Share on facebook
Share on twitter
Share on linkedin
Share on pinterest
Share on reddit
Share on telegram
Share on whatsapp
Share on email
Billedet

Flygtningenævnet er ikke uvildigt

Se mere i Anne Nielsens kronik om Flygtningenævnets manglende uvildighed på Sameksistens.com

Efter Udlændingeloven skal en ud af tre medlemmer af Flygtningenævnet gøre tjeneste i Udlændinge- og Integrationsministeriet og være indstillet af udlændinge- og integrationsministeren, og det samme gælder en ud af tre medlemmer af Flygtningenævnets Koordinationsudvalg. Det har de seneste år været kontorchefen for Asyl og Visum, der har siddet i Koordinationsudvalget, som blandt andet lægger nogle overordnede linjer for Nævnets praksis.

Hver anden måned ser Koordinationsudvalget et praksisnotat om sager og forhold i bl.a. de lande, der er i nær en § 3-situation, dvs. en situation, hvor landet ifølge § 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ulovligt at tilbagesende nogen til – det gælder både kriminelle og ikke-kriminelle. Hvordan kan ministeren og regeringen så bare vaske hænder og påstå at en asylsag har været gennem to uafhængige instanser: Udlændingestyrelsen, som hører direkte under ministeriet, og Flygtningenævnet, hvor en ud af tre er udpeget af ministeren? Kan en kontorchef, hvis daglige arbejde består i at gennemføre regeringens politik på området: få færrest muligt asylansøgere til Danmark og ophæve opholdstilladelser for flest muligt flygtninge, glemme sin hovedopgave den dag, han er i Flygtningenævnet? Sammenblandingen af de to jobs er med til at få Flygtningenævnet til at fungere som regeringens forlængede arm – i stedet for en uvildig domstolslignende instans. Samtidig vurderes behovet for beskyttelsesasyl alt for strengt og tilfældigt, da nævnsmedlemmerne ikke har ekspertise her, og da den information, de har om forholdene i landet ikke altid er opdateret og i nogle tilfælde heller ikke troværdig. Den bygger hyppigt på myter, der gør afslag på asyl såvel som udsendelse mere bekvem.