Lise Baastrup
Præsentation:Jeg er pensioneret socialrådgiver på 74 år. Jeg har været politisk aktiv på venstrefløjen siden jeg var 16 år.I dag er jeg mest aktiv i Randers mod Nedskæringer, hvor vi kæmper mod alle nedskæringer på resterne af vores velfærd med hovedparolen STOP ULIGHED (Vi har på 6. år en mini demonstration hver fredag kl. 15-16 på Broen i Randers), og i Randers mod Racisme, hvor Randers i de senere år har været udsat for nazistiske angreb både mod jøder og muslimer, og hvor vi for nylig har lavet flere demonstrationer mod tilbagesendelse af syrerne.Endelig er jeg aktiv i Enhedslisten, hvor jeg mener at det område vi skal arbejde for at få helt frem lokalt er kampen for KLIMAET.
D.29.august nedlagde jeg en krans ved Mindesmærket i Hornslet for de 5 mænd fra byen [Randers, red.], der blev dræbt af nazisterne i 1944/45 for deres deltagelse i modstandskampen. Om aftenen var der oplæg om modstandskampen med udgangspunkt i byen Hornslet og Hornslet grupperne. Her var min mor Pie og hendes brødre Svend og Bjørn med i store dele af den jyske modstandskamp i 1943 indtil de alle blev taget af tyskerne. (se evt. bogen ”Svend, Bjørn og Pie. Tre søskende i modstandskampen” forlaget Turbine. 2021) I mit indlæg fortalte jeg bl.a. om de traumer, som krig, indespærring og tortur medfører, og hvordan det påvirker ikke blot de ramte, men også deres familier.
Jeg sluttede med at sige: Som jeg sagde ved mindesmærket, så sagde min mor, at hun kæmpede mod vold og undertrykkelse og for humanisme, tolerance, frihed og demokrati. Og hvis alle ofrene ikke skal have været forgæves, så må vi ikke svigte de idealer i dag – idealer om humanisme, tolerance, frihed og demokrati – at alle mennesker uanset nationalitet, race, køn eller tro er lige meget værd og har ret til et anstændigt liv. Derfor tror jeg også at min mor ville være rystet, hvis hun oplevede den udvikling vi ser i dag. For det hun lærte mig var at nazismen var et diktatur, hvor man troede at nogle mennesker var overmennesker og skabte et skel mellem dem og os, men demokrati bygger på alle menneskers ligeværd – og hun fortalte, at det ikke kun var i de besatte lande der var modstandsbevægelser, men der også fandtes tyskere, der gjorde modstand mod nazismen. Hun lærte mig at det IKKE handlede om du er dansk eller tysk, om du er jøde, kristen eller muslim, om hvilken race eller køn du har. Det handler om, hvordan du opfører dig overfor dine medmennesker. Humanisme og demokrati og lige værd til alle uanset nationalitet, race, tro og køn. Det er værd at kæmpe for. Og den kamp er ikke slut, for min mors idealer er desværre under angreb i dagens Danmark. Som i 30erne afviser vi mennesker på flugt fra diktatur og undertrykkelse, ja vi sender dem endda tilbage til den diktator de er flygtet fra som med syrerne – Så sent som i begyndelsen af august måned ville Tesfaye sende afghanere tilbage til Afghanistan – I Randers har nynazister sat både jøder og muslimer under angreb, og overfor indvandrere er vi i gang med at skabe et skel mellem dem og os. Hvis min eller din farmor eller morfar havde været jøde ville nazisterne stemple os som kvartjøder – havde de været syrere vil vi i Danmark i dag blive stemplet som tredje generations indvandrere, selvom både din far og mor ligesom du selv er født og opvokset i Danmark. Det skaber dem og os. Lad det ikke ske igen.
I årtier efter 2. verdenskrig var DK berømt for vores åbenhed, tolerance, humanisme og demokrati – i dag er vi berygtet for vores intolerance og inhumane flygtningepolitik, hvor vi spærrer folk inde i lejre, fordi de ikke kan eller tør tage tilbage til et land, som de er flygtet fra eller som de somme tider end ikke har været i. Som en ung mand på 18 år sagde:” Jeg er Iransk statsborger pga. mine forældre, jeg er født i en flygtningelejr i Irak, jeg kom til DK, da jeg var 6 år – nu siger de jeg skal tage hjem, men hvis hjem ikke er her i Danmark – hvor er det så?” Det var ikke den måde at behandle mennesker på, min mor kæmpede for.
Krig koster liv og koster langvarige skader både fysisk og psykisk i mange år og for nogle livsvarigt – ikke blot for de involverede, men også for deres familier og børn. Modstandskampen kostede dyrt også efter 1945, hvor traumer fra krigen fortsatte i de berørte mennesker og deres familier. Vi ved at mange af de flygtninge, der kommer her til landet også er dybt traumatiserede. Vi møder dem ikke med forståelse men med en række krav,” lær dansk” – ”få dig et arbejde” – ”lær den danske kultur at kende” – og i øvrigt smider vi dig ud eller sætter dig i en lejr, så snart vi kan. Det kan vi ikke være bekendt. Der er stad
ig brug for at kæmpe for humanisme, tolerance, frihed og demokrati. Der er stadig brug for at synge ”Kæmp for alt hvad du har kært”.