Juletalen

Af Eva Smith, Professor emerita

Eva Smith modtog i 2022 P1’s Rosenkjærpris. Formatet blev en julekalender, hvor prismodtageren åbnede sit hjem for Alberte Clement Meldal. De to kortlagde i 24 interviews nogle oplevelser i Eva Smiths liv — hendes liv i verden og verden i hendes liv —Lytterne fik på den måde verdenshistorien set fra en autentisk synsvinkel. SOS Racisme har fået tilladelse til at bringe slutresultatet, der formede sig som nedenstående juletale, et videregivet håb for verden:

Danmark – eller rettere verdenstår over for store problemer. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har svaret på dem. Men nu har jeg brugt 23 dage af mit liv på at snakke dem igennem med Alberte. Så jeg har gjort mig nogle tanker.

Lad os starte med klimaet.

Kan teknologien hjælpe os? Det er jeg overbevist om, at den kan. Vi hører hele tiden om nye frem skridt. F.eks. læste jeg for nylig, at man nu havde fundet en metode til at ”fange” CO2 og gemme det under jorden. Jeg ved ikke, om der er mulighed for, at det kan slippe ud igen, og jeg forstår også, at der er meget andet –bl.a. økonomien – før det eventuelt kan komme i spil. Men det viser da, at man arbejder med problemerne. Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på hullet i ozonlaget, der bekymrede hele verden i begyndelsen af firserne. Ozonlaget beskytter os mod farlige UVstråler fra solen, og det forlød, at hullet var stort over polerne og over Australien. Skolebørn kunne ikke længere lege ude i frikvartererne pga. de farlige stråler. I 1985 opdagede forskerne, at det er vores livsstil, der flår ozonlag fra hinanden. Det var klor fra bl.a. CFC-gasser, der blev brugt i f.eks. køleskabe og spraydåser. Dette førte til et samarbejde mellem verdens lande. I 1989 blev Montrealprotokollen i FN regi vedtaget af en række lande. Den forbød CFCgasser Et punkt i protokollen var økonomisk støtte til udvikling af teknologi, der kunne erstatte CFCgasser. I 2015 var de farlige stoffer reduceret med 98%, ozonlaget over Australien har lukket sig, og på polerne er det i fuld gang. Det er i mine øjne en solstrålehistorie om samarbejde mellem mange lande til bekæmpelse af en fælles fare.

Alternativ energi

Det er åbenbart, at der var tale om et langt mindre og isoleret problem, men det viser dog, at fælles indsats på verdensplan virkelig kan lykkes. Men spørgsmålet er, om vi kan få landene til at samarbejde på samme måde ved langt større farer. Foreløbigt tyder ikke meget på det. Jeg ville ønske, at man ved den nylige verdenskonference havde skelet til Montreal-protokollen og indført mulighed for økonomisk hjælp ikke blot til lande, der allerede er ramt, men også til forebyggelse i fattige lande, f.eks. med økonomisk hjælp til opbyggelse af alternativ energi. Tænk, hvor meget der kunne vindes i f.eks. Indien eller nogle afrikanske lande ved opsættelse af solfangere.

Forsvaret

Jeg forstår naturligvis at Danmark er nødt til at udvide sit forsvarsbudget, som vi har lovet NATO – men et eller andet sted er det grotekst, at verden på et tidspunkt, hvor vi trues af en fælles fare, og der mere end nogensinde er brug for samarbejde, vælger at bruge alle vores kræfter på at opruste af frygt for at blive overfaldet af andre lande. Jeg har en idé til at få politikerne til at reagere på klimaet. Den vender jeg tilbage til sidst i talen. Et andet spørgsmål er krigen i Ukraine. Jeg medgiver, at Putin virker uden for pædagogisk rækkevidde. Men samtidig er han leder af et meget stort land, og vi er derfor efter min mening nødt til at forsøge, om det ikke er muligt at stifte fred. Mange mener, at han kun er interesseret i at udvide Rusland og derfor fører krig eller truer sine nærmeste naboer – men der er vel også den mulighed, at han faktisk mener, at Rusland er truet. Rusland er trods alt blevet angrebet vestfra adskillige gange i de sidste årtier. En tid lang lå de østeuropæiske lande som en beskyttende bræmme foran Rusland, men i de senere årtier har de fået selvstændighed. Og ikke nok med det. De er også blevet medlemmer af NATO, som Rusland ser som en fjende. Det er vel ikke helt uforståeligt, at Rusland reagerede, da såvel NATO som Ukraine talte om ukrainsk medlemskab af NATO.

Spørgsmålet den 24. december

Jeg minder om, at under Cubakrisen, hvor Sovjetunionen havde opstillet missilanlæg på Cuba, hvorfra raketter ville kunne nå amerikanske storbyer, krævede amerikanerne, at Sovjetunionen ikke bevæbnede disse anlæg. Selv om Cuba var en selvstændig stat, var vi alle enige om, at det skulle amerikanerne naturligvis ikke finde sig i, og vi så Rusland som den aggressive part. Måske kunne Ukraines sikkerhed og uafhængighed sikres på en anden måde end ved medlemskab af NATO?

Gorbatjov og Reagan

Under den kolde krig drøftede Gorbatjov og præsident Reagan flere gange, hvorledes en nedrustning mellem Sovjetunionen og USA kunne organiseres. Forhandlingerne i Geneve i 1985 brød sammen, men de to ledere havde dog aftalt at mødes igen i Island året efter. Her lignede forhandlingerne igen et sammenbrud, men Gorbatjov kunne ikke forlige sig med, at der ikke kunne opnås enighed. Han mente ikke, det kunne passe, at verdens to supermagter ikke kunne nå hinanden i et så væsentligt spørgsmål. Han besluttede sig for yderligere indrømmelser og det lykkedes at få en aftale på plads.

Og nu? Storpolitiske bekymring

Dengang var det Sovjetunionens leder, der opløste en fastlåst situation. Denne gang kommer vi næppe videre med fredsforhandlinger, medmindre Vesten rækker hånden frem. Det er det storpolitiske, som giver anledning til bekymring; men det er begrænset, hvad Danmark kan gøre.

Politisk handling i egen andedam

Der er udlændingeområdet, hvor adskillige politikere har talt om at rydde ud i tåbelige regler. Der er unægtelig noget at tage fat på. Nærmest ugentligt hører vi om vanvittige afgørelser. En pige nægtes permanent opholdstilladelse, fordi hun er stormet gennem folkeskole og gymnasium og blevet student som 17-årig. En britisk statsborger er 4 dage for sent med sin ansøgning om fortsat ophold og bliver udvist, selv om myndighederne skriftligt havde lovet at sende besked om ændrede regler osv., osv.

Paradigmeskiftet og den kreative hjemsendelsesstyrelse

Det er lykkedes DF i dets velmagtsdage at få gennemført et paradigmeskifte, så herboende udlændinge som hovedregel skal hjemsendes hvis det er sikkert – uanset graden af integration i Danmark. Til den ende er der oprettet en særlig hjemsendelsesstyrelse, der har vist sig umådelig kreativ. F.eks. er det ikke muligt for tiden at sende et par syriske brødre hjem – men lur mig, om styrelsen ikke finder en udvej: Brødrenes bedstefar er født i Irak – så der kan vi sende dem hen!

Danske børn i Syrien

Det er endvidere lykkedes at få spørgsmålet om de danske småbørn i Syrien til at blive rubriceret som et udlændingespørgsmål – selv om disse børn er så danske som du og jeg. Disse 5 børn er alvorligt syge, en dreng, der allerede var stærkt underernæret som 2-årig, har nu haft diarré et år og vejer som nu 3-årig det samme. En anden har mistet hørelsen på det ene øre pga. en ubehandlet mellemørebetændelse.

Mødrenes særlige situation

Regeringen vil gerne tage børnene hjem, men det skal være uden mødrene. Kurderne tillader ikke børnene at rejse uden mødrene.

Sagen bør undersøges og forklares

Dertil kommer at disse børn har oplevet krig og nu bor under skræmmende forhold uden tilstrækkelig føde og rent vand og uden lægehjælp. De har haft en eneste omsorgsperson gennem deres liv: deres mor. Hvordan kan man overhovedet tænke på at tage hende fra disse traumatiserede børn? Dertil kommer, at disse mødre, selv om de nu har fået frataget deres statsborgerskab, er vokset op her i Danmark. De har gået i børnehave og skole med vores børn, til fodbold og dans. Hvordan kan det være at de som unge forlader deres trygge tilværelse for at tage ned og tjene et grusomt og umenneskeligt regime? Jeg kunne godt tænke mig en undersøgelse der belyser og måske forklarer det.

Én dommers afgørelse: lys i mørket

Men under alle omstændigheder må de være vores ansvar. De er vokset op her. Vi havde muligheden for at påvirke dem. Det har andre lande ikke haft. Men for nylig anlagde børnenes advokat en sag mod udenrigsministeriet for at få børnene hjem. Advokaten tabte ganske vist sagen, idet 2 af 3 dommere ville frikende udenrigsministeriet – men den 3. dommer mente, at UM ikke havde undersøgt sagen ordentligt med udgangspunkt i børnene og ville sende Sagen tilbage til UM. Denne dommers afgørelse er dog et lys i mørket.

Ungdommen: det realistiske fremtidshåb

Trods alle disse beklagelser, er der dog noget, der får mig til at se lyst på fremtiden. Og det er vores børn og unge. Jeg synes, der er vokset en generation op, som er langt kærligere, mere tolerant og mere inkluderende end både min generation og mine børns generation. Jeg synes f.eks. I – børn og unge – tog det enormt pænt, da I blev isoleret fra jeres kammerater under Coronaepidemien. Selv om jeres generation ikke var i særlig fare, accepterede I isolationen af hensyn til jeres bedsteforældre, de gamle. Men I har ikke fået megen tak fra voksensamfundet. ”Herregud, du er så ung. Der kommer masser af forår i dit liv.” Men der er altså kun et forår hvor man er 16 år. Jeg ville nødig have undværet det forår, hvor jeg var 16 år. I øvrigt blev hele isolationen gennemført med hård hånd uden skelen til sociale relationer. Jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke var plejehjemsbeboer. Båndene til familien blev afbrudt fra den ene dag til den anden – for de demente var det særligt svært. De forstod jo ikke hvorfor.

Regeringens uddannelsespolitik

Desværre ser det ikke ud til, at den nye regering er mere ungdomsvenlig. SU‘en beskæres med et år – der kortes et år af en stor del universitetsuddannelser. Angiveligt skal pengene bruges til at løfte erhvervsuddannelserne. Det sidste er en god idé, men skal det nødvendigvis finansieres med en forringelse af de videregående uddannelser? Danmarks eneste råstof er vores hjerner, vores gode uddannelser. Vore universiteter er opbygget efter samme model som de øvrige studieretninger i EU, så nu bliver vore uddannelser ringere end resten af EU. 3 års grunduddannelse og derefter 2 år, hvor man kan vælge fag efter interesse. Disse 2 år er langt de mest interessante. Man har lært det basale og kan virkelig bruge juraen. Mange tager ½ år til udlandet. Alle skriver speciale. Det er så langt den mest spændende periode i ens studietid. Hvis det endelig var nødvendigt at spare, kunne man dog i det mindste have talt med brugerne af universitetet om, hvor det ville gøre mindst ondt. I stedet for at sende afgørelsen som et diktat fra oven. Men som sagt: jeg er fyldt af fortrøstning og håb til jeres generation. Og som jeg snakkede med Ida og hendes piger om forleden dag: uden kærlighed og håb bliver livet meningsløst.

Vi skal bidrage til håbet

Det er også derfor, vi skal tage vore dele af kvoteflygtningene. Jeg er godt klar over, at der sidder millioner i FN‘s flygtningelejre og at vi ikke kan tage dem alle sammen. Men når de tilbageblevne ser, at nogen er kommet ud, holder de liv i deres håb. Og uden det synker de hen i håbløshed.

Hyggeracisme uden hygge

Men selv om I generelt er opmærksomme og inkluderende, kan nogle af jer have svært ved at vise empati over for forhold I ikke forstår. Deraf kommer den danske hyggeracisme. Mit mørke barnebarn Sofie fortalte hvordan nogle af hendes klassekammerater af og til brugte n-ordet. Når hun påtalte det, var de mærkeligt uforstående. ”Vi mener jo ikke noget ondt med det. Vi har da ytringsfrihed. Du skal ikke bestemme, hvordan vi taler.” Det undrede mig meget. De unge, jeg kender, ser verden som mit barnebarn, Jonah, sagde forleden dag: Det er jo ligegyldigt, hvad farve din hud har. Det er mennesket indeni, der tæller

Jeg lovede at vende tilbage til klimaet.

Jeg har tænkt på noget, som jeg tror, ville få politikerne op af stolene.

En skolestrejke.

Hvis alle Danmarks skolebørn – og helst også gymnasier og erhvervsskoler – på en ganske almindelig skoledag i august gik hen på skolen – men nægtede at gå op i klasserne. Bare satte sig i skolegården. Dog ikke de yngste børn. Samtidig sendte de et brev til statsministeren hvor de nægtede at gå op i klasserne før deres krav var imødekommet. Kravet skulle være let at forstå, men samtidig noget der ville gøre en forskel. Man skulle snakke med nogle klimaforskere og høre, hvad de kunne foreslå. Allerbedst ville det være, hvis det var et krav, som også ville give mening i andre lande. Hvis man kunne få andre lande med på idéen, ville man virkelig kunne gøre en forskel.

Når jeg har tænkt på børnene er det fordi det er dem, der skal leve med følgerne.

På den anden side skal vi naturligvis ikke skubbe børnene foran os for at få opfyldt vore krav. Det skal være et krav, der appellerer til børnene, så de vil tage det til sig. Samtidig skal det ikke være alt for outreret. Det er nødvendigt at have forældrene med. Vi kan ikke risikere at nogle af forældrene forbyder deres børn at være med. Det ville skabe splid og ufred mellem børnene, og jeg ville virkelig være ked af, hvis det blev resultatet. Jeg tror, at man skal tage nogle samtaler med børnepsykologer og søge at sikre sig, at ens forsøg på at skabe en bedre fremtid for børnene ikke ender i sorg og mobning.

Ved eftertanke

mere kommer jeg i tvivl om det er en god idé. Måske skal det i virkeligheden kun være for uddannelsesinstitutioner, hvor elever er ældre en folkeskolen. Som I kan høre er jeg i syv sind om mit eget forslag. Der er behov for at snakke både med videnskabsmænd og børnepsykologer – og ikke mindst er der behov for at finde en organisation, der tror på idéen og vil bære den frem.

Løftet til Alberte

Jeg lovede Alberte en juletale fyldt med håb. Jeg har fundet håb i nogle realiteter. Lad mig nævne:

• Hullet i ozon-laget viste, at landene kan arbejde sammen og bekæmpe en fælles trussel
• Gorbatjov lærte os, at i en fastlåst situation må nogen række hånden frem
• Mange politikere har talt om tåbelige regler på Udlændingeområdet – lad os håbe, at de også gør noget ved det
• Endelig har en enkelt person i det juridiske system reageret på de fortabte børn i Syrien. Lad os håbe, det varsler en ny vej
• Tankerne om at fjerne et studieår er endnu ikke konkrete. Lad os håbe den nye minister vælger at tale med universiteterne
• Vi har en ung generation, der trods de mørke skyer tror på, at håb og kærlighed til menneskeheden vil bringe dem en lys fremtid