Jeg har naboer i Fsb Blågården, der er blevet smidt ud af deres hjem for noget, de ikke har gjort. Er det ikke helt ubegribeligt?
Og de er blevet smidt ud af beboernes egen boligforening Fsb. Det har man jo rigtig svært ved at forstå. Især at det er en administrativ beslutning, der er taget helt uden at se på de enkelte sager, om der nu også er tale om ”utryghedsskabende” familier, som loven sigter mod.
(Se Fsb’s mails til SOS Racisme: https://sosracisme.dk/sag/om-udsmidning-af-hel-familie-i-blaagaarden/
Politikerne ville gøre det nemt at slippe af med kriminelle og deres familier, så de lavede en tilføjelse til Den almene Lejelovs §90, stk. 1, nr. 10 – og det gælder ALLE almene boliger i hele landet. Og nu de var i gang, tog Folketinget også de privat ejede lejeboliger med (§ 93 i Lejeloven). Så det kan ramme ALLE, der bor i en lejebolig i Danmark.
Og i Fsb Blågården i området omkring Blågårds Plads her på Indre Nørrebro har tre familier fået ødelagt deres liv. Medmindre deres naboer i Fsb Blågården stemmer for, at Fsb skal ophæve opsigelserne af deres lejekontrakter. Eller de giver en nabo fuldmagt på Fsb’s fuldmagtsformular (Se reglerne for fremmøde og fuldmagt helt nede i bunden)
Onsdag den 4. august kl. 18.30 (dørene låses kl. 19.00)
på Scandic Falkoner, Falkoner Alle 9, Frederiksberg
Forleden fik Rosa Lund fra Enhedslisten svar fra boligministeren, der slog fast, at udlejer (Fsb) IKKE havde nogen pligt til at smide lejerne ud:
Svar:
Det vurderes, at der ikke i medfør af almenlejelovens § 90, stk. 1, nr. 10, indeholdes en
forpligtelse for udlejer til at ophæve lejer, og at udlejer derfor vil kunne foretage en
individuel vurdering af lejeren.
Dette findes desuden at have støtte i almenlejelovens § 80, stk. 1, hvorefter udlejeren,
som et led i sin forpligtelse til at sørge for god ro og orden i ejendommen, alene
forpligtes til om fornødent at ophæve lejeforhold i de i § 90, stk. 1, nr. 7-9 og 13 nævnte
tilfælde.
Med venlig hilsen
Kaare Dybvad Bek
Hvorfor blev familierne sagt op?
I alle tre boliger var medlemmer af husstanden blevet idømt en ubetinget fængselsstraf, fordi de deltog i de uroligheder, der opstod palmesøndag 14.04.2019, da politiet uden varsel flyttede Rasmus Paludans 1-mands haddemonstration med hans kamera-holder til Blågårds Plads, hvor både autonome og Loyal to Familia har centrum. Samtidig ligger pladsen midt i det almene boligområde Fsb Blågården, som har mange beboere med muslimsk baggrund.
Politiet havde ifølge TV2 indkaldt 600 betjente, der mødte op med kampudrustning og tåregasmasker – formodentlig fordi de regnede med, at de bande-relaterede ville møde op. Det ser ud til, at de klogeligt holdt sig væk, så derfor blev det blandt andet troende muslimer, der reagerede på Paludans forhånelser.
Baggrund for opsigelserne
FAMILIER SAT UD AF DERES HJEM FOR NOGET, DE IKKE HAR GJORT
Kollektiv straf til børnefamilier
Da politiet helt uden varsel flyttede Rasmus Paludan og hans kameramands haddemonstration til Blågårds Plads palmesøndag 14.04.2019 og ifølge TV2 indsatte op mod 600 betjente i kampudrustning med knipler og tåregasmasker, udbrød der uroligheder. Efterfølgende blev 19 ikke-”vestlige” idømt usædvanligt hårde fængselsstraffe.
Opsigelse af familier
Helt uventet opsagde Fsb’s organisationsbestyrelse året efter tre børnefamilier fra deres boliger med en uges varsel, fordi medlemmer af deres husstand var idømt ubetinget fængsel, og overtrædelsen var begået under en kilometer fra deres adresse. De dømte er alle siden fraflyttet adressen. Børnefamilierne er ustraffede, og næsten alle er opvokset i Fsb Blågården. Ni af børnene er piger.
”Utryghedsskabende familier” opsagt administrativt
Folketingsflertallet ønskede at fjerne “utryghedsskabende” kriminelle og deres familier, men disse tre familier – og de husstandsmedlemmer, der blev idømt fængselsstraffe – har aldrig tidligere været straffet, og der har aldrig været klaget over dem. Tværtimod har fædrene arbejdet for integration af unge i kvarteret. Men Fsb’s organisationsbestyrelse opsagde dem administrativt og uden individuel sagsbehandling og uden at spørge Fsb Blågårdens afdelingsbestyrelse.
Lovgrundlaget
Lovændringen blev vedtaget sammen med “ghetto”-lovene, men den gælder ALLE almene boliger i hele landet. Den er formuleret, så det alene er udlejer, der afgør, om dømtes familie skal sættes på gaden. Hvis bestemte paragraffer har givet ubetinget fængsel og er begået inden for 1 km fra bopælen, kan (ikke SKAL) udlejer ophæve lejekontrakten.
§ 90
Udlejeren KAN hæve lejeaftalen i følgende tilfælde:
…10) Når lejeren eller medlemmer af lejerens husstand er idømt en ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for overtrædelse af §§ 119, 134 a, 180, 181, 192 a, 216, 237 eller 244-246, § 252, stk. 1, §§ 260, 266, 276 a, 281 eller 288 eller § 291, stk. 2, i straffeloven eller i medfør af § 3 i lov om euforiserende stoffer for at have besiddet euforiserende stoffer med henblik på videreoverdragelse, og når overtrædelsen er begået inden for 1 km fra den ejendom, hvor lejemålet er beliggende.
Boligretten skal ikke vurdere, om familierne er “utryghedsskabende”. Det er nok, at en af de nævnte paragraffer har givet ubetinget fængsel. Derfor er det nødvendigt, at Fsb foretager en individuel sagsbehandling for at fastslå, om den pågældende familie skaber utryghed i boligområdet.
Familiernes situation, hvis de taber
Ingen af de dømte er i øvrigt dømt for at have ramt nogen.
Hvis familierne taber i landsretten, står de ikke længere på nogen venteliste og mister deres anciennitet på op til 37 år, og de vil ikke kunne finde en bolig, som de kan betale, i nærheden af Blågårdskvarteret, hvor de har levet hele deres liv sammen med deres udvidede familie.
Søn flyttet hjemmefra et halvt år før opsigelse
Alle de dømte er fraflyttet boligerne. Den første landsretssag afgøres mandag 9. august 2021, og familien risikerer at stå på gaden en uge efter, fordi sønnen på 17 år lod sig provokere af Rasmus Paludan. Sønnen boede hjemme indtil 4. juli 2019, hvor han tog på ferie i Alanya, og politiet varetægtsfængslede ham i lufthavnen, da han kom tilbage. Han flyttede sin adresse i august 2019, da han var fyldt 18 år, og afsonede de 8 måneder, som han blev idømt, da anklagemyndigheden ankede hans byretsdom. Det betød ikke kun, at han mistede sin uddannelsesplads – hans families liv blev også ødelagt.
Stramning af loven
Lige inden Folketinget gik på sommerferie, blev §90 strammet yderligere, så straffesagen fremover ender som en boligretssag, hvor lejekontrakten ophæves, hvis udlejer kræver det.
Det har altså ikke længere opsættende virkning, hvis familierne protesterer mod opsigelsen som i de her tre sager. De får en uge til at forlade lejligheden, der ellers ryddes med fogedens hjælp.
Derfor er Fsb nødt til at fastlægge objektive kriterier for, hvornår familien til en dømt skal sættes på gaden.
Alle lejeboliger i hele landet
§90 i Den almene Lejelov gælder for alle almene lejligheder i hele landet, og desuden gælder lovændringen også for privat ejede lejligheder (Lejeloven §93), så alle lejeboliger i landet kan rammes, hvis familiens uvorne teenager idømmes en ubetinget fængselsstraf, der falder ind under for eksempelvis narkotikakriminalitet.
Fsb’s begrundelser for opsigelserne
Fsb´s Forretningsudvalg skrev 25. november 2020 som svar på en protest fra SOS Racisme:
Tak for jeres henvendelse.
Som bestyrelse for fsb har vi særdeles stor fokus på trygheden i vores mange boligområder. Tryghed
handler om rigtig mange ting. Noget har vi som boligorganisation selv indflydelse på – men i mange
situationer er vi helt afhængige af de mennesker, som samfundet har sat til at hjælpe os. Brandmænd – ambulancereddere, læger og politi. Disse mennesker i beredskabet skal ikke angribes med stenkast og anden vold i og omkring vores boligområder. Vi må aldrig komme i en situation, hvor brandvæsen eller ambulancer kun vil komme vores beboere til hjælp, hvis det sker med politieskorte.
Og når vi taler om vores lovgivning, er det i loven tydeligt slået fast, at vi som udlejer har ansvaret for, at der
hersker god ro og orden i vores boligområder. Derfor følger vi intentionerne i de love, som vi er underlagt – og derfor fastholder vi udsættelse af lejere, når der er afsagt ubetingede fængselsdomme, for fx grov vold og narkokriminalitet.
Med venlig hilsen
Forretningsudvalget i fsb
I et svar 17. mar. 2021 skifter Fsb’s forretningsudvalg begrundelse:
Kære landsformand for SOS Racisme Jette Møller
Tak for din mail dateret 5. marts 2021, hvor du beder fsb’s organisationsbestyrelse om at genoverveje sagerne.
Som tidligere beskrevet har fsb som udlejer ansvaret for, at der hersker god ro og orden i vores boligområder.
Domme og straffene i den konkrete sag er alvorlige, og gerningsstedet er tæt på vores boligafdeling Blågården, hvilket er udgangspunktet for den administrative beslutning om at opsige lejemålene.
Det er altid muligt for en lejer at indbringe fsb’s opsigelse af sit lejemål for Boligretten og anke til Landsretten, som tager den endelig afgørelse i sagen.
Til din orientering informeres organisationsbestyrelsen om dette brev.
Med venlig hilsen
Forretningsudvalget i fsb
https://sosracisme.dk/sag/om-udsmidning-af-hel-familie-i-blaagaarden/
REGLER FOR FREMMØDE OG FULDMAGT
Hver lejlighed har 2 stemmer.
Der kan max komme 2 fra hver lejlighed. De skal være fyldt 18 år og fast boende, men 1 er nok på grund af Corona.
1 fast boende over 18 år kan repræsentere hele lejemålet/lejligheden og har så 2 stemmer.
2 fast boende over 18 år kan deles om de 2 stemmer, som deres lejlighed har. Så er de begge stemmeberettigede.
FULDMAGT
Hver stemmeberettiget til mødet kan medbringe en fuldmagt fra 1 lejemål/lejlighed.
Det vil sige, at 1 fastboende, der afgiver 2 stemmer for lejligheden, kan desuden medbringe 1 fuldmagt for en person, der er fastboende i en anden lejlighed.
Denne fuldmagt giver 2 stemmer til lejligheden. Så 1 fuldmagt pr. lejemål/lejlighed er nok.
Hvis der kommer 2 beboere fra samme lejlighed, har de 1 stemme hver. Men de må så hver medbringe en fuldmagt fra hver sin lejlighed, dvs. 2 fuldmagter for 2 forskellige lejligheder/lejemål.
Men man SKAL udprinte Fsb’s fuldmagt (fra ‘Min side’) eller afhente den på Ejendomskontoret og udfylde ALLE felter (også lejernummer og fødselsdag).
Alt skal skrives med BLOKBOGSTAVER undtagen underskriften nederst.
De, der deltager i mødet, skal fremvise Corona pas og gult sundhedskort.
Man skal møde i god tid, for dørene låses præcist kl. 19.00.
Ring evt. tlf. 6063 3399
Efter den første familie havde tabt i boligretten: (27. november 2020): https://sosracisme.dk/blog/indsamling-til-boernefamilier-der-bliver-sat-ud-af-deres-hjem/