Özlem Cekic, generalsekretær for Brobyggerne
Rejse i Jylland
En dag kørte jeg med Bent Melchior fra Midtjylland til København. Vi talte om at gøre en forskel. Jeg fortalte om, at jeg havde set i fjernsynet at der var et topmøde i FN, hvor Angela Merkel og Obama sad sammen ved det store bord. De gør en forskel sagde jeg.
På det tidspunkt var jeg stoppet i dansk politik og jeg tror han kunne mærke en tristhed i min stemme. Bent kiggede på mig og med glimt i øjet sagde ”Nu kommer jeg til at skuffe dig. Men hvis du har planer om at stille op som kansler i Tyskland, så kan jeg lige så godt fortælle dig, at du ikke har en chance” Det var svært at ikke grine med Bent. Men pludselig blev hans stemme alvorlig ”Den største forskel gør man i det nære. Du har tre børn. Først og fremmest skal du sørge for at de bliver demokratiske, modige og kærlige mennesker” sagde han.
Økologiske broer
Da Kristelig Dagblad spurgte Bent Melchior i 2017, hvad han gerne ville huskes for, sagde han: Som en person der har gjort sig umage for at gøre denne verden bedre.
Bent gjorde sig umage. For ham var solidaritet ikke bare et ord han brugte i sin festtaler. Han var solidarisk med de udsatte, med dem der var på flugt og dem som blev dæmoniseret.
Bag hvert ord, var der en handling. De sidste 12 år var jeg så heldig at rejse rundt med Danmarks største brobygger. Til trods for at hans motto var ”Vi bygger bro” uden at bruge CO2, kørte vi tit rundt i min bil eller i hans gamle Audi, som han aldrig låste med argumentet, at ingen ville gøre sig den ulejlighed at stjæle den. Den blev naturligvis stjålet en dag. […]
Uanset om vi kørte rundt til brobygningsarrangementer mellem muslimske og ikke-muslimske friskoler. Uanset om vi bankede på hos moskeer, udsatte boligområder i Gellerup eller var i bibliotek i Gentofte, eller delte et måltid mad til Ramadanmiddage, julefrokoster, Shabbataftener, udviste han stor respekt for sine medmennesker – også til dem, som ikke altid fortjente den.
Rabbineren i Grimhøjmoskeen
Bent var modig. Da han mødtes med Grimhøjsmoskeen, blev han af sine kritikere kaldt for naiv. Bent var ikke så optaget af hvilke titler andre gav ham. Han var en ægte leder. Ikke en af slagsen, der følger folkestemningen og lever i ekkokamre.
Nej, men den der gjorde sig umage for at gøre verden til et bedre sted at være. Han insisterede på dialogen. Han var nysgerrig. Også på sin fjenders holdninger. For hans motto var at freden kunne ikke skabes med vennerne. Man var nødt til mødes og også tage den kritiske samtale med fjenderne. Han sagde:
”Uden dialog kommer vi på afveje, der fører til fordomme, til hadefulde tilstande. Derfor er det alt for letfærdigt at afvise dialogen, der skal føre til gensidig forståelse og måske til tider til nytænkning.”
Demokratiet er dyrebart og dyrt
He stillede sig gerne i orkanens øje og var villig til at betale prisen for nytænkningen. “Det er ikke gratis at arbejde for demokratiet,” sagde han. Hans handlinger var ikke lette. Men det var også det der gjorde Bent til den fødte leder. Han kunne give håb og var fyldt med optimisme.
Humor var hans stærke våben. Den brugte han generøst. Han kunne løsne enhver anspændt stemning og derefter levere den ene skarpe holdning efter den anden. Han havde et stærkt kompas men aldrig en moralsk løftet pegefinger. Men man var aldrig i tvivl om, hvad han var dannet af og hvad han mente. Han var ikke bange for at mene noget eller rykke sig holdningsmæssigt. […]
Han var belæst men aldrig belærende. Han mødte sine medmennesker ligeværdigt. Uanset om det var drengen fra 6. klasse på Tingbjergskolen, kassadamen på molslinjen eller professoren, der var imod drengeomskæring. En ting fik altid ham til at græde. Det var når han talte om, hvordan Middelhavet havde udviklet sig til den største massegrav. Hans kamp for menneskerettigheder var en kæmpe inspiration for os andre.
Bent tog livet alvorligt og var ikke altid nem at imponere.
Melchior skiller menneskehavet, så barnebarnet kan hilse på præsidenten
Jeg kan huske, da vi begge fik en invitation til den franske præsident Macrons reception i København. Da jeg hentede Bent, sagde jeg for sjov, at hvis jeg ikke fik et billede med Macron, så var det hans skyld. Da vi ankom, stod alle ministre og vigtige personer i en lang kø.
Pludselig fik nogle betjente øje på Bent, og de oplevede det næsten som en fornærmelse, da Bent ville vise dem sin invitation. Han blev straks ført ind i huset og fik den eneste stol i Skuespillerhuset, som han kunne sidde på. Antallet af mennesker voksede og til sidst kunne vi intet se, der hvor vi sad. Alle stod tæt sammen, da Macron holdt en tale.
Og da Macron gik ned fra talerstolen og blev omringet af mennesker, rejste Bent sig. Som da Moses delte Det Røde Hav, rykkede alle sig til side for at give plads til Bent og så stod vi pludselig foran Macron. Bent introducerede mig og jeg hilste på Macron. Bent kiggede på mig og sagde: “Nu fik du dit billede. Lad os tage hjem!”
Jeg spurgte Bent, hvad han huskede fra arrangementet. Det eneste, der havde gjort et stort indtryk på ham var, at kronprinsen var kommet over til ham og havde hilst på ham og spurgt hvordan han havde det. Bent var patriot men aldrig nationalist.
Kære Bent!
Sammen byggede vi foreningen Brobyggerne op sammen med andre ildsjæle. Du var ambitiøs og ønskede dig 10.000 medlemmer de første tre år. Da jeg fortalte dig, at nu havde vi rundet 4.000 medlemmer, var din første kommentar, at nu manglede jeg de sidste 6.000.
Utrætteligt stillede du op for at fortælle om samtalens nødvendighed. Du troede på det gode i mennesker og var en sand demokratiforkæmper. Du var også min fortrolige ven i 12 år. Min inspiration. Mit fyrtårn. Min bestyrelsesformand. Jeg ved du ikke bryder dig om for mange tillægsord i en tale. Du må tilgive mig. Jeg har ovenikøbet prøvet at begrænse mig. Du skulle ellers have hørt News og co. i går. Da kaldte de dig den danske Dalai Lama. Jeg kunne i studiet pludselig høre dig grine.
Tak for dig. Tak for at adoptere mig som dit barnebarn. Tak for din visdom, livsglæde og kærlighed. Må du hvile i fred sammen med din elskede Lilian. Jeg lover, at vi i Brobyggerne vil gøre os umage med at fortsætte, der hvor du slap.
Æret være dit minde.
Dette er ikke om love og paragraffer.
Dette er ikke om nævn fyldt med embedsmænd.
Dette er ikke om tvangstraktater mellem regeringer.
Dette er ikke om rivalisering mellem partier.
Dette er ikke om, at nogle er gode eller onde.
Dette er om mennesker, medmennesker.
Dette er om at sætte mennesket først og vise barmhjertighed.(Sven Auken 2009 på Rådhuspladsen i København)
Krystalnatten — Tirsdag den 9. november 2021
De sidste ca. 30 år har vi afholdt Krystalnatsarrangementer i mange byer i Danmark — og i hele Europa. Det sker for at mindes ofrene for nazisternes jødeforfølgelser i Tyskland og Østrig i 1938, som var optakten til endnu mere brutale handlinger, som endte med 2. verdenskrig og holocaust.
Udover at mindes ofrene sætter vi fokus på aktuelle problemer, såsom nynazisme, racisme, diskrimination og forfølgelse af etniske mindretal.
Når vi nærmer os 9. november bliver Krystalnatsarrangementer slået op på Arbejderen.dk/kalender, Krystalnatnatten.dk og på sosracisme.dk samt på diverse Facebooksider, bl.a. for Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination.
I København er der Krystalnatsarrangement på Kultorvet 9. november kl. 16.30 – 18.00. Her vil vi skabe lys i mørket med fakler, sange og taler.
Tema: FLYGTNINGE
Talere: Jaïr Melchior, Aydin Soei, Michala Clante Bendixen
Musik: Radiant Arcadia
Arrangør: Krystalnatinitiativet, som består af en række faglige organisationer, New Outlook, solidaritetsforeninger, antiracistiske foreninger, flygtningegrupper m. fl.