Af John Fiskerlussing Jørgensen, SOS racisme
Mit navn er John, jeg håber at i alle sammen kan forstå hvad jeg siger, jeg er nemlig kommet direkte fra Jylland for at være med her i dag, og det er mig en ære at få lov til at være den der overrækker årets venskabspris på vegne af SOS Racisme.
I år har vi valgt at tildele prisen til 2 personer, da vi i bestyrelsen havde svært ved at vælge mellem den ene eller den anden, og under vores møder kom frem til, at det jo ikke er en konkurrence om hvem der er ”bedst” til antiracisme, men at det drejer sig om at give anerkendelse til mennesker som helhjertet har kastet sig ind i kampen mod racisme og forskelsbehandling.
Derfor er vores valg faldet på 2 personer, som vi udmærket godt ved ikke er alene i deres kamp, men også er bakket op af et bagland som er medvirkende til at gøre deres kampe mulige, og som de begge to giver udtryk for er helt uvurderlige for dem.
I SOS Racisme er vi naturligvis både bevidste om – og anerkender, at det er dedikerede aktivister der gør det muligt for disse to mennesker at føre deres kamp, for uden opbakning var det slet ikke muligt at gøre det, de gør.
Men vi er også bevidste om, at dét at være frontfigur og fortaside 6, SOS Racisme — forår 2023 ler også kommer med en pris, at det har store konsekvenser på det personlige plan, både for dem selv og for deres nærmeste. Vi er bevidste om at negative kommentarer, shitstorms, udhængning i pressen og trusler mod dem selv eller deres nærmeste, er noget der tærer på de mentale kræfter i en grad som de færreste mennesker kan forestille sig.
At man altid skal være på vagt,
at man altid skal være klar til at svare på de mest outrerede spørgsmål, for bagefter at blive citeret og analyseret af andre ud fra deres ståsted i livet, kan gøre det vanskeligt at bevare sit eget fodfæste i tilværelsen og troen på, om det man gør, er det rigtige? Og troen på om det i sidste ende er det hele værd?
…hvis de er ved at miste fodfæste, så genvinder de det igen med støtte fra deres bagland, og rejser sig op imod vinden endnu engang, klar til at tage imod de slag, som de fortsat ved, der vil komme, fordi de alligevel er stærke i deres tro på, at det i den sidste ende er det hele værd.
Så det kræver mennesker af en helt særlig kaliber at fortsætte kampen, på trods, på vrede, på indignation over uretfærdigheden og umenneskeligheden. Særligt når drivkraften i virkeligheden er et ønske om medmenneskelighed og retfærdighed, når kampen bunder i kærlighed til det mangfoldige samfund og de mennesker som lever et liv med forhindringer der er sat op foran dem, udelukkende på grund af at de ønsker at leve et liv hvor de bliver set for at være det menneske de nu engang er.
Og vores to nominerede er netop personer af en helt særlig kaliber, for de fortsætter kampen, til trods for al modstanden, og hvis de er ved at miste fodfæste, så genvinder de den igen, med støtte fra deres bagland, og rejser sig op imod vinden endnu engang, klar til at tage imod de slag som de fortsat ved der vil komme, fordi de alligevel er stærke i deres tro på at det i den sidste ende er det hele værd.
Og derfor vil vi gerne have lov til at hædre jer, Mica Oh, fra Den Intersektionelle Højskole, og Bwalya Sørensen fra Black Lives Matter, for jeres utrættelige indsats på hver jeres områder, som alligevel lapper ind over hinanden, og bygger på de samme basale menneskelige værdier.
SOS Racisme er ikke nogen stor forening, vi er ikke i front i demonstrationer og optog, vi er ikke dem der råber højest. Men vi er en forening med en lang historie, og hvis vi virker lidt grå, så er det fordi vi har været imod racisme i rigtig mange år. Vi er nok bedst til at grave os ned i lovgivning, læse tekster og skrive tekster, laaange tekster som der ikke er mange der vil bruge tid på at læse nu om dage, og vi bliver ved, ikke fordi vi kan lugte sejren lige rundt om hjørnet, men fordi vi ved at der kun er en vej, og det er det laaange seje træk, hvor vi aldrig vil acceptere at racisme bliver det normale.
Og derfor vil vi gerne at I skal vide, at vi ser jer, at vi anerkender og værdsætter jeres lange træk, vi anerkender og værdsætter det arbejde I udfører, og de ofre I bringer som frontfigurer i jeres respektive netværk.
Derfor er det os en ære at tilkende jer SOS Racismes venskabspris, og som symbol på det, overrække jer disse krus, lavet af keramiker: Lenny Goldenberg, med teksten: I ytringsfrihedens navn, råber jeg røvhul efter min nabo! *
Og vi ved, at der kan komme dage, hvor det eneste I har lyst til er at krølle jer sammen i hjørnet af sofaen, med et tæppe over, og en kop the eller kaffe i hænderne.
Og netop på sådanne dage skal I huske, at der også udenfor jeres daglige netværk er mennesker som sætter pris på jeres indsats.
Og skulle kruset på sådan en dag komme til at frembringe et lille smil, og I sender os en tanke og hvisker: ”Røvhul”, ja, så har kruset tjent sit formål.
Tak for jeres indsats.