Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email
Pixabay

Dynejakker er blevet stigmatiserende

Ungdomskriminaliteten har aldrig været lavere, og trygheden har aldrig været højere, men statsministerens tale om unge indvandrerdrenge – der ikke er indvandret, men født og opvokset her, måske endda ligesom deres forældre – i dynejakker, trækker dybe spor. 
For Ibrahim er det ikke for sjov. 

…»Det, som har ramt mig mest, er, at mine etniske danske venner fortæller, at de aldrig har tænkt over utryghed, når de står på en togstation eller ser en dynejakke før Mette Frederiksens tale. Men det er de så begyndt på nu«, fortæller han.

Før dette, i august, talte Mette Frederiksen om utryghedsskabende »15-17 årige indvandrerdrenge«, som skaber frygt, når man går i sin vaskekælder eller til indkøbscenteret.

»Når en statsleder siger sådan, sætter det sig. Man kommer til at tænke det. Når jeg ser dem med dynejakkerne, så tænker jeg på Mette Frederiksens åbningstale. Det er vildt. Men hun skal ikke have ret til at definere, hvad der er utrygt«.

19-årige Ibrahim El-Hassan har aldrig foretaget sig noget kriminelt i sit liv. Han er dansk statsborger, blev student i sommer og bor sammen med sin familie i en såkaldt ’hård ghetto’ i Vollsmose. Ibrahim El-Hassan arbejder frivilligt for Sprogklubben, et lokalt initiativ, som skal styrke børn sprogligt i samarbejde med Syddansk Universitet. Han er næstformand i afdelingsbestyrelsen i boligforeningen, han laver sociale arrangementer i den lokale moske, og han er bestyrelsesmedlem i boligbevægelsen Almen Modstand, dannet i protest mod ghettolovens hovedkriterie om overrepræsentation af beboere fra ’ikkevestlige’ lande.

Og så går han i dynejakke. Denne dag i familiens lejlighed i Birkeparken i Vollsmose er han klædt i gråt Fila-joggingtøj og har sort kasket på.

»Hvis jeg skulle ned og hente mine søskende fra skole eller på Vollsmose Torv og handle, så ville jeg højst sandsynligt tage min dynejakke på. Og kasketten. Når man har så krøllet hår, som jeg har, har man brug for den en gang imellem. Nogle gange vil jeg måske også trække hætten op over kasketten. Men efter åbningstalen er det eneste, der falder mig ind, ’hvad vil folk tænke?’«

Rebelsk signal

Det er, forklarer han, blevet et dagligt problem, som han må gennemtænke, før han bevæger sig ud. Sådan var det ikke før.

»Der har været en række udtalelser om indvandrerdrenge, og det kan man ikke tage ud af ligningen. Samtidig kalder man de udsatte boligområder, som jeg selv bor i, for ghettoer. Så når hun taler om dynejakker, så taler hun også om mig, for jeg ligner dem. Men jeg er en rebelsk type, og efter Mette Frederiksens tale bruger jeg min dynejakke meget mere end før, for at sende et signal om, at, ja, jeg går i dynejakke, og jeg er helt o.k.«.

I en Kronik i dagens Politiken påpeger 21 forskere inden for områder som kriminalitet, politi, retspolitik, forebyggelse og minoritetsunge i en advarsel til regeringen, at fortællinger og politisk debat om kriminalitet og utryghed på basis af enkeltsager kan virke stik imod hensigten og øge stigmatisering. De henviser til, at Danmark i international sammenhæng ligger i bund på målt kriminalitet og i top målt på tryghed.

Ibrahim El-Hassan er godt klar over, at statsministeren forsøger at skelne mellem unge, når hun taler om problemerne. Alligevel føler han sig ramt.

»Hun siger, at hun ikke taler til dem, der er de gode. Kun til dem, der skaber utryghed. Så vil jeg sige til hende: Beslut dig. For det er en falsk præmis, når hun siger, at åbningstalen ikke er rettet mod den gode Ibrahim. Når det handler om for eksempel ghettopakken, så er Ibrahim en del af problemet, fordi han er ’ikkevestlig’ efterkommer. Når hun har lyst, så er jeg en del af problemet, og når hun ikke har, så er jeg ikke. Det er sådan en buffet-politik, hvor man bare tilvælger og fravælger hele tiden. Det er på ingen måde klædeligt. Overhovedet«, siger han.

Han kender problemstillingen fra gymnasiet, da han var formand for elevrådet og skulle ned på kontoret og rede trådene ud med ledelsen, når nogle af kammeraterne blev mistænkt for eksempelvis at være pushere.

»Der var elever, som man mistænkte for at være pushere på baggrund af deres tøj. På grund af deres outfit og den måde, de agerede på, blev de mistænkt. Der var også et tilfælde med en elev, som havde langt hageskæg og trimmet overskæg, så blev han konfronteret med, om han var ude i noget ekstremisme. Det er bare vildt, at vores dresscode kan definere os så voldsomt«, siger han.

Tale højt i bussen

Statsministerens udsagn har også haft afsmittende effekt på den måde, han færdes i byen med sine venner på, forklarer han.

»Vi kan godt komme til at tale lidt højt, når vi sidder i bussen, vi er jo unge, for guds skyld. Nogle gange taler vi arabisk, og så bliver det bare endnu værre. Nogle gange siger jeg, lad os kun tale dansk, lad os dæmpe os, fordi jeg hele tiden bekymrer mig om, hvad ham, der sidder på sædet foran, tænker. Det er problematisk, for jeg vil ikke have det sådan. Jeg vil være ung. Men nu er jeg blevet rebelsk, nu gør jeg det bare, og nu taler jeg højt. Men sådan var ikke for et par måneder siden…”

Læs artiklen i Politiken: 

19-årige Ibrahim: »Efter Mette Frederiksens tale bruger jeg min dynejakke meget mere end før« (for abonnenter)