Kære borger! Hvis du har stemmeret til Folketinget og ikke har skrevet under på dette borgerforslag endnu, vil vi opfordre dig til at gøre det inden 15. april. — Læs Knud Vilbys begrundelser nedenfor. ID: FT-12826 — Borgerforslaget har deadline 15. april, der skulle det meget gerne nå op over de 50.000 underskrifter. For at skrive under, tag linket ind på din browser — og følg instruktionerne. Du skal bruge Mit-ID til det, — måske kan NEM-ID fortsat bruges. www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-12826
ID: FT-12826 — Forslaget:
Det foreslås at Folketinget pålægger regeringen at fremsætte forslag til inkorporering af FN’s konvention om barnets rettigheder i dansk ret, og at Folketinget vedtager inkorporeringen.
Trods øget politisk fokus på børns vilkår og børns rettigheder er FN’s konvention om barnets rettigheder (Børnekonventionen) aldrig blevet inkorporeret i dansk ret. Danmark ratificerede børnekonventionen i august 1991, og Danmark har siden været forpligtet til at følge konventionens bestemmelser. Men den er aldrig indarbejdet i lovgivningen. Især 3 forhold har ændret sig siden Folketinget senest behandlede et forslag om inkorporering.
1. Danmark er nu det eneste land i denne del af verden, der ikke har inkorporeret børnekonventionen. I Norge har konventionen været inkorporeret i snart 20 år. Sverige er det seneste nordiske land, som har besluttet at inkorporere konventionen. Det skete i 2020. Alle nordiske lande, bortset fra Danmark, har foretaget inkorporering for at støtte barnets rettigheder og herunder barnets ret til at blive hørt i administrative og retslige afgørelser. Tyskland, Frankrig, Holland, Irland og Spanien har også inkorporeret konventionen i den nationale lovgivning.
2. Ny forskning viser, at barnets rettigheder og børns ret til at blive hørt respekteres mere af administrative myndigheder og af domstole, når konventionens bestemmelser er inkorporeret i den nationale lovgivning. Der er talrige eksempler på at praksis blandt andet i kommunal sagsbehandling er præget af manglende respekt for barnets rettigheder, og ikke mindst barnets ret til at blive hørt (artikel 12 i konventionen). Ankestyrelsens omgørelse af en række kommunale afgørelser viser, at problemet er reelt. Der er særlige problemer med sagsbehandlingen af handicappede børn og af udsatte grønlandske børn i Danmark, ligesom der er dokumenteret problemer om respekten for mindreårige asylansøgeres og flygtninges rettigheder i sagsbehandlingen. Ny forskning beskriver konsekvenserne af inkorporering. I 2021 udkom bogen ”Incorporating the UN Convention on the Rights of the Child” på Cambridge University Press. Kapitlet om Norge er skrevet af professor Kirsten Sandberg, som er tidligere formand for FN’s børnekomite. Hun gennemgår konsekvenserne af inkorporeringen af konventionen med særligt fokus på artikel 12 om barnets ret til at blive hørt. Og hun fastslår, at selv om der stadig er mangler, er den fuldstændige og direkte inkorporering i norsk lovgivning en succes.
Inkorporeringen har givet konventionen en stærk placering i lovgivningen. Regeringen har følt sig mere forpligtet end tidligere, og da konventionen blev forpligtende for de lokale myndigheder, førte det til, at Børne- og Familieministeriet udarbejdede en konkret vejledning til kommunerne om anvendelsen. Advokaters opmærksomhed på børnekonventionen blev voldsomt forøget efter inkorporeringen, og der er kommet flere referencer til børnekonventionen i retssager. Inkorporeringen er sidst men ikke mindst blevet et incitament til en kulturændring henimod at se børn som mennesker med rettigheder. Kapitlet rummer en række eksempler på, hvordan børn i højere grad har fået mulighed for at fremføre deres synspunkter inden afgørelser, som vedrørte dem.
3. Erfaringerne peger på,at frygten for at den politiske kompetence glider fra det politiske niveau til domstolene har vist sig ubegrundet. En vigtig del af begrundelsen, for at regeringen og Folketingets flertal har afvist forslag til inkorporering har været, at det ville skabe risiko for, at det i højere grad blev domstolene, der kom til at definere børnepolitikken, herunder udlændingepolitikken. En tilsvarende debat har der været blandt andet i Sverige og Norge. Men erfaringerne fra Norge peger på, at der ikke er sket det skred, som nogle frygtede.
Konklusion:
Den politiske angst for og modvilje mod at klargøre børns rettigheder og styrke respekten for disse rettigheder virker i stigende grad helt ude af trit med det børnefokus som de fleste af Folketingets partier hævder at være enige om. Det er på tide, at Danmark gør som andre lande, der respekter børn og deres rettigheder.