Beboerne i Mjølnerparken er nogle af de mennesker, der har være udsat for forskelsbehandling.
Her ses formanden for afdelingsbestyrelsen med forfatteren.
I en lang periode har det været et element i det, man kalder ‘udlændingepolitikken’, at der skal gælde særlig lovgivning og regler for etniske minoriteter. Helt aktuel er en ny lov om tvangsarbejde for kontanthjælpsmodtagere. Den erklærede målsætning for loven er, at den er målrettet modtagere med indvandrerbaggrund. For at opnå dette er det et kriterie, at målgruppen er ankommet til Danmark efter 1968. Loven rammer derfor ikke bare de, der kun har opholdstilladelse, men også danske statsborgere, som har været her i op til 57 år. Alle andre kontanthjælpsmodtagere skal ikke i tvangsarbejde.
Det er således blevet helt legitimt for det demokratiske system i Danmark, at et politisk flertal kan vedtage at forskelsbehandle et mindretal. Men det er det ikke i Tyskland ifølge den dansk-tyske forsker Moritz Schramm, som blev interviewet i Politiken den 16. april (1).
Den tyske grundlov fra 1949 blev født ud af den chokerende erfaring, at den menneskefjendske nazisme kunne komme til magten ved hjælp af demokratiet. Derfor er der i den tyske grundlov en artikel 1, som slår fast, at det enkelte menneskes værdighed er ukrænkelig, og at det er statens opgave at forsvare den med alle midler. Det tyske demokrati starter med vægt på menneskers ligeværd. Dette lighedsprincip skal om nødvendigt også forsvares af retssystemet mod det politiske flertal.
Det betyder, at det i Tyskland er udemokratisk, hvis et politisk flertal beslutter at forskelsbehandle mindretal. I Danmark anser man det derimod for at være helt demokratisk. Moritz Schramm illustrerer den danske forståelse af demokrati med eksemplet: ’Demokrati er, når to ulve og ét får stemmer om, hvad de skal spise til aftensmad’.