6.  Udrejsecentrene og Ellebæk er dyre for Danmark – og for de mennesker de ødelægger

I dag vil Danmarks årlige nettoindtjening til de offentlige kasser via skat og moms fratrukket ydelser pr. udlænding i fuldtidsbeskæftigelse være en del over 100.000 kr. pr. person:
fra gennemsnitlig 113.000 kr. om året pr. person på positivlisten eller forskerordningen
til i snit 304.000 kr. på beløbsordningen eller fast-track ordningen.

Så Danmark vil pr. år. spare omkring 350.000 kr. på en plads på et udrejsecenter og tjene 100.000 kr. – 300.000 kr. netto, hvis en person får opholds- og arbejdstilladelse i stedet for opholdspligt på et udrejsecenter, dvs. i alt over 1/2 million kr. om året pr. person. I bestræbelserne for at gøre livet på “tålt ophold så utåleligt som muligt” vil en stor del af beboerne på skift være varetægtsfængslet på grund af politikkernes bestræbelser for at få dem ud! I 2022 kunne straffene for overtrædelser af meldepligt, opholdspligt og underretningspligt beregnes til i alt ca. 53 fængselsår, som alene kunne koste omkring 53 millioner kr. Hertil kommer store udgifter til politi, anklagemyndighed, dommere, advokater og retsafgifter samt transport og forlængelser hver 4. uge af varetægtsarrestationer. De indsatte bliver mentalt nedbrudt og syge af fængselsopholdene, af ikke at kunne se deres kære og deres venner. Selv om de aldrig ellers har begået noget kriminelt, bliver de straffet af en syg lovgivning med straffe, der er komplet ude af proportioner med straffe for alle andre overtrædelser. En overtrædelse af en pligt – når man har mange overtrædelser i forvejen, eller ikke frivilligt har ladet sig spærre inde i et udrejsecenter, eller har været gået under jorden i længere tid, kan medføre op til 4 års fængsel efter straffeloven! Og det uden man har krummet et hår på en andens hoved. Man kriminaliseres af den danske udlændingelovgivning!!!
Se i skemaet, hvad det koster for en person pr. år i asylcenter, udlændingecenter eller fængsel:

Fængselspriserne varierer, fx er pladserne i Enner Mark Fængsel dyrere end i andre fængsler. Kosovo-fængslet er så vidt vides ikke på plads endnu, selv om der er sat penge af til at leje de første 100 pladser – det er kun årslejen pr. plads, der er medtaget, dertil kommer rejseudgifter for personale, tilsyn, fangerne, pårørende og ved ankesager m.v. – samt formentlig ved større sager ved Menneskerettighedsdomstolen. Selv om dansk lovgivning er gjort klar, er det bestemt ikke sikkert, at den overholder menneskerettighederne, eller at projektet accepteres af Kosovo. Og det er svært at forestille sig, hvordan det reelt vil kunne lade sig gøre, når en stor del af dem, der hidtil har forladt Kærshovedgård, har gjort det, fordi deres asylsag er blevet genoptaget.

Udover disse årspriser kommer retsudgifter og advokatbistand, som pålægges beboerne, med mindre dommene formildes, for så betaler staten; men reelt har de indsatte udlændinge ikke chance for at tilbagebetale pengene. Samt penge til ekstra politi til at efterforske og sigte og arrestere personer og anholde dem og køre dem til retten til varetægtsfængsling. Hele kontrolsystemet beskæftiger en stor del af Hjemrejsestyrelsens personale i udlændingecentrene. Der bruges mange penge på et upålideligt SALTO-system, hvorfra data indimellem forsvinder; der bruges masser af kræfter og arbejdstid på anmeldelser, der ikke er verificeret inden, eller som ikke er efterforsket tilstrækkeligt før en person sigtes for overtrædelser. Mange gange forsøges en beboer på Kærshovedgård anholdt og varetægtsfængslet for ikke at have gennemført en pligt, selv om han havde orlov, eller var indlagt, eller endda sad i fængsel den pågældende dag, den skulle have været gennemført.

Mange afviste asylansøgere ender alligevel med at få opholdstilladelse i Danmark, efter mange års limbo, stress og nedbrydning i asyl- og udrejsesystemet. Efter mange års nedbrydning i et udrejsecenter vil beboerne have betydeligt mindre tilbage af de arbejdsmæssige kompetencer, de kom med, og nogle er måske samtidig blevet psykisk syge. Så udover førnævnte udgifter til udrejsecentre, retssager, “motivationsophold” i Ellebæk fængslet med risiko for yderligere nedbrydning i isolationscelle, risikerer Danmark at få ekstra udgifter til: lægebehandling, psykiatrisk behandling, rehabilitering af torturofre, behandling af PTSD, SHO-ydelse: “selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse”, evt. kontanthjælp, flexjob og pension for at have mishandlet folk ved at sætte dem i udrejsecentre og Ellebæk.

Og under indsættelsen i Ellebæk og i andre lukkede fængsler for overtrædelse af pligter, får Danmark måske ekstra udgifter til pædagogisk og psykologisk behandling af de fængsledes børn, måske til specialklasser. Mens deres ægtefæller bliver syge af stress på grund af ekstra arbejde og bekymring for hustruen eller manden, der bliver dårligere og dårligere, og for børnene, og alt det man skal klare alene.

Alt dette sker efter at Folketingsflertallet gennem lovgivningen og administrationen har pålagt regeringen, domstolene, politiet, Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen og Kriminalforsorgen at gøre livet så utåleligt som muligt for dem i udrejsecentrene og Ellebæk på skift med fængslerne, så de er blevet psykisk syge – for at få dem til at rejse væk fra Danmark. At det er gået mere udover de mishandlede udviste og deres ægtefælle og børn end over statskassen, er ikke nogen trøst for nogen som helst.

Udrejsecentre er aldrig vist at have en indvirkning på lovlig, frivillig hjemsendelse af udenlandske flygtninge. Derimod går mange selv under jorden og opholder sig ulovligt i udlandet, i håbet om at få asyl engang, når de ikke mere risikerer tilbagesendelse til utålelige lejre i Danmark.

Michala Clante Bendixen fra Refugees Welcome har vist, hvordan man mere pragmatisk – ofte relativt nemt – ville kunne finde løsninger i mange sager, inklusive en del med de nugældende love og regler: En fast hånd i ryggen – om afviste asylansøgere og hjemrejse, 2021.

Reelt er det muligt efter loven at give opholdstilladelse til udsendelseshindrede som har samarbejdet om hjemsendelse gennem 18 måneder. Problemet er, at – fraset i 2020, hvor alt var nedlukket grundet Corona – ville Hjemrejsestyrelsen – og før den fandtes: politiet – ikke opgive at hjemsende udsendelseshindrede. For nylig lykkedes det dog – efter anke fra Dansk Flygtningehjælps Asylafdeling -for en familie at få opholdstilladelse for udsendelseshindrede. Familien var oprindelig flygtet fra Iran til Irak, og siden på grund af ISIS fremmarch i Irak til en FN-lejr som konventionsflygtninge, hvorfra de i 2015 kom til Danmark. Her havde familien samarbejdet om frivillig hjemsendelse i over 3 1/2 år, og Hjemrejsestyrelsen havde fra 2021 til august 2022 haft en advokat til at gennemgå alle iranske registre med henblik på at finde en registrering af bedstefaderen, men uden held. Styrelsen var over 1 år og 3 måneder om at komme med en udtalelse – og ifølge den var det alligevel ikke udsigtsløst, hvilket Dansk Flygtningehjælp dog argumenterede imod. Familien kan nu efter over 7 år i Danmark – de sidste mange år i Avnstrup – snart begynde et mere almindeligt liv.

*Andre grunde fx: ophold til uledsagede børn under 18 år. Kilde: Tal og Fakta på udlændingeområdet

Humanitært ophold på grund af sygdom er også en mulighed, da de fleste efter 4 år i udrejsecenter eller Ellebæk er blevet psykisk syge, nogle af dem endda var det allerede inden de kom i udrejsecenter eller Ellebæk. Men denne mulighed bruges meget lidt på trods af Paposhvilidommen – en dom i 2016 ved Menneskerettighedsdomstolen om, at det ville overtræde artikel 3, hvis man hjemsendte en person med en meget alvorlig sygdom, uden at sikre sig forinden, at den nødvendige behandling reelt var tilgængelig for den syge, og at han havde midler til at få den, hvis han blev hjemsendt.

Men bortset fra i 2019 og 2020, har det skortet på humanitære opholdstilladelser. Udlændingeministeren reagerede først efter at Ombudsmanden havde taget det op, nu synes det allerede at være glemt igen. Det er som om at myndighederne fortsat åndes i nakken af politikkere, der – efter paradigmeskiftet især – for alt i verden vil have udlændingene til at rejse ud af Danmark, koste hvad det vil, uden hensyn til etik og sundhed. Hvad opnår man fx ved at ophæve opholdstilladelserne for syriske piger, når de fylder 18 år? De går glip af både arbejde og uddannelse, når de sættes på et udrejsecenter, og får en masse angst. Hvorfor skal de straffes sådan af Danmark? En midaldrende syrisk mand blev syg og døde kort efter, efter at have fået brev om, at Udlændingestyrelsen ville undersøge om hans opholdstilladelse skulle inddrages. Hvorfor vil politikerne gøre livet utåleligt og skræmme disse mennesker – selv i en situation, hvor Syrien ikke er sikker og hvor ingen kan sendes tilbage? Vi ved jo, at det er farligt at komme tilbage som flygtning i Syrien fra Amnesty’s og fra Human Rights Watch’s rapporter. Hvorfor så denne umenneskelige behandling af flygtninge i Danmark?