Situationen uoverskuelig – ansvaret kalder – vi kommer med kram, håndtryk og håb
Den 17. oktober åbnede Johan Borups Højskole sin store sal for Brobyggerne, der har arbejdet intenst siden lørdag den 7. oktobers overrumplende terrorangreb på den israelske civilbefolkning.
Midt i vildskaben, i fortvivlelsen, der straks har bredt sig som blæk fra et blækhus, der er lækket, beslutter Brobyggernes formand, overrabbiner Jaïr Melchior og generalsekretæren, Özlem Cekic at samle deres mod og invitere publikum til at lytte til deres tanker og kommentere og spørge dem om mere. Med klar intuition havde Paula Larrain tilbudt at være den milde og kærlige moderator.
Det anspændte publikum
Ca. 150 mennesker kom. Vi kom af egen frysende fortvivlelse blandet med nysgerrighed i håb om at få hjælp til sprog, alle kom med hver sit kaos, jøder, kristne, muslimer: Hvad kan vi gøre for at konflikten ikke breder sig?
Fortættet forventning
Stemningen var fortættet, afventende. Paula Larrain understregede med det samme at det er svært. Også selve initiativet til mødet. Det har været meget svært siden den 7. oktober. For de folk, der bor i Israel, i Gazastriben, på Vestbredden, de omliggende lande – og selvfølgelig også for os, selvom om vi geografisk er langt væk. Men vi fik lov til at være sammen om det svære:
At se den enkle sandhed i øjnene
Vi bliver nødt til at anerkende hinandens følelser -situationen kalder på voldsomme følelser, og det er afgørende at vi giver hinanden lov til dem. Det er nødvendigt – i hvert fald i begyndelsen – at undlade at ’sige sin mening’. I grunden er dette, straks at have en mening, at flygte fra sine følelsers voldsomhed og pege på andres ansvar. Og så skal vi række ud, gøre noget godt for hinanden, vise at vi er til stede.
Morfars spørgsmål
En morfar fortalte at han har to mindreårige børnebørn. Den ene havde spurgt ham: ”Morfar, brænder verden?”
Overrabbineren, som er tydeligt meget bekymret for sin israelske familie – ikke mindst sin bror, der nu er indkaldt til hæren, svarede: ”Nej, Verden brænder ikke. Vi er nødt til at brede perspektivet ud: for hundrede år tilbage var verden i brand. Rigtig krig er meget værre. Første verdenskrig krævede millioner af menneskeliv. Anden verdenskrig: – millioner – det var ok at være antisemit det var ok at være racist og mene at ”vores race er de andre overlegen”. Det er det ikke mere. Frankrig og Tyskland er nu sammen. Næsten hele Europa holder sammen
Det er klart at samtalen manglede facit. Det gør enhver god samtale – ligesom livet selv.