I disse dage bliver sexismens magtmisbrug afsløret. Mange trækker vejret lettet efter i flere tusind år at have fundet sig i magthaveres og myndigheders negligeren af personlige grænser.
Men racismen overskrider stadig – i dag som til alle tider – personlige grænser. Lad os gribe chancen, så også dette magtmisbrug sættes i gabestokken, og vi kan få et samfund, vi kan være bekendt.
Af Marianne Olsen, redaktør af SOS Racismes tidsskrift
”Der findes ingen tilgivelse for de forældre, som tog børn med til islamisk stats dødsrige eller som har fået børn dernede. De har vendt Danmark ryggen.”
Med sin udtalelse ovenfor har udenrigsministeren allerede i februar måned overskredet sine demokratiske kompetencer, som jeg dengang skrev imod på netavisen SAMEKSISTENS:
https://sameksistens.dk/udenrigsministeren-overskrider-sine-graenser/
Fejltagelsen – en ny erkendelse?
Jeppe Kofods ubarmhjertige behandling af vores børn i de syriske lejre og hans partis nederdrægtige afvisning af at tage imod 300 børn fra den nedbrændte Morialejr bør få magthaverne til at overveje de sidste dages tumult i anledning af mænds magtmisbrug over for unge kvinder, der var afhængige af dem. Netop den afsløring har også igen henledt opmærksomheden på udenrigsministeren og det han kalder ’sit livs største fejltagelse’. Alle hans patetiske undskyldninger for at have haft sex med en pige, han havde ansvar for, kommer som en slags bøn for et politisk liv.
Denne blogger var vel ikke den eneste, der blev meget opmærksom, da statsministeren udnævnte Jeppe Kofod til vores fædrelands fineste repræsentant over for udlandet, og tænkte på at hun måske – ligesom med sit hold i øvrigt, havde udset sig mennesker, som hun formodede hun kunne regere med som det passede hende. Nuvel, Mette Frederiksens magtbegær er kommet bag på hende som en ægte boomerang.
Endnu en boomerang?
Gid det samme vil ske med hendes racistiske demonstration i den tale hun holdt ved Folketingets åbning. Den åbningstale fik selv trofaste socialdemokrater til at tage afstand fra det også de opfatter som racistisk. I talen fremhævede hun indvandrerdrenge som særligt kriminelle.
Ved en sådan påstand må man formode at en kriminel handling ikke er en kriminel handling, men at handlingens kriminelle egenskab afhænger af, hvem der har begået den.
Statsministeren og ofrene
Statsministeren er på ofrenes side, når det drejer sig om sexisme. Jeg håber at hun også snart bliver på ofrenes side, når det – forhåbentlig snart – bliver afsløret hvor skadeligt det er at gøre medmennesker til ofre for racisme.
Sexisme beror på den misforståelse at det ’normale’ menneske er en mand. Mennesket er mangfoldigt og alligevel menneske. Mennesket har krav på respekt og, hvorfor ikke venlighed?
Racisme beror på den misforståelse at det ’neutrale, normale ’ menneske er farveløst. Mennesket er i virkeligheden mangfoldigt. Kun enæggede tvillinger ligner hinanden til – næsten – forveksling, og er dog forskellige. Vi er alle, hver og én, forskellig fra ethvert andet menneske, og det er en illusion at vi har alting fælles.
Fællesskab og individualitet
Vi kan være opdraget i den samme kultur med de samme højtider og de samme aftaler om hvornår butikker skal åbnes, hvornår vi kan gå til læge og hvilke folk vi af sproglige grunde kan tale med. Og alligevel have forskellig opfattelse af vores omverden.
Men vi har én ting tilfælles: vores dødelighed. Derfor er det en god ide at de folk, der af andre har fået magt, ikke dømmer nogen til et ulideligt liv. Jeppe Kofod og den socialdemokratiske regering med ham har forbrudt sig ved at udelukke de danske børn og deres forældre fra Danmark, og ved at afvise 300 børn fra Morialejren, som kommuner rundt om i landet gerne vil tage imod.
Det er en forbryderisk indstilling.
Man kan håbe at racismens modbydelige ansigt vil blive afsløret og almindelig fordømt, ligesom nu sexismen er blevet det