Se mere i Anne Nielsens kronik om Flygtningenævnets manglende uvildighed på Sameksistens.com
Efter Udlændingeloven skal en ud af tre medlemmer af Flygtningenævnet gøre tjeneste i Udlændinge- og Integrationsministeriet og være indstillet af udlændinge- og integrationsministeren, og det samme gælder en ud af tre medlemmer af Flygtningenævnets Koordinationsudvalg. Det har de seneste år været kontorchefen for Asyl og Visum, der har siddet i Koordinationsudvalget, som blandt andet lægger nogle overordnede linjer for Nævnets praksis.
Hver anden måned ser Koordinationsudvalget et praksisnotat om sager og forhold i bl.a. de lande, der er i nær en § 3-situation, dvs. en situation, hvor landet ifølge § 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er ulovligt at tilbagesende nogen til – det gælder både kriminelle og ikke-kriminelle. Hvordan kan ministeren og regeringen så bare vaske hænder og påstå at en asylsag har været gennem to uafhængige instanser: Udlændingestyrelsen, som hører direkte under ministeriet, og Flygtningenævnet, hvor en ud af tre er udpeget af ministeren? Kan en kontorchef, hvis daglige arbejde består i at gennemføre regeringens politik på området: få færrest muligt asylansøgere til Danmark og ophæve opholdstilladelser for flest muligt flygtninge, glemme sin hovedopgave den dag, han er i Flygtningenævnet? Sammenblandingen af de to jobs er med til at få Flygtningenævnet til at fungere som regeringens forlængede arm – i stedet for en uvildig domstolslignende instans. Samtidig vurderes behovet for beskyttelsesasyl alt for strengt og tilfældigt, da nævnsmedlemmerne ikke har ekspertise her, og da den information, de har om forholdene i landet ikke altid er opdateret og i nogle tilfælde heller ikke troværdig. Den bygger hyppigt på myter, der gør afslag på asyl såvel som udsendelse mere bekvem.