2. Hverken udrejsecentrene eller Ellebæk giver nogen mening

1 Formålene med udrejsecentre og Ellebæk

Officielt har udrejsecentrene og Ellebæk to formål:
1. “Vi skal vide, hvor vi har dem, hvis de pludselig kan sendes hjem”

2. De skal fungere som “Motivationsfremmende foranstaltninger”, dvs. forholdene på centrene og i Ellebæk skal være så barske, at folk siger ja til frivilligt at rejse hjem til deres land, uanset risiko for krig, tortur og forfølgelse, og uanset om de har børn og ægtefælle i Danmark.

3. Et tredje uudtalt formål er: at brande Danmark negativt: at Danmark ikke er et godt land at søge asyl i. Argumentationen går ud på, at jo færre der får asyl, og jo flere der “rådner op i asylcentrene” eller tvangshjemsendes, jo færre vil fremover søge asyl i Danmark.

Imod disse tre argumenter kan fremføres:
1. Rigspolitiet, som tidligere stod for hjemsendelser af udviste udlændinge, undlod fra 2005 – 2012 at frihedsberøve folk som “motivationsfremmende foranstaltning”. Det gjorde de, fordi de havde fundet ud af, at fængslingen ikke motiverede dem til at rejse, og heller ikke øgede chancen for, at den indsatte samarbejdede om tilbagesendelse til hjemlandet, hvis Danmark ikke havde mulighed for at tvangsudsende dertil. Og selv hvis Danmark havde det, var det kun én ud af tre, der frivilligt rejste hjem. Og pålæg af meldepligt og opholdspligt på et bestemt center virkede heller ikke, heller ikke efter Danmark havde oprettet udrejsecentre.

2. På et samråd i 2016 om skærpede forhold for de udviste – herunder indførelse af underretningspligt, hvis man ikke var på centret hele natten, kunne udlændingeministeren ikke vise et eneste eksempel på, at en udvist udlænding ikke havde kunnet hjemsendes af politiet, fordi han sov et andet sted.
Det har – også inden der kom udrejsecentre i 2015 – været lovligt at frihedsberøve udviste personer op til en planlagt hjemsendelse for at sikre sig deres tilstedeværelse. Af de grunde er det meningsløst at pålægge opholdspligt på et center eller Ellebæk.

3. Michala Bendixen argumenterer i: En fast hånd i ryggen, at få decideret vælger at komme til Danmark. Anerkendelsesprocenten, forhørsmetoderne i Udlændingestyrelsen og fastlåste asylsager og udrejsecentrene og Ellebæk kender hverken menneskesmuglerne eller asylansøgerne noget videre til. Når de kommer til Danmark er det fordi de har familie eller venner her; eller det var den destination, menneskesmuglernes tilbud, eller de blev opdaget, før de nåede til Sverige.

2 Ellebæk og Komiteen mod Torturs alvorlige kritik af Danmark
Selv om både Ellebæk og Udrejsecentrene har til formål at få udviste udlændinge ud af Danmark, blokerer mange af statens magtmidler og initiativer med pligter og straffe i udlændingelovgivningen netop for de udvistes egne muligheder for at forlade landet. De fleste udlændinge, som er rejst fra udrejsecentrene, har fået opholdstilladelse i Danmark eller er forsvundet på eget initiativ. Ellebæk ligner et fængsel selv om det ikke officielt er det. Det var nedslidt, beskidt og med ramponerede vægge og inventar og værre end andre fængsler, som Europarådets Komité mod Tortur, CPT havde besøgt. CPT kritiserede de fængselslignende forhold, at man brugte et hårdt fængselsreglement, når de indsatte ikke var kriminelle, men administrativt indsatte og hyppigt anvendte hårde disciplinærstraffe som isolationscelle. Isolationscelle blev også brugt – og bruges fortsat i dag – til at placere selvmordstruede mennesker i næsten afklædt stand for at forhindre selvmord ved hængning, da Kriminalforsorgen ikke bruger selvmordssikkert tøj. CPT fandt denne behandling så nedværdigende at den overtrådte forbuddet mod tortur i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, EMRK. CPT fandt at fængslet var stærkt underbemandet med personale, hvilket de indsatte led under, i forhold til besøgstider og længden af gårdture, og i forhold til at kunne få udleveret medicin ved akut behov. Se nærmere her.
Der fandt et selvmord sted i 2019, og der var flere selvmordsforsøg i årene omkring.
Efter CPT’s besøg er næsten alle bygningerne blevet renoveret og det meste inventar udskiftet. Der er lavet små metalbure uden bænke, hvor de indsatte kan få lidt frisk luft uden for de tider, hvor der er gårdtur. Men bortset fra de fysiske forhold, brugte man stort set hverken CPT’s eller Ellebæk Kontaktnetværks kritik og anbefalinger, og tre samråd i 2020 – 2021 med de ansvarlige ministre hjalp heller ikke. Der har været nogen udskiftning af fængselsbetjente fra Kriminalforsorgen og sundhedspersonalet, men der er fortsat ikke indført rutinemæssig udspørgen om nye indsatte har været udsat for tortur af sundhedspersonalet når en ny ankommer til Ellebæk Ifølge Ellebæk Kontaktnetværk er mange indsatte torturoverlevere, og mange bliver re-traumatiseret i Ellebæk, se eksemplet i blog 1.a. Nogle af de indsatte er blevet dårligt behandlet af vagtpersonalet, hvis de fx efter en skade har bedt om smertestillende medicin, eller undersøgelse af en læge eller skadestuebesøg, uden for sundhedspersonalets arbejdstid.

P klager over systemet. Han er ked af, at der ikke er nogen, der tager sig tid til at snakke med ham, eller forklarer ham omstændighederne omkring frihedsberøvelsen. Han forstår ikke, hvorfor han skal være der. Han føler sig latterliggjort af vagter og systemet og er meget bekymret over forholdene i Ellebæk. Ydermere understreger han at han gentagne gange har gjort det klart for retten, at han under ingen omstændigheder vil underskrive repatrieringsaftalen, eftersom det vil medføre en sikker død. Han mistænker dem for, at de nedbryder ham psykisk, så han underskriver aftalen. Kilde: Ellebæk Kontaktnetværk, 2020.

Ellebæk er reelt mere et fængsel, end en fængselslignende institution; mange forhold dér er værre end i almindelige fængsler, fx maden: for gammel mad serveret i plastikindpakning og ofte med plastikstykker i. Mange kan ikke dansk, og forstår ikke hvad vagterne siger, alligevel vil nogle vagter ikke tale engelsk til de indsatte, som kan engelsk men ikke dansk.
Mange af de begrænsninger, de påføres, fx deponering af pas/andre ID-beviser, fratagelse af beløb og smykker for over 10.000 kr. værdi og fratagelse af mobiltelefon vil gøre det vanskeligere for dem frivilligt at forlade Danmark, hvilket CPT også finder uretmæssigt. De fleste tør ikke rejse hjem, eller vil ikke rejse hjem, hvis de har børn, familie eller en kæreste i Danmark. Asylansøgere skal ikke straffes eller kriminaliseres for at bruge deres menneskeret til at søge asyl i et andet land. Ellebæk er underbemandet med personale, og de indsatte får ikke den nødvendige omsorg. Men alligevel kan man se af Ellebæk Kontaktnetværks besøgsnotater – både den del der omfatter besøg indtil indtil 1. halvdel af 2020 og derfra og indtil 2023 at nogle af fængselsbetjentene er venlige, mens de indsatte ofte behandles nedladende, hårdt og konfliktoptrappende af andre fængselsbetjente. Hvis de klager til bestemte fængselsbetjentene, risikerer de en konflikt og ender måske i isolationscelle; og de skades mentalt af isolationen og uretfærdigheden. En stor del af flygtningene har været udsat for tortur og lider af PTSD, men det undersøges ikke før man indsætter dem i Ellebæk, skønt de re-traumatiseres af frihedsberøvelsen; torturofre bør ifølge UNHCR ikke frihedsberøves. De skades også, når de ikke kan få deres normale medicin, fordi de ikke får en sundhedssamtale ved ankomsten, som CPT har krævet.

Selve transporten til Ellebæk sker ved politiets hjælp. Normalt kommer politiet om natten eller tidligt om morgenen, nogle gange uden at forklare, hvad der skal ske og hvorfor. Enkelte politifolk er kommet sortklædte og maskerede, uden at sige at de er politiet, måske for at skræmme. De udviste indsatte har typisk samtaler med en ansat i Hjemrejsestyrelsen, der både forsøger at vinde tillid og overtale, og truer med tvangshjemsendelse, hvis den indsatte ikke samarbejder. Når mange reagerer på flytningen i udrejsecenter eller Ellebæk med at blive apatiske, depressive, angste, paranoide eller handlingslammede, og alt for syge til at træffe en vidtgående beslutning, er der ikke tale om “motivation” men om at nedbryde personen psykisk.

3 Politikerne nedgør de udviste og behandler dem umenneskeligt

01.06.2016: Tidligere udlændingeminister Inger Støjberg sagde om udrejsecentre: “tålt ophold” skal være “så utåleligt som overhovedet muligt”. Mange personer på tålt ophold i dag lever et “mere eller mindre normalt familieliv i og omkring København”. “Det, vi har med at gøre, er krigsforbrydere, voldtægtsmænd og mordere. Det er mennesker, der ikke er ønskede i Danmark og er udvist, men som af den ene eller anden grund ikke kan blive sendt ud af Danmark. Så vi må tåle dem i Danmark, derfor er de på tålt ophold”. “Vi skal vide, hvor vi har dem” (som begrundelse for pligterne.)
10.03.2019 Inger Støjberg efter TV2’s reportager om Ellebæk i 2019: “Der er ikke pænt deroppe. Det er jo ikke et rart sted og dejligt sted at være, men det er simpelthen heller ikke meningen. Meningen er jo, at de her mennesker skal hjem til det land, de oprindeligt kom fra, for de har ikke ret til at være i Danmark”.
07.01.2020 Justitsminister Nick Hækkerup: “Grundlæggende kommer vi til at blive ved med at have et center som Ellebæk, som ligner et fængsel, og hvor det ikke skal være rart at være. Dem, der opholder sig der, skal motiveres til at rejse ud af Danmark”. “De skal rejse ud af landet, og det her er et skub i ryggen”.
19.05.2021 Mattias Tesfaye om et udrejsecenter på Langeland: “Jeg ville være ærgerlig, hvis der blev placeret et udrejsecenter i mit kvarter”.

Når Inger Støjberg siger: “Meningen er jo, at de her mennesker skal hjem til det land, de oprindeligt kom fra, for de har ikke ret til at være i Danmark,” har hun tilsyneladende glemt, at Danmark ikke har ret til at udvise dem på “tålt ophold” til hjemlandet, fordi det overtræder forbuddet mod tortur. Eller ikke har mulighed for det, fordi landet ikke vil tage imod dem med tvang, eller fordi den udviste ikke kan skaffe ID-dokumentation. Hvis Danmark reelt gør det så utåleligt for dem at være her, at de rejser hjem, bryder vi selv forbuddet mod tortur, dvs. Danmark bryder menneskerettighederne og udsætter andre for risiko for tortur! Det, og så mord og terror, er de værste former for kriminalitet, der findes!

Udtalelsen: “de har ikke ret til at være i Danmark” kom lige efter at folketingsflertallet havde gjort det ulovligt for udviste udlændinge at opholde sig i Danmark, hvis de ikke havde ophold mere. Det skete i forbindelse med paradigmeskiftet. Denne begrundelse bruges som en standardafvisning fra ministre og lovskrivere om, at noget skal forbedres for de udviste: “de skal jo ikke være i Danmark”. Også selv om der fortsat er krig og forfølgelse i landet, som det er tilfældet med fx Syrien, Somalia, Afghanistan, Ukraine og områder i Irak, og Iran og Myanmar. Men hvordan man kan give folk pligt til at opholde sig et bestemt sted i Danmark under strafansvar, når opholdet i det hele taget er ulovligt, er en gåde! De ansvarlige ministre har mindsket de udvistes frihed og muligheder på alle områder og systematisk minimeret deres kontakt med Danmark. Vi er ikke længere gået til kanten af menneskerettighedskonventionerne, men ud over den. Alene for at gøre det så ubehageligt, at beboerne udrejser af Danmark!

Men reelt opfylder udrejsecentrene og Ellebæk ikke de to officielle formål. De fleste, der er rejst fra udlændingecentrene, gør det enten fordi deres sag er blevet genoptaget og de får ophold i Danmark, eller de forlader selv centret og går under jorden – i Danmark eller i udlandet, – da opholdet er for umenneskeligt, nedværdigende og meningsløst. Eller fordi de håber på at kunne få asyl i et andet land. Eller de frygter at få det endnu dårligere og blive mere psykisk syge, eller de er bange for andre beboere, vagter eller Hjemrejsestyrelsen, eller for at blive overført til Ellebæk; eller blive kriminaliseret af pligtsystemet og komme i fængsel, se blog 1.b blog 1. c blog 4 og blog 7.

4 “Det er jo ikke et rart sted og dejligt sted at være, men det er simpelthen heller ikke meningen”.
Hvis man tænker på koncepterne for udrejsecentrene og Ellebæk, går det igen, at opholdet skal være “så utåleligt, som overhovedet muligt”, og stedet ikke skal være rart og dejligt sted at være. Se fx fotoet af en løsgjort vaskekumme med afløb – uden skab, og uden møbler i det eneste fælles lokale i en soveafdeling på Kærshovedgård. Hvorfor byder man mennesker på Kærshovedgård det, når man ikke vil gøre det over for danskere? Centrene er placeret så isoleret som muligt fra resten af Danmark, for at der ikke skal være nogen eller noget i Danmark, der holder dem tilbage eller indgiver dem håb.

Det er imod almindelige principper at bruge fængsler og fængselslignende institutioner til frihedsberøvelse af afviste asylansøgere og flygtninge. Modsat almindelige fængsler er der næsten ingen eneceller. Ellebæk har ofte været overbelagt. De fleste beboere på udrejsecentrene har ikke gjort nogen fortræd i Danmark. De forstår ikke, hvorfor Danmark så straffes så strengt i Ellebæk og Kærshovedgård, Sjælsmark eller Avnstrup. Hvorfor skal de så straffes så strengt? Og så omfattende, at det ødelægger dem psykisk, og det ødelægger familien, hvis de selv har en, og sætter deres liv på pause. Hvorfor skal deres børn og ægtefælle også straffes og leve af én indtægt? Hvorfor må indkvarterede på udrejsecentre kun overnatte hjemme hver anden weekend?

Billedet, fra 2022, viser de eneste rester af et tekøkken på Kærshovedgård: et bord med vask og afløb, fotograferet 2022. Reelt ligner Kærshovedgård – og tidligere Sjælsmark – åbne fængsler med høje hegn omkring, og sluser ved ind- og udgang. Kærshovedgård var tidligere et åbent fængsel – uden hegn, men blev nedlagt og omdannet til udrejsecenter, bl.a. ved at fjerne håndvaske og tekøkkener, så der ikke skulle være rart eller pænt, eller mulighed for at beboerne kunne sidde og hygge sig med en kop kaffe eller te.

En udvist asylansøger klagede flere gange over at være blevet tildelt et værelse med en madras, der stank af urin og bad flere gange om at få den udskiftet med en anden madras. Da vedkommende skulle overflyttes til Kærshovedgård, fordi Sjælsmark skulle være modtagecenter for ukrainere, blev den sammen med stort set det øvrige inventar udskiftet med nyt til de ukrainske flygtninge. Dem ville man ikke byde ligeså nedværdigende forhold. Selv om udrejsecentre ikke officielt er fængsler, er der dog tale om grov forskelsbehandling, som må være ulovlig efter lov om forbud mod diskrimination.

Avnstrup er også en institution, men uden hegn og adgangskontrol, og der er Røde Kors medarbejdere og intet politi eller disciplinærregler fra Kriminalforsorgen. Hjemrejsestyrelsen er til stede, og man skal melde sig hos dem og underskrive sig som udførelse af sin meldepligt, og opholdspligten kontrolleres hver dag dagligt morgen og aften, men der er intet SALTO-system. Kontrolmetoden – og manglende transportmuligheder – mindsker dog reelt også bevægelsesfriheden for de indkvarterede på udrejsecentret, til gengæld slipper de for en række fejlagtige sigtelser, der beror på SALTO-loggen. Det ligger ligeledes langt fra offentlige transportmidler. Tidligere måtte skolebørn hver dag busses til Røde Kors-Skolen i Lynge, nu er skolen flyttet ind på Avnstrup, ca. halvdelen af børnene går dog nu i folkeskoler uden for centret.

Siden 2015 har Danmark villet udsende krigsflygtninge så hurtigt som muligt, skønt UNHCR advarer Danmark om, at det kan udgøre refoulement. De seneste år har man skærpet meget af lovgivningen yderligere, og selv betingede straffe ledsages ofte af en udvisningsdom med indrejseforbud, som nogle gange gælder hele Schengen-området. For at være sikker på ikke at gå glip af en udvisningsdom, har Rigsadvokaten i 2022 udarbejdet en udvisningspakke. Bl.a. skal sager, hvor anklagerens krav om en udvisningsdom ikke er imødekommet, gennemgås af en erfaren anklager for så vidt muligt at få en udvisningsdom efter anke til Landsretten. Samtidig bliver Danmark ved med at tabe udvisningssager ved Menneskerettighedsdomstolen, i de sidste skal udvisningsdommene ophæves for nogle afghanere, da de brød med EMRK artikel 3: forbuddet mod tortur eller artikel 8: retten til privatliv og familieliv, jf. Paposhvili-dommen, 2016 og Savran-dommen, 2021.
Indsættelse af svært psykisk syge mennesker på Ellebæk for at knække dem yderligere og presse dem til at underskrive at de frivilligt vil udsendes til deres hjemland, som de frygter at vende tilbage til, må også overtræde artikel 3 og artikel 8.

5 Kaare Dybvad tilstår, at han godt ved, at mange bliver apatiske på udrejsecentrene
Udlændingeministeren har udsendt en pressemeddelelse 21.05.2023, hvor målet med Hjemrejsestyrelsens opsøgende enhed omtales sådan her:
“Enhedens primære målgruppe er tredjelandsstatsborgere, der har været i Danmark uden lovligt ophold i mere end 2 år. Enheden består af bl.a. socialrådgivere og kriminologer og har fokus på bl.a. “den apatiske tilstand”, udlændinge i udsendelsesposition kan være i, og på særligt sårbare personer og deres særlige behov i forbindelse med udsendelse og genetablering i hjemlandet“.

Kommentar af SOS Racisme: Ministeren roser de nye regler om at man kan give strafrabat ved umiddelbar frivillig hjemrejse; og det er en af grundene til at antallet af afviste asylansøgere på udrejsecentrene er faldet fra 1.155 i 2020 til 548 i 2022. Det faldende antal på udrejsecentrene skyldes desuden, at der kun har været få spontane asylansøgere gennem de almindelige asylprocesser de seneste år. Nogle af de udsendte er afviste asylsøgere fra især Georgien og Østeuropa, og nogle er “kriminelle udvisningsdømte”, fx udlændinge dømt for rigtige forbrydelser – ikke kun dømte for pligtforsømmelser, men fx for tyveri og mindre lovovertrædelser, der kan få nedslag i fængselsdommen. De ukrainske krigsflygtninge og afghanerne, der har hjulpet Danmark, har fået opholdstilladelse efter særlove eller er rejst videre til USA.

6 Færre udsendes – heraf flere med tvang, skønt målet var det modsatte!
Den oprindelige idé med Hjemrejsestyrelsen var ifølge Mattias Tesfaye, dels at sende flere mennesker ud af Danmark, dels at flere skulle rejse frivilligt hjem. Men det modsatte er sket!
I 2019 – før Hjemrejsestyrelsen og hjemrejseloven, blev der udsendt 449 udlændinge af myndighederne, heraf 93 ledsagede (oftest tvang), 333 påsete (normalt “frivilligt”) og 23 selv udrejst (udlændingemyndighederne ved med sikkerhed, at udlændingen er udrejst). Det årlige antal udlændinge, der blev udsendt af myndighederne, var ifølge: Tal og Fakta på Udlændingeområdet 2019 – 2022:
i 2019: i alt: 449, heraf 93 ledsagede, 333 påsete, 23 selv udrejst. Med tvang: 21%
i 2020: i alt: 214, heraf 50 ledsagede, 155 påsete, 9 selv udrejst. Med tvang: 24%
I 2021: I alt 269, heraf 75 ledsagede, 182 påsete, 12 selv udrejst. Med tvang: 28%
I 2022: i alt 222, heraf 79 ledsagede, 142 påsete, 1 selv udrejst. Med tvang: 36%
Kilde: Tal og Fakta på Udlændingeområdet 2019, 2020, 2021 og 2022

Som det ses, er andelen af tvangsudsendelser af “i alt” steget fra 21% i 2019, til 36% i 2022 – fra 1 ud af 5, til 1 ud af 3. Så de udviste synes ikke at være blevet motiveret til “frivillig” hjemsendelse – hverken i Ellebæk med dets mange isolationsfængslinger, udrejsecentrene, Hjemrejsestyrelsen, Hjemrejseloven, de motiverende foranstaltninger, pligterne og de lange, helt uproportionelle fængselsstraffe siden 2019, og som typisk begynder med varetægtsfængsling til det meste af en formodet straf er afsonet, uanset om “lovbryderen” ender med at blive dømt for dem alle!

Iranerne har været den største gruppe på udrejsecentrene i mange år, hvor de ikke har kunnet tvangshjemsendes. Alene i 2021 og 2022 har 174 iranere selv forladt udrejsecentrene og Ellebæk, nogle har fået genoptaget deres sag og fået asyl, andre er flygtet fra Danmark eller gået under jorden, eller har fået asyl i andre lande. Også mange fra andre nationaliteter, der ikke har kunnet få opholdstilladelse, er forsvundet.

Når mange reagerer på situationen i et udrejsecenter eller Ellebæk med at blive apatiske, depressive, angste, paranoide, psykotiske eller handlingslammede, og alt for syge til at træffe en vidtgående beslutning, er der ikke tale om “motivation”, men derimod en slags mental tortur, der nedbryder dem psykisk.
De psykiske problemer og apatien vokser med de stadig hårdere belastninger og færre livsmuligheder på udrejsecentrene og i Ellebæk. De månedlige samtaler med Hjemrejsestyrelsens repræsentant, med trusler om tvangshjemsendelse og Ellebæk ved manglende samarbejde om “frivillig” hjemsendelse, er endnu et voldsomt pres, og kan minde torturofre om tidligere situationer. Fængselsstraffene blev forlænget voldsomt: i starten af 2019, 1. juni 2019 og 1. juni 2021. Med hjemrejseloven og skærpelser i den blev vilkårene for dem i udrejsecentrene kraftigt forværret: fratagelse af ret til aktiviteter, undervisning, og udlevering af tøj, hvis man ikke vil samarbejde om hjemsendelse. Det førte bl.a. til, at en mand gennemførte en over 3 måneder lang sultestrejke.

7 I Holland virkede retfærdighed bedre end hård udlændingepolitik
I en artikel på Zetland beskrev forskeren Arjeen Leerkes, hvorfor Holland sammenlignet med Danmark kunne hjemsende flere af de afviste asylansøgere fra bestemte nationaliteter i perioden 2013-2017 – 44% i Holland mod 4% i Danmark. Holland havde før det haft en hård hjemsendelsespolitik, som ikke virkede. Leerkes mente, at grunden til, at flere blev hjemsendt i Holland end i Danmark, var at der i Holland var en større åbenhed og større retfærdighed overfor de afviste. I Holland brugte man tid på at gå i dialog og forklare dem hvorfor, og lægge en plan for, hvad der skulle til, for at rejse hjem, og man gav rimelige midler til repatriering. Mens Danmark med sin hårde retorik stødte de afviste fra sig, så de gjorde modstand!

Leerkes: ”Noget, man også er ret god til, i hvert fald sammenlignet med Danmark, er at holde styr på retssikkerheden”
”Man har klare procedurer for appel og adgang til advokater. Det handler om, hvorvidt folk forstår loven. Og hvorvidt folk synes, at loven bruges fair. Folk gør modstand, fordi de ikke synes, at det, at de skal bo på et hjemrejsecenter, er proportionelt med, hvad de har gjort. Det handler om opfattelsen af retfærdighed, og hvor vigtig den er”.
”Udlændinge, der har fået lov til at uddanne sig, arbejde, deltage i samfundet, er blandt dem, der først vender frivilligt tilbage”.
“Udrejsecentrene, får de mennesker, der bor i dem, til at gå i stå. De bliver deprimerede og apatiske, og så forventer vi, at de lægger planer for at rejse hjem!”

8 “Stop killing us slowly”
Citatet her er fra en afvist asylansøger, der var indkvarteret på Sjælsmark. Linket her er til en forskningsrapport fra 2017 om de motivationsfremmende foranstaltninger og kriminaliseringen af afviste asylansøgere på udrejsecentre i Danmark, og om konsekvenserne for asylansøgerne. Dengang især i Sandholm, Sjælsmark og Ellebæk. Ifølge rapporten havde isolationen på udrejsecentrene til formål, at de indkvarterede ikke skulle have nogen sociale bånd til Danmark, eller at de på nogen måde kunne gøre noget, så de fik asyl. Og ifølge en af de udviste, blev nogle på Sjælsmark og i Ellebæk bevidst gjort kriminelle, for at mindske muligheden for at få genoptaget en asylsag. Det kunne fx ske ved provokerende adfærd fra en vagts side, eller ved at køre en konflikt op, i stedet for at deskalere den. Hvis de to formodninger er sande, er det jo umenneskelig behandling, foranlediget af politikere, men med politiet, Kriminalforsorgen, og Udlændingestyrelsen, siden Hjemrejsestyrelsen og domstolene som udførere.

Citater fra beboere på Sjælsmark:
“Dette sted er umenneskeligt. Det er en fabrik, der er designet til at få folk til at opgive alt håb. Hver måned ser vi at folk bliver gale her. Der er ikke andet at gøre her end at blive skør”.
“Vi ser her, hvordan folk gradvist bliver vanvittige. De trækker sig tilbage, bliver paranoide, begynder at tale med sig selv. De begynder at bruge stoffer, nogle begynder at skade sig selv eller andre. De dør indeni. Langsomt slår de os ihjel, men staten forstår ikke sin egen rolle i dette”.
“At leve konstant i denne usikkerhed, hvor fængselsofficererne kan banke på din dør når som helst og sige, at nu skal du til Kærshovedgård, eller nu skal du deporteres… hvad det gør ved folk, forstår de ikke. Mange mennesker bliver traumatiseret af denne venten”.

9 Meningsløse negative konsekvenser af meningsløsheden
Meldepligt, opholdspligt på udrejsecentre og underretningspligt, hvor overtrædelser heraf straffes med fængsel i op til 2 år efter udlændingeloven og 4 år efter straffeloven, er meningsløs mobning og chikane af afviste asylansøgere og andre udviste i Danmark.
Det opleves også som fuldstændig uretfærdigt: af de udviste, det går ud over, af Kriminalforsorgens medarbejdere, som ikke kan forstå, hvad de udviste har at gøre i fængslerne, af dommerne og af anklagerne. Og det ville også blive opfattet uretfærdigt af skatteborgerne i Danmark, hvis de vidste hvad der skete med de afviste, og hvad det kostede Danmark!
Man ville jo heller aldrig straffe en dansker med månedslange fængselsstraffe for fx at komme hjem kl. 23.30 i stedet for kl. 23. Og slet ikke, hvis det var snestorm og toge eller busser ikke kørte. Men for udlændingemyndighederne og domstolene gjaldt ingen force majeure! Og trods fejl i SALTO-systemet, hvis en computer ikke er tilkoblet, er tidligere straffe ikke gået om!

Samtidig er de under konstant stress: Når de går i seng, kan de ikke vide, om politiet kommer om natten for at føre dem til Ellebæk eller til en arrest, for at komme for en domstol næste morgen for nye pligtforsømmelser, eller for at deportere dem. Det er endda beskrevet, at nogle betjente maskerer sig og undlader at sige, hvem de er, og hvad de skal ved flytningen. Og ikke engang retten er retfærdig, for sigtelserne er ofte fulde af fejl, og anmeldelserne efterforskes ikke grundigt af politiet.

Næsten alt, der kan gøre tilværelsen en lille smule tålelig, er skåret væk på udrejsecentrene. Eller skal kun gælde for dem, der går med til frivillig hjemrejse. Og har man skrevet under på en hjemsendelseskontrakt risikerer man alligevel at blive indsat i Ellebæk før hjemsendelsen, for at man ikke skal fortryde og flygte.

Det gør ikke nogen som helst fortræd, hvis en mor passer sit syge barn derhjemme, selv om hun har opholdspligt og meldepligt på Kærshovedgård. Men det gør barnet fortræd, hvis det omsorgssvigtes i en svær situation. Mindst to mødre med opholdspligt på Kærshovedgård har fået fængselsstraffe for at passe deres syge børn. De blev så ødelagte af ikke at kunne se eller tale med deres børn i 2 hhv. 3 måneder, at de blev psykotiske. Til sidst har begge kvinder fået opholdstilladelse og familierne er igen samlet. I det ene tilfælde var der tidligere sket en fejl i udlændingemyndighedernes afgørelse. Mens myndighedernes og systemets fejl ikke bliver straffet, blev begge familier hårdt straffet af, at mødrene skulle bo på Kærshovedgård. Begge mødre blev taget fra deres yngste barn mens det stadig blev ammet. Begge havde overtrådt pligterne for at give børnene omsorg, især ved sygdom og operationer, men blev straffet for det. Børnene blev straffet ved at skulle undvære deres mor undtagen ved hjemmeweekender, og de blev påvirkede af det, og de lange fængselsophold, hvor de ikke kunne se og tale med dem, ligesom de blev præget af, at mødrene blev så syge. Og begge fædre blev alvorligt syge af stress.

De lange – og stigende fængselsstraffe for hver gang, man dømmes for selv enkelte pligtforsømmelser, minder om et mobberegi. Som i filmen “Ondskab”, hvor mobberiet og afstraffelserne vokser for hver gang et mobbeoffer ikke er lydigt eller ydmyg nok, eller som dummebøder, som man ellers kun kender fra bandemiljøet! Der er intet af det, der giver mening! Det er en skueproces – som nedbryder ofrene mentalt, og det er urimeligt og overtræder menneskerettighedernes forbud mod tortur og frihedsberøvelse uden reel eller rimelig grund!
Skal vi endelig påvise en grund, er grunden, at nogle politikere gerne vil vise sig hårde og barske over for udlændinge, ved at straffe afviste og udviste udlændinge, der i forvejen ligger ned, og derved tiltrække stemmer fra de mest fremmedfjendtlige borgere i Danmark! Det er ren racisme!

De “motivationsfremmende foranstaltninger”: pligter og straffe, fratagelse af lommepenge for de få, der får det, og fra mulighed for arbejdspraktik til udfyldelse af tiden i udrejsecentrene, samt uforudsigeligheden om, hvorvidt nogen vil komme for at hente én til afsoning af en straf for pligter, man måske/måske ikke har overtrådt, nedbryder mennesker. Mange bliver ængstelige, depressive, apatiske, er selvskadende eller får forværring af deres PTSD, og nogle udvikler egentlige psykoser. Sammen med de lange fængselsstraffe gør den konstante uvished og frygt de indkvarterede mennesker psykisk syge. Alt dette får nogle til at forsøge selvmord, og det får en stor del af dem til at flygte fra udrejsecentrene, selv om det betyder, at de må leve illegalt i eller uden for Danmark.
Alene på Kærshovedgård havde 8 ud af ca. 200 indkvarterede forsøgt selvmord i 2022.

Hvordan fortsætter danske politikere blot dette mobberegi, når så mange lider under det, og det ikke virker? Mange udlændinge smadres psykisk – og bliver måske syge af det for resten af livet?
Hvorfor lader chefer og ansatte i ministerier, styrelser, politiet, Anklagemyndigheden, Kriminalforsorgen, domstolene, og på centrene det bare ske?