Den 7. august 2008 bragte Politiken en kronik, der påviste karikaturtegningernes konsekvenser. I 2005 underviste jeg i islam, og det var tydeligt at den daværende statsminister enten talte mod bedre vidende eller af uvidenhed, da hans politiske sans slog fejl, og han handlede til skade for landet.
Nu koster karikaturerne igen liv. Det er en god ide at gå helt rundt om dette dilemmafyldte, sprængfarlige område. P1 debat gør et prisværdigt forsøg i dag.
Kronikken kan læses her:
Élie Barnavi: De morderiske religioner. Politikens kronik den 7/8 2008.
Hvad taler vi egentlig om?
Hvad er det egentlig vi taler om, når vi taler om Religioner? Det kunne jo være meget rart at vide nøjagtigt, når vi nu har en statsminister, der helst ikke ser religion i det offentlige rum, mens en stor statspersonlighed som Madeleine Albright siger at det er urealistisk at tro at man kan skille politik og religion. Som diplomat har hun måttet tage hensyn til de mennesker hun har forhandlet med og erkendt at hos mange af sine forhandlingspartnere var hun simpelthen nødt til at tage deres religion med i betragtning. Den slags komplikationer kan man ikke bare afvise ved ikke at ville tale med folk, sådan som vi måtte leve med at statsministeren gjorde, da han skulle reagere på de famøse karikaturtegninger.
Élie Barnavie, historiker, forfatter, diplomat
For bedre at forstå disse problemstillinger er det en rigtig god idé at læse Élie Barnavis bog, Les religions meurtrières, de morderiske religioner. Élie Barnavi, der er historiker, var Israels ambassadør i Frankrig 2000-2002. Han har været medlem af Fred nu-bevægelsen I dag leder han den videnskabelige komité for Musée de l’Europe i Bruxelles.Bogen består af ni teser om ’religion’ et begreb som han kalder et ’kuffert-ord’ hvori der kan være plads til rigtig mange forskellige ting. Élie Barnavi mener, at alle religioner er politiske, og han argumenterer for sin opfattelse, idet han ikke ser bort fra nogen nuance, så vidt jeg kan se. Derfor kan han heller ikke give nogen endelig løsning på problemet, men er vi ikke også kommet dertil i forståelsen af vores globale samfunds beskaffenhed, at det er naivt og oven i købet grusomt at forestille sig et endeligt resultat ’Religion’ er godt nok et enormt område ”Meget mere omfattende end et bedehus.”
Religion som et kuffertbegreb
Denne uklare og bekvemme betegnelse dækker over trosforestillinger og myter, praksis og institutioner, tekster og traditioner, steder og rejseruter, den vold der hører til ofring og den trøst der ligger i bønnen, de troendes broderskab, krigen mod den vantro, guders og helgeners, heltes og skurkes ansigter. Det er også magtstrukturer, et net af udvekslinger, en nøgle til fortolkning af verden, en balsam på individets og samfundets eksistentielle angst. Endelig er det et system af symboler, der giver betydning, håb, værdier og identitet, og det er netop derfor, religion skaber så megen vold. Disse ting er tilstrækkeligt betydningsfulde til at de er værd at slå ihjel og lade sig slå ihjel for. Selv de religioner der anses for at være fredelige – hinduismen, buddhismen, zen og kristendommen, selvfølgelig, Bjergprædikenens religion, martyriets religion, som vil vende den anden kind til har udgydt blod eller henfalder til vold.”
‘Det hellige’ er et universelt begreb i modsætning til de enkelte religioner
Samtidig er det naturligvis vigtigt, understreger Barnavi, at forstå at man ikke kan hæfte den samme etikette på alle religioner. For mens sansen for fænomenet ’det hellige’ er universel, er der ikke nødvendigvis sammenfald mellem ’det hellige’ og ’religion’. Élie Barnavi, der har specialiseret sig i Vestens historie, gør opmærksom på at det kun er i Vestens kultur, at ordet ’religion’ har noget indhold. Det hænger sammen med at området for det hellige i Vesten er adskilt fra andre sociale aktiviteter, og han mener at det er væsentligt at forstå at denne modsætning, der altså ikke består mellem det profane og det hellige, for den modsætning er almen, men mellem religion og andre former for organisation, især Staten, er så fundamental for den vestlige mentalitet, at folk i Vesten ikke forstår at det er noget specielt og at den opfattelse ikke giver mening i andre kulturer.
Vesten i modsætning til andre kulturer
” I vil sige at det er et spørgsmål om ord, men ord er vigtige. Man har en tendens til at glemme det i en snakkekultur som vores, hvor den mindste smule tavshed opfattes som en ubærlig aggression og hvor kun overdrivelsen og svulstig tale har en chance for at blive hørt i den almindelige larm. For at skærpe vores sanser, der er blevet blaserte af den uophørlige lavine af ord og billeder, skal et mord fremstilles som et blodbad, et blodbad som en massakre, en massakre som folkemord. Man har bebrejdet den stakkels Bush meget at han talte om korstog mod terrorismen. Men, bortset fra at det snarere er forunderligt at han kunne finde sådan et udtryk i sit ordforråd, der ellers er lige så rigt som en tegneserie, har han jo kun tilpasset sig vor tids sproglige inflation.”
Din og dat og Montaigne
Barnavi fortæller at det der svarer til ’religion’ på arabisk hedder din, loven, og det er slet ikke det samme. Hebraisk har lånt det persiske ’dat’ med den samme betydning. Det er mere tankevækkende, synes jeg, end dette at gøre nar af islam og jødedom som ’lovreligioner’, for vi mener jo også at vores lov skal holdes, vi vil bare selv lægge navn til. Men alle disse realiteter gør selvfølgelig sagen uklar. Barnavi citerer Montaigne for at sige: ”Men jeg synes at der ikke er noget barbarisk i denne nation […] undtagen at enhver kalder det der ikke er hans egen vane for barbarisk; det ser ud som om vi ikke har nogen anden målestok for sandheden og fornuften end det eksempel vi har fra det lands ideer. hvor vi hører til Der er altid den fuldkomne religion, velopdragenhed, perfekt og fuldkommen skik og brug i alle ting.”
Den kulturelle relativisme contra den moralske
Barnavis tanke, som er så væsentlig at den hele tiden må følge det demokratisk sindede menneske, der samtidig vil forstå sin tid og afgøre sin holdning er: ”Den kulturelle relativisme er ikke dårlig i sig selv. Den har tilladt at se mennesket bag den fremmede, snarere end den fremmede bag mennesket, sagt på en anden måde, at udtænke begrebet menneskehed. Men der hvor den somme tider fører til moralsk relativisme, har den været ødelæggende for immunforsvarets systemer. Og det er en katastrofe. Skal vi her i vesten beskæftige os med religioners farlighed, kommer vi ikke uden om islam. I sin bog, der er fra 2006 gør Élie Barnavi opmærksom på at i dag er det islam der skaber frygt. Med undtagelse af Sri Lanka og Nordirland indbefatter alle de religiøse konflikter vi finder på kloden i dag muslimer. Der er en skadelig vrede fra de muslimer der forstår sig selv som bærere af de ”sande” muslimske værdier, både imod de stater, der som dem i Maghrebområdet i Nordafrika, Indonesien, ja selv Saudiarbien har solgt sig selv til Vesten. Der er altså ifølge Barnavi en terroristisk islamisk internationale, der har erklæret det ’ateistiske Vesten’ en nådesløs krig. Denne krig er ”en umiddelbar følge af globaliseringen som giver den en særlig farve og skaber et enestående og særlig skadeligt væsen i religionernes historie.”
I Koranen kan man finde alt
Desværre nytter det ikke at undersøge islam som religion, for den siger i sig selv så mange forskellige ting, er, som Barnavi siger, et kuffertbegreb, vi kunne kalde det et samlebegreb, men kufferten er et godt billede i denne sammenhæng. Hvis vi gør det alligevel, finder vi for eksempel (jeg citerer nogle af Barnavis eksempler):Dræb dem, hvor I end finder dem; afgudsdyrkelse er værre end massakre i krig Eller: Hvis I dør i kamp eller på Guds vej, vil Guds nåde og barmhjertighed vente jer. Eller: O, I troende, bekæmp de vantro blandt jeres naboer, så de kan mærke jeres strenghed over for dem. Men der står også: Hvis en afgudsdyrker beder dig om asyl, skal du give ham det, for at han kan høre Guds ord, Og Ingen vold i religiøse sager. Sandheden kan let skelnes fra fejltagelsen. Og: Sig, Sandheden kommer fra Gud. Lad den som vil tro, tro og den som vil være vantro, være det. Man kan altså ikke bruge Koranen som argumentation for det ene snarere end for det andet og, som Barnavi siger, det kommer an på hvad læseren bærer med sig, hvad man som læser mener, inden man går i gang. Kort sagt hvilke fordomme man har. Ja, hvad skal man så gøre?
Ligesom i de to andre monoteistiske religioner
For man kan altså ikke sige at Osama Bin Laden er mere eller mindre muslim end Abdul Wahid Pedersen, lige så lidt som man kan sige at Søren Krarup er mere eller mindre kristen end Leif Bork Hansen. Barnavi går som historiker naturligvis til historien og forklarer nutidens tilstand med reaktioner på fortiden, og mener at muslimernes følelse af ydmygelse går helt tilbage til 1683, da tyrkerne blev standset ved Wiens porte. Det er en vigtig pointe for ham, at uoverensstemmelsen er så gammel. Og så peger han på at vi bliver nødt til at forstå, at det ikke kun er indvandrerne der er fremmede, fordi de kommer ind i et samfund, de ikke forstår, men at også vi er fremmede, fordi vi ikke forstår dem. Her har vi en ny situation. I mange tilfælde er dialog mulig, hvis der er politisk vilje til det.
Dialog og styrke
Det kræver træning, fasthed og åbenhed. Men dialog er slet ikke nok. Styrke er et andet absolut for at hindre ragnarok. Også det skal vi have øjnene åbne for. Som alle der behandler disse problemstillinger, har Barnavi også en vurdering af den danske karikaturkrise, som man med martyrmine ynder at kalde Muhammedkrisen her i landet: ”Det seneste af disse indfald, og utvivlsomt det vi kan lære mest af er sagen med de danske karikaturtegninger. Det drejer sig, husker De nok, om en halv snes tegninger der for første gang blev offentliggjort den 30. september 2005 af Jyllands-Posten, og en af dem viste Profeten med en bombe med lunten tændt i turbanen. Efter fire måneder kom den veliscenesatte eksplosion og tændte den muslimske verden i brand ugevis i træk og fremkaldte snesevis af menneskers død. De værste voldsomheder fandt sted i Nigeria i februar hvor en pogrom som de kristne var offer for mod nord, hvor majoriteten er muslimsk var svaret på en antimuslimsk pogrom i det overvejende kristne syd. Som så ofte forøgedes den religiøse konflikt her med et etnisk sammenstød mellem kristne Iboer i syd hvis flertal holdt håbet levende om et uafhængigt Biafra imod de muslimske Hausaer i nord.” Netop i slutningen af september, begyndelsen af oktober 2005 arbejdede vi i klasserne i 3.g med islam, og sagde til hinanden at det var et voveligt tiltag, og da flere forskellige myndighedspersoner og ansvarlige offentligt udtalte, netop ret lang tid efter, at det havde de ikke kunnet forudse, mente mine elever at det da var mærkeligt, for det var faktisk lige det de havde ventet på.
En løsning? Løsningen?
Og hvad skal vi så gøre ved alle disse uoverskuelige realiteter? Élie Barnavi rejste rundt i Frankrig for at finde ud af hvad myndighedspersonerne, i dette tilfælde præfekterne mente om den sag. En af dem svarede: ”Respektere de andre, respektere sig selv, forlange at de andre respekterer én.”. Og Barnavis løsning på den baggrund er følgende absolutter: ”Her slår man ikke sin kone, man omskærer ikke sin datter, man slår ikke sin søster ihjel under påskud af at hun har tilsmudset familiens ære ved at afvise den ægtemand som man ville påtvinge hende. Her er samvittigheden autonom og religionen opstår ved individets frie valg. Her tolererer vi ingen demonstration af religiøs sekterisme hadefulde prædikener er bandlyst, opfordring til vold er forbudt ved lov.(…)”[Den franske Republik] bør ikke kun forbyde at man bryder dens love, den skal forlange at man tilslutter sig dens etik. Da de ikke længere er indlysende (men har de nogensinde været det?) skal borgerskab ledsages af en troskabsed til demokratiets fundamentale principper. ”Det er sandelig kompliceret, og det ville også blive kompliceret at overføre det til danske forhold. I Europa viser demokratiet sig netop ved at i hvert fald de indfødte borgere har lov til at være imod demokratiet. Men det er tankevækkende, og måske skulle vi indfødte også tænke over problematikken for vores eget vedkommende; men hvis det skulle være et ideal, måtte mindretallene have langt større vægt end i dag, hvor demokratiet mere og mere ligner ochlokrati, altså flertalsvælde eller, som fremmedordbogen oversætter: pøbelvælde.
Élie Barnavi slutter sin niende tesis med at skrive: ”Men hvis demokraterne ikke vil gøre dette arbejde, vil fascisterne” (…)”Men hvem har lyst til at leve i en verden hvor politik skulle reduceres til et truende sammenstød mellem islamistiske fascister og fascister slet og ret?” Barnavi slutter ganske vist sin sidste tesis med disse ord, men herefter har han vist manuskriptet til en ’fin kender af den muslimske verden’ hvis navn han ikke opgiver, fordi han mener at det ikke ville sige læseren noget. Denne kender citerer han for bl.a. at sige: ”Kan en kamp mod noget være den store sag i dette århundrede?” Det mener han ikke. At være imod er ufrugtbart. Man skal se realiteterne i øjnene og ”bygge noget nyt, formulere en ny identitet, en ny politisk orden, en ny social udvikling og menneskelig solidaritet i et globaliseret samfund, hvis kulturelle identitet dramatisk er blevet endevendt af den demografiske udvikling.”