Uopfordret høringssvar fra SOS Racisme vedrørende sagsnr. 2024-04387: Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed og lov om supplerende bestemmelser til forordning om håndtering af udbredelsen af terrorrelateret indhold online (Gennemførelse af dele af aftale om en styrket indsats mod antisemitisme)

SOS Racisme, Danmark

Nørre Allé 7
2200 København N
sos@sosracisme.dk
www.sosracisme.dk

Udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, lov om politiets virksomhed og lov om supplerende bestemmelser til forordning om håndtering af udbredelsen af terrorrelateret indhold online (Gennemførelse af dele af aftale om en styrket indsats mod antisemitisme)
Sagsnr. 2024-04387

Til Justitsministeriet
att. wekh@jm.dk og strafferetskontoret@jm.dk

1. november 2024

SOS Racisme, Danmark beklager, at vi ikke har fået tilsendt lovforslaget til høring, men sender hermed et uopfordret høringssvar, da lovforslaget omhandler et centralt område i vores virke.

SOS Racisme er stærkt imod enhver form for antisemitisme, som dette lovforslag officielt og uofficielt er rettet imod, jf. at der er tale om en forstærkning af ”Handlingsplanen mod antisemitisme.” Men vi er ligeså meget imod enhver anden form for racisme, fremmedhad og diskrimination på grund af race, etnicitet, hudfarve, religion, nationalitet og herkomst.

Vi kan se, at tallene for hadforbrydelser mod jøder er steget efter krigen i Mellemøsten er blusset op; den er voldsom, eskalerende og fuld af krigsforbrydelser fra begge sider, ligesom begge sider står indklaget for den internationale domstol om krigsforbrydelser. Vi finder det uetisk og skamfuldt, at Danmark fortsat bidrager til krigens fortsættelse gennem våbeneksport til Israel.

Vi forstår godt, at man ikke ønsker terror fra nogen side i Danmark.

Vedr. TCO-ordningen

Når det gælder de danske indsatser, man vil forstærke, kan vi fuldt ud tilslutte os, at politiet kan få adgang til at fjerne alle opfordringer til hadforbrydelser fra internettet så hurtigt som muligt. Også selvom nogle vil finde, at dette indebærer indskrænkninger i ytringsfriheden.

SOS Racisme er af den opfattelse, at ytringsfrihed skal ske under ansvar, som det også ses i dele af dansk lovgivning, fx racismeparagraffen i straffeloven og i injuriesager. At forebygge racisme på internettet ved at fjerne det hurtigst muligt er for os bedre end at straffe enkeltstående ekstremt grove hændelser. Dette gælder også nedsættende hadtale, trusler og opfordringer til vold, skader på befolkninger, folkedrab og etniske udrensninger.

Racismeparagraffen

SOS Racismes holdning har altid været, at racismeparagraffen skulle anvendes efter dens formål, uanset om ofrene er jøder, muslimer, somaliere, iranere eller andre grupper. En væsentlig årsag til, at racismeparagraffen ikke har været effektiv, er politiets manglende brug af den, ofte med henvisning til ytringsfrihed eller uklare kriterier. Relativt færre sager om racisme fører til dom i Danmark end fx i Sverige.

Regeringens indsats

Vi finder det beklageligt, at regeringen har svigtet både muslimer, jøder, romaer og mennesker af afrikansk afstamning i Danmark. Det er mærkeligt, at regeringen først handlede for at forhindre koranafbrændinger og tilsvining af muslimer, da frygten for boykot og hadforbrydelser mod Danmark opstod.

Vedr. strafzoner og strafperioder

Vi er usikre på, om strafskærpelser og indførsel af skærpede zoner vil have en effekt, eller om politiet vil handle retfærdigt og efterforske begge parter i sammenstød. Loven om skærpede strafperioder og -zoner er udflydende og svær at afgrænse.

Alternativt forslag

Et bedre alternativ kunne være at adskille demonstrationer geografisk eller tidsmæssigt for at undgå vold og hadforbrydelser. Når politiet frygter alvorlige optøjer, bør de kunne flytte demonstrationer til forskellige steder eller sikre tidsmæssige intervaller mellem dem.

Politiske kræfters indflydelse

Vi er bekymrede over, at politiske kræfter nogle gange kan påvirke politiets og anklagemyndighedens vilje til at rejse sager om racisme og diskrimination. Det er desuden beklageligt, at NGO’er som SOS Racisme ikke anses som klageberettigede i disse sager.

For SOS Racisme, Danmark
Anne Nielsen, Talsperson

Hørringssvar 2024