Kommentarer til en artikel i POV International.
Børnene på Sjælsmark er flyttet langt, langt væk ud i en skov, hvor ingen længere ser dem. Og i stedet for et højt hegn har de fået noget meget værre: meldepligt to gange om dagen.
Og næste stop er Lufthavnen. “…
”Vi kan konkludere, at det ikke hjælper at gøre deres liv så trøstesløst som muligt,” proklamerede udlændinge- og integrationsminister Matthias Tesfaye i forbindelse med beslutningen om at flytte familierne ud af de triste omgivelser i Udrejsecenter Sjælsmark.
Beslutningen kom blandt andet på baggrund af psykologiske undersøgelser foretaget af Røde Kors, der viste, at børnene på Sjælsmark havde dobbelt så høj risiko for psykiske lidelser sammenlignet med nyankomne flygtningebørn. Børnene havde nedsat appetit og svært ved at sove, over halvdelen af de 11- til 17-årige udviste symptomer på PTSD, og hele 80% af børnene kunne sandsynligvis eller muligvis få stillet en psykiatrisk diagnose.
Venstrefløjen og humanitære organisationer jublede, for i beslutningen lå en implicit forventning om, at forholdene for de afviste asylansøgere og deres børn ville blive bedre.
Siden har vi ikke hørt meget om familierne, og de fleste danskere går nok rundt med en forventning om, at det er fordi familierne har det godt. Jeg satte mig for at undersøge, om det er tilfældet.
Asylcenter Avnstrup
Da børnefamilierne blev fjernet fra den tidligere kaserne Sjælsmark med sine store hegn og dystre arkitektur, blev de flyttet til Asylcenter Avnstrup, der ligger i naturskønne omgivelser i Lejre kommune, cirka 15 kilometer fra Roskilde.
Avnstrup blev bygget som hospital i 1937 og består af en 5-etagers hovedbygning og en række mindre huse i traditionelle røde mursten, omringet af skov. Centeret blev tidligere benyttet som tuberkulosesanatorium – nu er det hjem for afviste flygtningefamilier.
På overfladen kan Avnstrup virke som en forbedring i forhold til Sjælsmark. Her er idylliske omgivelser, ingen hegn og flytningen skete med løftet om et mere normalt liv med mulighed for at lave egen mad samt adgang til institutioner for børnene. Men virkeligheden er en anden, når man taler med beboerne.
”I Sjælsmark er der et fysisk hegn – i Avnstrup er der et mentalt hegn. Fordi man konstant skal bekræfte, at man er til stede, går man rundt med et hegn inde i hovedet,” forklarer den 33-årige asylansøger Ayesha. Det er den udvidede meldepligt, hun taler om. På Sjælsmark skulle beboerne kun skrive under på deres tilstedeværelse tre gange om ugen, men på Avnstrup er det to gange om dagen, kl. 10 om morgenen og kl. 22 om aftenen. Alle, jeg taler med, siger det samme: At den daglige meldepligt føles mere kvælende end hegn og pigtråd.
”Vi føler os ikke mere frie her end i Sjælsmark,” fortæller 46-årige Ali. ”På en måde er det værre her, fordi vi er midt ude i skoven. Vi er så isolerede, at der mange steder ikke er telefonsignal. I Sjælsmark var vi i det mindste tæt på København og mødte almindelige danskere. Her ser vi ingen andre end de ansatte og de andre familier på centeret. Vi er blevet placeret her, så Danmark slipper for at forholde sig til os.”…