Af Hans Skifter Andersen, adjungeret professor ved AAU
Politikerne fremstiller i stigende grad etniske forskelle som hovedårsagen til samfundsproblemer, og det indgår hyppigere i politiske initiativer at der skal laves særregler for medborgere med anden etnisk baggrund. Den førte politik og samfundsforståelse er baseret på forenklede antagelser om at mennesker er styret af deres kultur, især de der har oprindelse i såkaldte ikke-vestlige lande. Vi er nået dertil hvor borgerne først og fremmest bedømmes og dømmes ud fra deres etniske baggrund, ikke ud fra hvad de selv siger og gør. Man kan kalde det en racialisering af samfundet.
Misbrug af statistik til generaliserende påstande om etniske minoriteter
Regeringen og andre partier udarbejder løbende oplæg om særlige politiske initiativer for etniske minoriteter, som ofte er fyldt med generaliserende negative, og tildels falske, påstande om dem. Der anvendes et bevidst selektivt udvalg af negative fakta om minoriteterne og deres holdninger, hvor positive forhold forties og negative blæses op. Man misbruger statistik til over en kam at anklage minoriteterne for at have forkerte værdier og ikke ville deltage i samfundet. Alle statistiske forskelle mellem minoriteterne og flertallet fortolkes som et resultat af kultur og religion. Men langt størstedelen af forskellene kan forklares ved, at gruppen af minoriteter er meget anderledes sammensat med hensyn til demografi og økonomisk, social og menneskelig kapital.
Politikerne har opbygget et billede af minoriteterne, som styret af såkaldte ikke-danske værdier
Herved har politikerne opbygget et meget negativt billede af minoriteterne, der fremstilles som styret af såkaldte ikke-danske værdier, og som værende helt anderledes end flertallet. Men langt de fleste blandt minoriteterne tilslutter sig de værdier som vi finder vigtige, mht. demokrati, tolerance og ligestilling. Og at en del af minoriteterne ikke har de rette holdninger, må ses i lyset af at ganske mange etniske danskere heller ikke har de ønskede værdier. I nogle tilfælde er etniske danskere faktisk mere intolerante, fx med hensyn til, om det skal være frit at vælge religion og gå med religiøse symboler. På alle punkter er det faktiske antal af etniske danskere, som har ’forkerte’ værdier, langt større end antallet af minoriteter.
Baseret på de såkaldte medborgerskabsundersøgelser kan man fx skønne, at ca. 440.000 danskere ikke er enige i at forskellige grupper ’må leve deres liv, som de selv ønsker’, mod 62.000 blandt minoriteterne, og andre 440.000 at ’ægteskab mellem to personer af samme køn er moralsk forkert’ (104.000).
Ca. 400.000 danskere mener, at manden er familiens naturlige overhoved (130.000), 320.000 er ’ikke helt enig i at økonomiske beslutninger i familien bør træffes i fællesskab’ (63.000), 120.000 at ’piger kun skal gifte sig med en mand som familien accepterer’ (52.000), og 80.000 at det er ’acceptabelt at opdrage drenge med mere frihed end piger’ (27.000).
Desuden har mange danske mænd en negativ holdning til kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet og deltagelse i det politiske liv. 760.000 mener ’det er ikke vigtigt at kvinder har arbejde’ (33.000), og 80.000 er ’ikke helt enig i at mænd og kvinder bør have samme mulighed for at arbejde’ (24.000).
160.000 er ’Ikke enig i at kvinder bør være politisk aktive’ (21.000). Størsteparten af de mennesker, som ikke deler vores centrale værdier, er altså etniske danskere.
Er det minoriteterne eller politikerne, der viser modvilje mod integration? Myten om parallelsamfund
De senere års politiske debat og oplæg til lovgivning er fyldt med anklager mod minoriteterne om dårlig integration og modvilje mod at være en del af samfundet. Et af de mest markante eksempler var oplægget til den såkaldte ’ghettolov’ i 2018. Det er især i denne sammenhæng, at man har skabt myten om at minoriteterne er flyttet sammen i bestemte boligområder. Og at de har gjort det for at danne såkaldte parallelsamfund, for at melde sig ud af samfundet, og for at dyrke egne ikke-danske værdier.
Udsatte boligområder er tilfældigvis et emne jeg, som forsker, har beskæftiget mig med i mere end 20 år
Udsatte boligområder er ikke opstået, fordi nogen har valgt at flytte sammen i disse områder – de er derimod opstået fordi etniske danskere har fravalgt dem. Der er stærk evidens for at etniske danskere fravælger boligområder med mange etniske minoriteter, og jo flere minoriteter jo færre danskere flytter ind. En undersøgelse i tre af de mest udsatte områder har desuden vist, at kun 2 pct. af minoriteterne ønsker at bo et sted med et flertal af minoriteter og et mindretal af etniske danskere. Områderne har ofte fungeret som et indslusningssted, hvor nyankomne indvandrere har bosat sig, for senere at fraflytte når de kom ind på arbejdsmarkedet. Beboerne er ikke blevet mere arbejdsløse og mindre integrerede af at bo i områderne, men de af dem som har klaret sig dårligst i samfundet – både etniske danskere og minoriteter – er oftest blevet tilbage.
Vanskeligheder med at få adgang til det danske arbejdsmarked er et centralt problem for minoriteterne
Det er der mange årsager til: dårligere uddannelse, vanskeligheder med at lære dansk sprog og adfærdsnormer, psykiske og især sociale problemer, og ikke mindst diskriminationen på arbejdsmarkedet. Men politikerne anklager minoriteterne for at det skyldes deres forkerte værdier. I Venstres sidste udlændingeudspil er problemet at ’tage danske værdier til sig’. Det postuleres i oplægget at der er en stor gruppe, som har valgt at leve i parallelsamfund, hvor ’normen ikke er, at mor og far går på arbejde’ og altså ikke vil arbejde. Men dette er helt i modstrid med en undersøgelse, som viser at en større andel af minoriteterne (88%) faktisk er helt enige i at ’Man har en pligt over for samfundet til at arbejde, hvis man kan’, end tilfældet er blandt etniske danskere (83%).
Kriminalitetshyppigheden har været større blandt minoritetsunge and blandt etniske danskere
Politikerne har igen defineret årsagerne som forkert kultur og ’manglende integration’. Kriminalitet har imidlertid ikke meget at gøre med kultur og religion. Der er en stærk sammenhæng mellem social baggrund og kriminalitet blandt unge. Dertil kommer at det er en general erfaring fra mange lande, at der oftere er kriminalitet blandt marginaliserede og diskriminerede mindretal. For eksempel er der oftere kriminalitet blandt sorte kristne amerikanere end blandt hvide. Etniske unge har alt andet lige meget sværere ved at få støtte fra deres forældre i relation til skolen, på grund af dårligere uddannelse og sprogkundskaber. De har derfor sværere ved at klare sig i skolen og lider oftere nederlag. Dette, sammen med den generelle meget negative retorik om minoriteter, får nogle af dem til at vende samfundet ryggen og vende sig mod kriminalitet. Medvirkende er de dårlige boligforhold med mange personer i små lejligheder, som får unge ud på gaden i selskab med andre rodløse unge.
’Tryghedspakken’
Regeringen har lanceret en såkaldt ’tryghedspakke’ med omfattende indgreb rettet mod især etniske unge. Da Statsministeren fremlagde pakken i Folketinget var retorikken hård. Der blev talt om ”unge mænd med ikke-vestlig baggrund”, der ”tager andres frihed, stjæler børns fremtid, bryder fængselsbetjente ned – og efterlader et langt spor af utryghed”. 80 pct. af unge med en dom for kriminalitet er etniske danskere, men det er kun minoritetsunge som har politikernes interesse.
I forbindelse med en lovpakke om tryghed for børn, som Regeringen lancerede i januar, er der igen særlig fokus på børn i de såkaldte ikke-vestlige familier. Man mener at disse, på grund af deres kulturelle baggrund, oftere tillader vold mod børn. Den særlige fokus begrundes med en undersøgelse som viser at 15 % af etniske børn har oplevet grov vold i hjemmet mod 9 % for etniske danske børn. Igen ser man helt bort fra de sociale forhold, hvor det er kendt at vold mod børn forekommer langt hyppigere i fattige familier – især hvis de har sociale problemer. Langt det største antal af de børn der har oplevet vold er desuden etniske danskere.
Misbrug af embedsmændene til at producere fordrejet dokumentation
En ting er at politikere fører en negativ retorik om minoriteterne, bruger selektive fakta og misbruger statistik. Det ved befolkningen at man skal tage med et gran salt. Værre er det når man sætter embedsmændene i gang med at producere fordrejet dokumentation. Et eksempel er da Regeringen i 2017 bad Finansministeriet om at beregne hvad indvandringen ’koster Danmark’. Beregningerne blev baseret på en opgørelse af, hvor meget de enkelte indbyggere i Danmark på den ene side betaler i skatter og afgifter og på den anden side modtager af serviceydelser og indkomstoverførsler fra det offentlige. Man nåede frem til at minoriteterne, som gruppe, havde en negativ saldo på 33 mia. kr. pr. år. Politikerne har siden igen og igen brugt dette til at påstå at minoriteterne koster samfundet 33 mia. Senest i Venstres nyeste udlændingeudspil. Men budskabet er stærkt fordrejet. For det første giver også etniske danskere et negativt bidrag til statskassen, fordi statsbudgettet er finansieret af mange andre indtægter end indkomstskat. For det andet ser man helt bort fra det bidrag til værdiforøgelse i samfundet, som skabes ved minoriteternes deltagelse på arbejdsmarkedet. Hvordan mon den økonomiske situation i Danmark ville have været, hvis vi manglede de mere end 300.000 ikke-vestlige minoriteter i beskæftigelse? Endelig regner man udgifter til unge under uddannelse med som en belastning, hvor man ellers ser dem som en investering i fremtiden. Det gælder især for minoriteterne, hvor en noget større andel udgøres af unge.
’Parallelsamfundsrapporten’
Endnu værre er en rapport fra Økonomiministeriet fra 2019, hvor man hævder at der er 76.000 indvandrere og efterkommere, som lever i ’parallelsamfund’, har en ’selvvalgt isolation og social marginalisering’ og danner ’modkultur til det danske samfund’. Rapporten påstår, at en minoritetsdansker er en del af et parallelsamfund hvis man bor i et boligområde med mindst 25 % minoriteter, hvis børnene går i skoler eller institutioner med mindst 25 % minoriteter, og hvis man er langtidsarbejdsløs. Det er en statistik der ikke siger noget som helst om parallelsamfund og modkulturer. Beregningerne er meningsløse. Rapporten er et forsøg på at ’videnskabeliggøre’ politiske fordomme.
Boligsociale indsatser reduceres, og der indføres hårdere straffe især målrettet etniske minoriteter og beboere i udsatte boligområder
I de sidste ti år er det gået stærkt fremad med et fald i minoritetsunges kriminalitet og øget uddannelse. Det er takket være en stor lokal indsats i boligområder, skoler og foreninger, som har vist at direkte hjælp og støtte har stor effekt. Dette anerkendes imidlertid ikke i den racialiserede politik, som er baseret på den opfattelse, at problemet er manglende vilje hos minoriteterne til at deltage i det danske samfund på grund af deres kultur og værdier. Man har valgt at reducere boligsociale indsatser i udsatte boligområder, som har haft stor betydning for den positive udvikling. I stedet satses massivt på tvang og straf gennem særlovgivning rettet direkte eller indirekte mod etniske minoriteter, især mod de der bor i udsatte boligområder.
I social- og beskæftigelsespolitikken gives lavere ydelser og stilles særlige krav om aktivering kun for indvandrere og andre minoriteter, og i Venstres nye udlændingeudspil foreslås særlige regler for førtidspensionister. I ghettoven er etnicitet et afgørende kriterie for udpegning af boligområder. I disse områder, som har mange etniske minoriteter med børn, er indført en række særlove om fx tvunget deltagelse i børneinstitutioner og særlige straffe til forældre, hvis deres børn har for stort fravær i skolen. I de samme områder er der med den såkaldte tryghedspakke indført bestemmelser om særlige straffe for ’utryghedsskabende adfærd’, som er meget bredt definerede. Politiet skal kunne udstede opholdsforbud på bestemte offentlige steder, som f.eks. parkeringspladser eller togstationer. De skal kunne give de unge bøder på 10.000 kroner ved overtrædelse af disse opholdsforbud og på stedet fratage dem værdifulde ejendele uden dommerkendelse. Gentagne overtrædelser af opholdsforbud skal ydermere kunne straffes med 30 dages fængsel og muligheden for at blive sat ud af sin bolig. I ’tryghed for børn’ oplægget kræves der særlig skærpet kontrol med minoritetsfamilier, særlige pålæg til forældrene og særlige straffeforanstaltninger. Ghettoloven medfører tvangsflytninger og formener etniske minoriteter adgang til en stor del af de almene boliger. Der skelnes ikke mellem minoriteter med hhv. dansk og udenlandsk statsborgerskab. Det betyder at danske statsborgere dæmoniseres, marginaliseres og diskrimineres alene på grund af deres etniske baggrund.
Politikernes negative retorik fører til diskrimination og racistisk chikane til skade for minoriteter og samfundet
Den racialiserede retorik og politik har skabt stærkt negative holdninger til minoriteterne i store dele af befolkningen. En undersøgelse har vist at op til 25 % mener at muslimer helt eller delvist bør udvises. Det har mærkbart negative konsekvenser for minoriteterne og samfundet bl.a. i form af racistisk chikane og diskrimination. På baggrund af Medborgerskabsundersøgelsen 2018 kan man skønne, at ca. 120.000 ikke-vestlige minoriteter mindst en gang på et år udsættes for en eller anden form for racistisk chikane, og 25.000 udsættes for korporlige overgreb i form af at blive spyttet på, skubbet til eller slået. 75.000 oplever årligt, at de pga. deres etniske baggrund har fået afslag på ansøgninger om job, banklån, bolig eller mobilabonnement. Det er oplevelser som nødvendigvis må sætte sig psykiske spor, og gøre minoriteterne mindre egnede til at klare udfordringerne i samfundet og deltage på arbejdsmarkedet.
Red: Andre links: Søg på hjemmesiden på: bolig, ghetto, parallelsamfund, racisme, racialisering, og se videoindslag nr. 4 om ‘ghetto’pakken fra vores konference 13. januar 2020.