Med visionen fra ’Et latterligt menneskes drøm’ til folkemøde på Møn
Hvad er det, der sker i Afghanistan med Vestens kollaps efter tyve års besættelse og mennesker i vild flugt ud af landet – hvor f.eks. mennesker desperat har forsøgt i Kabuls lufthavn at klamre sig til flyet fremfor at falde i hænderne på Taliban? Hvad betyder det, at det kun er tolke og andre samarbejdende med de danske styrker i Afghanistan, som Danmark vil hjælpe ud af Afghanistan?
Det er det samme Danmark, der behandler afviste flygtninge, som ikke tør rejse tilbage til deres hjemland, ved at anbringe dem i udsendelseslejre med det ene formål at gøre deres tilværelse så utålelig som muligt. I disse lejre sættes menneskers liv på pause på ubestemt tid. Hvad er der sket med et land, der lader hånt om internationale forpligtelser og menneskerettigheder – hvor syriske børn stadigvæk venter på at komme hjem fra fangelejre – og nødtvungent enten får deres mødre med – eller de må blive tilbage – af hensyn til Danmarks sikkerhed? Hvordan er det gået til, at Danmark nu betragtes som det mest lukkede land i Europa for flygtninge – at Danmark ovenikøbet har gjort ihærdige forsøg på at etablere danske modtagelsescentre i Afrikanske lande, og hvor ’Den afrikanske Union’ har udtrykt skarp kritik af Danmark?
Der blev på folkemødet på Møn talt åbenlyst om alle de forhindringer, som skiftende regeringer har fået vedtaget i en uafbrudt byge af love siden 2001. Det år, hvor Venstre kom til magten med støtte fra Dansk Folkeparti – og hvor i dag Socialdemokratiet med sine umenneskelige flygtningestramninger har gjort Dansk folkeparti rangen stridig.
Hvad sker der i et Danmark efter ’paradigmeskiftet,’ hvorved vi forhindrer en flygtning i at slå rod i Danmark, da en flygtning aldrig ved, hvornår han kan blive sendt tilbage til det land, han flygtede fra, uanset hvor mange år, han har været i Danmark?
Med visionen fra Dostojevskijs fantastiske fortælling ’Et latterligt menneskes drøm’ tog jeg til folkemødet på Møn.
Ligegyldigheden
”Jeg er et latterligt menneske. Nogle kalder mig i dag vanvittig… Jeg bliver imidlertid ikke længere vred, nu har jeg sympati for dem alle sammen selv når de ler ad mig. – Ja, da har jeg ligefrem særlig sympati for dem.” Sådan lyder indledningen til ’Et latterligt menneskes drøm.’
Det latterlige menneske var nået frem til den overbevisning, at alt i verden var ligegyldigt. Han havde med ét fået en følelse af, at det var ligegyldigt, om verden eksisterede eller ikke. Dermed blev også hans eget liv ligegyldigt, og han besluttede at begå selvmord. På vej hjem en mørk aften, hvor det havde styrtregnet hele dagen og var blevet koldere og koldere, tog han beslutningen om at gå hjem og skyde sig. Han havde allerede to måneder før købt en revolver, der lå hjemme på bordet.
Da blev han pludselig grebet i albuen af en pjaltet, drivvåd lille pige på omkring otte år, som ude af sig selv af angst og uden at kunne udtale ordene ordentligt råbte: ”Min mor, min mor!” Han forstod, at hendes mor lå et eller andet sted og var ved at dø eller hvad der nu var sket. Han skulle lige til at vende ansigtet mod hende men undlod uden at sige et ord og fortsatte med at gå. Hun blev ved med at løbe efter ham. Da stampede han i jorden, rystede hende af sig og jog hende bort. Hun løb hovedkulds tværs over gaden, hvor en anden fodgænger var dukket op.
Da han var kommet hjem til sit hummer, kunne han alligevel ikke komme fri af, hvad der var sket, selvom det nu kunne være ligegyldigt, da han havde taget beslutningen om at skyde sig samme aften.
Mens han sidder med den ladte pistol, falder han i søvn, skyder sig i søvne og bæres af en ukendt til en planet, der lignede jorden, hvor menneskene stadigvæk levede i Paradiset. Han havde aldrig set sådan en skønhed. Smukke træer stod i deres blomstrende pragt, og han var overbevist om, at de kunne tale. Fuglene kom i flokke og slog sig ned på hans skuldre, og dyrene var endnu ikke af frygt for menneskene løbet ind i skovene for at skjule sig. Han havde ikke set en sådan skønhed hos mennesker nogensinde, undtagen hos helt små børn. Disse mennesker trængtes glade og leende om ham, rørte ved ham med venlige hænder, og de førte ham med sig.
Alligevel ender det med, at han demoraliserede dem alle sammen! Og de lærte at lyve. De lærte skinsygen. De delte sig op i grupper og bekæmpede hinanden. Paradoksalt nok begyndte de at tale om broderskab og medmenneskelighed og tilegnede sig disse begreber. Og efter at de var blevet forbryderiske, opfandt de retfærdigheden og foreskrev sig selv hele lovsamlinger. Til sikring af lovene rejste de guillotiner.
Det latterlige menneske rakte fortvivlet hænderne frem mod dem og sagde, at det var alt sammen hans skyld. Men de lo bare ad ham. Til sidst erklærede de, at hvis han ikke holdt inde, ville de anbringe ham på et galehus.
I det samme vågnede han af sin drøm.
Medfølelsen
Det naive, latterlige menneske havde i drømmen set ’sandheden.’ Det var ikke noget, han havde udtænkt med sin forstand, men set den. Jeg har set sandheden, sagde han. ”Det er en drøm, en feberfantasi, en illusion,” sagde de til ham.
Det latterlige menneske tænkte: ”Lad gå at det aldrig vil gå i opfyldelse, at Paradiset aldrig vil kunne virkeliggøres (det indser jeg jo selv!), – men jeg vil dog alligevel fortsætte min forkyndelse. Egentlig er den ligetil: På en enkelt dag, på en enkelt time ville alt kunne blive som det burde være! Du skal først og fremmest elske andre som dig selv, det er det vigtigste, det er alt, mere behøves ikke – så finder du straks ud af, hvordan du skal indrette dit liv. Det er for resten en gammel sandhed, som man har gentaget og prædiket millioner af gange uden at have vundet gehør!”
Det latterlige menneske slutter: ”Jeg har fundet frem til den lille pige… Nu drager jeg ud! Nu drager jeg ud!”
Det var det, at den fortvivlede lille pige greb fat i albuen på ham den aften, hvor han var på vej hjem for at tage sit liv, der reddede hans liv. Han blev ramt af medfølelsen.
”Ved medfølelse forstår Dostojevskij noget andet end medlidenhed, noget andet end at ynke hinanden, som man ynker en stakkel, fordi man selv har sit på det tørre og derfor råd til en slags nedladende medlidenhed med den der ikke er i sikkerhed på samme måde som en selv. Medfølelse er ikke en moralsk præstation, men et skæbnefællesskab, en kendsgerning du ikke kan unddrage dig, når den indfinder sig, en indsigt der påstår at den anden ikke blot er din næste, men dig selv.” (jf. Knud Hansens bog: Dostojevskij, 1973).
’Faren ved ligegyldighed’
Ved Bedsteforældre for Asyls arrangementer på folkemødet på Møn gik det gennem talerne, hvor skæbnesvanger vores tiltagende ligegyldighed er over for flygtninge og fremmede. En ligegyldighed, der ikke bare rammer andre, men samtidig os selv. Biskop Henrik Stubkjær tog sit udgangspunkt i 11. september 2001, hvor de to tårne ved World Trade Center blev ramt og flere tusind omkom. Henrik Stubkjær er én af underskriverne af protesten fra kirkefolk i form af det åbne brev til regering og folketing mod hjemsendelsen af syriske flygtninge, ja overhovedet vores behandling af mennesker på flugt. En protest, som enhver nu kan være underskriver af.
Henrik Stubkjær henviste til den tale, som Elie Wiesel, der som den eneste af sin familie overlevede Holocaust, holdt for præsident Clinton, medlemmer af kongressen og andre i anledning af årtusindskiftet. Elie Wiesel begyndte med at takke Amerika for deres indsats til befrielsen af Europa fra nazisterne. Han havde været overbevist om, at det var fordi verden ikke kendte til nazisternes koncentrationslejre, at der ikke tidligere blev grebet ind. Det var rystende for ham, da det gik op for ham, at Amerika vidste det.
”På en måde er det den følelse af ligegyldighed over for lidelsen, som gør mennesket så umenneskeligt,” sagde Elie Wiesel i sin tale fra 1999, holdt i Det hvide Hus.
”Ligegyldighed afføder ingen reaktion. Ligegyldighed er ikke et svar. Ligegyldighed er ikke en begyndelse; det er en afslutning. Og derfor er ligegyldighed altid ven af fjenden, for den er til fordel for aggressoren – aldrig for hans offer, hvis smerte forstærkes, når han eller hun føler sig glemt. Den politiske fange i sin celle, de sultne børn, de hjemløse flygtninge – ikke at reagere på deres vilkår, ikke at afhjælpe deres ensomhed ved at give dem et glimt af håb er at forvise dem fra menneskets hukommelse. Og ved at nægte dem deres menneskelighed forråder vi vores egen.”
Kun medfølelsen kan rive os ud af ligegyldigheden. Det er visionen fra ’Et latterligt menneskes drøm,’ den medfølelse, vi kan kalde latterlig, naiv eller farlig, men alligevel er vort eneste håb med hinanden.
Den grædende klovn af Adi Holzer; dette maleri har fulgt biskop Henrik Stubkjær over alle årene fra 2001; man aner tvillingetårnene; maleriets trekanter af guld øverst skal for Adi Holzer antyde et guddommeligt håb, iflg Henrik Stubkjær. Maleriet var med på Møn-mødet.