Hjemsendelsen af flygtninge er samvittighedsløs og trækker Danmarks ry igennem sølet.
af Marianne Olsen og Anne Nielsen, medlem af bestyrelsen, Retspolitisk forening og Redaktør af Tidsskriftet SOS Racisme, hhv. Medlem af Landsrådet i SOS Racisme
Vi anklager regeringen og Folketingets flertal for at svigte vælgerbefolkningen ved at udsætte syriske flygtninge for overgreb, hvis de bliver sendt tilbage til det diktatur, de er flygtet fra.
Regeringen og Folketingets flertal ser ud til at kunne enes om at inddrage opholdstilladelsen for de syrere, som indtil nu har søgt og fået beskyttelse hos os på grund af borgerkrigen i Syrien.
Syrien er stadig for farlig at sende nogen hjem til
Det er en kendt sag, at Assadregimet har slået sin egen befolkning ihjel både med giftgas og ved at kaste bomber. Men lige i øjeblikket er disse to krigsvåben indstillet i Damaskus og egnen omkring Damaskus – Rif Damaskus; det er angiveligt grunden til at man ikke længere vil beskytte flygtninge derfra. Men krigen i Syrien fortsætter nu på elfte år.
Syrien regeres stadig som et diktatur med Bashar Al-Assad som diktator, et menneske, der hele sin regeringstid har forfulgt de landsmænd, han og hans medløbere mente var uenige med ham. Det sker stadigvæk, og det er formentlig grunden til at Danmark ikke ønsker at have diplomatiske forbindelser med Syrien. Der mangler simpelthen sammenhæng mellem at ville inddrage syrernes opholdstilladelse og vores eget fravær fra landet.
Samtidig er regeringen ganske klar over at man er ude af stand til at tvangshjemsende disse mennesker, så derfor anbringer man dem på udrejsecentre, hvor de skal leve et uværdigt liv, et liv som ingen kan være bekendt at byde noget menneske her i landet. Man mærker hensigten og bliver forstemt. Derfor anklager vi regeringen og Folketingets flertal.
Lad os se på sagen fra vores egen side, altså fra de danske vælgeres side:
Vi anklager en sådan hjemsendelse, fordi regeringen og Folketingets flertal fralægger sig ansvaret i det øjeblik flygtningene er uden for Danmarks grænser.
EU: i øjeblikket er forholdene i Syrien ikke til stede til at fremme frivillig tilbagevenden
Ja, men er de da ikke i sikkerhed, når der hverken angribes med giftgas eller kastes bomber i Damaskus – eller Rif Damaskus: det store landområde uden om og øst for Damaskus?
Nej, for deres liv er i fare, hvis de tager hjem: Allerede i november sidste år fik EU invitation til en konference i Damaskus om flygtninges tilbagesendelse. I en pressemeddelelse den 10. november 2020 fastslås det at EU ikke deltager i konferencen. I Meddelelsen1 står der bl.a.:
”Selv om beslutningen om at vende tilbage altid skal være en individuel beslutning, er forholdene i Syrien i øjeblikket ikke til stede til at fremme frivillig tilbagevenden i stor skala under sikre og værdige forhold i overensstemmelse med folkeretten. De begrænsede tilbagesendelser, der har fundet sted, viser de mange hindringer og trusler, som internt fordrevne personer og flygtninge, der vender hjem, stadig står over for, især tvangsrekruttering, vilkårlig tilbageholdelse, tvungne forsvindinger, tortur, fysisk og seksuel vold, forskelsbehandling i forbindelse med adgang til bolig, land og ejendom samt ringe eller ikke-eksisterende basale tjenesteydelser.”
Acleddata.com2: Anholdelser, tortur og drab på civile i Damaskus By og Rif Damaskus.
Eksempler på vilkårlige tilbageholdelser i Damaskus og Rif Damaskus fulgt af tortur og drab, kan man finde i den offentligt tilgængelige database om politisk vold som overgreb på civile hos acleddata.com. Krigsbegivenhederne er angivet med dato, sted, antal døde, hvem der blev overfaldet eller forfulgt, og hvem, der udøvede volden, og konsekvensen heraf for offeret.
Eksempler fra Damaskus:
1. maj 2020: ”En kvinde døde 1. maj 2020 pga. tortur eller mishandling i et regime fængsel i Damaskus By, efter hun var blevet arresteret på Kontoret for Indvandring og Pas. Den 11. maj indkaldte regimets styrker hendes mand i (…), Damaskus og beordrede ham til at afhente liget af sin hustru på Tishreen Militærhospital.”
21. december 2020: ”Omkring den 21. december (ifølge rapporten) døde en civil mand fra Deir-ez-Zor-provinsen under tortur i et af regeringens fængsler i Damaskus By.
Han blev arresteret på et af regeringens checkpoints i Damaskus, lige efter han var vendt tilbage fra Libanon i maj 2020”.
Eksempler fra Rif Damaskus (Rural Damascus):
”Den 9. februar 2021 skød og dræbte soldater fra regeringens republikanske garde en civil, der nægtede at stoppe ved checkpointet i Al-Hama by i Rural Damascus”.
”Ca. 15. februar 2021 (ifølge rapporten) døde en mand under tortur i et af regimets fængsler, kodet som Sednaya Militærfængsel3. Han var blevet arresteret for flere måneder siden”.
”Ca. 1. marts 2021 døde en civil fra Tafas, på landet i Dar’a under tortur efter at have været tilbageholdt mere end to år i Sednaya Militærfængsel”.
Dansk Flygtningehjælp har gentagne gange advaret mod at sende flygtninge tilbage, for det er at sende dem retur til det, de er flygtet fra. I en debatudsendelse på DR2 den 8. april sagde Haifaa Awad, der kommer fra Syrien, at hun tager tilbage for at opbygge sit land, så snart Assad-regimet er styrtet, men at det er håbløst nu at tænke på at bygge noget op: Hun sagde udtrykkeligt, at der ingen sikkerhed er under hans styre.
I den senere tid har pressen bragt flere enkeltsager frem. Deriblandt en beretning om en kvinde, der skal til studentereksamen til sommer, og en sygeplejerskestuderende. Hvis de kommer på udrejsecenter, kan de ikke fortsætte eksaminer og uddannelse, som ellers ville give dem mulighed for at forsørge sig selv og være til gavn for det samfund, der har hjulpet dem indtil i dag. De skal så bare bruge skatteborgernes penge på et ophold til ingen nytte, til stor skade for sig selv og til økonomisk skade for skatteborgerne og desuden til vores skam i stedet for den glæde for eksaminanderne at give noget af det tilbage, som de med taknemmelighed har modtaget.
Og hvilket liv er det så der venter i et udrejsecenter?
Vi ved allerede at der fra politisk hold har været ønske om at folk ’i udrejseposition’ skal have det så utåleligt som muligt. Det var Inger Støjbergs ønske, og Mattias Tesfaye er lige så uvenlig. Fjendtligheden udfører man med såkaldt motivationsfremmende foranstaltninger, som har vist sig ikke at virke på andet, end at medføre psykisk lidelse og ødelægge folks uddannelser, arbejde, familieliv og kompetencer:
Hvis man ifølge myndighederne ikke samarbejder tilstrækkeligt om hjemsendelse til Syrien, får man opholdspligt på et udrejsecenter. Man har som udgangspunkt pligt til at overnatte der hver nat. Og desuden meldepligt: man skal melde sig via elektroniske standere flere gange ugentligt på sit center. Mange får også pligt til at underrette, hvis man ikke er på sit tildelte center mellem kl. 23 og 06. Overtrædelser heraf medfører lange fængselsstraffe, helt i strid med proportionalitetsprincipper i dansk strafferet. Straffene hæves yderligere pr. 1. juni til max. 2 år, for så skulle Danmark have bygget fængselspladser nok! Det er rendyrket formålsløs ondskab!
Hvis de foranstaltninger viser sig ikke at være tilstrækkelige, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriets pressetjeneste, bliver frihedsberøvelse – typisk i Ellebæk – brugt, men det får tit heller ikke udlændingen til at skaffe rejsedokumenter og i det hele taget medvirke til at forlade Danmark. En del flygter dog til et andet land eller skjuler sig i Danmark.
Hvem har ansvaret for tortur, drab og forsvindinger i Syrien?
Og for nu at gentage misèren – herefter er både Udlændingestyrelsen, regeringen og Folketingets flertal fri for ’udlændingen’. Om den tidligere asylmodtager herefter bliver kidnappet, chikaneret, torteret eller henrettet, det angår ikke myndighederne.
Men her er de altså ikke i overensstemmelse hverken med store dele af civilbefolkningen eller med konventionerne om Menneskerettighederne. Og det er derfor vi anklager en skalten og valten med folks liv, som vi faktisk har ansvar for.
Ansvar synes i den situation at være en by på Mars: Da Socialdemokratiets udlændingeordfører Rasmus Stoklund i Debatten på DR2 skulle udtale sig om den fare han var medskyldig i, undskyldte han sig med at han ikke vidste noget om det, for han blev kun betalt efter en så beskeden lønramme, at man ikke kunne forlange den viden af ham.
I debatudsendelsen bebrejdede en af deltagerne politikerne for deres hensigt og sagde: ”De har gjort alt hvad vi har bedt dem om.” Inger Støjberg svarede hertil, at det havde de jo ikke, når de ikke var rejst hjem.
Vi anklager Regeringen og Folketingets flertal
Derfor anklager vi Regeringen og Folketingets flertal for en samvittighedsløshed, som vi anser for skandaløs, og Danmark er da også det eneste land i EU, der har til hensigt at sende sine tidligere asylmodtagere tilbage til vold og død – uden nogen skrupler. Vi anklager vores ansvarshavende, fordi de trækker Danmark gennem sølet ved at behandle vores flygtninge så ringe.
Vi som har valgt dem, bliver nemlig også ansvarlige for en behandling, der er imod Menneskerettighederne. Hele landet bliver hængt ud på grund af et indskrænket, brutalt styre, der er meget kortsigtet. På længere sigt er den førte politik til ubodelig skade for os alle, økonomisk og menneskeligt.
En kort version af debatindlægget er bragt i Weekendavisen, 29.4.2021: https://www.weekendavisen.dk/2021-17/samfund/ikke-i-vores-navn (for abonnenter)
1https://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2020/11/10/syria-declaration-by-the-high-representative-on-behalf-of-the-eu-on-the-refugee-conference-in-damascus/. Pressemeddelelse om tilbagesendelser til Syrien. EU, Rådet.
2Acled står for: The Armed Conflict Location & Event Data Project, og opgraderer hver 14. dag deres database om politisk vold, inkl. krige i hele verden. De har databaser om voldelige begivenheder for såvel geografiske områder som for vold mod civile, kvinder, vold relateret til Covid-19, vold relateret til særlige kampe og grupper. Man skal registrere sig for at foretage udtræk. Se SOS Racismes danske vejledning, eller brug dem på acleddata.com under Resource Library
3https://www.amnesty.org/download/Documents/MDE2445082016ENGLISH.PDF Amnestys rapport, 2016, om forbrydelser mod menneskeheden i Sednaya Militærfængsel: It breaks the human.