Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email

Racistisk motiv eller delvist motiv.

Hverken venners eller Anklagers argumentation holder i sagen om mordet på Philip Mbuji Johansen.

Philip Mbuji Johansens drab på Bornholm har medført mange diskussioner om de to drabsmænds motiv til at slå ham ihjel – eller til at forvolde så stor skade, at han altså døde af det.

Efter domsafsigelsen sagde anklageren at man ikke kan afvise at der også er racistiske motiver i forbrydelsen.

En af Philip Johansens venner siger i en udsendelse på tv at det ikke er tilfældet, fordi de tre unge mænd var venner. Grunden til at det er vigtigt at vide, er at racisme som motiv er strafskærpende.

Og grunden til at man kunne formode et racistisk motiv er at en af drabsmændene/morderne har tatoveret både hagekors og ordene white power på sit ene ben. Efter hans eget udsagn er tatoveringerne ikke udtryk for racisme men for provokation.

Holder argumentet?

Det er nok værd at undersøge argumentet nøjere.

Selv om anklageren indrømmer at der kan have været racisme indblandet i motiverne for de to drabsmænds voldelige adfærd, siger hun at da de tre var venner, er racisme usandsynlig. Det samme siger nogle af deres venner. Det betyder at man ikke på samme tid kan være ven og se ned på sin ven. Men det er forkert. Venskab er ikke nødvendigvis det samme som respekt og agtelse. Et ideelt venskab er naturligvis et magtfrit forhold, men det er en sjælden kunst at dyrke sådan et forhold, og det kræver energi af alle parter at leve i et magtfrit rum. Allerede det faktum at to synes at de har lov til sammen at forulempe én tyder i hvert fald ikke på den respekt, der hører til et magtfrit venskab.

Det virkelige problem

Her i landet vil meningsdannerne gerne udtale sig voldsomt racistisk, altså generaliserende, på en måde, der kommer til at diskriminere. Undertegnede ser og hører at det viser sig i Folketinget og blandt Folketingets politikere, der mærkværdig nok har udvidet ytringsfrihed. Mærkværdigvis, fordi de så på ingen måde behøver optræde som forbilleder, hvad flertallet af dem i øjeblikket heller ikke gør. Deres nedværdigende tale der har konsekvenser for dem de taler ilde om, er beskæmmende. – Man kan blot høre efter hvad der bliver sagt om ’ikke-vestlige’ mennesker. Det er noget specielt dansk, at man kan slå en dreng ihjel og råbe ’perker’ samtidig, som det skete i 2008, uden at forbrydelsen bliver betegnet som racistisk, og det udstøder Danmark fra det socialt acceptable selskab.

Og England

Maria Ventegodt fra Institut for Menneskerettigheder fortalte forleden dag både i radioen og fjernsynet, at det forholder sig anderledes i England. Der dømmer man for racisme, hvis der bliver råbt racistiske skældsord til den, der bliver forulempet. Ejendommelig nok giver dansk lov også den mulighed, men den bliver altså ikke brugt ved domsafsigelserne. Her i landet vil man åbenbart gerne handle og udtrykke sig racistisk, men man stikker hovedet i busken og kalder forbrydelserne for andre ting efter situationerne. Det gør sproget både mere brutalt og dummere. Måske var det en ide at gøre sig realiteterne klart og optage reglen om at racistiske tilråb udtrykker racisme, ligesom provokerende hagekors og ord som white power ikke kun er provokerende men også racistiske.