SOS Racisme er en antiracistisk organisation, ikke-vold er et af vores grundlag for at bekæmpe racisme. Vi står for venskab og liv, og er imod fjendskab, had og død. Vi fordømmer vold og hævn fra alle sider af konflikten mellem Israel og Palæstina. Et menneske er et menneske, uanset om man er dansker, palæstinenser eller israeler. Ethvert menneske har ret til livet. Alle menneskers liv er lige meget værd!
Både Israel og Palæstina har ret til at eksistere som selvstændige nationer, som hver især må have potentialer nok til at sørge for at alle kan leve et værdigt liv i fred. I årtier har palæstinenserne lidt under Israels besættelse, og i årtier har israelere og palæstinensere frygtet terror fra modparten.
Siden 7. oktober er mere end tusinde døde fra hver af siderne, og aktuelt er der gjort klar til et stort nyt massedrab og etnisk udrensning af en befolkning, der er udtørstet og udsultet, i Gaza, hvor ingen hospitaler har vand, mad, elektricitet, medicin, hjælpeudstyr eller senge nok til det nuværende antal sårede, og slet ikke til det store antal sårede, man forventer i en bykrig. En snarlig invasion med voldsomme massakrer på militære og civile, og flere bombninger af Gaza by til følge, vil først og fremmest frembringe nye fjendtligheder og had i generationer, frem for den fred, der skal til, hvis begge nationer skal kunne give deres borgere et godt liv. Det er ikke realistisk, at nogen af parterne vil opgive deres håb om, at deres land overlever, så under alle omstændigheder må de to nabolande belave sig på at eksistere sammen fremefter. Derfor kalder vi på FN, verdenssamfundet og vores egne politikere for at deskalere konflikten frem til våbenhvile og samarbejde om en reel fredsløsning, som tilgodeser begge parter og reelt kan være garanteret af FN. Israel må droppe truslerne, lukke nødhjælpen ind i Gaza og droppe blokaden, og Gaza må frigive gidslerne.
I Danmark har vi brug for politikere, der – trods en menneskefjendsk massakre på civile i Israel for en uge siden, efterfulgt af menneskefjendtlige bombardementer af Gaza med drab på mange civile, ikke bidrager til at eskalere krigen, men i stedet vil arbejde for en realistisk løsning til våbenhvile og en retfærdig fred.
Og vi har brug for at civilsamfundsorganisationer ikke opildner de to parter mod hinanden, eller fører krig mod hinanden. Fred er vejen, ikke krig.