Af Niels Valdemar Vinding, lektor, Københavns Universitet
Denne korte artikel analyserer og diskuterer den politiske vilje til at begrænse religionsfriheden ved at fortolke islam og muslimer som værende i modstrid med ’sædelighed og den offentlig orden’ og ’mod danske grundværdier og demokratiske principper’. Konkret undersøges hvordan dansk lovgivning søger at gå til grundlovens grænser, og hvilke kriterier, der skal være til stede, for at et indgreb i religionsfriheden er i overensstemmelse med menneskerettighederne.
Efter TV2-dokumentaren om Moskeerne bag Sløret fra 2016 er det gået stærkt med at regulere islam og muslimer. Der er kommet mindst et dusin nye love, lovændringer og bekendtgørelser, som også har stor betydning for religionsfriheden. Øjeblikkeligt efter dokumentarens voldsomme billeder ville Integrationsminister Inger Støjberg ”allerhelst, at vi jævnede Grimhøjmoskeen med jorden”, og var ”klar på at gå til ’grundlovens grænser’ for at lukke munden på imamer.” Daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, ville presse den eksisterende grundlovsfortolkning og sagde, at ”vi ikke giver op for det første og bedste grænseargument, som grundloven sætter.” Den 31. maj 2016 præsenterede kultur- og kirkeminister Bertel Haarder ”imampakken”, som rummede syv initiativer rettet mod religiøse forkyndere, der undergravede ’danske love og værdier og understøtter parallelle retsopfattelser’. Aftaledokumentet sigtede imod at trække anerkendelse tilbage fra trossamfund, at begrænse ”hadprædikanter” og at begrænse personer ”i strid med danske grundværdier og demokratiske principper”. Siden 2016 er dette blevet virkelighed med trossamfundsloven, kriminalisering af udtrykkelig billigelse af visse strafbare handlinger som led i religiøs oplæring, hadprædikantlisten, ghettopakken, samt maskeringsforbuddet, som var rettet mod burka og niqab. Og der er kommet meget mere til i udlændingeloven og straffeloven.
Til grundlovens – og menneskerettighedernes – grænser
Den politiske vilje til at gå så langt som forfatningsmæssigt muligt for at begrænse religionsfriheden hviler på en belejlig politisk fortolkning af islamistiske tendenser som værende undergravende for demokratiet, imod ligestilling og som parallelle retsordener. Og den politiske fortolkning har været drivkraften bag lovgivningens forfatningsret, som den gælder i dag. For det er netop designet sådan. Der findes få absolutte rettigheder, og selvfølgelig kan religiøse rettigheder begrænses. Det ses i grundlovens §67, der begrænser religionsfriheden, når ’intet må læres eller foretages, som strider i sædeligheden eller den offentlige orden.’ Og det er nøglen til den politiske regulering af islam og begrænsning af religionsfriheden. For, hvis islam og muslimer er, som vi ser i dokumentaren, må det da være imod sædelighed og offentlig orden? Ifølge den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 9, stk 2, kan religionsfrihed kun ”underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige sikkerhed, for at beskytte offentlig orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.” Derfor er den politiske drejebog ligetil, og den ønskede begrænsning er berettiget, hvis den er: a) foreskrevet ved lov, b) nødvendig, og c) enten beskytter offentlig sikkerhed, orden, sædelighed, eller andres ret og frihed. Om den nøgleformulering og forsøget på at begrænse religionsfrihed siger tidligere FN rapportør for tros- og religionsfrihed Heiner Bielefeldt, med klarsyn, at „…Menneskerettighederne ikke er ubegrænsede. Dette er en sandhed og derfor farlig, da henvisning til den ubestridelige virkelighed, at nogle grænser uundgåeligt eksisterer, nemt kan tjene som et påskud for unødigt at indskrænke omfanget af menneskerettigheder eller endda relativere deres bindende kraft. Det tilsyneladende ”tekniske” spørgsmål om, hvor man skal trække begrænsninger, og hvordan man retfærdiggør dem, kan derfor blive et stærkt politiseret spørgsmål. At håndtere dette problem tilstrækkeligt kræver forsigtighed, præcision og omhu.” — (Bielefeldt, & al, 2016, s. 550ff)
De tre kriterier og danske lovgiveres skøn
Bielefeldt og kolleger har udfoldet, hvad de tre kriterier i praksis betyder. ”Foreskrevet ved lov” betyder foreskrevet af national lovgivning, som ”ikke bør være diskriminerende i hensigt eller anvendelse”. Som borger bør man ”kunne forudse, om en handling er en overtrædelse af loven”. Det kan være problematisk for det danske maskeringsforbud, som hviler på politimedarbejderes vurdering fra sag til sag, om ’tildækning af ansigtet tjener et anerkendelsesværdigt formål’. Bielefeldt & co. fremhæver at ”nødvendig” betyder, at det skal være med et legitimt formål og baseret på berettigede og faktuelle grunde. Begrænsninger i religionsfriheden skal være proportionel til den skade, som stater søger at undgå. Hvad angår dansk lovgivning, så må det diskuteres om begrænsningen af religionsog ytringsfrihed for prædikanter er nødvendig og proportionel. Dels er det alle prædikanters ytringsfrihed, der er begrænset, og dels gælder begrænsningen ikke for politikere, meningsdannere eller andre med radikale meninger. Det tredje sæt betingelser taler om ”den offentlige orden” og ”sædelighed”, som vi jo kender fra grundloven. Bielefeldt definerer offentlig orden som ”regler, der sikrer samfundets funktion eller det sæt af grundlæggende principper, som samfundet er baseret på”. Sædelighed kan kun være et begrænsningsargument, hvis man kan ”påvise, at den pågældende begrænsning er afgørende for opretholdelsen af respekten for fællesskabets grundlæggende værdier.” Men, i sidste ende hviler det på en vis skønsmargin hos lovgiver. Det faktum er også forudsætningen for det notat, som Folketingets Lovsekretariatets skrev om Grundlovens §§67, 69 og 70, den 6. april 2016, med ”særligt fokus på lovgivningsmagtens mulighed for at begrænse religionsfriheden”. Her påpeger lovsekretariatet, at den juridiske litteratur lægger vægt på krav om proportionalitet mellem formålet med en indskrænkning i religionsfriheden og hensynet til religiøse praksisser, men at i sidste ende er den lovgivende magt ”overladt et vidt skøn i forhold til at fastlægge grænserne for sædeligheden eller den offentlige orden.”
Lovgivningens selvrefererende islamfortolkning
Udfordringen for lovgiver er at opfylde betingelsen om ”foreskrevet ved lov”, dernæst at argumentere for nødvendighed, og endeligt at demonstrere, at den offentlige orden er truet. Selvom bl.a. Justitia, Institut for Menneskerettigheder og Retspolitisk Forening satte spørgsmålstegn ved om de to sidste krav var opfyldt, så hviler lovgivningen i sidste ende på et politisk skøn. Men når lovgivningen er drevet så entydigt af den politiske fortolkning af islam, som tilfældet er, så er der stor risiko for, at lovgivningens krav om nødvendighed og beskyttelse af den offentlige orden hviler på en selvrefererende islamfortolkning. Indgreb i religionsfriheden er dermed nødvendige og berettigede, netop fordi lovgiver i sin påberåbelse af lovgivningsmagten skønner, at den er det, når islam er, som vi ser i dokumentaren. I sidste ende må det skøn skulle prøves ved domstolene, men indtil det sker, må vi håbe at landets udøvende magter husker Bielefeldts advarsel om at håndteringen af disse udfordringer ”kræver forsigtighed, præcision og omhu”
ANBEFALET LÆSNING:
— Bielefeldt, H., Ghanea N., & Wiener, M. (2016). Freedom of religion or belief: An international law commentary. Oxford University Press.
— Borberg. V., Borberg, H., Suhr, C., & Vinding, N.V., Når medierne sætter dagsordenen. Djøf Forlag, 2021
— Christoffersen, L. ”Religionsretlig lovgivning 2014-2019: Introduktion til bidrag og temaer i kirkeretsantologi 2019.” Kirkeretsantologien om religionsretlig lovgivning. Eksistensen Akademisk, 2019. 9-34.
— Petersen, J. & Vinding, N.V. Sharia og Samfund. Islamisk ret, etik og praksis i Danmark. Forlaget Samfundslitteratur, 2020.