Demokrati og retsstat

Demokrati og retsstat

Hal Koch siger om retsstaten:

”Hvis retten blot er det, som flertallet kan ”sjakre” sig til enighed om og påtvinge mindretallet, er der jo ingen grund til at tale så stærkt om ”retsbevidsthed” og ”retsstat” og ”retssikkerhed”. Og så er der jo heller ikke grund til at forarges alt for meget over, at det i andre stater i stedet er mindretallet der påtvinger flertallet sine interesser.”

Danmark udelukker i 2023 11% af befolkningen over 18 år fra at have stemmeret. Det er over en halv million mennesker. Så vi spørger: er det danske samfund et demokrati?

Kommunal-regions- og EU-valg efter fire års ophold her i landet er en god model for også at kunne deltage i Folketingsvalg. Vi synes, det er rimeligt at tildele statsborgerskab til borgere, der har boet her i landet i fem år.

Siden 1980 er ca. 642.000 indvandret til Danmark og ca. 100.000 er født her som efterkommere og er nu over 18 år. Men af de 642.000, som er indvandret (blå + røde søjle), har i 2023 kun 24% – dansk statsborgerskab (blå søjle): mindre end hver fjerde. Af de indfødte unge med udenlandske rødder (grågrøn + gul søjle) har 82% – 5 ud af 6 – dansk statsborgerskab. Og tager man hele gruppen med udenlandske rødder under et (søjler i alle farver), har nu kun 32% – under en tredjedel af alle med udenlandsk baggrund – dansk statsborgerskab (blå + gul søjle). Andelen der ikke kan stemme til Folketingsvalg er fra 1980 til nu steget fra 54% til 68%. Hvorfor? Fordi kravene til såvel permanent ophold som dansk statsborgerskab er strammet helt urimeligt – især efter 2005, med hårde sprogkrav og på næsten alle tænkelige områder.

 Indtil 2004 – kunne unge på 18 år få dansk statsborgerskab ved erklæring, hvis de var født eller opvokset i Danmark. Det er unge, som taler, skriver og forstår dansk, og har lært om dansk kultur, historie og samfund i skolen. Men nu er det altså hver sjette af dem, der alligevel ikke får det, når de bliver 18 år. 

Den gennemsnitlige alder for at få dansk statsborgerskab for minoritetsunge født i Danmark var i 2021 28 år: dvs. 10 år uden valgret til Folketinget.

En ny ”stramning” i 2021 betød at de 18-årige, der først er flyttet til Danmark efter de blev 8 år skal opfylde krav om fuldtidsarbejde i mindst 3½ år ud af de seneste 4. De kan dog søge dispensation inden de bliver 22 år. Det kan blive et valg mellem statsborgerskab og videregående uddannelse. Vi mener at ”stramningen” er ren chikane og afslører en brutal lovgivning, som er uværdig for det danske Folketing.

Folk med rødder i udlandet uden dansk statsborgerskab arbejder her, forbruger, og betaler skat og moms. Men de udelukkes fra demokratisk indflydelse på den del af styret, der betyder mest: lovgivningen og regeringsførelsen. De kan aldrig have sikkerhed for, at de kan blive i Danmark!

Kun én ud af tre kan stemme til Folketinget, så de politiske partier får ikke så mange stemmer igen fra disse aktive borgere ved at føre en politik, der inkluderer dem. Vi ser tydeligt følgerne: Folketingsflertallet bejler til majoritetsdanskere med en skeptisk eller fjendtlig indstilling over for minoriteterne. Nogle politikere demonstrerer det tydeligt og stræber ligefrem efter at nedgøre det muslimske mindretal med “værdipolitik ”og udelukker f.eks. flest muligt fra velfærdsydelser.

 Det er desværre flertallet af lovgiverne, der gør sig skyldig i jævnligt at ”stramme” lovgivningen. De konservatives yndlingsbetragtning de seneste år har været, at dansk statsborgerskab skal være et privilegium, og de har tilslutning fra mere højreekstreme partier. Men demokratiets mening er et folkestyre, altså for alle, ikke kun for de privilegerede.

Efter indfødsretsaftalen 2021 mellem SD, V, C og LA, skulle der indføres fem spørgsmål om danske værdier i indfødsretsprøven – det var obligatorisk at svare rigtigt på de fire for at bestå. Og hvis der et år kommer en stigning på over 25% af ansøgninger fra statsborgere uden for Europa – sammenlignet med gennemsnittet for de fire foregående år – kan der foreslås et moratorium eller et loft over tildelinger af dansk statsborgerskab.

Aftalen skal desuden afsøge flere muligheder for at frakende dansk statsborgerskab.

Så er der grundlovsceremonierne, hvor man skal give håndtryk til borgmesteren i sin hjemkommune for at kunne udelukke nogle, der af religiøse grunde ikke vil give hånd til det modsatte køn. Det er barokt, da Grundloven garanterer religionsfrihed.  

Alt dette er i strid med demokratiets idé! Hvorfor er chikane så vigtig for det politiske flertal? 

1. De mest anti-muslimske partier vil – med deres retorik og politik alligevel ikke kunne score mange vælgerstemmer fra danskere med udenlandske rødder.

2. Hvis en udlænding får dansk statsborgerskab, vil vedkommende være beskyttet mod at blive udvist på grund af lettere kriminalitet. Nul-tolerance for kriminalitet siden 2021 betyder med tilbagevirkende kraft, at enhver fængselsdom – betinget eller ubetinget – umuliggør at man kan blive dansk statsborger nogensinde. Det er helt urimeligt!

Flertallet af lovgiverne er styret af skepsis, terrorfrygt og fjendtlighed over for folk de ikke kender, og de generaliserer negativt uden at tænke over deres egen etiske troværdighed, skønt de allerfleste danskere uden dansk statsborgerskab lever som gode, pligtopfyldende borgere. Konsekvensen bliver latterlige regler, fx om håndtrykket ”håndflade mod håndflade” ved grundlovsceremonien. Selv en borgmester, der havde leukæmi og var bange for at blive smittet, blev tvunget til at give håndtryk til grundlovsceremonien! Under Coronaepidemien har man udskudt grundlovsceremonierne og håndtrykket til senere, det samme vil man gøre, hvis Corona kommer voldsomt igen.

Hvor tit er vi ikke stødt på en politiker, der siger til en muslimsk ven – eller til en farvet bekendt: ”Ja, men jeg mener jo ikke dig. Du er god nok!” Den lovgiver afslører, at hun er uvidende om sin samtalepartners kultur. Vi mangler simpelthen at vores minoriteter får stemmeret, både til Folketinget, og ret til at blive hørt, så vi kan lære om deres egen historie, meninger og holdninger. Minoriteterne er underrepræsenteret som kilder i medierne.

Og så mangler vi lovgivere, der tager religionsfriheden alvorligt. Indtil nu, hvor udlandet har reageret mod Paludans og andres koranafbrændinger, har vi ikke gjort noget for at beskytte vores minoriteter mod forhånelser. Det er beklageligt at det er udlandets reaktioner, der skal sørge for at den slags forhånelser får en ende.