Vi, en række aktivister, debattører, communities, forskere og enkeltpersoner, ønsker med dette indlæg at stille os solidariske med Bwalya Sørensen, talsperson for Black Lives Matter Danmark, i den voldsomme og uretfærdige hetz danske medier og debattører har udsat hende for.
Danmarkshistoriens hidtil største antiracistiske demonstration løb af stablen i sommeren 2020. Den var en klar modreaktion på de bestialske drab på George Floyd og Breonna Taylor i USA. Et kæmpe, fredeligt nej til racisme og et klart ja til fællesskab og ligeværd blev aktivt bakket op af mennesker i alle aldre, hudfarver og køn.
Men vi er mange, der er dybt bekymrede. Efter at have set hvordan Danmark igennem en årrække har udviklet et politisk klima, hvor racistisk retorik og undertrykkende strukturer er virkeligheden, siger vi fra. Vi siger fra overfor de medier, der konsekvent bruger den personlige hetz mod Bwalya Sørensen til at fordreje de dybt nødvendige samtaler om racisme. Som skaber fjendebilleder og skaber had mellem grupper i befolkningen, der ellers burde stå sammen. Som benytter gamle, racistiske karikaturer og stereotyper til at tilsværte og miskreditere de mennesker, der står forrest i kampen mod racisme.
Hverdagsracismen er et produkt af den strukturelle racisme og danske medier er i den grad med til at fastholde den dagsorden gennem deres ensidige vinkling. Det er et udtryk for den systemiske racisme, den strukturelle og institutionelle racisme, som på forskelligartet vis kommer til udtryk gennem magtinstitutionerne i vores samfund.
Der er mange medier, debattører og politikere, der nægter at anerkende problemet. Men intet har i 2020 skabt så meget ballade og været årsag til så udpræget en hetz og trusler som den omtalte demonstration, arrangeret af Black Lives Matter, Danmark. Nok var den fredelig, men efterdønningerne var alt andet end dét:
Til demonstrationen opfordrede Bwalya Sørensen, talsperson for Black Lives Matter Danmark, alle sorte demonstranter til at komme op foran. Til at stå sammen i et styrket fællesskab sammen med andre sorte demonstranter. Opmuntrede dem til ikke at være bange. Heller ikke hvis det var første gang, de overhovedet var i en demonstration. Dét blev samme dag gengivet som et krav om, at alle hvide skulle gå bagerst, og lige siden er hun blevet hetzet, karikeret og svinet til, anført af medierne, der kalder hende racist. Kvinden, der måtte have politibeskyttelse for at tale Paludan imod og har været udsat for trusler, bliver gjort til syndebuk og bruges til at vende folkestemningen mod en hel, antiracistisk folkebevægelse.
Vi protesterer på det kraftigste over, at redaktørerne på dén måde systematisk hænger et menneske, der har kæmpet en årelang antiracistisk kamp ud. Vi protesterer over, at de med deres vinkling og hurtige overskrifter ikke anerkender deres medansvar i at skabe fjendebilleder og opretholde en racistisk retorik. Medierne har konsekvent lavet fuldstændig groteske beskyldninger mod en kvinde, der i årevis har kæmpet for en ordentlig behandling af de allermest udsatte mennesker.
Vi konstaterer, at hele dette forløb netop viser, hvor stort et problem der er med racisme i Danmark; det skal ties ihjel. Medierne har et ansvar for ikke at producere og sprede fake news. For ikke at fordreje virkeligheden. Man er ikke racist, fordi man til en Black Lives Matter-demonstration ønsker at synliggøre de sorte, ved at bede dem stå forrest. Man er ikke racist, hvis man beder de sorte komme foran til talerstolen, så deres stemmer kan blive hørt. Man er ikke racist, når man skaber platforme, der taler dem op, som medierne taler ned. Vi støtter Bwalya Sørensen og vi tager den skarpeste afstand fra den personforfølgelse medierne insisterer på.
Mino Danmark
Afro Danish Collective
Danmarks Intersektionelle Højskole
Psykologfagligt Netværk imod Diskrimination
SOS Racisme Danmark