Fri os fra empatien – den vil aldrig være nok til at overvinde racismen

Enhver racisme er et spørgsmål om magt og om magtmisbrug. Derfor er løsningen også at opbygge magt, ikke at angle efter medlidenhed. Medlidenhed nedbryder ikke racisme. Og de gentagne fortællinger gør heller ikke. De normaliserer bare lidelsen og ændrer intet. Det gør kun mobilisering af magt.

Mikas Lang, Information:“… Det er utvivlsomt positivt, at mange nye stemmer bliver hørt. Det er utvivlsomt positivt, at flere oplever den befriende følelse af at kalde tingene ved rette navn: Vi er udsat for racisme.Men det føles også som en narresut. Al den energi, sommerens forfærdelige mord har frigjort og sat i bevægelse, bliver kanaliseret ind i en samtale, der kører i ring…”“… Et spørgsmål om magt. Grundlæggende mener jeg ikke, at appeller til empati er en god politisk strategi.Jeg ved godt, at det skurrer i ørerne, fordi det er sådan, vi er opdraget. Hvis vi oplever uretfærdighed, må vi råbe op, og så lytter empatien og fornuften. Sådan er fortællingen. Men et par historiske eksempler kan underbygge min påstand. Velfærdsstaten opstod ikke, fordi de rige pludselig fik ondt af de fattige. Den er (blandt andet) et produkt af en lang, sej kamp. En kamp, hvor arbejderne opbyggede egen magt. Tilsvarende blev de tidligere kolonier ikke selvstændige, fordi europæerne pludselig fandt ud af, at det, de havde haft gang i gennem århundreder, var modbydeligt – men fordi man organiserede sig og gik til kamp mod kolonimagten. Man skal ikke tage fejl af, at et ikon som Martin Luther King kan takke folk, der forsvarede sig selv og andre med våben, for sin succes. Borgerrettighedsbevægelsen var blevet udryddet af Ku Klux Klan og sydstatsmyndighederne, hvis ikke det havde været for almindelige mennesker, som sov med en riffel under sengen.Dette er ikke for at sige, at der må gribes til våben – men for at sige, at en appel til empati aldrig vil være tilstrækkelig. Fremskridt kommer gennem kamp. Og racisme er ikke et spørgsmål om forståelse – den er et spørgsmål om magt. Ofrene ofrer sig. Offerhistorier positionerer, som det ligger i ordet, hovedpersonen i historien som offer. Den danske ordbog definerer et offer som en »person der (uforskyldt) udsættes for død, smerte eller anden lidelse«. Det ligger i grammatikken, at et offer er passivt. Et offer må hjælpes. Det er rart at få sin smerte anerkendt – jeg er selv en sucker for det skidt – men det kommer til at virke mod hensigten. For dem, vi håber, vil hjælpe, har i virkeligheden en interesse i ikke at gøre det. Det lyder hårdt, sådan sort på hvidt, men lidelsen og privilegierne er intimt forbundet. Lokalt og globalt.Ofrene taler. Majoriteten lytter, men kun med et halvt øre. Samtalen ebber ud og dør. For fem år siden skrev kunsthistoriker Emil Elg i sin bog Om racisme om oprettelsen af separate klasser for de stadig færre tilbageværende etnisk danske elever (altså apartheid) på Langkær Gymnasium uden for Aarhus, at »ifølge den kummerlige danske racismeopfattelse kommer racisme udelukkende i stand på subjektets niveau; det vil sige: Ønsker rektor med sin vågne hjerne ikke at praktisere racisme, da er det ikke muligt at praktisere racisme«. Og samtalen kører fortsat i den rille. Eftersom ingen vedgår sig racistisk motivation, skal vi påvise racismen. Vi skal vise, hvor det gør ondt, hvor ondt det gør. Udgangspunktet er, at racisme ikke findes, og resultatet er, at vi ikke kommer nogen vegne. Om fem år endnu et mord, endnu en serie vidnesbyrd, og velmenende journalister på Information og de øvrige klinisk hvide medieredaktioner kan igen naivt undre sig over, hvorfor al den viden dog ikke fører til forandring. I mellemtiden udvises der samfundssind ved at hetze mod folk med somalisk baggrund, familier bliver tvunget ud af deres hjem – i sidste ende formentlig deres by – som følge af den racistiske ghettolov, mennesker rådner op i udrejse-, hjemrejse- og udlændingecentre. Og så videre.Vi bliver immuneDer er en anden fare ved disse offerhistorier, som nok er mere subtil. Saidiya Hartman, kulturhistoriker og professor ved Columbia University, nævner i forordet til sin bog Scenes of Subjection en berømt passage fra den tidligere slave og abolitionist Frederick Douglass’ selvbiografi, hvor tante Hester på bestialsk vis bliver tortureret af slaveejeren. Hartman nævner scenen, men hun undlader at gengive den – med den begrundelse, at den uendelige gentagelse af sådanne scener i stedet for at gøre os oprevne, hvilket jo er hensigten, ender med at gøre os tolerante over for dem. De bliver lige så stille normale. Således er de til sidst triviel information og kan for eksempel umærkeligt indgå i en artikel, der i bedste fald indirekte handler om denne vold. Det er det, vi har set med udbredelsen af George Floyd-videoen. Det er det samme, vi har set med beskrivelsen af mordet på Bornholm. De er blevet vist og gentaget i tide og utide, og på et tidspunkt bliver vi så godt som immune. Det samme er på spil, når vi tusinde gange hører om en sort eller brun mand, der ikke må komme ind på diskoteket. Der har sværere ved at finde arbejde. Det var synd – er det overhovedet lovligt? Nej, det er det ikke. Men ja, sådan er det. Og vi har allesammen prøvet det. Chokerer det nogen? Tusinde sorte og brune kvinder er blevet mødt af aggressive, racistiske tilråb. Chokerer det nogen? Trusler om vold eller faktisk vold. Findes der stadig folk, som ikke har hørt de historier? Nej. De, der ikke ved, det findes, vil ikke vide, at det findes. Og de andre glemmer det igen. Glem appellerne. Lad os opbygge magt, så vi selv kan sætte dagsordenen…”