Danmarks Demokraterne fremturer i partiformandens menneskekrænkende idealer
Kommentar til Danmarksdemokraternes annonce den 20 august
Med tvangen i udspillets punkt 15 til at identificere ”negativ social kontrol og dominanskultur” kan DD’s udspil bruges som hovedeksempel på partiets ønske om at øve politisk og populistisk negativ kontrol.
NU skete det: DD demonstrerede sin vilje til at slippe svinehunden løs, helt i overensstemmelse med hvad partiets straffede formand lovede efter at have udstået sin straf og dannet sit parti til nedbrydelse af det danske demokrati.
Ved dommen over den forhenværende minister Inger Støjberg den 13. februar 2021 var bl.a. Den Europæiske Menneske Rettigheds Konvention artikel 8 blevet groft negligeret:
Artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention lyder: Stk. 1: Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance. Stk. 2: Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til national sikkerhed, offentlig tryghed, landets økonomiske velfærd, forebyggelse af uro eller forbrydelse, beskyttelse af sundhed eller sædelighed, eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.
Samtidig med dommen udtalte Inger Støjberg at hun ville blive ved med sine overtrædelser, som hun imidlertid forkert betegnede som en beskyttelse af unge piger. Forkert, fordi hun var blevet dømt for det modsatte. Desværre var der så mange der troede på hende, at der kunne dannes et parti. Ciceros talemåde fra oldtiden kommer op i erindringen: Errare humanum est:’ Det er menneskeligt at fejle;’ her er det så på sin plads at huske på det efterfølgende sed perseverare turpe, ’men at fremture er skændigt’. Partiets annonce viser, at DD virkelig vil ’fremture’, så man mindes om at det er menneskeligt at fejle, men det er skændigt at fremture.
Det er denne skændighed, annoncen nu reklamerer for med henblik på vores undervisningsinstitutioner.
Her et blot nogle få eksempler fra DD’s annonce:
Punkt et: Partiet ønsker ’negativ social kontrol’ afskaffet. Redskabet til afskaffelsen er negativ social kontrol med eleverne.
Punkt tre: Alle elever skal give rektor håndtryk. Der har partiet vist gjort regning uden vært. Det er mere end tvivlsomt om nogen rektor vil finde sig i at en straffet partiformand skal bestemme om rektorer skal give hånd til alle elever. Men det ligner hende. Det var præcis den form for ligegyldighed over for andre mennesker, der bragte hende til doms.
Punkt fire: Elever skal underskrive at de vil overholde de danske værdier: de kan vel bare efterligne Inger Støjberg som ganske vist skrev under på at hun ville holde Grundloven og rette sig efter Folketinget love, hvorefter hun altså overtrådte den der ikke passede hende og nu fremturer. Skal Inger Støjberg være rollemodel?
Således kan man gennemgå alle de femten punkter og få synet forsnævret af de DD’ske hadefulde ideer til at gøre Danmark til et usselt opholdssted for både gammeldanskere og nytilkommere. Værst for unge mennesker, der måske mangler de voksnes hårde hud. Som pensioneret underviser i gymnasieskolen er jeg naturligvis ude af stand til at fortælle den straffede partiformand, at jeg aldrig ville have rettet mig efter sådanne menneskefjendtlige ideer. Til gengæld håber jeg at folk med fornuft i behold og hengivenhed for vores unge, der skal uddannes og dannes, vil have bedre moralske ambitioner, end Inger Støjbergs at dele med den næste generation.

