Fra Grønlandsredaktionen
Af Nanna Knudsen
FN’s særlige rapportør har for nylig været her i Danmark og i Grønland i 10 dage. Han er kommet til den konklusion at inuit møder racediskrimination i mødet med den danske administration og i den offentlige service, at der er udbredt strukturel racisme. Desuden er der overrepræsentation af tvangsfjernelser af inuit børn, risikoen er 7 gange større end for danske børn. I DK bruger man en forældreegnetheds test, der er rettet mod vestlige familier, og derfor bliver resultatet forvrænget, da vi kommer fra en helt anden kultur, og desuden er man for tilbageholdende med at bruge tolk. Desværre tager politikerne ikke dette alvorligt. Befolkningen ved for lidt om inuit, det burde styrkes! I dette nummer af SOS Racisme har vi fået to stærke bidrag. God læselyst!
…og fra
Danmarksredaktionen
Af Marianne Olsen
Håb er et åbent begreb — vi er måske i en situation, hvor det kun kan gå fremad. Men situationen får også tidsskriftets skribenter til at reflektere og bruge kræfter på at leve op til håbet. Endelig kan den aldrig helt uddøende mulighed for håb få os til at undre os over, hvor nærliggende det kunne være at træde et skridt i den rigtige retning, hvor vi vågner af de sløve gentagelser og lader Karen Margrethe Høskuldssons due sprede vingerne ud og gøre sit arbejde.
Alle tre slags håb præsenteres i dette forårsnummer.
SOS Racisme havde to modtagere af vores Venskabspris. De fik både et prisbæger, en fest og en festtale af John Fiskerlussing Jørgensen der var kommet vestfra for at holde den. Krystalnatsarrangementet, der markerer en af Europæisk mest bestialske begivenheder i det tyvende århundrede, er repræsenteret ved tre klare taler om forbrydelser der er nødt til at pege frem, så vi alle bliver klogere og kærligere. Mehmet Altans drøm om ’KURDiET’ kan synes at være en utopi, men nu er han i hvert fald efter mange års fængsling blevet en fri mand. En fyndig klumme af Bjørn Elmquist viser at der uden for vores hjemlige forståelse er en anden mening: Vi er én menneskehed og racismen kom før det forkerte racebegreb. Men selv veluddannede og seriøse forskere kommer uforvarende til at afsløre en anden tankegang. Så vi er advaret mod at døse hen i egne definitioner.
Men lad os blive ved, og lad os med Knud Vilby og hans meningsfæller få inkorporeret børnekonventionen i dansk lovgivning til gavn for det danske samfund. Vi bringer en opfordring, som man kan følge og blive medunderskriver på dette vigtige forslag. Morten Sodemann formulerer sit håb i artiklen om Sundhedsvæsenet. Hvad skal vi med det, pleje vælgerne eller patienterne? Hans skarpe vid er ganske vist farlig, men skulle de rette konsekvenser en dag vise sig, er der store fremskridt på vej. Eva Smiths juletale er ved første øjekast venligere og respekterer at den blev holdt den 24. december sidste år. Men ved opmærksom
læsning ses det at alvoren også er inviteret med juleaften. Niels Valdemar Vindings artikel peger på det håb der ligger i at vi holder op med at diskriminere islam, som enhver borger her i landet har lov til at bekende sig til, et håb om at religionsfriheden endelig engang bliver taget alvorligt, og Solveig Munk blotlægger den ufornuftige diskrimination, myndighederne har fundet på ved at destruere gode boliger – og i
det hele taget at bruge et ubrugeligt begreb ’ghetto’ for at stemple andre, mens de i virkeligheden hænger sig selv ud. Vi bringer også et par boganmeldelser, en om at flygte i 1938 – og en om at være flygtning fra det udbombede Tyskland efter Anden verdenskrig. Endelig kan bladet som sædvanlig kun bekende sig til HÅB ved på bagsiden at give stemme til de mennesker, som andre mennesker med vilje tog håbet fra. Gid vi
kunne gennemføre vores håb om ’aldrig igen’. God læselyst!