Den politiske historieløshed skriger til himlen: offentlige bogbrændinger burde være forbudt. De burde defineres som handlinger, IKKE som ytringer. Vi ved hvad de har ført til i fortiden, og vi ser nu at det gentager sig, at det igen bliver en erfaring, at hvis man ikke vil lære af fortiden, kommer man til at gentage den. Og det kan vi ikke snakke os fra. Diskussionerne om koranafbrændinger afslører politikernes splittelse.
Når vi i SOS Racisme frarådede at afskaffe blasfemiparagraffen, var vores vigtigste grund at forhindre diskrimination. Der er så meget udtrykt had mod vores religiøse minoriteter, som har det svært her i landet. SOS Racisme har gentagne gange prøvet at få vedtaget en handlingsplan mod racisme i Folketinget i lighed med planen mod antisemitisme, der er vedtaget. Vores holdning er altså først og fremmest rettet indad mod vores eget samfund og de politikere vi har valgt, inden vi tænker på hvordan verden vil reagere.
Sos Racisme er en NGO, der er uafhængig af politiske partier, vores medlemmer er dels apolitiske, dels medlemmer af forskellige partier. Det er altså tilfældigt at det netop her nedenfor passer at citere Enhedslisten:
Inden Rosa Lunds indlæg var at læse her i den 15. august havde denne skribent, der er redaktør af SOS Racismes tidsskrift, fået tilsendt en udtalelse af partiets antiracistiske udvalg, dets mindretal, som vil blive optaget i vores tidsskrift. Her hedder det bl.a.: “Vi tager afstand fra, at Enhedslisten allierer sig med højrefløjen i stedet for at solidarisere sig med vores muslimske medborgere. (…)
Medborgerskab hindres, modborgerskab fremmes med fremtidige konsekvenser.
Vi opfordrer Enhedslisten til at pege på løsninger af “korankonflikten” ved f.eks. at kræve genindførelse af blasfemiparagraffen eller evt. støtte andre sanktionsmuligheder. Antiracistisk Udvalg d. 6/8 2023″
Rosa Lund tilslutter sig i sit indlæg klassekampen og den venlige holdning til religiøse minoriteter, alligevel stemmer hun og Enhedslistens flertal sammen med højrefløjen. Det kan umuligt komme til at stemme.
Et af argumenterne imod blasfemiparagraffen var/er at ‘vi ikke beskytter guder, men mennesker’.
Nu er det et faktum, at ingen ved noget om guder eller Gud, da det er fænomener fra et helt andet område end det faktuelle. Blasfemiparagraffen har, siden den blev indført i 1866, ikke at forveksle med racismeparagraffen fra 1939, altid beskyttet mennesker. At den somme tider derved også har beskyttet magtfulde institutioner er også sandt. Derimod har loven om ytringsfrihed, der er sikret i Grundloven, sine rødder i at kontroversielle ytringer kan rettes mod magthavere, og det er netop i den funktion frie ytringer gør sig bedst, hvorimod de er modbydelige, når de bliver til fjendtlighed over for minoriteter – blot fordi de er minoriteter. Det er racisme.
Men den personlige holdning, der ønsker, at vores minoriteter skal have det godt i vores og deres fælles samfund mangler vi hos lovgivernes flertal, og så er det egentlig ligegyldigt hvordan vi reagerer nu, da der virkelig er brand i verdens gader. Dansk politik vil vise sig krybende og bange, fordi den mangler moralsk mod og omsorg for landets borgere.