæk, og at isolationsfængsling af personer med selvmordstanker overskred artikel 3. Se nærmere i bloggen om punkt 1a.
Frihedsberøvelse under Corona-nedlukningen
Under Corona-pandemien var personer i Kærshovedgård særligt udsatte og havde en større andel smittede med Corona i den første bølge, hvor Covid-19 infektioner i gennemsnit havde de alvorligste forløb. Der var en overhyppighed af Covid-19 infektioner i det første år af epidemien. Meldepligten blev lukket ned en lang periode i udrejsecentrene, fordi den ikke kunne udføres med sikker afstand. Skønt der var ledige værelser, blev de ikke taget i brug for at mindske smitterisikoen, og personer med familier i Danmark fik ikke lov til at bo hos familien for at nedsætte smitterisikoen. Trods flere spørgsmål til ministeren herom blev de udvistes opholdspligt på centrene opretholdt under nedlukningen og under udbrud, også i 2020, hvor grænserne var lukket og næsten ingen fly var på vingerne. Det skete trods advarsler fra Europarådets menneskerettighedskommissær og fra FN’s Højkommissær for Menneskerettigheder om, at det kunne overskride menneskerettighederne, da der intet reelt formål var med frihedsberøvelse, når ingen kunne sendes ud af landet og Dublin-overførslerne var indstillet.
EMRK, artikel 5, stk. 2: ”Enhver, der anholdes, skal ufortøvet på et sprog, som han forstår, underrettes om grundene til anholdelsen og om enhver mod ham rettet anklage”. Det synes at være så som så hermed ifølge et videoklip på DR TV Midt og Vest fra oktober 2019. En indsat, der havde overtrådt pligter, fik først et forsøg på en egentlig retssag i Retten i Herning efter 49 dage i varetægtsarrest, anklageren havde beregnet hans straf ud fra straftabellerne til 50 dage. Da der ingen tolk var, skulle der sættes en ny dato for retssagen; han blev løsladt fra varetægt indtil da. Han spurgte, hvorfor han var blevet straffet så længe, men fik intet svar, for retten skulle videre til næste retssag for pligtovertrædelser. Hvorfor havde ingen kunnet bruge et par minutter på at forklare ham, at straffene var blevet skærpet ekstremt fra 1. juni 2019? og heller ikke efter han havde siddet i varetægtsfængsel i 7 uger? Ved en efterfølgende retssag samme dag blev en anden idømt 9 måneders fængsel for pligtovertrædelser og udvist af Danmark.
EMRK, artikel 6, stk. 2 – 3: ret til en retfærdig rettergang
Stk. 2. Enhver, der anklages for en lovovertrædelse, skal anses for uskyldig, indtil hans skyld er bevist i overensstemmelse med loven.
Uskyldsformodningen er helt grundlæggende i dansk ret og i enhver retsstat. Men det gælder ikke i særlovgivningen for udviste udlændinge på et udrejsecenter. Her kan den enkelte forsyndelse være så lille som at komme 15 minutter for sent hjem om aftenen, eller have glemt at gennemføre meldepligten, eller have været for syg til det fx på grund af depression, eller ikke at have turdet gå hen til meldestanderne på grund af trusler fra andre beboere.
Stk. 3. at blive underrettet snarest muligt, udførligt og på et sprog, som han forstår, om indholdet af og årsagen til den sigtelse, der er rejst mod ham;
b) at få tilstrækkelig tid og lejlighed til at forberede sit forsvar;
c) at forsvare sig personligt eller ved bistand af en forsvarer, som han selv har valgt;
d) at afhøre eller lade afhøre imod ham førte vidner og at få vidner for ham tilsagt og afhørt på samme betingelser som vidner, der føres imod ham;
e) at få vederlagsfri bistand af en tolk, hvis han ikke forstår / taler det sprog, der anvendes.
Se eksempler under afsnittet: Omvendt bevisbyrde for uskyld.
Varetægtsfængsling
Efter den danske udlændinge- og hjemrejselovgivning skal en person, der sigtes for pligtovertrædelser og tidligere har været dømt herfor, normalt varetægtsfængsles straks. Fængslingen forlænges rutinemæssigt, typisk med 4 uger ad gangen, stort set indtil den straf, anklageren har krævet, er udstået. Det er dér, den egentlige retssag foregår, som skal bevise om varetægtsarrestanten var skyldig eller ej, og om hvor mange af de lovovertrædelser, han var anklaget for, han reelt var skyldig i. Indtil da regner dommeren formentlig med, at beviserne er klare og i orden. Beboeren har ikke haft mulighed for at modbevise det – fx ved at spørge andre beboere på udrejsecentret, om de kunne huske noget om, at han havde været væk på det tidspunkt, eller om de havde foretaget sig noget sammen med ham eller evt. taget billeder af ham, og i givet fald få billedet med i retten – eller evt. få dem indkaldt som vidner. Oftest ligger nogle af overtrædelserne et stykke tid tilbage, og det er svært at huske datoer, når man lever et liv i limbo uden noget at stå op til hver dag. Så måske skulle varetægtsarresten have været kortere, eller slet ikke have været der!
Varetægtsfængsling i Ellebæk
Man kan blive indsat i Ellebæk som motivationsfremmende foranstaltning, hvis man nægter at samarbejde med Hjemrejsestyrelsen om hjemsendelse, men også af mange andre grunde. Det bedste man kan sige om Ellebæk er, at man højst kan sidde der i 18 måneder, ellers overskrider det maximumsgrænsen i EU’s tilbagesendelsesdirektiv, hvor maximumsgrænsen på 18 måneder er taget fra. Alligevel indeholder skrivelser fra Kontaktnetværk Ellebæk enkelte eksempler på nogle der har siddet længere i Ellebæk end de 18 måneder. “
“16.07.2021. JS fortæller at nogen har været der i 22 måneder, men nu er i en åben camp. JS fortæller ligeledes at der er mange afghanere frihedsberøvet i Ellebæk og politiet deporterer dem i store grupper på særlige flyvninger”.
“09.08.2021. JS fortæller at der kommer nye til Ellebæk hver dag. Der er lige kommet en mand tilbage fra
Kærshovedgaard, som tidligere har siddet omkring 17 måneder i Ellebæk”.
Derfor stiger varetægtsfængslingerne i Danmark
Varetægtsfængslingerne stiger for tiden i Danmark, og aktuelt er Justitsministeriet ved at forsøge at finde ud af hvorfor. En del af forklaringen er, at alene fængselsdomme for pligtovertrædelser på udrejsecentrene efter den gældende lovgivning har antaget enorme dimensioner. I 2022 alene blev 47 personer straffet med domme som skønnedes at svare til tilsammen 53 hele fængselsår – det svarer til 1,2% af alle fængselspladser i Danmark.
Indsættelse i 4 måneder i Ellebæk ser ud til at være blevet en almindelig straf, hvis en udlænding ikke vil samarbejde med Hjemrejsestyrelsen om udsendelse til et andet land. Ellebæk bruges som “motivationsfremmende foranstaltning”, men fremfor at motivere, invaliderer denne foranstaltning mange mennesker.
I Ellebæk er enkelte blandt personalet ofte med til at opildne en situation og skabe uro – måske for at fremprovokere ukvemsord. Hvis en indsat reagerer herpå med bandeord, kan det koste en fængselsdom. Hvis en asylsag skal genoptages, vil det ikke ske, hvis vedkommende er blevet fængslet for kriminalitet.
Retssager i Ellebæk
Forlængelser af retssagerne i Ellebæk foregår i video-retsmøder mellem Ellebæk og Retten i Hillerød. Typisk sidder anklager og dommer i Retten. Forsvareren bør normalt sidde i Ellebæk sammen med klienten, men nogle gange sidder han i Hillerød Ret.
Ofte har den indsatte ikke haft mulighed for at tale med forsvareren før retsmødet. I nogle tilfælde har den indsatte ikke fået besked om, hvem der er udpeget som advokat for ham og advokatens telefonnummer.
Justitsmord
Mange af de straffede for pligtovertrædelser har formentlig været helt eller delvist uskyldige, så der kan være tale om justitsmord, som kan skyldes både systemfejl, menneskelige fejl hos personalet og egne fejl.
Hvis en sigtet sidder i varetægt og får en straf, der er kortere end den, han har afsonet, har han krav på erstatning, men risikerer at pengene bliver indkasseret af staten.
Markant højere straffe og store stigninger i straffen ved gentagne domme
Den vigtigste indvending, man kan have mod pligterne og de lange straffe er, at med strafskærpelserne i 2019 kom de fuldstændig ud af proportioner med ”forbrydelsen”, som fx kunne bestå i at en beboer kom ti minutter for sent tilbage til udrejsecentret, eller evt. for sent til at gennemføre sin meldepligt. Fx kan en enkelt overtrædelse give op til 2 års fængsel efter udlændingelovgivningen eller op til 4 års fængsel efter straffeloven, hvis vedkommende forinden er dømt flere gange før for pligtovertrædelser eller for langvarige pligtovertrædelser – fx hvis vedkommende har været gået under jorden. Se fx straftabellerne under 7: De lange straffe…, eller se Jakob Fastrups henvendelse til Retsudvalget, 2023.
Peter Skaarup har på et åbent møde i København forklaret, hvordan det lykkedes for Dansk Folkeparti, DF, at få så lange straffe for pligtovertrædelserne ved Finanslovsforhandlingerne for 2019: ”Vi har fået straffe, der siger sparto til alt!” Det var straffe for at overtræde meldepligten, opholdspligten og underretningspligten på udrejsecentrene, samt for at indrejse i Danmark trods indrejseforbud. De lange straffe, var nemlig en gave til Dansk Folkeparti ved Finanslovsforhandlingerne for 2019 – en kompensation for, at DF ikke kunne få et udrejsecenter i ”hjemlandene” dvs. i Afrika, Mellemøsten eller Asien, eller i Grønland, som de havde stillet som krav/ønske for at stemme ja til Finansloven, men “måtte nøjes med et udrejsecenter på en øde ø”, Lindholm, – det sidste blev siden skrottet af den socialdemokratiske regering og støttepartierne, der afløste VLAK-regeringen i 2019. Fængselsstraffene for pligtforsømmelser blev forlænget 10-15 gange, og – som en nyskabelse i dansk straffelovgivning -indbyggede lovgivningen strafforlængelser fra 1. juni 2021, når man havde fået bygget fængselspladser nok til det formodede antal lovovertrædere! Så et vigtigt formål med de lange straffe var at få Finanslov 2019 vedtaget med Dansk Folkepartis stemmer, så VLAK-regeringen kunne fortsætte.
Fejl i Salto-loggen
I 2020 blev Udrejsestyrelsen klar over, at der var noget galt med SALTO-systemet, der automatisk skulle registrere, hvornår de indkvarterede gik ind og ud af sluserne til Kærshovedgård. Samtidig foregik meldepligten til politiet ved, at den indkvarteret skulle scanne sit personidentificerbare kort på en scanner, der ville kunne genkende vedkommendes fingeraftryksmønster. SALTO-systemet blev lukket ned en periode, åbnet igen; men der var fortsat fejl i.
Fra 1. december 2020 kunne ingen dømmes på baggrund af oplysninger fra SALTO-systemet alene, og der blev derefter lavet manuel kontrol ved personale ved indgang og udgang fra Kærshovedgård og Sjælsmark. Nogle sigtelser blev trukket tilbage efter at Datatilsynet havde kontaktet Udlændingeministeriet og Udlændingestyrelsen herom, på dage, hvor man vidste, at systemet ikke havde virket, og sagen blev anmeldt til Datatilsynet, som anmeldte det til politiet og foreslog et bødekrav til Udlændingestyrelsen/Hjemrejsestyrelsen. Men der kan sagtens have været andre gange, hvor data er gået tabt, man har ikke gennemgået alle lovovertrædelser for fejl, fra man begyndte at benytte SALTO-loggen som bevis.
Der er fortsat mistanke om, at systemet ikke er sikkert, fordi data kan gå tabt, hvis den computer de sendes til, ikke er tilgængelig. Efter personregistrering ved Hjemrejsestyrelsen ved slusen til Kærshovedgård, må en beboer ofte kaldes tilbage, fordi registreringen ikke er lykkedes. En intern undersøgelse fandt i en stikprøve af 15 sager, at der i to af dem ikke var overensstemmelse mellem forsømt opholdspligt og forsømt meldepligt. I det ene tilfælde skyldtes det dog en fejl i politiets manuelle opgørelse. En ekstern undersøgelse blev lavet, og er nu offentliggjort på Folketingets hjemmeside 22. marts 2024. Det revisionsfirma, der gennemførte den: PwC fik dog ikke adgang til koderne for at kunne tjekke om de “tabte data” lå der, og det har derfor ikke reelt haft mulighed for at kontrollere, om de manglende data alligevel fandtes et sted i systemet, som SALTO-systemets ejere har udtalt. Mens der har været manuel kontrol på Kærshovedgård fra slutningen af december 2020 til 22. januar 2024, kan man fortsat sætte spørgsmålstegn ved overtrædelser begået før november 2020 på Kærshovedgård. Og da straffene stiger voldsomt for hver gang man dømmes for pligtovertrædelser, – også i den periode, hvor man har vist, at der var fejl i sikkerheden for SALTO-systemet, da systemet kunne tabe data fra Kærshovedgård til Hjemrejsestyrelsen, kan tidligere domme fortsat have betydning for strafudmålingen. I mange sager er en meldepligt ikke overholdt, mens personen har opholdt sig på Kærshovedgård hele tiden. Det kan således både være sket en teknisk fejl, eller skyldes at vedkommende var for syg til at melde sig, eller havde glemt det, men alligevel blive behandlet som en strafbar overtrædelse, der anmeldes. Og hvis hver dag er ens, kan det være svært at finde ud af, om man virkelig kan have glemt en meldepligt en dag – som måske ligger knapt 2 år tilbage.
Hjemrejsestyrelsen var en periode tilbageholdende med at anmelde sådanne tilfælde – måske fordi den eksterne undersøgelse ikke var færdig – men har under pres fra ministeren gjort det. Ifølge advokat Jakob Fastrup har der været flere retssager, hvor den tiltalte var sikker på, han havde meldt sig den pågældende dag, og havde opholdt sig på Kærshovedgård, men blev straffet for manglende overholdelse af meldepligten. En manglende tillid til at meldestanderne virker, som de skal, har resulteret i dobbeltregistreringer for meldepligt af samme person, der for en sikkerheds skyld gør det på flere standere samme dag.
Røde Kors på Avnstrup har anbefalet, at der blev indført et lignende elektronisk system dér, for at beboerne kunne have mere tid at melde sig i og dermed nemmere komme andre steder hen – de skal melde sig to gange dagligt på Avnstrup. Med alt det bøvl SALTO-systemet hidtil har givet, og med al den usikkerhed, der er indbygget i det, og som formentlig fortsat vil medføre fejl ved datatab indimellem, må man håbe for beboerne på Avnstrup at det aldrig sker. men for at give beboerne mere bedre muligheder for at forlade centret, kunne man i stedet udvide timerne for meldepligt, så den første tid begyndte kl. 6 og den seneste tid sluttede kl. 23 – eller helt afskaffe den, da det jo er dobbeltkonfekt, når folk har opholdspligt og i øvrigt er helt meningsløst!
Manglende kommunikation
Der sker også fejl i den interne kommunikation i Hjemrejsestyrelsen. Fx ankom en person, der havde fået pålagt opholdspligt på Kærshovedgård, først, da meldepligtskontoret var lukket; en anden dag, skulle han møde i retten i København og kunne derfor ikke nå at gennemføre sin meldepligt den dag. Så disse to overtrædelser af pligterne var hverken blevet behandlet af Hjemrejsestyrelsen, eller efterforsket af politiet, selv om begge udgjorde gyldige grunde til manglende gennemførsel af pligterne.
Urimelige domme ved force majeure
I nogle sager er en meldepligt ikke overholdt, mens opholdspligten er, og data fra Salto-systemet viste at personen var på Kærshovedgård den pågældende dag. I realiteten godtages force majeure ikke – fx snestorm eller vinterstorm med væltede træer, der blokerer for bilkørsel, og hvor al udkørsel frarådes. Mange småbørnsmødre er blevet straffet, fordi de var blevet hjemme hos deres syge småbørn efter hjemmebesøg. En psykisk syg mor blev dømt for denne overtrædelse, som ikke var nævnt som eksempel på en undtagelse i lovforslaget, og for to andre forsømmelser. Det kostede hende en dom til indlæggelse i fængselssurrogat på psykiatrisk afdeling, hvor hun blev svært psykotisk, fordi hun slet ikke havde kontakt med sine børn under Covid-nedlukningen.
Omvendt bevisbyrde for uskyld
Men skønt man ved at systemet jævnligt svigter – og selv om meget få indsatte vil kunne huske, hvad de præcis gjorde en bestemt dag. Når Hjemrejsestyrelsen eller politiet ikke efterforsker sagen før en anmeldelse og sigtelse for en overtrådt pligt, der ikke var overtrådt, de sigter, kræver disse fejl fra Hjemrejsestyrelsen og politiet, at beboerne skal bevise deres uskyld, hvor en pligt er forsømt. En beboer fik ikke lov til at lede efter en besøgstilladelse på en dag, hvor han blev sigtet for pligtovertrædelser. En anden beboer fik at vide han ville blive sigtet og stillet for en dommer med henblik på varetægtsfængsling, – men da han bad om hjælp til at finde en advokat, fik han at vide, at det var en anden beboer, der var blevet anmeldt, nogen blot kommet til at skrive et forkert navn på meddelelsen. Så ikke alene skal man overholde pligterne, man risikerer også nemt at blive sigtet for overtrædelser man ikke har begået. Og når man er blevet varetægtsfængslet er det meget svært selv at skaffe bevismateriale, og svært at få sine formodninger bekræftet om at man ikke havde overtrådt pligterne på de dage, som man var sigtet for, eller som var angivet i anklageskriftet.
Fra afvist asylansøger til kriminel udvisningsdømt
Hver gang en person dømmes, stiger straffen. For udviste flygtninge og asylansøgere begynder det med advarsel og bøde, men 3. gang skal anklagemyndigheden normalt gå efter en fængselsstraf, dom til udvisning, indrejseforbud – normalt 2-6 år, nogle gange livslangt, og ved efterfølgende registrerede overtrædelser gælder det skærpede regime, da flygtningen nu er kriminaliseret af strafsystemet. Han pålægges underretningspligt, og herefter kan han varetægtsfængsles efter næste sigtelse for pligtovertrædelser.
Hvad er formålet egentlig med udrejsecentrene og med pligterne?
Nu er pligtforsømmelser i bund og grund undladelser, som beboeren ikke nødvendigvis har gjort med vilje, og derfor heller ikke altid har mulighed for ikke at overtræde! Overtrædelserne i sig selv gør ikke nogen fortræd. Vi ved ikke engang, om det nogensinde er sket, at en person ikke kunne hjemsendes den dag, der pludselig viste sig en mulighed, fordi han ikke var på centret, når politiet kom tidligt om morgenen for at hente ham i et asylcenter. Alligevel er det den grund, der anføres som hovedargument for både udrejsecentrene og for diverse pligter!
Men i det øjeblik, der viser sig en mulighed for tvangshjemsendelse, vil Hjemrejsestyrelsen typisk indsætte vedkommende en tid inden i Ellebæk eller et andet fængsel – også hvis vedkommende bor på udrejsecenter. Det var også muligt i den eksisterende lovgivning, da udrejsecentrene blev indført. Så, når det ikke er for at ”vi skal vide, hvor de er”, hvorfor betaler staten så 350.000 kr. om året + diverse fængselsstraffe for pligtforsømmelser for at skade de udviste ved at sætte dem på udrejsecenter? I SOS Racisme har vi ikke andet gæt, end at det er en form for tortur for at presse folk til at rejse hjem – og det kaldes også for en motivationsfremmende foranstaltning. Eller for at få dem til at flygte til et andet land.
Placering af offer og gerningsmand på samme gang
Med til retsbeskyttelse i et samfund hører det også, at man – hvor det er aktuelt – så vidt muligt hjælper ofrene og beskytter dem mod yderligere eller gentagen vold. Det gør man i det almindelige fængselsvæsen, men ikke i udrejsecentrene. En beboer havde undladt meldepligten af frygt for at blive overfaldet af en anden beboer, der tidligere har udsat ham for et voldeligt overfald, sagen er omtalt i Jakob Fastrups dokumentation . Her måtte et offer for alvorlig personvold siden afsone en dom for overtrædelser af meldepligten. Han var nødt til at opholde sig på sit værelse hele tiden for at undgå voldsmanden, da de boede på samme gang, ingen af dem blev flyttet til et andet udrejsecenter, og ofret blev siden straffet for overtrædelser af meldepligten.
Saltosystemet, Hjemrejsestyrelsen og politiet laver fejl og beboerne kriminaliseres
Hjemrejsestyrelsen kontrollerer med udtræk hver 14. dag, hvilke beboere, der har overtrådt pligterne ud fra data, der registreres fra det elektroniske Salto-overvågningssystem i Sjælsmark og Kærshovedgård, og på anden vis ved direkte meddelelser fra Avnstrup, om pligterne er opfyldt. Salto-systemet har vist sig upålideligt, da data jævnligt er gået tabt, se mere herom i rapporten af advokat Jakob Fastrup: Retssikkerhedsmæssige udfordringer på Kærshovedgård.
Underretning om fx forsinket hjemkomst kan ske via smartphone, elektronisk, eller ved at man ringer til personalet på Kærshovedgård; men meddelelsen kan gå tabt. Hjemrejsestyrelsen har som en af sine målsætninger i 2023 at anmelde og behandle overtrædelserne af kontrolforpligtelserne. Målet er opfyldt, hvis 95 % af personer med potentielle overtrædelser af kontrolforpligtelser er behandlet og konstaterede overtrædelser anmeldt på baggrund af løbende 14 dages opgørelser.
Først gik det for langsomt med at anmelde
Der har været klaget over at Hjemrejsestyrelsen var alt for sen til at anmelde overtrædelser. I slutningen af 2021 manglede den at melde overtrædelser af meldepligt, overtrædelser på Avnstrup, og overtrædelser blandt de få, der var kommet fri af udrejsecentrene, men fortsat havde meldepligt, samt 2/3 af overtrædelserne fra udrejsecentrene – hvilket var langt de fleste. Det udløste megen kritik af ministeren og Hjemrejsestyrelsen, og flere MF’er var rystede over muligvis at gå glip af fængselsdomme til de indkvarterede, hvis forældelsesfristen var overskredet; samt af de længere straffe, der faldt, ved gentagne domme for samme type overtrædelser. Hjemrejsestyrelsen kæmpede herefter for at nå at rydde op i manglende anmeldelser inden 24. juni 2022 – og nåede det på sin vis, men mange anmeldelser var fejlbehæftede – på trods af, at de skulle ses igennem af en erfaren medarbejder.
Men lige nu går det alt for hurtigt for Hjemrejsestyrelsen!
For ifølge advokat Jakob Fastrup, som er forsvarer i mange straffesager fra Kærshovedgård, er sigtelserne og tiltalerne meget ofte fejlbehæftede: og det beror til dels på, at Hjemrejsestyrelsens anmeldelser til politiet har fejl, dels på at sagerne ikke bliver efterforsket godt nok af politiet. Fx er flere personer blevet anmeldt for at have overtrådt pligterne på dage, hvor de har fået bevilget besøgsorlov.
I en sag blev en person dømt for overtrædelser af pligterne, mens han sad i fængsel for en tidligere overtrædelse af pligterne, skønt han – i alt fald aktuelt – ifølge nugældende regler ikke skulle være registreret som boende på udrejsecentret, mens han sad i fængsel. Desuden kunne både Hjemrejsestyrelsen og politiet have tjekket det inden anmeldelsen, inden sigtelsen før sagen kom for retten. I en sag, blev det først opdaget under ankesagen til Landsretten. En anden beboer på Kærshovedgård kunne først ved selve retssagen, hvor han havde fået sin mobiltelefon, vise dommeren et foto med dato på, som han havde fået sendt af en ven, der havde besøgt ham under indlæggelsen. Politiet havde påstået, at de havde efterforsket sagen og at han ikke havde været indlagt på sygehuset. Vi ved ikke hvor grundige, politiet har været, men har man ikke et dansk CPR-nummer, eller den rette stavning af hans fulde navn med latinske bogstaver, kan han jo have været registreret under et CPR-nummer, som hospitalet selv var nødt til at lave, for at kunne journalisere oplysninger på ham. Og han har måske ikke kunnet findes via sit navn, hvis navnet det ene sted er stavet forkert.
Kaare Djuraas, KHG Grafik: “Hamudi, pas på mor”. Beboerne bliver ofte adskilt fra deres familier, da det hænder, at kun én af dem bliver udvist. De forlader det liv, de har bygget i Danmark. For nogle børn i familien betyder det, at de må forlade deres trygge barndom og påtage sig voksenansvar.
Retten til privatliv og familieliv, EMRK artikel 8
Ved pålæg af opholdspligt for en person, skal det vurderes, om dette er lovligt og proportionalt, idet det bryder retten til privatliv og familieliv. Dette er selvfølgelig særligt belastende, når andre i familien, fx børnene eller en handicappet ægtefælle eller samboende partner reelt er både følelsesmæssigt og rent praktisk og økonomisk er afhængige af den, der får opholdspligt et andet sted. Eftersom vedkommende ville bo hos familien, er der jo heller ikke nogen umiddelbar risiko for, at vedkommende er forsvundet den dag, Hjemrejsestyrelsen pludselig kan finde en mulighed for tvangshjemsendelse, hvis et sådant scenarie nogen sinde ville finde sted. Og hvis Hjemrejsestyrelsen havde datoen ville den jo -for at kunne sikre sig at intet nåede at slippe ud – kunne arrestere vedkommende et par dage inden tvangsdeportationen. Ved pålæg af opholdspligt er der tale om en ganske overfladisk vurdering, hvor stort set ingen får lov at bo i hjemmet.
I praksis tages der ikke hensyn til et familieliv, når en ammende mor pålægges ophold på et udrejsecenter, mens faderen, som har opholdstilladelse, må passe tre børn og finde andet arbejde, da han ikke kunne passe sin selvstændige forretning. Her ville man uden problemer kunne have givet opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 9c, stk. 1.
Det overtræder også Børnekonventionen, artikel 2: da det går imod barnets bedste; artikel 3: mod barnets udvikling og artikel 9: adskillelse fra forældrene mod barnets vilje. At adskillelsen af en familie, når en mor eller far tvinges på udrejsecenter, går ud over både forældrene og børnene er vist mange gange, også i Røde Kors nylige rapporter fra Avnstrup, hvis fx faderen eller moderen er blevet indsat i Ellebæk. I referatet fra en høring i 2020: Hvor er min mor? om børnefamilier, hvor den udviste forælder havde opholdspligt på Kærshovedgård, mens barnet/børnene bor hos den anden forælder, som har ophold i Danmark, beskrives fire børnefamilier, som får ødelagt mange år af deres liv af udlændingelovgivningen.
Efter at have været splittet af de danske myndigheder er de fire familier nævnt i høringen samlet igen, de fleste efter mange års separation, der gik ud over hele familien. Tre af dem med opholdspligt på et udrejsecenter fik ophold i Danmark, den fjerde fik konventionsstatus som flygtning i et andet land, hvor man var rystet over, at familien blev splittet, og af de danske vurderinger, afgørelser og undersøgelsesteknikker; der alt sammen gik ud på at afsløre flygtningene som utroværdige, så de kunne få afslag på asyl. De var alle blevet meget skadet af opholdet på udrejsecentret. I den ene sag indrømmede Udlændingenævnet, at der var begået en fejl; men det fjernede jo ikke lidelserne for hele familien.
Alle fire forældre på Kærshovedgård var blevet svært traumatiseret; to endda langvarigt psykotiske af opholdet, med konstant stress og angst for at blive sendt til hjemlandet og blive forfulgt af staten eller familie, væk fra deres børn, og bange for at komme i fængsel. De to andre svært traumatiserede, den ene af dødstrusler fra andre beboere, den anden af angst for at blive hjemsendt og vrede over en uretfærdig behandling og den daglige ydmygelse i udrejsecentret. Nogle af de tilbageblevne ægtefæller med børn blev syge og nedslidt af stress; én måtte ændre job fra selvstændig til ansat, og blev alvorligt syg.
Der blev ikke tilbudt hjælpeforanstaltninger til børnene eller den anden forælder i form af samtaler/ samtalegrupper i stil med de tiltag, der tilbydes til børn af forældre der fængsles for kriminalitet. Adskillelsen fra en forælder på et udrejsecenter er ofte af meget længere varighed, og med risiko for fængselsophold indimellem, hvor forælderen ikke må komme hjem hver anden weekend, og der vil altid være en overhængende risiko for at forælderen forsvinder helt på grund af en tvangshjemsendelse. På den måde er det mere belastende, end hvis forælderen var dansk statsborger og sad i fængsel et år for rigtig kriminalitet.
Det er uforståeligt at politikerne og myndighederne med åbne øjne overtræder artikel 8 i EMRK om retten til familieliv, og artikel 9 i Børnekonventionen, når de ved hvilke skader de påfører personen på udrejsecenter, hele familien og børnene.
Hvorfor er der ikke en maksimal periode for pålæg af pligter for alle udviste?
Personer på tålt ophold skal have deres sag vurderet hvert halve år, med hensyn til om opholdspligt og meldepligt fortsat er proportionalt i forhold til EMRK artikel 8: retten til privatliv og familieliv. Udlændingemyndighederne har dog ikke altid overholdt deres forpligtelser til at revurdere sagerne, ofte er opholdspligten først blevet ophævet i retten i forbindelse med, at en udlænding er blevet anmeldt og tiltalt for pligtovertrædelser. I stedet er vedkommende blevet løsladt og løst fra pligterne.
I lovforslagene om pligterne: L140/2018 og L165/2018 står der, at ved opholdspligt ud over ca. 4 år kan der mangle proportionalitet i forholdet mellem:
på den ene side: hvor belastende opholdspligten på et udrejsecenter er, og
på den anden side aktualiteten af andre forhold:
om der er mulighed for snarlig hjemsendelse,
om vedkommende tidligere er gået under jorden,
om vedkommende har familie i Danmark,
om han er syg,
om evt. risiko for kriminalitet, etc.
Samtidig påstår politikerne og udlændingemyndighederne, at flygtninge og “kriminelle udvisningsdømte” jo bare kan rejse hjem. Men det kan flygtningene jo typisk netop ikke, for ellers havde de gjort det, i stedet for at bo i årevis under utålelige og nedværdigende forhold. Og risikoen for at flygtningen forsvinder – når en flygtning har børn og familie – er lille, da der vil være en stor risiko for aldrig at se familien igen, og da det er yderst vanskeligt at flygte sammen med familie og børn. Endelig er de ikke til fare for Danmark, hvad angår rigtig kriminalitet eller uro. Derfor er det også uforståeligt, at Danmark straffer flygtninge så hårdt!
Dansk Flygtningehjælp rådgiver om asyl og repatriering på Kærshovedgård
De har i marts 2024 fremsat disse syv anbefalinger til regering og Folketing:
Retssikkerhed og værdige levevilkår bør gælde for alle – også for dem på Kærshovedgård
1. Personer, der har ægtefæller eller mindreårige børn med opholdstilladelse i Danmark, personer med alvorlige sygdomme eller funktionsnedsættelser, samt personer, der faktisk samarbejder om deres udsendelse bør ikke pålægges opholdspligt, medmindre der er konkret og væsentlig risiko for, at de vil skjule sig.
2. Afgørelser om opholdspligt skal altid indeholde en reel og tydelig proportionalitetsafvejning, herunder en udtrykkelig og konkret vurdering af evt. berørte børns tarv.
3. Afgørelser om opholdspligt skal kunne påklages.
4. Straffen for overtrædelse af kontrolforpligtelser skal justeres, så der bliver en proportionel sammenhæng mellem forsømmelse og straf.
5. Retssikkerheden på området skal forbedres. En anmeldelse om overtrædelse af kontrolforanstaltninger skal naturligvis undersøges grundigt og der skal foretages en reel efterforskning og prøvelse af sagen.
6. Beboere på Kærshovedgård i højere grad tilbydes meningsfuld beskæftigelse og mere selvbestemmelse, herunder mulighed for at lave mad, samt bedre fysiske forhold.
7. Der sikres mulighed for alternativ placering så offer og gerningsmand, eller personer i fastlåste konflikter, ikke skal bo samme sted.
opdateret 9. april 2024