Krystalsnatsmarkering, Kultorvet, 9.11.22
af Knud Lindholm Lau Forfatter, talelærer, facilitator, formidler
Kære alle,
Vore tanker må her i aften gå til ofrene for Krystalnatten og deres nære, dengang som nu. Intet kan give dem livet tilbage, intet kan ombytte årene levet i frygt med år, levet i fred og tryghed. Men vi kan markere, huske og bruge historiens erfaringer til at udelukke en gentagelse — for det er jo sket, og derfor kan det ske igen, som Primo Levi sagde det.
266 B
Jeg siger: ”Racismeparagraffen — ja tak”, straffelovens §266 B, der i 1939 kom ind i loven for at beskytte de danske jøder. Men uanset paragraffens mindeværdige historie er intet sikkert og sikret: Et mindretal i Ytringsfrihedskommisionen, med Jacob Mchangama og Flemming Rose iblandt, foreslog den afskaffet — selvom de dog veg tilbage fra at opsige de internationale konventioner, der kræver den opretholdt
— og Liberal Alliance genoplivede forslaget under valgkampen.
Vi må ingenting
Nogle af jer vil huske den inspirerende pædagogiske tænker Erik Sigsgaard. Han besøgte engang en børnehave, hvor børnene måtte alt, efter de voksnes mening — men børnene mente noget andet. Vi må næsten ingenting, klagede de. Han måtte spørge mange gange, før de forklarede sig: De måtte ikke komme i materialerummet, det lille rum med de farvestrålende, men farlige rengøringsmidler. Vi må næsten ingenting. Vi kan næsten høre modstanderne af racismeparagraffen sige det samme: Vi må næsten ingenting! Som børnene stirrer de ind i ytringsrummet med de truende, hånende og nedværdigende ytringer, som de forbydes at råbe ud i offentligheden. Men hvad er det så, de ikke må? De sidste tre fældende domme fra byretter, offentliggjort i Rigsadvokatens praksisoversigt, dømmer fx disse ytringer ulovlige:
Eks 1
JØDESVIN DØ MED METTE EU KUSSEN!
Eks 2
Europe are in war with the n-word, the muslims, and the jews — kill all of them”, Remember in November! Jews are Satan’s waste and they must be eradicated — begins on November 9th, so we can celebrate the Krystal night. Time to go n-word hunting
Eks 3
”Endnu en kulturberigelse i Danmark. Og tænk så på, at den samlede befolkning af arabisk afstamning udgør ”kun” 6 % af Danmarks befolkning. Da ikke alle naturligvis er kriminelle afstumpede og mentalt svage
individer, så er det skræmmende, så mange historier der er om netop disse individer. Der må således være 80-90 % af dem, der ikke vil eller kan Danmark. Det vil sige, at 8-9 ud af 10 indvandrer er kriminelle. Det er da ret skræmmende”
Og tre eksempler fra landsretten, :
Eks 1
…. T havde lagt billedet af en gymnasielærer på FB og skrevet: ”Nej, det er nogle fucking perkere og de skal dø”.
Eks 2
En imam blev dømt for under fredagsbønnen at sige og offentliggøre dette på en video: ’Dommedag oprinder ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne, således at muslimerne slår dem ihjel, og jøden vil skjule sig bag sten og træer, og stenen og træerne vil sige: ’O muslim, O Guds tilbeder, der er en jøde bag mig, så kom og dræb ham’ (han citerede her fra en hadith, men ufuldstændigt, og stykket fortsætter nærmest modsat af det citerede).
Eks 3
”Muslimer er ikke mennesker som os, men styret af en totalitær voldelig ideologi kaldet islam. Muslimer bør ikke have lov til at omgås civiliserede mennesker. Mange muslimer er mentalt retarderede p.g.a. arvelige egenskaber og indoktrinering af koranens løgne”.
Det er jo ikke ligefrem de finere detaljer i jødisk eller muslimsk teologi, der diskuteres her. Det er tværtimod eksempler på ”at en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges”, som det hedder i 266 B.
Men hvis man vil kritisere religion eller kultur, kan man efter dansk lov gøre det uden hindringer. Lars Hedegaard udtalte jo i et videointerview, at ” det hører man hele tiden; at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler eller fætre eller deres far” og meget andet i samme stil. Samtidigt med, at retssagen kørte i Østre Landsret, hvor han blev dømt, offentliggjorde Trykkefrihedsselskabet en rapport i et tilstræbt videnskabeligt sprog om de samme emner — uden, der blev rejst tiltale. Så man kan sagtens beskrive og kritisere kultur og religion, blot ikke truende, forhånende eller nedværdigende. Det er så lidt, man ikke må. Man skal true, håne eller nedværdige for at bryde loven; men ikke nok med det: det skal rette sig mod en gruppe defineret ved race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro, handicap eller seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika. Og ikke nok med det. Det skal gøres offentligt eller udbredes med vilje. Så hjemme ved køkkenbordet må man sige alt om alle de nævnte grupper, men i offentligheden må man ikke true, forhåne eller nedværdige.
Klemperer
Den jødiske litteraturpofessor Victor Klemperer analyserede i sin ”LTI — Det Tredje riges sprog” de ytringer og mentaliteter der lå neden under Nürnberglovene, Krystalnatten og Holocaust. Sproget røber alt, mente han, hvis blot vi kan dirke det op. Og om virkningen skrev han, at ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.” Klemperer kunne kun tolke og tænke, ikke lave undersøgelser; men arseniksentensen er senere direkte empirisk eftervist i mange videnskabsgrene: Fra neurologien ved vi, at eksklusion fra en gruppe giver hjerneaktivitet, som var det fysisk smerte, personen blev udsat for. I medicinen er det bevist, at diskrimination gør mennesker syge, fysisk og psykisk. Fra politologi og sociologi ved vi, at jo mere stigmatiseret en gruppe er, jo lavere er tilliden til demokratiet i gruppen. Historiske studier viser, at sproget spiller en rolle i alle faser af folkemordprocesser. I Polen antændte en lille drengs nødløgn om at være holdt fangen i en kælder under det jødiske kulturcenter i Kielce en pogrom. 4. juli 1946 dræbte civilbefolkningen 50 jøder og sårede lige så mange. De angribende troede på the blood lible, den løgnagtige myte om, at jøder skulle korsfæste kristne børn og indbage blodet i påskebrød.. Fra psykologien ved vi, at ytring af voldelige udsagn ikke renser sindet til noget fredeligt gennem en slags katharsis, men tværtimod avler mere had. Og med teorien om kognitiv dissonans som redskab kan vi forestille os, at de politikere, der i kampen om magten deltager i nedgørelsen af flygtninge, muslimer og medborgere fra Mellemøsten, så længe har ytret sig så fjendsk, at de for at dæmpe den indre psykiske spænding selv er begyndt at tro på det, de har fået sagt. Med Jyllandspostens karikaturtegninger fulgte slagordet om, at man skal kunne tåle ”hån, spot og latterliggørelse” og mange tilbød en sådan hærdningstræning. Helt gratis — eller på abonnement — til os, der ikke er så robuste. Men sandheden er, at mennesket ikke kan tåle ”hån, spot og latterliggørelse” i uanede mængder. Kroppen reagerer før bevidstheden.
Weimar
Netop under markeringen i dag forekommer det i øvrigt mærkværdigt, at man fremfører udviklingen i Weimartiden som beviset på de negative konsekvenser af en racismeparagraf. Den lovgivning man havde afværgede ganske vist hverken nazisme eller Holocaust; men det var der jo intet, der gjorde. Intet hjalp under processen frem mod 1933. Og den lovgivning, der overhovedet havde den mindste lighed med vor racismeparagraf, var under privat påtale. Det vil sige, at en sandsynligvis jødisk sagfører på vegne af jødiske klienter skulle rejse en sag i en tid, hvor et bevæbet SA overfaldt anderledes tænkende. Og gøre det overfor dommere, hvoraf mange selv var antisemitter, præget af antisemitismen i det kejserstyre, der netop var brudt sammen. Civilsamfundet I stedet for en paragraf skulle civilsamfundet kunne klare stigmatiserende angreb på vore minoritetsmedborgere, lyder det. Men civilsamfundet har også et arbejde at passe, ikke alle er professionelle såkaldte debattører og vi overlader det jo heller ikke til civilsamfundet at beskytte liv og ejendom i øvrigt. Det har vi det politiske fællesskab til, i moderne tider og hos os den demokratiske stat med en objektiv anklagemyndighed og uafhængige domstole. Debatten og dialogen i den demokratiske stat kan sagtens forløbe frugtbart og effektivt uden de truende, forhånende og nedværdigende udsagn, der dømmes ude af domstolene efter racismeparagraffen. De ytringer har i den forbindelse ingen samfundsmæssig værdi. Til dem, der siger, at vi må ingenting, må vi sige: Det er næsten ingenting, I ikke må — og I må ganske enkelt lære at tåle kravet om en anstændig og respektfuld sproglig omgang med hinanden. Derfor, tak til de politikere, der modigt i 1939 indførte den første racismeparagraf i verden — i et naboland til nazismen; og tak til de politikere, der fortsat med lovgivning bakker op om vore minoritetsmedborgeres integritet og
værdighed.
Og tak til jer, der hørte på!