En kronik som nyhedsaviserne ikke ville bringe
I disse dage forhandler Folketinget en lov, der direkte overtræder Den Europæiske Menneskerettighedskonventions Artikel 8, om retten til privatliv og familieliv.
Igennem sommeren har jeg skrevet på en kronik, som jeg ikke har kunnet få de større aviser til at udgive, derfor kommer den her og kan læses længere nede – eller downloades her og viderebringes frit med angivelse af kilde.
Det handler om at regeringen – selv om Danmark har øget sine udvisninger af udlændinge for kriminalitet fra knap 50 udviste udlændinge i 2001 til 1.000 udlændinge i 2025 – vil udvise cirka 50 udlændinge mere om året fra lande uden for EU og EØS, hvis de har begået alvorlig kriminalitet og fået en dom på mindst et års fængsel for det. Og så er det lige meget om de har familie i Danmark eller er født her. Sådan kan man naturligvis ikke behandle EU-borgere og EØS-borgere, for dem kan regeringen kun undtagelsesvist smide ud, hvis de har boet i Danmark mindst 10 år.
At dette er diskriminerende over for alle dem, der ikke kommer far et EU- eller EØS-land, er lovgiverne ligeglade med! De er også ligeglade med at det overtræder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention: Retten til privatliv og familieliv.
Desuden vil Danmark påføre folk i udrejsecentre obligatoriske ekstra-straffe på et års gps-fodlænke, hvis de har mindst ti pligtforsømmelser på 3 måneders – det svarer til cirka 4 døgns fravær uden tilladelse – på et udrejsecenter. Hvis det ikke bliver overholdt venter stadig værre straffe: fodlænke af anden type der begrænser bevægelsesfriheden endnu mere, eller fængsel. Det er et selvforstærkende system, som altid kan kaste nye straffe af sig!
De politikere, der går ind for mest mulig fængsling af udlændinge må opfatte sig selv som hårde og seje, hvis loven går igennem; noget tilsvarende skete for Dansk Folkeparti, da de havde fået “Straffe der sagde sparto til alt” – for udviste udlændinge, der overtrådte meldepligt, opåholdspligt eller underretningspligt i udrejsecentrene.
I forvejen er straffene for pligtforsømmelser i udrejsecentrene – af helt meningsløse pligter som meldepligt, opholdspligt og underretningspligt helt uproportionalt store og lange – op til 4 års fængsel ved mange pligtforsømmelser eller lang tids fravær. Strafskalaerne kan måske allerbedst sammenlignes med dummebøder ifra rockergrupper; hver gang, den der er pålagt en bøde eller har en gæld, der ikke kan inddrives kan bøden stige, eller “skyldneren” kan få pålagt en alvorligere straf.
For dem i udrejsecentrene forlænges fængselsopholdet for hver gang de dømmes for pligtforsømmelser. Efter en sigtelse skal den sigtede normalt varetægtsfængsles – ikke fordi han er farlig eller måske undviger; men sådan er loven! Varetægtsfængslingen opretholdes typisk indtil den endelige dom. Her viser det sig ofte, at mange af de pligter, de er sigtet for at have overtrådt, skyldes undskyldelige ting – fx at de var til et møde med Udlændingestyrelsen, eller indlagt på sygehus, eller at de sad i fængsel eller var i retten den dag, eller der var tale om en registreringsfejl – fx hvis systemet var overbelastet, eller kommunikationen var gået tabt, eller en besøgstilladelse ikke var indrapporteret.
Forhold som Hjemrejsestyrelsen eller Politiet i forvejen burde have undersøgt og spurgt om. Fordi myndighederne ofte forsømmer deres pligter, må beboerne på udrejsecentre selv bevise deres uskyld hver gang, de sigtes for at have forsømt deres pligter. Nogle beboere gør det ved altid at tage et foto af, når de melder sig, eller går ind eller ud af Kærshovedgård med deres mobiltelefon, men nogle gange er telefonen måske ikke opladt mere, eller er gået i stykker, så de ikke kan bevise det. Alt i alt må man sige at det nye forslag -formentlig- overtræder Artikel 5 i Menneskerettighedskonventionen.
Dette forhold er ikke behandlet i kronikken; men der henvises til Institut for Menneskerettigheders og Retspolitisk Forenings høringssvar – og generelt henvises der til E-bogen Otte grunde til at lukke Ellebæk og udrejsecentrene .
Kronik: Skal Danmark stå fast på menneskerettighederne eller udvise flere udlændinge?
SVM-regeringen offentliggjorde et lovforslag om flere udvisninger 30. januar 2026. Den nye regering fremsatte 25. juni et let ændret lovforslag: L 17. Hvis loven vedtages, vil Danmark overtræde kriminalitetsdømte udlændinges ret til privatliv og familieliv, Artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen.
Lovforslaget er stærkt kritiseret i høringssvar fra bl.a. Dommerforeningen, Forsete, Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening, Byretterne, Østre Landsret; Retspolitisk Forening, RUSK, Komiteen for Retssikkerhed, Justitia; Børnerådet, Red Barnet, Foreningen SAVN; Amnesty International, Refugees Welcome, Bedsteforældre for Asyl, Dansk Flygtningehjælp; UNHCR -og to svar fra SOS Racisme. Det er førstebehandlet 13. august og skal tredjebehandles 3.september. Kun i undtagelsestilfælde kan udvisning udelades. Regeringen regner med L 17 at kunne udvise cirka 50 mennesker mere om året.
Hvis de dømte er fra et andet land i EU eller EØS, og er fastboende i Danmark i mere end 5 år, kan de ikke så nemt udvises, og efter mindst 10 år i Danmark, kan de kun udvises, hvis det er bydende nødvendigt. Derfor diskriminerer L 17 også efter nationalitet.
Statsministeren sagde i sin nytårstale 2026: ” Derfor – til de mennesker, der er kommet hertil og begår kriminalitet: I skal ikke være her. (…) Regeringen foreslår derfor, at udlændinge udvises, hvis de begår alvorlig kriminalitet og idømmes mindst et års fængsel. Uanset hvilken tilknytning de har til Danmark. (…) Takket være en stram dansk udlændingepolitik – og hvor vi går til kanten af konventionerne – så udviser vi allerede mange kriminelle udlændinge. Når vi nu kan gå endnu videre. Så skyldes det, at det før jul lykkedes Danmark – sammen med Italien – at samle opbakning fra 27 lande til en ny fortolkning af den europæiske menneskerettighedskonvention. (…) I stedet for at vente flere år på, at det slår igennem i domstolenes praksis, så går vi forrest og gennemfører lovgivning allerede inden sommer”. Alvorlig kriminalitet defineres i L 17 som: grov vold, seksuelt overgreb, organiseret kriminalitet, menneskesmugling, narkotikakriminalitet eller anden lignende alvorlig kriminalitet. Her skal der ses bort fra tilknytningen og familien i Danmark. For borgere uden for EU/EØS afgør kun forbrydelsens alvor, om vedkommende skal udvises, og udvisningen ledsages af indrejseforbud i Danmark og i Schengenlandene i 6 eller 12 år – eller permanent.
Ser vi på udvisningssager for kriminalitet, har Danmark været indklaget for brud på Artikel 8 ved Domstolen i 47 tilfælde fra 2001-2025. 25 sager blev afvist af Domstolen fra at få realitetsbehandling. Den fandt, at de danske domstole havde undersøgt og behandlet sagen omhyggeligt og brugt Domstolens standarder. I 14 sager dømte Domstolen, at Danmark havde ret i udvisningen. I otte domme, dømtes Danmark for krænkelse af Artikel 8, én i 2002 og syv i 2021-2024, og Danmark måtte ophæve udvisningsdommene. Den dømte i 2002 var dansk gift, havde to mindreårige børn, og familien kunne ikke pålægges at tage til hans hjemland. En sag fra 2021 anket til Storkammeret – Menneskerettighedsdomstolens højeste ret – var speciel på grund af gerningsmandens mentale sygdomme, her indsatte Storkammeret sin egen vurdering. I de andre seks udvisningssager lød dommene på 15 – 30 måneders fængsel. Kriminaliteten omfattede vold, grov vold, narkokriminalitet og fund af ladt skydevåben på et offentligt sted. De dømte havde boet i Danmark i størstedelen af deres liv, og havde ikke fået en advarsel i retten om udvisning ved ny kriminalitet. Én havde ikke brudt loven før, andre havde haft længere perioder uden kriminalitet. Én havde et mindreårigt barn og et handicappet andet barn, konsekvenserne for børnene var ikke undersøgt.
Domstolen beskytter ikke alle kriminelle mod udvisning og heller ikke ved alle slags overtrædelser, ved de alvorligste, drab eller terror, vil den sjældent gribe ind. Domstolen vægter de udvistes rettigheder i forhold til befolkningens behov for sikkerhed og orden, og overvejer risikoen for fortsat kriminalitet, og om den dømte var advaret om, at ny kriminalitet medførte udvisning.
Regeringen vil med lovforslaget gå direkte imod hidtidige domme fra Domstolen for at presse den til at ændre praksis. Det svarer til, at man som bilist kører frem for rødt, selvom andre bilister og fodgængere er på vej over gaden. Man ved godt, det krænker andres ret til at gå eller køre over for grønt, og at man kører nogen ned og skader dem! Udover de udvisningsdømte og deres familier vil lovforslaget skade hele menneskerettighedssystemet ved, at Danmark sætter sig op mod Domstolen – og bryder Menneskerettighedskonventionen. Desuden skader det retsstatsprincippet og opfattelsen af Danmark som en retsstat. Tilmed pålægges de danske domstole at dømme imod menneskerettighederne.
Danmark har de sidste ti år skærpet straffe for forbrydelser, og har strammet udlændingeloven og straffeloven for at udvise flest muligt kriminelle. I 2025 ophævede man ”trappestigemodellen”, som gik ud på, at det vil kræve mere eller alvorligere kriminalitet at udvise en udlænding, der har boet længe i Danmark, end en nyankommet. Dog blev modellen kun ophævet for dømte fra lande uden for EU/EØS. Fra 2025 må domstolene ved fængselsdomme kun undlade udvisning, hvis det med sikkerhed vil overtræde Danmarks internationale forpligtelser, når det gælder udlændinge uden for EU/EØS. Hvis L 17 vedtages, vil de ekstra udvisninger, der finder sted, typisk overtræde Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8. Antallet af udvisningsdømte på grund af kriminalitet er steget stejlt de sidste ti år – fra omkring 100 om året i 2015 til 1000 i 2025.
Den omtalte erklæring fra de 27 lande gik bl.a. ud på, at landene selv skulle kunne udvise udlændinge, der dømtes for kriminalitet – uden at blive dømt af Domstolen for at krænke Artikel 8. Både i det oprindelige lovforslag og L 17 mente regeringen, at Domstolen ville følge de 27 landes ønsker, og på pressekonferencen 30. januar sagde regeringen, at man ville presse Domstolen ved at ”gå foran” med ny lovgivning.
Dommerforeningen påpegede en lodret løgn i det første lovudkast: at retstilstanden i lovforslaget var i overensstemmelse med Artikel 8 og Domstolens fortolkning, og at danske domstole skulle lægge det til grund. Dommerforeningen og andre juridiske organisationer skrev, at der i udkastet netop tilsigtes en retstilstand, som ikke er i overensstemmelse med Domstolens hidtidige fortolkning af artikel 8.
L 17 tager også Chişinău-erklæringen til indtægt for lovforslaget. Chişinău-erklæringen blev vedtaget enstemmigt af alle 46 lande i Europarådet 15. maj 2026. Men dette giver ikke de enkelte lande Carte blanche til at bryde med Domstolens praksis: ”Det er primært op til de nationale myndigheder at foretage afvejningen i lyset af de kriterier, der stammer fra Domstolens retspraksis, og vurdere, om der er relevante og tilstrækkelige grunde til at udvise en udlænding, der kan udgøre en trussel mod den offentlige orden og den nationale sikkerhed fra deres område, herunder den vægt, de tillægger arten og alvoren af den forbrydelse, de har begået”. Og erklæringen fastslog, at landene skal rette sig efter Domstolens afgørelser.
L 17 skader ikke kun dem, som Danmark uretmæssigt udviser – og som vi må give erstatning, opholdstilladelse og hjemrejse til Danmark til, hvis de reelt bliver udvist.
Det er også et angreb på hele menneskerettighedssystemet og på domstolenes uafhængighed.
Hvis andre lande følger Danmark, kan det i sidste ende føre til opløsning af de regelbaserede samfund i Europa.