Kaare Djuraas: Kravler på knæ op ad El Calvare-trappen.
Alle indsatte har gennemgået store forhindringer og rædsler på vej til Danmark. Når de ankommer, opdager de, at det værste endnu mangler. I Ellebæk lever indsatte under fængselslignende forhold, hvor hverdagen er præget af frygt, magtesløshed og isolation – angste for repressalier fra de ansatte. Ellebæk er IKKE et fængsel og de administrativt indsatte er IKKE dømt for kriminalitet – de er afviste mennesker, der søgte asyl. Alligevel er forholdene fængselslignende og uegnede for mennesker.
Kaare Djuraas: Mor.
Det koster Danmark mange penge at gøre tilværelsen utålelig for de udviste på udrejsecentrene!
Hvorfor insisterer politikerne på at ophæve asyl eller anden beskyttelse, når politikerne selv ikke kan sende folk ud af landet uden at overtræde internationale konventioner? Selv når forholdene i fx Syrien og Somalia er så farlige og usikre, at UNHCR mener, at hjemsendelse kan udgøre refoulement? Og også når Danmark ikke kan sende flygtningene hjem?
Og hvorfor vil man i et kommende lovforslag udvise enhver, som ikke er EU/EØS-borger, og som får en ubetinget fængselsstraf – uanset hvor længe han/hun har boet i Danmark – medmindre det med sikkerhed vil overtræde Danmarks internationale forpligtelser? Her regner man jo med at en stor del af afgørelserne er fejlagtige, og at en international domstol fx menneskerettighedsdomstolen (EMD) vil omstøde afgørelsen i mange af de tilfælde, der kommer for retten.
Mange – både afviste asylansøgere; flygtninge som Danmark vil hjemsende trods fortsat krig og sult på grænsen af hungersnød i landet; og personer dømt for kriminalitet til ubetinget fængselsstraf, bliver udvist og beordret på udrejsecenter, hvis de ikke selv rejser eller skriver under på en hjemsendelsesaftale med Hjemrejsestyrelsen. Nogle af dem, der ikke underskriver, får sagen genoptaget af Flygtningenævnet og ender alligevel med at få opholdstilladelse i Danmark. Man sætter folk i udrejsecentre på skønt det er dyrt, aktuelt formentlig stadig mellem 350.000 og 400.000 kr. om året for en plads.
Men det er især dyrt for de mennesker, der skal opholde sig på udrejsecentrene, fordi mange ødelægges fuldstændig af opholdet. Udrejsecentrene og Ellebæk fungerer som sygdomsfabrikker, der fabrikerer – især psykisk sygdom.
Danmarks årlige nettoindtjening til de offentlige kasser via skat og moms fratrukket ydelser pr. udlænding i fuldtidsbeskæftigelse var for nogle år siden i gennemsnit:
113.000 kr. om året pr. person, der havde fået ophold på positivlisten eller forskerordningen for udenlandsk arbejdskraft, og
304.000 kr. pr. person på beløbsordningen eller fast-track ordningen for udenlandsk arbejdskraft.
Så Danmark vil pr. år. tjene ca. 450.000 kr. – 650.000 kr. pr. person, hvis en af de ovennævnte personer fik opholds- og arbejdstilladelse og lønarbejde, – i stedet for som nu opholdspligt og ingen tilladelse til arbejde eller praktik på et udrejsecenter! I bestræbelserne på at gøre livet på “tålt ophold” “så utåleligt som overhovedet muligt” i den tro, at det motiverer folk til at rejse hjem, vil en stor del af beboerne på skift være på udrejsecentret og være varetægtsfængslet. Det skyldes folketingsflertallets måde at “motivere dem” på – ved hjælp af lange fængselsstraffe for overtrædelser af opholds-, underretnings- og meldepligt. Pligterne er i øvrigt overflødige – og straffene kan kun betegnes som en grov form for udlændingemobning. Snarere end at få beboerne på udrejsecentrene til at rejse ud af landet, er opholdspligten på centrene og de uproportionale, uretfærdige straffe ved forsømmelse af en pligt et symbol på et folketingsflertal der mangler et moralsk kompas, hvor der trods alt er grænser for, hvor meget ondskab og nedværdigelse, og hvor lidt empati, man viser de udviste – få år efter man ved paradigmeskiftet har stemt for, at flygtningene opholder sig ulovligt i Danmark!
I 2022 kunne straffene for overtrædelser af meldepligt, opholdspligt og underretningspligt beregnes groft til i alt ca. 53 fængselsår – svarende til 1,2% af den samlede fængselskapacitet i Danmark! Det kan alene koste omkring 53 millioner kr. for 2022, og vil formentlig være steget for de følgende år, men dér synes ikke at være offentliggjort mere præcise beregninger for straflængderne. Udover til Kriminalforsorgen kommer så store udgifter til politi, anklagemyndighed, dommere, advokater og retsafgifter samt transport mellem arrest og retssal og forlængelser hver 4. uge af varetægtsarrestationerne. Den indsatte forbliver oftest i varetægt indtil den beregnede straf er afsonet. Og selv om de, der taber i strafferetssagerne, selv skal betale retsudgifter, vil de færreste nogensinde kunne betale dem, i reglen kommer det offentlige til at betale.
De indsatte bliver mentalt nedbrudt og syge af opholdene i udrejsecentrene, fængslerne og i Ellebæk og får en gæld. Selv om de aldrig ellers har begået noget kriminelt, bliver de straffet af en forrykt lovgivning med straffe, som er komplet ude af proportioner med straffe for alle andre overtrædelser, og som man aldrig ville byde en dansker! En overtrædelse af en pligt – når man har mange overtrædelser i forvejen, eller hvis man ikke frivilligt er flyttet til et udrejsecenter, som man var beordret til at gøre, eller hvis man har været længere tid “under jorden” i Danmark – kan medføre op til 4 års fængsel efter straffeloven! Selv om man reelt ikke ellers har gjort noget, der kan skade nogen som helst.
Man kriminaliseres af den danske udlændingelovgivning, som er forfattet og strammet gennem årene af flertallet i Folketinget. Hvis man er asylansøger, der ikke er dømt til udvisning , men kun administrativt udvist, kan man dømmes efter et mildere strafskema for asylansøgere – se blog 7. Men fra 3. gang en asylansøger dømmes, går Anklagemyndigheden normalt efter en fængselsdom, og får man en udvisningsdom er man blevet til ”kriminel udvisningsdømt” – og dér dømmes man efter det hårde strafskema.
De uproportionale lange straffe, der blev indført á to gange i 2019 og forlænget igen i 2021, fordi man troede, man så havde fængselsceller nok til de lange straffe, var en gave til Dansk Folkeparti, ifølge en tale, som dets næstformand dengang holdt. Dansk Folkeparti fik det som en slags erstatning, fordi de i forbindelse med Finanslovsforhandlingerne for 2019 måtte nøjes med at få et udrejsecenter på Lindholm, da juristerne på Christiansborg dengang mente at et udrejsecenter i “nærområderne” – dvs. i Afrika eller Mellemøsten! – eller på Grønland, ville overtræde menneskerettighederne og derfor ikke kunne gennemføres. Det endte så med at blive på Kærshovedgård, de kriminelle udvisningsdømte skulle bo, sammen med afviste asylansøgere. Bl.a. på grund af modstand mod Lindholm, og fordi en rensning af Lindholm og etablering af et udrejsecenter dér ville blive ekstremt dyr og driften ville koste ca. 1,8 millioner kr. pr. plads pr. år.
Skemaet ovenfor viser nogle omtrentlige priser i 2023. Fængselspriserne varierer, fx er pladserne i Enner Mark Fængsel dyrere end i andre fængsler. Kosovo-fængslet er ikke på plads endnu, og vil muligvis i første omgang kun blive brugt til afsoning af domme, – det kan fx være domme for pligtovertrædelser. Den anførte pris omhandler kun en beregnet betaling til Kosovo for leje af pladsen inkl. drift. Dertil kommer udgifter til rejser for dansk personale, tilsyn, fangerne, og deres pårørende, der skal kunne besøge de indsatte fx i børnefamilier, og rejser ved ankesager til en højere retsinstans m.v. – evt. til en sag for Menneskerettighedsdomstolen. For selv om dansk lovgivning herom er vedtaget, er det ikke sikkert, den overholder menneskerettighederne. Alene det, at man vil bruge fængslet til afstraffelse af udlændinge som er idømt en straf, men ikke til danske statsborgere, udgør diskrimination.
Udover disse årlige udgifter kommer udgifter til advokater og til retsmøderne, som pålægges beboerne, hvis de dømmes, med mindre dommene formildes ved den højere instans. Reelt har de indsatte udlændinge ikke chance for at betale disse udgifter. Samt udgifter til ekstra politi til at efterforske og sigte og arrestere personer og anholde dem og køre dem til retten til varetægtsfængsling. Hele kontrolsystemet beskæftiger en stor del af Hjemrejsestyrelsens personale i udlændingecentrene. Der bruges mange penge på et upålideligt SALTO-system, hvorfra data der sendes som udp-meddelelser, indimellem vil kunne forsvinde, hvis der er stærk datatrafik, eller hvis dataophobningen ved sluserne overskrider kapaciteten. Der bruges masser af kræfter og arbejdstid på anmeldelser, arrestationer, retsprocesser og fængsling, med risici for justitsmord, fordi sagerne ikke er efterforsket godt nok før Hjemrejsestyrelsen anmelder, eller før politiet arresterer og varetægtsfængsler mennesker i udrejsecentrene. Mange gange bliver en beboer på Kærshovedgård anholdt og varetægtsfængslet for ikke at have gennemført en pligt, selv om han havde orlov, eller var indlagt, eller var til møde med udlændingemyndighederne, eller sad i fængsel den pågældende dag, – og havde altså en god grund til at undlade pligten!
Mange afviste asylansøgere ender med at få opholdstilladelse i Danmark, efter mange år i limbo, under uværdige forhold, og under konstant frygt for at blive hentet til Ellebæk eller til udsendelse midt om natten, for nogle også under konstant frygt for vold fra medlemmer af narkobander på Kærshovedgård. Efter mange års nedbrydning i et udrejsecenter vil beboerne have betydeligt mindre tilbage af de arbejdsmæssige kompetencer, de ankom med, og mange er blevet psykisk syge. Så udover førnævnte udgifter til udrejsecentre, retssager, “motivationsophold” i Ellebæk fængslet med risiko for yderligere nedbrydning i isolationscelle, risikerer Danmark at få ekstra udgifter til: lægebehandling, psykiatrisk behandling, rehabilitering af torturofre, behandling af PTSD, – samt kontanthjælp eller pension, når nedbrydningen betyder, at en udlænding, der ender med at få ophold i Danmark, ikke mere kan klare et almindeligt arbejde! Det er, hvad der kommer ud af at sætte folk i udrejsecentre og Ellebæk og behandle dem så utåleligt som overhovedet muligt!
Udrejsecentrene og fængselsopholdene skader ikke kun beboerne, men også deres familie, hvis de har én, og der er ikke etableret tiltag, der kan specifikt kan hjælpe dem.
Men Danmark kan få ekstraudgifter til pædagogisk-psykologisk behandling af de opholdspligtiges børn, til specialklasser, og til sygedagpenge til deres ægtefæller, som bliver syge af stress på grund af ekstra arbejde og bekymring for konen eller manden og børnene. Alt dette sker efter at Folketingsflertallet gennem lovgivningen og administrationen har pålagt regeringen, domstolene, politiet, Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen og Kriminalforsorgen at gøre livet så utåleligt som muligt for dem i udrejsecentrene og Ellebæk, for at få dem til at rejse væk fra Danmark, – hvilket ikke altid er lykkedes, men det har som resultat haft, at beboerne er blevet psykisk syge.
Det er sigende, at man ved overflytningen af kvinderne til Avnstrup lod flytningen vente i Kærshovedgård i 8 måneder, til man havde fået etableret en madordning med færdigpakkede måltider i plastik, for at kvinderne fra Kærshovedgård ikke skulle ”demotiveres” ved at få kostpenge til selv at købe mad, efter samme ordning som børnefamilierne i Avnstrup.
Og Hjemrejsestyrelsen havde ved oprettelsen i sit værdisæt, at hjemsendelser skulle ske hurtigt, effektivt og værdigt, men i den seneste Mål- og Resultatplan 2025 er ordet “værdig*” placeret i en bisætning:
“Hjemrejsestyrelsen har som arbejdsprincip, at styrelsen ikke afventer sagerne, men selv er aktiv i forhold til de udlændinge, der har pligt til at hjemrejse, samtidig med, at hjemrejsen sker med værdighed og respekt for den enkelte.”
Det er bestemt ikke alle udviste asylansøgere, der har oplevet en værdig hjemsendelse, og det harmonerer heller ikke med, at der anvendes såkaldt “motiverende foranstaltninger” for at presse udlændingene til at rejse væk; at ophold på udrejsecentre og i Ellebæk skal være utålelige; at udlændinge ikke screenes for, om de er psykisk syge eller har været udsat for tortur før de indsættes i Ellebæk eller Kærshovedgård; og at der grundlæggende tages meget lidt hensyn til individuelle behov, sund fornuft og udlændingenes sundhed i hele udrejsesystemet. Desuden er det indtrykket, at Hjemrejsestyrelsen ikke tager hensyn til om en situation i hjemlandet er forværret siden afslaget i Flygtningenævnet. Der sker i mange tilfælde refoulement, som følge af ansvarsforflygtigelse fra politikernes såvel som myndighedernes side.
Udsendelsesstatistik 2012 – 2024
Tabellen viser antallet af udsendte og hvor stor en del, der skønnes tvangsudsendt (ledsaget), frivilligt (påset), men kontrolleret af politiet eller Hjemrejsestyrelsen, eller som selv er udrejst. til sammenligning er vist, hvor mange asylansøgere, der havde fået ophold, hvor mange afviste asylansøgere, der kunne udvises, og hvor mange personer, der i alt boede på udrejsecentrene.
Udrejsecentrene, Hjemrejseloven og Hjemrejsestyrelsen ser ikke ud til at have haft så meget indvirkning på at få flere afviste flygtninge til at hjemrejse frivilligt. Faktisk hjemsendes en lidt større andel af de udsendte i dag end i 2015, hvor det første udrejsecenter blev taget i brug, ledsaget, altså med tvang. Og ifølge statistikken er færre nu selv udrejst, hvor Hjemrejsestyrelsen har sikkerhed for det; det kan skyldes skrappere grænsekontrol. En del vil dog selv være forsvundet eller udrejst illegalt – typisk ikke til hjemlandet, da de frygter tortur, drab eller forfølgelse dér. Men det kan være svært at få asyl efter et afslag på asyl i Danmark, hvorfor nogle sendes tilbage til Danmark igen – efter Dublinoverførsel eller evt. efter et nyt afslag på asyl, hvis de får en ny asylproces. Andre forbliver i det nye land og får asyl eller lovligt ophold – eller må leve uden lovligt ophold dér. De fleste forsvundne skønnes at være udrejst.
Når man taler økonomi, er selve tvangsudsendelserne meget dyre og ubehagelige, og selve det at få et fattigt hjemland til at modtage en afvist asylansøger kan være umuligt eller meget dyrt – i form af, at der betales lønninger til hjemsendelsesambassadører på danske ambassader, og at modtagelandet måske skal have bistandshjælp eller andre godtgørelser til gengæld. Danmark har også i nogle tilfælde gjort udstedelse af visa til Danmark betinget af, at hjemlandet modtog egne statsborgere inkl. tvangsudsendte. Antallet af ansatte i Hjemrejsestyrelsen er steget til omkring 300 personer i 2024. Hjemrejsestyrelsen har ifølge budgetter i Finansloven 2025 haft stigende driftsmidler til rådighed i alt fald siden 2022, hvor det var på 275,8 mio. kr. til det topper i 2024 med 320,2 mio. kr. I 2025 er der budgetteret med et fald fra 316,8 mio. kr. til 280,4 mio. kr. i 2028. Det er i en periode med et betragteligt fald i antallet af afviste asylansøgere, der kan udvises. Der har siden 2022 været afsat 5 – 5,7 mio. kr. hvert år tryghedsskabende initiativer omkring udrejsecenter Kærshovedgård og i landsbyen Bording. Antallet af afviste asylansøgere på udrejsecentre i alt er faldet fra ca. 806 ultimo 2021 til 330 i nov. 2024; og mens der i alt boede 539 på udrejsecentre ultimo 2021, var tallet faldet til 455 ultimo 2023.
Michala Clante Bendixen fra Refugees Welcome har vist, hvordan man i konkrete tilfælde ville kunne have fundet pragmatiske løsninger i mange sager i: En fast hånd i ryggen – om afviste asylansøgere og hjemrejse, 2021 -kan downloades for 50 kr. Den kan anbefales til politikere, udlændingemyndigheder og NGO’er, og indeholder både billigere og mere menneskevenlige alternativer til tvangsudsendelser og tvungne ophold på udrejsecentre og i Ellebæk.
Udsendelseshindrede og statsløse
Efter loven har det indtil 1. januar 2025 været muligt at give opholdstilladelse til udsendelseshindrede afviste flygtninge og asylansøgere, som havde samarbejdet om hjemsendelse gennem 18 måneder og når det samtidig var udsigtsløst for tiden. Argumentet fra Udlændinge- og Integrationsministeriet ministeriet for ophævelsen af denne lovparagraf med lovforslag: L 56B var, at den næsten ikke blev brugt, og at det kostede 1,8 fuldtidsansatte om året i Udlændingeministeriets resortområde at se sagerne igennem. Det egentlige problem var dog, at Hjemrejsestyrelsen – og før det politiet – ikke ville opgive at hjemsende de udsendelseshindrede! I år 2000 fik mange ophold som udsendelseshindrede.
I 2023 lykkedes det for en statsløs familie at få opholdstilladelse – efter anke fra Dansk Flygtningehjælps Asylafdeling. Familien var oprindelig flygtet fra Iran til Irak, og siden på grund af Islamisk Stats fremmarch i Irak til en FN-lejr som konventionsflygtninge, hvorfra de i 2015 kom til Danmark. Her havde familien samarbejdet om frivillig hjemsendelse i over 3 1/2 år, og Hjemrejsestyrelsen havde fra 2021 til august 2022 haft en advokat til at gennemgå alle iranske registre med henblik på at finde en registrering af bedstefaren, men uden held. Styrelsen var over 1 år og 3 måneder om at komme med en udtalelse – ifølge den var det alligevel ikke udsigtsløst, hvilket Dansk Flygtningehjælp argumenterede imod. Familien kunne nu begynde et selvstændigt liv efter mere end 7 år i Danmark.
Humanitært ophold på grund af sygdom burde være muligt, da mange efter år i udrejsecentre eller Ellebæk er blevet psykisk syge. Nogle var syge allerede inden de kom i udrejsecenter eller Ellebæk, hvilket senest fremgår af Amnesty’s Lægegruppes rapport fra Ellebæk.
Denne mulighed bruges meget lidt på trods af Paposhvilidommen – en dom i 2016 ved Menneskerettighedsdomstolen om, at det ville overtræde artikel 3, hvis man hjemsendte en person med en meget alvorlig sygdom, uden at sikre sig forinden, at den nødvendige behandling reelt var tilgængelig for den syge, og at han havde midler til at få behandlingen, hvis han blev hjemsendt. Efter Paposhvilidommen reagerede udlændingeministeren først, efter at Ombudsmanden havde taget sagen op; men nu synes dommen at være glemt igen.
Mens såvel udsendelseshindring som humanitært ophold ofte blev anvendt tidligere i Danmark, er det kun ganske få mennesker der får tilkendt humanitært ophold i dag – jf. skemaet – og typisk kun for 1 år ad gangen. Bortset fra i 2019 og i 2020: 18 hhv. 15 tilladelser, har der næsten ikke været givet humanitære opholdstilladelser. For 20 år siden blev der ofte givet mellem 100 og 200 opholdstilladelser om året af humanitære grunde. Det er som om myndighederne fortsat åndes i nakken af ministre, der – efter paradigmeskiftet især – for alt i verden vil have udlændingene til at rejse ud af Danmark, koste hvad det vil, og uden hensyn til, om de udviste kan klare sig og overleve og om det overtræder menneskerettighederne!
Ophævelse af opholdstilladelse uden Danmark kan tilbagesende til Syrien og flere andre lande
Regeringen har brugt masser af millioner kr. – og ødelagt mange især unge syriske kvinders ungdomsliv, når de blev 18 år, for at forsøge at tilbagesende dem til Syrien. Mange fik ikke forlænget deres opholdstilladelse og måtte droppe arbejde og uddannelse. En del fik den tilbage efter anke til Flygtningenævnet, men ikke alle, og mange kom på udrejsecentre en tid. Alt dette har også kostet Danmark kassen! Generelt vil unges uddannelser være noget af det mest givtige, et samfund kan investere i! Her har man i stedet pålagt statskassen kæmpe udgifter til ophold i udrejsecentre, sagsbehandling, afbrudte uddannelser m.v. for at presse kvinderne til hjemrejse – selv om det ikke stemte overens med menneskerettighederne, og selv om de ikke kunne sendes tilbage af Danmark, og Danmark ikke havde en hjemsendelsesaftale med styret i Damaskus. Så der var ingen mening med galskaben: det var rent skuespil for at skræmme de syriske flygtninge til at rejse hjem eller evt. forsøge om de kunne få ophold i et mere humant indstillet land, hvilket også var svært. De syriske kvinder har betalt dyrt for prøvelsen med angst, usikkerhed og manglende tillid til Danmark.
En midaldrende syrisk mand blev syg og døde kort efter, efter at have fået brev om, at Udlændingestyrelsen ville undersøge, om hans opholdstilladelse skulle inddrages.
Hvorfor vil politikerne gøre livet utåleligt og skræmme disse mennesker – selv i en situation, hvor Syrien ikke er sikker og hvor ingen kan sendes tilbage? Både myndighederne og politikerne ved jo, at det er farligt at komme tilbage som flygtning i Syrien fra Amnesty’s og fra Human Rights Watch’s rapporter. Hvorfor så dette umenneskelige pres på flygtninge i Danmark? I et tidligere samråd om pligterne på udrejsecentrene mente den daværende minister på Udlændinge- og Integrationsminister ikke, at nogen i Folketinget ville udsende nogen udlænding tilbage til tortur. Det modsiges desværre af flere tilbagesendelser fra Danmark til tortur!
Dansk Flygtningehælp og Udlændingestyrelsen har haft besøg af forskere fra Amnesty og Human Rights Watch, som havde interviewet tilbagevendte flygtninge til Syrien, der var blevet tortureret, mishandlet og voldtaget af regimet. NGO’en og myndighederne vidste, at det var farligt at komme tilbage som flygtning til Syrien fra Amnesty’s og fra Human Rights Watch rapporter om hjemvendte, og fra rapporter om fængslet Sednaya, lige uden for Damaskus i Rif Damaskus, hvor masser af folk blev tortureret og dræbt.
Nadia Hardman fra Human Rights Watch, som havde interviewet flygtninge, der var vendt hjem til Syrien, skrev i Newsweek:
”Kort efter Danmark begyndte at fortælle syriske flygtninge, at dele af Syrien er sikre og fratog dem deres midlertidige beskyttelsesstatus, talte jeg med en 31-årig flygtning, som frivilligt vendte tilbage til Syrien fra Jordan i december 2020. Han fortalte mig noget andet.
Nogen i den danske regering burde have talt med ham, før den påstod, at Damaskus var fredeligt.
Han fortalte mig, at han havde mistet sit ben i et luftangreb i Syrien, før han flygtede til Jordan for at få akut lægehjælp i 2014. Da han vendte tilbage til sin hjemby i Daraa, sagde militærmyndighederne til ham, at han skulle tage til Damaskus for at blive fritaget for militærtjeneste på grund af sin amputation. På vej til Damaskus blev han stoppet ved en kontrolpost og forsvandt i kløerne på den syriske militære efterretningstjeneste i de næste to en halv måned.
Embedsmænd torturerede ham, tilførte elektriske stød til stumpen af hans ben og tvang ham til at se dem torturere andre – hvilket fortsætter med at forfølge ham. Den dag i dag aner han ikke, hvorfor han blev tilbageholdt.
Dybt traumatiseret fortalte han mig, at han kun gik med til at give Human Rights Watch et interview for at vise andre, hvordan Syrien virkelig er for hjemvendte flygtninge.
Hans historie er symbolsk for de 65 flygtningeberetninger, jeg indsamlede og analyserede som Human Rights Watch-forsker til vores nye rapport om syriske flygtninge, der vender hjem.
Baseret på beviser for udbredte, igangværende overgreb, fastholder FN’s højkommissær for flygtninge fortsat, at Syrien ikke er sikkert, og råder alle værtsnationer for flygtninge til ikke at tvinge nogen til at vende tilbage. Danmark bør lytte til den opfordring, såvel som til en EU-parlamentarisk beslutning fra marts 2021, der minder medlemslandene om, at Syrien ikke er sikkert for flygtninges tilbagevenden. Men endnu mere end FN-agenturer og europæiske institutioner bør Danmark lytte til flygtninges ord som dem, jeg har interviewet, og ophæve beslutningen om at fratage mennesker fra Damaskus og regionen Rif Damaskus deres midlertidige beskyttelse og forpligte sig til at suspendere tvangsreturnering af syrere, indtil de reelt kan vende tilbage i sikkerhed og værdighed”.
Efter Assad’s fald er Syrien fortsat ikke sikker i marts 2025. Det er uvist, hvad der vil ske i Syrien; i marts er omkring 1000 mennesker blevet myrdet i provinsen Latakia, fordi de var alawitter, skønt det nye styre havde lovet at beskytte religiøse og etniske mindretal.
Kommentar: Den hårde danske udvisningspolitik er dyr og dårlig for Danmark. Meget af politikken er symbolpolitik, der skal skræmme udlændinge fra muslimske lande væk.
I marts 2025 bor der ca. 36.000 ukrainske krigsflygtninge i Danmark. De er blevet modtaget godt, og Folketinget har budt dem velkommen og fået dem hurtigt ind på arbejdsmarkedet, og de fleste i den arbejdsduelige alder ser ud til at klare sig godt og bidrager med arbejdskraft til Danmark. Der har fra starten været en forståelse fra politisk side for, at de flygtede fra krig, at krigen kunne flytte sig rundt i landet, så de ikke bvare lkunne udvises, hvis kampene flyttede på afstand fra deres hjemegn. Og at det var godt for dem at kunne bo uden for asylcentrene, og få arbejdstilladelse straks de søgte ophold efter ukrainerloven, og selv få lov at bestemme i store dele af livet i Danmark.
Udover på det opholdsmæssige område fik mange andre fordele, bl.a. undgik de arbejdspligt. Regeringens holdning havde genklang i befolkningen, i landbruget og erhvervslivet, som var åbne for at hjælpe ukrainerne i arbejde, og mange havde et netværk i forvejen. Da syrerne kom til Danmark i eftersommeren 2015, var befolkningen meget bedre end den daværende regering, der gjorde, hvad den kunne for at holde syrerne ude, eller fryse dem ud i teltlejre; og deres familieliv blev saboteret af en lov om tre års ventetid på familiesammenføring; i dag skældes de samme syrere ud for ikke at være kommet massivt nok ind på arbejdsmarkedet, samtidig med at mange i forløbet ikke har fået forlænget eller har fået ophævet deres beskyttelsesasyl. Det var nok gået bedre med arbejdsdeltagelsen, hvis de var blevet behandlet lige så gunstigt og positivt som ukrainerne!
Det er grotesk at se, den iver politikerne fra det udlændingepolitiske flertal viser, når det gælder retorik og lovgivning om hurtig og dyr udvisning og hjemsendelse af flest muligt afviste og udviste udlændinge til skrøbelige, krigshærgede lande. Ja, selv når FN siger, det udgør refoulement, og ingen frivilligt rejser ud! Ikke mindst på baggrund af de få flygtninge – der kommer spontant til Danmark – og de få FN-flygtninge, der er kommet siden 2016. Og at regeringen og folketingsflertallet holder fast i, at det er helt OK med nedbrydende “motivationsfremmende foranstaltninger” i form af udrejsecentre, for at presse afviste asylansøgere til at rejse hjem – fremfor at bruge den sunde fornuft, fx over for iranerne som ikke tør rejse hjem, fordi de risikerer tortur, fængsel og død i Iran.
Danmark har brug for at tilbagerulle paradigmeskiftet, opretholde retssamfundet også for de udviste – og leve op til kravene i Flygtningekonventionen og de øvrige menneskerettighedskonventioner!
Senest opdateret 20. marts 2025
Anne Nielsen