Af Kâlànguak Absalonsen, Pædagog, blogger og medstifter af Foreningen Ilisimasavut.
Adoption til en fremmed kultur
For 4 år siden hed jeg Karen Andersen. Jeg var adopteret fra Sisimiut Grønland, da jeg var tre et halvt år, men det havde egentlig ikke noget med mig at gøre.
For 4 år siden hed jeg Karen Andersen. Jeg var adopteret fra Sisimiut Grønland …
Adoptionen lå så langt tilbage i mit liv, og det var heller ikke noget vi talte om. Jeg skulle blot være taknemmelig for, at jeg kom til dem. Jeg skulle nu lægge min oprindelige familie væk, Grønland væk, og tilpasse mig det nye liv i Danmark.
Tabene
Da jeg var barn, var det ikke in at være Inuit eller grønlændere som danskerne kalder os. Vi blev set ned på og ikke set som mennesker. Vi var blevet reddet af den danske stat, af koloniherrerne der kom til Nunarput (Grønland). Mange mistede deres sprog og identitet i deres eget land og for mit vedkommende mistede jeg alt. Jeg blev flov over at komme fra Nunarput (Grønland). For når jeg så noget fra mit hjemland igennem medierne, var det altid fulde inuit på Christianshavn og altid hørte jeg om alle de sociale problemer der var. Altid hørte jeg om de Inuit der ikke kunne tilpasse sig det danske samfund. Så derfor havde min nye familie og jeg travlt med at jeg skulle tilpasse mig det danske system. Jeg så mig selv som hvid, jeg så mig selv som mine omgivelser. Jeg fik krøllet mit glatte sorte hår, gik i modetøj og hørte disko. Mine idoler var hvide mennesker med blå øjne og lyst let hår. I skolen var alle bøger med lyse børn, og når der var brune eller mørke børn i bøgerne, var de eksotisk fremstillet. Alt var hvidt, og i min verden var den vestlige tankegang den rigtige.
Grønlandseksperter, der hverken var grønlandske eller eksperter
Som barn, ung og voksen, hørte jeg om “Grønlandseksperter” Det var danskere der talte om Grønland og grønlændere igennem bøger og film. De talte om vores land og om hvorledes det var og er at være grønlændere. De fik priser og anerkendelse og i mit sind, i mit univers troede jeg at Inuit ikke kunne skrive eller tale. Det eneste jeg så var fuldskab og alle de sociale problemer der var omkring grønlændere (som vi blev kaldt). Blandt mine danske venner kom der nogle gange jokes. Så jeg hørte ord som grønlænder-stiv, istap, eskimo, kajakvender og ”tag lige en guldbajer til morgenmad”. Nogle gange startede jeg selv med disse jokes for ikke at blive overrumplet af mine omgivelser og alle lo, men dybt inde i mig var der en sorg, tristhed og dyb længsel af noget jeg ikke kendte til.
Øjenåbnerne
En tidlig søndag morgen i 2018 sad jeg alene i stuen og drak en kop kaffe og så på opslag fra FB. I en video dukkede Kronprinsesse Mary op, som sad rundt om et bord med unge Inuit børn og talte omkring stigma og diskrimination mod Inuit. Jeg troede i hele mit liv at det kun var mig der blev diskrimineret, da jeg ikke i mit voksenliv har begået mig blandt Inuit. At denne forkerthed kun tilkom mig. Da jeg hørte disse unge mennesker tale, var der en indre stemme inde i mig der begyndte at røre sig. Samme morgen kom der en lang tekst på min FB-profil omkring mit liv som adopteret og som Inuk i Danmark. Jeg begyndte at blogge og begyndte at finde venskaber i Inuit miljøet i København. I hele den lange rejse som nu har varet i snart 4 år er der så mange lag, der er dukket op i mig og som er ved at blive bearbejdet.
Selverkendelse, forståelse og selvværd
For en adoption er ikke bare en adoption omkring at tilpasse sig det nye miljø, det er et kæmpe svigt for barnet at miste sin mor og far samt familie og ikke mindst at miste muligheden for at identificere sig i sine omgivelser. Ens kultur er vigtig at kunne opretholde, for det ligger så dybt i os hvorledes vi bærer vores kultur med os. Det ligger i vores DNA. Den måde du tænker, og den måde du reagerer på, kommer dybt indefra, og kan dine nye omgivelser ikke forstå det, føler du dig forkert og så kører den indre selvværds karrusel ned ad bakken.
I dag kæmper jeg for, at vi Inuit får vores egen stemme, for det er ved at vi får taletid, at vi kan heale os selv…!
Oprejsning er opgaven
I dag kæmper jeg for at vi Inuit får vores egen stemme, for det er ved at vi får taletid at vi kan heale os selv — at rejse os op og kræve vores plads. For vi er ikke blevet eller bliver behandlet som dem vi er. Vi er Oprindelige Folk med oprindelige folks rettigheder, vi skal ikke ses som danske statsborgere som er rangeret nederst i hierarkiet. Vi har retten til at kræve vores sprog, identitet og kultur tilbage. Vi er stadig koloniseret og nu er tiden inde til at kræve af den danske stat at se os som Oprindelige Folk. At vi får en oprejsning igennem alle de år hvor vi er blevet kuet, nedgjort og at vi fremover får et mere nuanceret billede af at være Inuit i Danmark.
Her kan du gå videre
Hvis du har lyst til at høre mere omkring mig kan du følge mig på FB bloggen “Bryd tabu og lev dit liv” I podcast serien “Rejsen til det røde hus” kan du lytte til hvorledes det var for mig at finde tilbage til min historie, fødeby og opdage gemte og glemte fortællinger fra min barndom. Qujanaq